2- Engagement- Del 1
Isabella
-Nutid-
"Neonata (Lille pige)" kalder en stemme. Ved lyden af stemmen kan jeg ikke lade være med at dreje mig, kun for at opdage, at det var min far. "Ja, Papa?" spørger jeg, mens jeg rejser mig fra min plads i lænestolen, hvor jeg havde siddet og læst en bog i biblioteket.
Da mine øjne møder min fars, kan jeg ikke undgå at bemærke hans uglede hår. Hans skræddersyede jakkesæt var nu krøllet, som om han havde bekymret sig om noget i lang tid, før han endelig besluttede sig for at fortælle mig det.
"Der er noget, jeg gerne vil tale med dig om, men din mor har bedt om at være med," indrømmer far.
"Mama? Er alt okay?" spørger jeg, i stilhed håbende på, at alt var okay, for papa blev sjældent forvirret, endsige bekymret, da han var en succesfuld forretningsmand. Han tjente til livets ophold ved at være den bedste, og det var sådan, vi kunne leve det liv, vi havde.
"Jeg er bange for, at det ikke er det, Principessa (Prinsesse)," sagde far med en alvorlig mine, mens han gjorde tegn til, at jeg skulle følge ham. Med en rynket pande gør jeg, som jeg får besked på, lægger bogen til side og følger min far, mens han leder mig tilbage mod sit kontor. Et sted, jeg kun har været én gang før, og det var fordi jeg var kommet i problemer i skolen på grund af en eller anden kælling, der forsøgte at starte en slåskamp.
Da jeg træder ind i hans kontor, kan jeg ikke undgå at bemærke mor, der sad i en stol ved siden af hans skrivebord. Hendes kjole var lidt krøllet, som om hun havde klemt stoffet med hænderne. "Mama," kaldte jeg og fangede hendes opmærksomhed. "Er alt okay?"
"Nej, min søde lille tesoro (Skat)," græder mor. Da vi alle er inde i rummet, sætter far sig ved sit skrivebord, tager plads bag det og gestikulerer mod den sidste ledige stol, som jeg sætter mig i.
"Okay... Hvad foregår der her?" spørger jeg, nu pludselig nervøs som bare pokker.
Sukkende begynder min far at tale. "Skat, der er noget, du skal vide. I løbet af de sidste 5 år har mit firma og jeg kæmpet, kæmpet med den mængde gæld, der har hobet sig op."
"Hvad? Hvordan er det muligt? Du er succesfuld, Papa, ingen kunne fejle sådan," stammer jeg. "Der er simpelthen ingen måde, du kunne være kommet så langt i gæld."
"Tro mig, jeg ville ikke sige dette, hvis det ikke var sandt," indrømmer far, hans gråblå øjne møder mine. "Desværre er mit firma på randen af konkurs, og alt sammen fordi mine investorer besluttede at lave nogle lyssky forretninger med andre mennesker."
"Hvilken slags forretninger? Og hvordan påvirker det mig?" spørger jeg.
"Kan du huske, at jeg fortalte dig om Salvatore og Monocchino-familierne, ikke?" spørger far. Nikkende venter jeg på at lytte, da ingen turde gå imod to af de mest frygtede mafiafamilier, man kendte til. Ikke engang politiet kunne stå imod dem.
"Nå, ifølge mine oplysninger har mine investorer arbejdet med dem de sidste 5 år, mens de har solgt alle mine vigtige oplysninger til dem. Oplysninger, der kunne gøre eller ødelægge mit firma. Så i desperation kontaktede jeg D’Amico-familien," siger far, mens han sukker.
"D-D’Amico?" spørger jeg, min ånde rystende ved tanken om den øverste mafiafamilie i hele Amerika. "Hvorfor?" panikslagen rejser jeg mig, langsomt indse, hvad min far havde gjort. "Hvordan kunne du?"
"Jeg er ked af det, jeg var desperat efter at redde mit firma, desperat efter at hjælpe min familie. Nu er jeg i gæld til dem, og de beder nu om betaling," hvisker far. Hans øjne hviler på toppen af hans skrivebord, før han taler. Vælger sine næste ord omhyggeligt.
"Hvad er betalingen? Penge? Småopgaver? Hvad?" beordrede jeg, ikke ønskende at han skulle pakke noget ind, efter at have lært, at min familie i bund og grund var fattig.
