6- Club Ambrosia- Del 2
Isabella
"Er du færdig?" spørger Caleb, med sit eget tøj i hånden. "Ja, lad os komme ud herfra og tilbage til Angels, så vi kan gøre os klar, klokken er næsten 19," siger jeg uden at indse, at vi havde brugt godt fem timer i centret.
"Åh mand, har vi virkelig været ude så længe?" spørger Caleb, lidt chokeret. "Ja, det har vi," indrømmer jeg uden at have bemærket, at vi havde mistet tidsfornemmelsen.
"Så lad os gå! Vi skal skynde os, hvis vi vil nå klubben til tiden," siger Angel, mens hun leder os tilbage mod madtorvet og udgangen af centret. Grinende følger jeg efter dem. Turen tilbage til bilen foregår i stilhed, indtil jeg pludselig får en følelse af at blive overvåget.
Jeg stopper op og ser mig omkring. Hmm, mærkeligt. Uden at kunne få øje på nogen, skynder jeg mig at indhente Angel og Caleb, som er omkring tre meter foran mig. "HEY! Vent på mig! Ellers kan I ikke køre, for jeg har nøglerne."
"Så skynd dig," griner de, hvilket får mig til at grine også. "Jeg kommer, hold nu op," siger jeg og løber for at indhente dem. "Langsom snegl," siger Caleb, da jeg endelig når op til dem.
"Åh, som om du ikke er det?" siger jeg og skubber til ham. "Sagde ikke, at jeg ikke var," smiler Caleb. Jeg sender ham et blik og skubber igen, før jeg løber mod bilen. Jeg skal vise dem, hvem der er langsom. Med det i tankerne løber jeg de sidste meter til min bil og hopper ind, mine poser i bagagerummet, mens jeg venter.
"Hold da op Isabella, hvor brænder det?" spørger Angel, da hun og Caleb når op, begge smider deres poser i bagagerummet, før de sætter sig ind. "Spørg Caleb, han startede det," siger jeg med et smil.
"Det gjorde jeg ikke," svarer Caleb. "Gjorde så," og med det stikker jeg tungen ud, starter bilen og kører tilbage mod Angels.
45 minutter senere
Jeg sværger, det er sidste gang, vi tager i centret, klub eller ej. Jeg kigger på uret på bilens dashboard og ser, at klokken nu er 19:45, da det tager godt 45 minutter frem og tilbage. Nå, tid til at skynde sig. Med det i tankerne griber jeg hurtigt mine ting, ligesom Caleb og Angel, da vi når indenfor, og Matt er væk fra sin post ved vores tilbagekomst.
"Ingen Matt?" spørger jeg, da vi træder ind i bygningens forhal med mine venner tæt bag mig. "Hvorfor så bekymret for Matt? Jeg troede, du kunne lide Hr. Lækker," driller Angel.
"J-jeg gør ikke, jeg mener, det gør jeg... jeg var bare nysgerrig," stammer jeg, mens Caleb og hun griner. "Slap af, han er nok færdig for i aften," siger Angel, som aldrig rigtig har lagt mærke til dørmanden, mens hun smiler.
"Hvis du siger det," er alt, jeg siger, da vi nærmer os elevatoren og begynder vores lange tur op. Hvorfor skal Angel bo på 10. etage? Sukker vi kan kun vente.
Langsomt, meget langsomt, når vi endelig 10. etage og til sidst Angels lejlighed. "Okay, alle sammen, tid til at blive smukke," siger Angel, mens hun hurtigt åbner døren og skynder os begge ind for at gøre os klar.
"Isabella, du først." Så uden varsel skubber hun mig mod sit værelse. "Caleb, du får gæsteværelset." Efter at have givet instrukserne går Angel med mig ind på værelset, hvor vi sammen gør os klar.
================
Klub Ambrosia
Klokken var nu omkring 21:30, og klubben pumpede allerede med musik, mens folk ventede på at komme ind, en dørmand stod lige uden for døren med en clipboard, hvor han kiggede på alle navnene.
Hold da op, her er pakket. Vi havde lige parkeret bilen, da vi endelig ankom og nærmede os indgangen. Vi er ikke engang inde endnu, og stedet er allerede i gang.
"Navn?" spørger dørmanden, hvilket får mig til at hoppe, da jeg ikke havde bemærket, at vi var nået forrest i køen.
"Angel Franco," siger Caleb, mens dørmanden kigger efter navnene. "Ah ja, Angel Franco sammen med Caleb Hunter og Isabella Moretti."
