4- Engagement- Del 3
Grant
Da vi forlader rummet, vi netop har stået i, går Lucus og jeg sammen med Tony og Alex, alle bevæger sig mod øverste etage af lagerbygningen. Vi træder ind i en kontorsuite, og Lucus går direkte hen til barskabet og hælder sig en drink op.
"SÅ... Veronica ringede igen. Jeg troede, vi havde sparket kællingen ud. Jeg mener, hun var god i sengen og alt det der, men hun tager tydeligvis ikke afvisning godt, og jeg kan åbenbart heller ikke lide hende," siger Alex, hans stemme afslører tydeligt hans uvilje mod hende.
"Præcis mine tanker," tilføjer Tony.
"Så håndtér det. Sørg for, at kællingen ved, at vi er optaget," kommanderer Lucus og vender sig mod dem i rummet.
"Ugh. Hvornår får vi at se vores Principessa (Prinsesse)?" stønner Alex, som finder det sværere og sværere at vente på deres forlovede.
"Snart, jeg arbejder på detaljerne med hendes far lige nu. Den fjols Matteo indså ikke, at hans firma langsomt faldt fra hinanden, før det var for sent, og nu beder han mig om hjælp," griner Lucus og tager en slurk af sin drink.
"Hold mig opdateret. Jeg smutter hjem for at skifte og derefter mod kontoret til det møde," siger jeg og griber min telefon samt min taske, før jeg går mod bilen. Forlader skoven, drejer jeg snart ind på landevejen og skifter gradvist til bygninger, mens jeg langsomt bevæger mig mod hjemmet, en penthouse, vi har i byen.
Jeg sender hurtigt en besked til min assistent for at sikre, at alt er klar ved min ankomst, og trækker hurtigt ind i parkeringskælderen under penthouse, før jeg skynder mig ind for en hurtig omklædning. Ved indgangen til bygningen kan jeg ikke undgå at bemærke en smuk lille blondine, der går mod mig efter at have hilst på vores dørmand Matt. Men før jeg kan undvige hende, kolliderer vi begge, BAM! Hun går lige ind i mit bryst.
"J-jeg er ked af det, jeg så ikke, hvor jeg gik," stammer hun med hovedet bøjet. Den stemme. Så engleagtig. Øjeblikkeligt reagerer min krop. En født naturlig, en sød lille submissiv.
Da hun ser op, velsigner guderne mig med den smukkeste kvinde, jeg nogensinde har set. Øjeblikkeligt tager hun pusten fra mig. Hendes lille 1,68 meters ramme. Gennemsnitlig bygning med kurver de helt rigtige steder. Hvem vil have en pind? Jeg kan lide min kvinde fyldig og kurvet. Det gør vi alle.
Jeg bemærker hendes øjne, en smuk nuance af blå-grå. Næsten som en ro før en storm. Hendes hår falder ned mod ryggen, blonde highlights fremhæver allerede hendes blonde hår. Hendes ansigt passer til en engel. En lille næse, røde kinder og let makeup, der fremhæver hendes naturlige skønhed i stedet for alle de falske kvinder, vi plejede at lege med. Hendes perfekt runde bryster dækket beskedent med lige nok af et kig. Mælkehvid hud blød at røre ved. Alt ved hende råber bare på, at jeg skal røre hende.
"Det skal du ikke bekymre dig om, Piccolo (Lille En)," griner jeg til hende.
"Øhm... Jeg er ikke lille, men jeg er virkelig ked af at støde ind i dig," siger hun tydeligt forlegen, mens hun hurtigt flytter sig til siden og lader mig bemærke den rødme, hun prøver at skjule.
Smuk! Simpelthen smuk. Og fyrig, hvis jeg selv skal sige det. Men det er fint, for jeg kan godt lide lidt ild. Med det ser jeg hende gå mod elevatoren, før hun træder ind, når den åbner.
Vi mødes snart igen, Principessa (Prinsesse). Ja, min Piccola Principessa (Lille Prinsesse), du vil snart se os igen.
===============
Isabella
Så snart elevatorens dør lukker, indser jeg pludselig, at jeg holdt vejret. Det var tæt på. Sukker dybt og trykker på knappen til Angels etage, min krop læner sig mod elevatorvæggen, mens den langsomt stiger op ad elevatorkakten.
Hvem var den mand egentlig. Hans høje, men flotte skikkelse skyder ind i mine tanker og får min krop til at sitre af lyst. Der er ingen måde, han bor i Angels bygning. Desuden er jeg forlovet nu. Med den tanke dingler elevatoren op og signalerer, at jeg er nået min destination.
Jeg skubber mig selv fremad og bevæger mig hen mod Angels dør. Da jeg nærmer mig, banker jeg hurtigt på for at annoncere min ankomst, lige som hun åbner døren med et smil. "Hej veninde, det er længe siden."
