Kapitel 8
Selene
Jeg skynder mig til mit værelse, følelsen af varme og feber brænder i mig. Hvem tror han egentlig, han er? Taler til mig, som om jeg er en af hans ludere eller noget?
Han er syg i hovedet. Det må han være. Ingen kunne sige så ulækre ting til deres stedsøster uden at være sindssyg. Men selvom jeg prøver at ryste tankerne om ham af mig, blomstrer en skamfuld varme inden i mig. Ja, det kan kun være min brunstcyklus. Der er ingen anden grund til, at en mand som ham ville kunne påvirke mig på denne måde.
Hvis du vil have min pik i din beskidte mund så meget, skal du bare komme på knæ.
Det arrogante smil på hans ansigt blinker i mit sind, og jeg hader, hvordan det får mig til at føle. Besiddertrangen i hans iskolde, blå øjne, måden han greb min hage på, sendte behagelige elektriske stød gennem min krop. Jeg kan ikke finde ud af, om jeg vil slå ham eller kysse ham, indtil vi begge er forpustede.
Jeg kaster mig på min madras og skriger ind i min pude. Min stedbror er en forbudt frugt, en jeg ved, jeg skal holde mig langt væk fra, men han bliver ved med at dukke op, som om han nyder at drille mig.
Hvorfor skal han være her? Jeg håber bare, han snart tager af sted. Måske vil mor smide ham ud. Hun må da frygte for vores sikkerhed efter det store raserianfald, han havde sidste gang, ikke? Hun er måske fanget i Philips fælde, men hun er ikke dum. Hun ved, at der er noget galt, og at hvis Philip kan afskrive sin egen søn, må der være noget galt med Phoenix.
Han er farlig. Uforudsigelig. En trussel mod os. Han skal sendes tilbage, hvor han kom fra.
Så kunne jeg i det mindste tænke klart. Min ulv har været vanvittig, siden han kom ind i huset, hans duft og kommanderende aura oversvømmer mine sanser.
Det er bare min brunst, der kommer, siger jeg til mig selv. Jeg vil faktisk ikke kneppe min stedbror. Men jeg skal holde mig væk fra ham, bare for en sikkerheds skyld.
Pludselig knirker døren, og der står han, lænet op ad døren, med et rovgrisk glimt i øjnene. "Tænker du på mig?" håner han, hans dybe stemme får mig til at ryste.
Jeg stivner og trækker instinktivt tæppet over min krop, selvom jeg er fuldt påklædt. "Hvad laver du her?" spørger jeg, min stemme rystende trods mit forsøg på at være modig.
Han træder ind og lukker døren bag sig. "Ville bare lade dig vide, at jeg flytter ind i værelset ved siden af dit."
Jeg måber. "Nej, det gør du fandeme ikke!" udbryder jeg vantro.
Han kan ikke flytte ind. Det kan han bare ikke.
Han ler, en lyd der sender en blanding af frygt og spænding gennem mig. "Hvorfor ser du så bange ud, lille ulv? Bange for, at du ikke kan modstå mig?" håner han, hans øjne forlader aldrig mine.
Jeg stirrer vredt på ham. "Ja, bange for, at jeg slår dig i ansigtet," snerrer jeg.
Han sætter sig på kanten af min seng, uanfægtet. "Det er ikke særlig pænt at gøre mod din bror. Din mor lærte dig ikke at komme godt ud af det med andre børn, da du voksede op?"
Jeg smiler skævt. "Faktisk lærte hun mig præcis, hvordan man håndterer bøller. Bliv ved med at fucke med mig, og jeg giver dig en demonstration."
Han gaber, faktisk gaber han mig lige op i ansigtet. Som om jeg keder ham. "Ved du, vores forældre har lige sagt til mig, at de vil have, at vi skal komme godt ud af det med hinanden. Det vil kun fungere, hvis vi begge gør en indsats," siger han langsomt.
Mine øjne snævrer ind. "Hvem har sagt det til dig?"
Han trækker på skuldrene, smilende. "Er det vigtigt? Det må være hårdt at blive afvist af sin mage. Ikke underligt, at du er så... reserveret."
Mine øjne udvides i erkendelse. Mor. Hun var på vej ned ad trappen, da jeg gik til mit værelse og må have talt med ham. Jeg elsker kvinden til døde, men hun kan ikke holde på en hemmelighed. Jeg kan bare ikke tro, at hun ville fortælle ham noget så personligt om mit liv.
