Går
Nainas synsvinkel-
Jeg stod midt i mit værelse og kiggede rundt med et smil på læben og tårer i øjnene. Jeg skal forlade dette værelse - ikke kun dette værelse, men også dette hus og dette land - for mine drømmes skyld.
Jeg ved ikke hvorfor, men jeg følte, at i dag var min sidste dag i dette værelse.
"Nainaaaa, skal du afsted eller ej? Vi bliver forsinkede til lufthavnen," råbte mor.
"Ja, Mor, jeg kommer om 5 minutter."
"Okay, kom snart; fald ikke i søvn mens du kigger på værelset," sagde mor.
Jeg rullede bare med øjnene og gik hen til mit lille tempel, som jeg selv havde lavet.
Jeg stod foran templet med hænderne i namaste-position og lukkede øjnene.
"Kære gud, jeg skal begynde min rejse i et nyt land, hvor jeg vil møde nye mennesker og lære om nye kulturer; alt er nyt for mig. Jeg vil stå overfor mange problemer, så giv mig styrke til ikke kun at møde dem, men også løse dem."
"Og beskyt altid min mor og far. Jeg ved, de ikke viser det i deres ansigter, men jeg kan se, at de er triste. Men jeg er nødt til at tage afsted; ellers, hvordan skal jeg kunne opfylde mit løfte? Så for det, er jeg nødt til at tage afsted."
"Naina," denne gang kaldte både mor og far på mig samtidig.
"Jeg kommer!" råbte jeg fra mit værelse.
Jeg tog hurtigt den lille idol af Ganesh Ji i mine hænder. Efter at have kigget en sidste gang på værelset, gik jeg ud.
Jeg kom til stuen, og jeg så, at alle mine venner, familie og slægtninge ventede på mig. Da de så, at jeg endelig kom ned, kom de alle hen til mig og krammede mig én efter én og gav mig deres ønsker.
"Lad os gå; vi bliver forsinkede," sagde far.
Efter at have sagt farvel til alle, satte jeg mig i bilen.
Da bilen startede, vinkede alle mine venner og familie og sagde "farvel, Niu." De kaldte mig alle Niu, en forkortelse af Naina. Jeg blev ved med at kigge ud, indtil huset forsvandt fra mit syn. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg føler, at dette er sidste gang, jeg ser dette hus, og at jeg aldrig vil komme tilbage.
Glem det og nyd din rejse, skældte jeg mig selv ud.
Nu står jeg i lufthavnen og ser på mine forældre, som stadig lader som om de har det fint.
Ved du hvad? At se dem sådan her gør mere ondt, fordi de nu skader sig selv mere ved at skjule deres følelser.
"Jeg tager afsted." sagde jeg.
De brummede begge to.
"Kun et hmm eller ingenting at sige? Når jeg tager et sted hen, der kun er 15 minutter væk, siger I så meget. Husk at have telefonen med dig, tal ikke med nogen, gør ikke dette, gør ikke det. Og nu, når jeg skal så langt væk fra jer, siger I ingenting."
Efter at have lyttet til mig, krammede mor mig straks og begyndte at græde. Jeg krammede hende tilbage.
Og mor begyndte at fortælle mig, at jeg skulle være forsigtig, når jeg kom derhen, ringe og informere dem, spise til tiden osv.
Far sagde ingenting under hele samtalen; ellers ville far skælde mor ud og sige: "Du tænker for meget. Vores datter er klog og stærk. Hun ved, hvordan hun skal passe på sig selv."
Men nu er han tavs, hvilket er nok til at fortælle mig, at han kontrollerer sig selv, fordi han ved, at hvis han siger et eneste ord, vil han begynde at græde, og hans tårer vil gøre mig så ondt.
Nå, en fars tårer gør mere ondt end en mors, fordi en mor græder over dine små ting. Men far viser aldrig sine følelser på grund af samfundets regler om, at drenge ikke græder. Hvilket vrøvl! Jeg vil finde ud af, hvem der lavede disse regler, og slå ham, indtil han fortryder, hvorfor han lavede dem. Hvad tænkte den person? At drenge ikke har følelser; de kan ikke blive såret. Nå, jeg tror, jeg skal stoppe nu. Jeg har ikke tid til at tænke på disse ting nu.
Jeg gik hen til far og krammede ham og ventede på, at han skulle kramme mig tilbage. Efter noget tid følte jeg to rystende hænder på min ryg. Jeg hvilede mit hoved på hans skulder; ingen ord blev delt, og han sagde: "Pas på dig selv." Jeg kan mærke, hvor meget styrke han brugte på at sige disse ord.
Efter at have fået velsignelsen fra dem begge, sagde jeg til dem, at de skulle passe på sig selv. Jeg tog mine tasker, gik hen til skranken og fik ordnet alt med billetten. Nu sidder jeg på min plads og tænker på min fremtid. Med dette lukkede jeg øjnene, og søvnen overtog straks.
Vær ikke tavs, læser. Like og kommenter.