Grinende svarer jeg. "Du så mig jo i går." "Jeg ved det," siger Angel. Efter hilsnerne går vi ind i hendes rummelige lejlighed. "Veninde, hvordan har du råd til at bo her?" spørger jeg, altid forbløffet over pladsen generelt.
"Hvis jeg fortalte dig det, skulle jeg slå dig ihjel," griner Angel, som fører mig længere ind. "Øhm... Okay," siger jeg nervøst og sætter mig i hendes sofa. "Slap af, jeg laver bare sjov, mine forældre betaler for det," svarer Angel, som sætter sig ved siden af mig.
Nikkende skifter jeg emne. "Så hvad er dresscoden for Club Ambrosia?" spørger jeg, da jeg aldrig har hørt om denne klub før. "Det er glam, skat." Ved lyden af en stemme vender vi os om og ser en anden. "Caleb, du kom," smiler jeg.
"I egen høje person, baby," griner Caleb og sætter sig ved siden af Angel. "Så glam, betyder det fancy?" spørger jeg for at sikre mig, at det var det, han mente.
"Veninde, det er som Hollywood Glam. Kun de bedste af de bedste kommer ind. Jeg har hørt, at kun de rige mennesker får lov til at komme ind," svarer Caleb, med et drømmende blik i ansigtet ved tanken om Hollywood-berømtheder.
"Så hvordan kommer vi ind?" spørger jeg, da jeg ved, at vi ikke var rige, undtagen måske Angel, og det var kun spekulationer på grund af, hvor hun boede. "Jeg trak i nogle tråde og fik os ind," smiler Caleb, som var ret stolt af sig selv for at få os ind i Club Ambrosia.
"Det er fantastisk," udbryder Angel. Grinende ryster jeg bare på hovedet. "Selvfølgelig finder du en måde at få os ind på."
"Søde, du har ikke set noget endnu."
"Okay, nok snak, alt dette snak gør mig sulten. Vi skal helt klart tage til centret. Shoppe, spise, og så shoppe noget mere," griner Angel, med øjne der glitrer af håb.
"Du går altid på shopping," siger jeg til hende. "Så hvad er din pointe? Baseret på hvad Caleb lige sagde, har vi brug for fancy outfits til aftenens klub, så hvad bedre måde at få det på end at tage på shopping," smiler Angel.
Sukkende ryster jeg bare på hovedet. "Okay fint, lad os gå." Og sådan bevæger vi os mod elevatoren. Da vi forlader lejligheden, begynder Angel at tale igen. "SÅ..." siger hun og ser på mig. "Hvorfor var dit ansigt så rødt, da du nåede min lejlighed?"
Overrasket stopper jeg, da vi står foran elevatoren. "J-jeg..." tabt for ord kæmper jeg for at fortælle hende det. "Jeg mødte nogen, mere som jeg stødte ind i nogen." Hvinede, hopper Angel af glæde, mens Caleb giver mig et blik, der siger "okay, fortæl." "Hvad er der at fortælle? Jeg har ikke engang et navn. Alt jeg ved er, at han havde de mest sexede øjne nogensinde og frodigt ravnsort hår."
"Oooo, veninde. Nogen har det slemt," rødmer jeg og prøver at benægte det, da elevatorens dør åbner og giver os adgang.
"J-jeg har ikke," stammer jeg, da vi går ind og trykker på knappen til lobbyen.
"Jo, det har du, du fik lige drømmende øjne, da du talte om ham," driller Angel. "J-jeg..." stopper jeg, da jeg ikke ved, hvad jeg skal sige til det, da det var sandt. Jeg havde en ting for Mr. Høj, Mørk og Farlig. Gud, jeg er sådan en sucker for fyre som ham. Men selvom jeg havde en ting for manden, jeg mødte, vidste jeg, at jeg ikke ville kunne handle på det, da jeg var forlovet med at gifte mig ind i D’Amico-familien, og grunden til at jeg var her med Angel og Caleb, var at prøve at glemme, at min far nærmest havde solgt mig til den øverste Mafia-familie i verden.
Stønnende prøver jeg at ignorere mine tanker lige som elevatorens dør dingler. "Det er ligegyldigt, jeg ser ham aldrig igen alligevel." "Hvem siger det?" spørger Caleb, mens både han og Angel går med mig mod bygningens indgang, Matt står stadig ved døren.
"Mig," er alt, jeg siger, da vi nærmer os døren. Vi bevæger os ud af bygningen, som vi gjorde.
"Hav det sjovt," råber Matt fra sin plads.
"Det vil vi," råber Angel med en håndbevægelse, mens vi alle hopper ind i min bil, motoren brøler til live igen, før jeg starter køretøjet. Smilende skifter jeg hurtigt min baby i gear, før jeg kører ned ad vejen, uvidende om den sorte SUV, der stadig følger efter os.