Ingen fra denne flok ved, at jeg allerede har fundet og mistet min mage. Men jeg husker det, som om det lige var sket:
Det var fem år siden, et par uger efter min far døde, og den dag Rådet skulle beslutte, om jeg skulle blive Alpha eller ej. Jeg vidste med sikkerhed, at det stod mellem mig og onkel, men jeg var klar til at tage posten.
Zack var min barndomskæreste, og da jeg fyldte atten og vi fandt ud af, at vi var mates, var vi begge så glade. Men af en eller anden grund nægtede han at markere mig, nægtede at forsegle båndet. Det gav ingen mening, da vi havde haft sex i årevis, men jeg skændtes aldrig med ham om det.
Under høringen med Rådet, da de annoncerede min onkel som den nye Alpha, gik Zack ud. Jeg måtte vente, til det hele var overstået, før jeg kunne løbe efter ham, og jeg fandt ham i packhouse med alle hans ting pakket.
"Hvad foregår der?" spurgte jeg ham med en lille stemme.
Han nægtede at se på mig, som om jeg havde skuffet ham. "Jeg har brug for lidt tid, Selene," mumlede han.
Jeg rynkede panden. "Tid til hvad? Hvor skal du hen, Zack?"
Uden at svare skubbede han sig forbi mig og gik ned ad trappen mod lastbilen, der ventede udenfor.
"Tal med mig!" råbte jeg og trak i hans albue. "Fortæl mig, hvad jeg gjorde forkert!"
Han stoppede på verandaen, nægtede at vende sig om. "Du er bare ikke den, jeg har brug for, Selene. Dette kommer ikke til at fungere mellem os," svarede han koldt.
Jeg lo utroligt. "Er du seriøs lige nu? Er det fordi, jeg ikke kan blive Alpha? For det er det eneste, jeg kan tænke på, der har ændret sig mellem os de sidste fireogtyve timer."
Jeg hørte ham sukke tungt. "Det handler ikke om det. Jeg ville bare have, at vi skulle være et magtfuldt par. Jeg er ved at gå til politiskolen, og hvad laver du? Sidder på din røv og græder over din far hver dag. Det er... patetisk. Jeg troede, du skulle blive Alpha, og nu er du ingenting."
Hans ord føltes som en kugle lige gennem hjertet. "Hvad taler du om? Jeg er ved at starte på universitetet," svarede jeg, min krop begyndte at ryste af raseri.
Hvad forventede han af mig? Rådet sagde, at jeg ikke kunne blive Alpha, fordi jeg er en hun-ulv. Og jeg trænede, når sorgen ikke slog mig ud. Tilsyneladende var det ikke nok for ham.
Han smed sin kasse i bagenden af lastbilen og vendte sig langsomt om, hans olivengrønne øjne mødte endelig mine. De var fyldt med en kulde, jeg aldrig havde set fra ham før.
"Jeg, Zack Parker, afviser dig, Selene Warner, som min mate," erklærede han med overbevisning.
Jeg trådte tilbage, smerte bølgede gennem mig, da vores bånd øjeblikkeligt brast. Jeg faldt sammen på knæ, tårerne strømmede ubønhørligt ned ad mit ansigt. "Gør det ikke, Zack," bad jeg.
Han tørrede en enkelt tåre væk fra sin kind og vendte sig om. "Jeg er ked af det, Selene," sagde han, da han satte sig ind i sin lastbil og kørte væk.
Slut på flashback*
Jeg skubbede mindet til side og ignorerede smerten i mit bryst. "Du ved ikke en skid om mig," knurrede jeg til min stedbror, der stadig sad på min seng.
Han lænede sig ind, hans stemme en lav rumlen. "Jeg ved nok. Og jeg er her, hvis du har brug for noget, Selene. Hvad som helst."
Hans ord hang i luften, og jeg kunne ikke afgøre, om han hånede mig eller var oprigtig. Uanset hvad, var det for meget. "Gå ud," formåede jeg at sige, min stemme rystede af følelser.
Phoenix rejste sig, smilende, da han gik mod døren. "Husk, lille ulv. Du er måske min søster, men intet eller ingen vil stoppe mig fra at gøre dig til min, hvis jeg beslutter mig for det."
Med det forlod han, og jeg stod og stirrede på døren som en idiot.
Jeg håber til Gudinden, at han laver sjov.
Det må han være, ikke?
Jeg begravede mit ansigt i min pude igen. Uanset hvad, er jeg nødt til at være stærk, holde afstand. Men dybt inde er jeg bange for, at jeg ikke vil være i stand til at modstå ham, hvis han beslutter sig for at forfølge mig.