Kapitel 4: Marcus Hartmans øjne
Clara sad i sin fransk litteraturklasse, hendes opmærksomhed rettet mod professoren, mens han diskuterede Victor Hugos Les Misérables' kompleksiteter. Den bløde summen fra airconditionen og den lejlighedsvise raslen af sider var de eneste lyde i rummet. Clara sad, som altid, bagerst i lokalet, foretrækkende at forblive ubemærket. På trods af hendes intelligens og skønhed holdt hendes generthed hende ofte i skyggerne.
I dag var dog anderledes. Fra det øjeblik, hun trådte ind i klasseværelset, havde hun følt øjne på sig. Da hun kiggede til siden, indså hun, at det var Marcus Hartman, en af de mest attraktive og velhavende drenge på Rosewood Akademi. Han var kendt for sin charme og intellekt, og Clara havde altid syntes, han var både sød og klog. Men hun havde aldrig overvejet, at han kunne finde på at kigge på hende.
Under forelæsningen blev Marcus ved med at stjæle blikke mod Clara, hans blik dvælende længere end normalt. Da deres øjne kort mødtes, sendte han hende et varmt, selvsikkert smil. Claras hjerte sprang et slag over, og hun kiggede hurtigt væk, hendes kinder blussende i en sart lyserød farve.
Da timen nærmede sig sin afslutning, gav professoren dem næste læseopgave og afskedigede dem. Clara samlede sine bøger sammen og forsøgte at berolige sine nerver. Hun var næsten ude af døren, da Marcus nærmede sig hende, hans smil nu mere indbydende og oprigtigt.
"Clara, ikke?" spurgte han, hans stemme glat og venlig.
Hun nikkede, overrasket og en smule forfjamsket. "Jo, det er mig."
"Jeg er Marcus," sagde han, selvom hun allerede vidste det. "Jeg har bemærket, at du virkelig er engageret i diskussionerne. Det er forfriskende at se nogen så passioneret omkring fransk litteratur."
Claras rødmen blev dybere. "Åh, tak. Jeg elsker bare virkelig emnet."
Marcus' øjne glimtede af interesse. "Det gør jeg også. Hey, jeg holder en fest hos mig i weekenden. Jeg vil virkelig gerne have, at du kommer. Det ville være dejligt at lære dig bedre at kende uden for klassen."
Claras tanker kørte på højtryk. En fest hos Marcus Hartman? Det var en invitation, hun aldrig havde forventet, og det gjorde hende både spændt og nervøs. "Jeg... jeg ved det ikke. Jeg er ikke rigtig typen, der går til fester."
Marcus' smil falmede ikke. "Jeg forstår, men det er bare en afslappet sammenkomst. Jeg vil virkelig gerne have, at du kommer. Tænk over det, okay?"
Clara nikkede langsomt. "Okay, jeg skal nok tænke over det."
"Fint," sagde Marcus, hans smil blev bredere. "Vi ses i timen næste gang."
Da han gik væk, bankede Claras hjerte i brystet. Hun havde altid beundret Marcus på afstand, men havde aldrig forestillet sig, at han ville lægge mærke til hende, endsige invitere hende til en fest. Tanken om at deltage både spændte og skræmte hende, og mens hun gik til sin næste time, kunne hun ikke lade være med at spekulere på, hvad weekenden kunne bringe.
Claras venner var alle spændte på, at hun skulle til Marcus Hartmans fest i weekenden. Jessica, Emma og Sophie omringede hende på deres sædvanlige plads på terrassen, deres øjne strålende af forventning.
"Clara, det er fantastisk!" udbrød Jessica, næsten hoppende af spænding. "Marcus Hartman inviterede dig til sin fest! Det er stort."
Emma nikkede, hendes sædvanlige rolige væsen erstattet af et sjældent smil. "Vi tager alle sammen med vores andre venner, men det er fantastisk, at du også kommer. Det ville ikke være det samme uden dig."
Sophie grinede, skubbede legende til Clara. "Du ved, vi har altid gerne ville have dig til at komme til de her fester. Du kommer til at have det så sjovt."
Clara smilede, men hendes nerver var tydelige. Hun havde aldrig deltaget i fester som denne med sine venner. Hun frygtede altid at blive udelukket, fordi ingen på skolen, udover hendes tætte vennegruppe, faktisk kunne lide hende. Tanken om at være i et rum fuld af mennesker, der normalt ignorerede eller dømte hende, var skræmmende.
"Men hvad nu, hvis jeg ikke passer ind?" udtrykte Clara sine bekymringer, hendes stemme knap over en hvisken.
Jessica klemte hendes hånd beroligende. "Du har intet at bekymre dig om. Vi vil være der sammen med dig hele tiden. Og Marcus inviterede dig selv. Det betyder noget."
Claras tanker drev mod Marcus. Måden han havde kigget på hende, varmen i hans smil og den oprigtige interesse i hans øjne gav hende et glimt af håb. Måske kunne dette være anderledes. Måske kunne hun endelig træde ud af skyggerne og blive set for den, hun virkelig var.
"Jeg tror, du har ret," sagde Clara, et forsigtigt smil formede sig på hendes læber. "Marcus inviterede mig. Jeg burde give det en chance."
Emma nikkede godkendende. "Det er ånden. Man ved aldrig, hvad der kan ske."
Sophie lænede sig ind, et drilagtigt glimt i øjnene. "Og hvem ved? Måske får du endelig dit første kys med Marcus."
Claras kinder blussede ved tanken. Hun havde altid haft et crush på Marcus, hans charme og intelligens gjorde ham til den perfekte gentleman. Tanken om at få sit første kys med ham sendte en sitren gennem hendes hjerte.
"Måske," sagde Clara blidt, en blanding af spænding og nervøsitet i hendes stemme. "Jeg gætter på, vi må se."