Kapitel 2: Ikke en lille pige længere
Clara gik hen til terrassen, det velkendte sted, hvor hun og hendes venner altid mødtes før timerne. De gamle stenbænke og blomstrende blomsterbede var et beroligende syn, en lille oase midt i skolens kaos. Da hun nærmede sig, så hun sine venner allerede samlet: Jessica, Emma og Sophie, hendes nærmeste venner, måske de eneste på dette tidspunkt i hendes liv. Claras families økonomiske problemer gjorde hende til en outsider på Rosewood, hvor rigdom ofte definerede social status. Jessica Richmond, tiltrukket af Claras venlighed og intelligens, tog hende under sine vinger på trods af hendes ry og dannede en tæt trio med Emma Dawson og Sophie Merced. De tre piger fik øje på Clara, da hun nærmede sig deres sted.
"Clara Marianne Bertrand Miller!" råbte Jessica, næsten hoppende på tæerne. "Hvem var den høje, lækre fyr, der satte dig af i den specialfremstillede Ferrari?"
Clara havde knap nok tid til at sætte sin taske ned, før en strøm af spørgsmål begyndte.
"Åh Gud, Clara, fortæl! Hvem er han?" indskød Emma med store, nysgerrige øjne.
Clara løftede hænderne og forsøgte at berolige dem. "Det var Mr. Belfort! Adrian Belfort. Han er ikke en sugar daddy, han er bare en ven af min far. Eller, ikke en ven. Han er min fars stedbror."
Effekten af hendes ord var øjeblikkelig. Pigerne udvekslede chokerede blikke, deres begejstring voksede endnu mere.
"Adrian Belfort?" gentog Emma med en stemme fyldt med ærefrygt. "Den Adrian Belfort? Han er sådan, super reserveret og mystisk... Jeg kender ikke en eneste person, der nogensinde har mødt ham! Og han har været din onkel hele tiden!?"
Jessica nikkede ivrigt. "Og han er endnu lækrere i virkeligheden! Og han var bare der for at sætte dig af ved skolen! Hvordan er det overhovedet muligt?"
Emma krydsede armene og så skeptisk ud. "Clara... Den mest generte, stille og uskyldige af os alle har fået en lækker milliardær helt for sig selv? Utroligt! Det er altid de stille..."
Clara mærkede sine kinder varme under deres granskning. "Det er ikke, hvad I tror! Han er familie, okay? Han er som en bror for min far, han har kendt mig, siden jeg var en lille pige." Pigerne lo sarkastisk. Clara rystede på hovedet, mens rødmen blev dybere, og hun grinede nervøst. "Nej, virkelig, piger. Det er slet ikke sådan. Han var hjemme hos mig i morges og tilbød mig et lift til skole, han var bare venlig. Han er praktisk talt en onkel for mig."
Sophie lænede sig ind, hendes øjne glimtede af drilskhed. "Måden han kiggede på dig derovre virkede ikke særlig onkelagtig, Clara."
Jessica smirkede. "Ja, og du er ikke en lille pige længere. Du er atten!"
Claras hjerne arbejdede på højtryk for at finde de rigtige ord til at nedtone situationen. "I er alle skøre. Hr. Belfort ville aldrig se på mig på den måde. Han er bare en familieven."
Emma trak på skuldrene med et legende grin på læberne. "Hvis du siger det. Men jeg tror ikke, det er os, der er skøre her. Jeg mener, du har en chauffør. Hvorfor skulle han ellers tilbyde dig et lift, hvis han ikke havde nogen intentioner?"
"I læser for meget ind i det," sagde Clara endelig og tvang et grin frem. "Han var bare høflig og tilbød mig et lift. Det er alt."
"Måske," sagde Jessica med et vidende smil på læberne. "Men hvis jeg var dig, ville et lift til skole ikke være den eneste slags lift, jeg ville prøve at få fra ham..."
Clara rystede igen på hovedet og forsøgte at afvise tanken. "Lad os bare droppe det, okay? Vi har vigtigere ting at tale om. Som matematikprøven i morgen."
Pigerne stønnede i kor, og samtalen skiftede tilbage til de trivielle bekymringer om skolelivet. Klokken ringede, og signalerede starten på timerne, og Clara sukkede lettet. Samtalen måtte sættes på pause. Da de samlede deres ting og gik mod deres klasseværelser, kunne Clara ikke ryste de nervøse sommerfugle i maven af sig. Hun genoplevede morgenen i sit hoved, fra det uventede møde til det intense blik i hans øjne, da han holdt hende i sine arme og forhindrede hende i at falde. Det hele var for surrealistisk. Hendes venners ord rungede i hendes sind og blandede sig med mindet om Adrians intense blik.
Adrian var rig, flot og utroligt succesfuld. Og også meget ældre end hende, han ville være 39 nu, hvis hun huskede rigtigt. Han bevægede sig i kredse fyldt med de smukkeste, mest sofistikerede kvinder i verden—supermodeller, der var langt mere glamourøse og verdensvante, end hun nogensinde kunne håbe på at være. Hun var bare en simpel skolepige, genert og uskyldig som hendes venner plejede at sige, med lidt erfaring ud over det beskyttede liv, hun altid havde kendt. Adrian havde også kendt hende, siden hun var barn, han så hende vokse op, indtil han flyttede permanent til Europa, da hun var fjorten år gammel. For ham var hun sandsynligvis stadig den lille pige, sød og naiv, stort set hans niece. Hvorfor skulle han se hende som noget mere?
Det virkede utænkeligt, at en mand som Adrian Belfort nogensinde ville se på hende med andet end venlig hengivenhed.