Kapitel 13
Jennifer
Da jeg trådte ud af spaen, lignede jeg en ny person. Jeg følte det ikke, men i det mindste så jeg sådan ud. Nu skal jeg bare fake det, til jeg gør det i aften; det burde ikke være så svært, selvom samtalerne vil kede mig. 'Åh, for fanden, klarer jeg det?' var alt, jeg tænkte, mens jeg klædte mig på. Præcis klokken 19 ringede min far. Ikke noget hej eller noget, bare "Vi venter udenfor." Så lagde han røret på. Jeg tjekkede mig selv i spejlet en sidste gang; kjolen sad perfekt, mit blonde hår var i løse krøller omkring mit ansigt og ned ad ryggen. Min makeup var perfekt og så naturlig ud, og mine læber var en blød rosa. Jeg satte min nøglering fast på clutch-tasken og låste døren bag mig. Da jeg kom hen til limousinen, åbnede min fars chauffør, Peter, døren for mig. "God aften, frøken Rynn. Må jeg sige, at De ser absolut smuk ud i aften." "Tak, Peter," sagde jeg, før jeg steg ind i limousinen. Peter komplimenterer mig altid, fordi han ved, at min far ikke gør det, og han ved også, at Kyle aldrig gjorde det. Ikke de gange, han kørte os et sted hen, og med Kyle var det ofte; han følte sig vigtig, når jeg ringede til Peter for at køre os et sted hen. 'Rødt flag, Jennifer, rødt flag,' tænkte jeg for mig selv, da jeg steg ind i limousinen. "God aften, Jennifer." "Hej far." Det var vores samtale hele vejen til Arlos hus. Jeg ved virkelig ikke, hvorfor jeg tager med ham, men sådan er det nu engang. Vi ankom til Arlos hus, og hans kone havde virkelig gjort meget ud af det; der var en rød løber, hvor vi skulle stoppe, og vores døre blev åbnet af kammertjenere. Jeg kæmpede for at komme ud af limousinen med min høje slids uden at blotte noget, og da jeg endelig kom ud, og min far stod ved siden af mig, kunne jeg se, at han var lidt irriteret på mig. Men jeg vil ikke sige noget, ellers starter vi en skænderi.
Da vi gik ind i huset, hilste Arlo på mig med et kys på hver kind, og hans kone Sarah gjorde det samme. "Du har virkelig overgået dig selv, Sarah," sagde jeg til hende. "Tak, skat, Arlo synes, det er for meget." "Hvad ville der have været galt med en lille sammenkomst i jeans og t-shirts? Nu skal jeg igen klæde mig som en pingvin," sagde Arlo. Jeg satte min clutch foran mit ansigt og lo stille; jeg var enig med Arlo, men jeg ville aldrig sige det højt. Far hilste på Arlo og Sarah. "Æresgæsten her endnu?" spurgte min far. "Du kender ham, han skal altid gøre en entré," sagde Sarah. "Gå ind og få dig en drink, vi kommer om lidt." Far og jeg gik ind i underholdningsområdet, hvor tjenere gik rundt med canapéer og champagne. Da en tjener gik forbi os, tog min far et glas champagne til os hver. Så sluttede vi os til hans andre venner, Tom og hans kone Fergie, og Rufus og Lauren. "Jennifer, du ser fantastisk ud," sagde Fergie, da vi sluttede os til dem. "Tak, Fergie, det gør du også, som altid." Fergie var i midten af 40'erne, men så yngre ud end mig. Jeg er sikker på, hun får fillers eller Botox, men det taler vi ikke om. Rufus' kone var mere tilbageholdende og talte ikke meget, bare hej og det basale. Jeg ved aldrig, hvad jeg skal tale med hende om, når vi er alene. Efter et stykke tid sluttede Arlo og Sarah sig til os, efter de havde hilst på alle de andre gæster. Vi stod alle i en lille cirkel, og jeg vendte ryggen til dem for at få et nyt glas champagne, da jeg hørte den stemme, og hele min krop reagerede på den. Det kan ikke passe. Jeg prøvede at holde mig beskæftiget så længe som muligt; jeg kunne have været færdig nu, men jeg ville ikke vende mig om. Da min far sagde, "Romeo, mød min datter," vendte jeg mig langsomt om og kiggede ind i øjnene på Sir.
Romeo
Jeg ved, at der stod 19:00-19:30 på invitationen, men som æresgæst kan jeg vel tillade mig at komme lidt for sent. Vi ankom til Arlos hus lige efter klokken 20:00, og da vi nærmede os huset, kunne jeg se, at Sarah virkelig havde givet den gas. Der var lys udenfor, der guidede os til hoveddøren, hvor en rød løber var rullet ud, og en parkeringsvagt åbnede døren til min G-Wagon. Jeg ventede bare på, at fotograferne skulle springe frem bag et træ eller nogen, der råbte, at jeg skulle se den ene og så den anden vej. Gudskelov var der ingen fotografer. Jeg trådte ind i huset og kunne se, at festen allerede var i fuld gang. Jeg så de mennesker, jeg var kommet for at se, resten var jeg ikke sikker på. Var de lejet ind, eller kendte jeg virkelig disse mennesker? Da jeg nærmede mig Arlo, Tom, Rufus og Brad, så jeg en kvinde stå ved siden af Brad. Hun så så bekendt ud, men jeg kunne ikke placere hende, måske fordi jeg ikke kunne se hendes ansigt. Hun stod med ryggen til gruppen og hældte et glas champagne op. Da jeg kom til vennekredsen, sagde jeg: "Hej alle sammen, undskyld jeg er forsinket, men hvad ville æresgæsten være, hvis han ikke var lidt forsinket?" Jeg lo. Mine øjne var stadig på den blonde pige, og jeg iagttog hendes kropssprog, hendes krop blev helt stiv. ’Hvad fanden?’ tænkte jeg. "Velkommen Romeo, glad for at du kunne komme," sagde Arlo. "Tak fordi I inviterede mig, men hvem er alle de andre mennesker?" spurgte jeg. Den blonde holdt sig travlt beskæftiget for ikke at vende sig om. "Det er forretningsfolk, Romeo," sagde Sarah. "Åh, undskyld, jeg troede, det var en velkomstfest." "Der er altid tid til forretninger også," sagde Sarah. "Åh, undskyld Sarah. Brad, hvordan har du det?" Brad kom hen til mig og gav mig et bro-kram. "Velkommen tilbage, Romeo." "Godt at være tilbage." "Må jeg præsentere dig for min datter Jennifer." Hun vendte sig om, og jeg kunne ikke tro det, Maya stod foran mig, og de ord, der kom ud af hendes mund, fik mig hård på et øjeblik. "Sir"