"Ja, det er os," smiler Caleb, mens han gestikulerer mod både Angel og mig. "I kan gå ind." Uden at sige mere, træder dørmanden til side for at lade os komme ind.
Da vi træder ind, kan jeg ikke lade være med at tage klubben ind med øjnene. Mine øjne fanger alle de farverige lys, der danser langs det svagt oplyste rum. Derefter bevæger mine øjne sig mod dansegulvet. Perfekt. Giv mig et par drinks, og jeg vil danse på ingen tid. Fra dansegulvet bevæger mine øjne sig opad, hvor VIP-loungen er.
"Wow..." mumler jeg. "Det er der, vi skal være," bemærker Caleb, mens han peger mod VIP-loungen. "Deroppe?" spørger jeg overrasket. "Ja," og med det sagt, leder han os over til baren for at få drinks.
"Hvad skal det være, venner?" spørger bartenderen med en australsk accent.
"Jeg tager en Cranberry Vodka Tonic, og han tager en Jack og Cola. Isabella, hvad vil du have?" spørger Angel, mens hun kigger på mig. "Øhm, jeg tager en Gin og Tonic," siger jeg, og bartenderen nikker, før han går i gang med at lave vores drinks.
Minutter senere vender bartenderen tilbage med drinks i hånden. "Her er en Cranberry Vodka, en Jack og Cola og en Gin, håber I nyder dem." "Tak," svarer vi, mens vi betaler for vores drinks og bevæger os op ad trappen, der fører til VIP-loungen.
Langsomt nærmer vi os loungen og kan ikke undgå at bemærke de få mennesker, der allerede er der. Mine øjne scanner båsene. Wow. Så cool. Lige da flytter mine øjne sig over til en bås i et hjørne og bemærker fire gudelignende mænd, alle klædt i det fineste tøj. Deres auraer skriger magt. Jeg synker en klump og kan ikke undgå at føle mig tiltrukket, men viser samtidig behovet for at vise min underdanige side.
"DU" råber en af dem. Øjeblikkeligt flytter mine øjne sig over for at se på den, der talte. Manden med de sexede grønne øjne. For pokker.
"Vi mødes igen, Principessa (Prinsesse)," siger han, mens han bevæger sig hen imod mig. Min krop fryser på stedet. Jeg havde ikke forventet at se ham igen.
=================
Grant
-Tidligere samme dag-
Jeg kunne ikke tro mine egne øjne. Jeg havde lige set min Principessa (Prinsesse) gå væk fra mig. Selvom jeg kun vidste lidt baseret på, hvad Lucus havde fortalt os, kendte jeg endnu ikke hendes navn. Og selvfølgelig gav hun mig aldrig en chance for at spørge. Smilende accepterede jeg udfordringen.
Jeg tog hurtigt min telefon frem og tog et billede af hende, mens hun stod og ventede ved elevatoren, før jeg sendte det til Lucus. Når det var sendt, ringede jeg hurtigt til ham.
Ring... Ring...
"HVA'?" snapper Lucus, lyder irriteret, som om han forbereder sig på dårlige nyheder.
"Jeg så Principessa (Prinsesse)," siger jeg blot. Ventende vidste jeg, at det ville tage et sekund for det at registrere. Bidende i min underlæbe lukkede jeg ubevidst øjnene og gemte hendes billede mentalt til senere, når jeg kunne nyde det grundigt.
"Lad være med at lave sjov med mig, Grant," snapper han, lyden af papir, der rasler i baggrunden. "Du er på højttalertelefon, for resten. Tony og Alex er også her."
"Er alt okay, mand?" spørger Alex.
"Grant siger, han så vores Principessa (Prinsesse)," siger Lucus næsten begejstret med et smil i stemmen, mens han taler.
"VIRKELIG?" spørger Alex. "Snakkede I to? Lærte du noget interessant?"
"Rolig nu, Alex," råber jeg og må trække telefonen væk fra øret. Jeg sværger, han kan være den mest skræmmende person, jeg kender, men han opfører sig som et barn til jul. "Alt, hvad vi gjorde, var at løbe ind i hinanden. Bogstaveligt talt. Men hun er smuk. Hendes far løj ikke, da han sagde, at hans datter var smuk. Jeg har lige sendt jer et billede af hende."
Lyttende hører jeg det, gisp og derefter stilhed. Og bedømt ud fra deres stilhed kan jeg vædde på, at de kæmper med en stor ophidselse. Ligesom jeg var eller skulle jeg sige stadig er. Synet af hende får os til at længes efter hende endnu mere.