"De har bedt om dig," hvisker mor, hendes tårer nu faldende ned ad hendes ansigt, mens hun ser på mig, efter at have holdt sig tavs under hele udvekslingen med min far.
"Hvad?" hvisker jeg. Nej, det kunne ikke ske. Jeg var kun 25 og her var jeg, en brik i forhandlingerne mellem min far og D'Amico-familien. En forretningstransaktion for at hjælpe med at trække min fars firma ud af grøften, alt sammen på grund af de dumme investorer. Jeg havde vidst dybt nede, at de var skumle. Jeg vidste bare ikke, hvor skumle de virkelig var.
"Jeg er bange for det, min skat," er alt, min far siger. "Jeg hader dig," mumler jeg, mens tårerne begynder at stige. "JEG HADER DIG!" og uden at sige mere løber jeg. Jeg løber mod døren og forlader rummet, mens tårerne begynder at trille ned.
Hvordan kunne han gøre det? Hvordan kunne min egen far sælge mig som en vare? Jeg havde drømme. Jeg ville på universitetet, måske studere i enten Grækenland eller Italien. Studere kunst eller mode med et sidefag i design. Nu... Nu kan jeg ikke.
Med smerten af forræderi skynder jeg mig hurtigt mod mit værelse. Jeg vil ikke være i nærheden af min familie, hvis det er muligt, så jeg skynder mig hen til det nærmeste flugtmulighed, mit værelse. Da jeg kommer ind, smækker jeg døren i, før jeg løber over til min seng og falder sammen, tårerne strømmer, mens jeg hulker.
"Jeg hader dig," græder jeg, mens jeg fortsætter med at ligge på min seng. Lige da lyder der en pling, der fortæller mig, at nogen lige har sendt mig en sms.
Snøftende rækker jeg ud efter min telefon på natbordet. "Hvem er det nu," siger jeg og kigger på skærmen. Jeg kan ikke undgå at bemærke, at det er mine bedste venner, der har tilføjet mig til en gruppechat. Smilende kan jeg ikke lade være med at swipe op for at låse skærmen op, så jeg kan læse beskederne, alle ni af dem og flere til.
Angel: Hej pige, hvad sker der?
Caleb: Er du fri i aften?
Angel: Ja, er du? Hvis ja, så lad os FESTE!
Caleb: Fest indtil vi besvimer, lol
Angel: HALLOOO... Er du der?
Caleb: Mmm, måske ikke. Måske skræmte du hende med festdelen.
Grinende kan jeg ikke lade være med at finde humor i dem. De har været mine bedste venner så længe jeg kan huske, så naturligvis ville jeg gå med til næsten hvad som helst.
Isabella: Jeg er her, selvfølgelig lad os gå ud, hvorhenne?
Angel: OMG... Der er et nyt sted, der lige er åbnet, det hedder Ambrosia.
Caleb: Det er den hotteste klub i hele København.
Isabella: Ambrosia? Lyder som en sjov tid, lad os tage derhen. Jeg har brug for en distraktion.
Angel: YAY, du er den bedste.
Caleb: Enig, lad os mødes og planlægge, hvad vi skal have på.
Isabella: Selvfølgelig, jeg mødes med jer hos Angel.
Og med det låser jeg min telefon, før jeg rejser mig fra sengen. Bedre der end her. Uden et ord griber jeg hurtigt min telefon og min søde lille sorte taske med Tommy Hilfiger-logoet på, før jeg skynder mig ud af værelset.
Stående ved hoveddøren overvejer jeg at fortælle mine forældre. Nej. Jeg beslutter mig imod det og går ud af huset, for jeg var kun en ejendel, jeg var ikke længere deres datter. Med det i tankerne bevæger jeg mig hen mod min lille røde cabriolet, en fødselsdagsgave fra min far, da jeg fyldte 21. Jeg var øjeblikkeligt forelsket i den.
Min. Uden et øjebliks tøven hopper jeg hurtigt ind i den, starter den op, og min baby brummer til liv. Lad os komme af sted. Og med det trækker jeg ud af indkørslen og hen mod Angels hus, uvidende om at jeg bliver overvåget.
Da jeg kører væk fra mine forældres hus, ringer den, der overvåger mig, op. Han taster hurtigt numrene, han kender udenad, ind i sin telefon, før han løfter telefonen til øret. Telefonen ringer en gang, før den bliver besvaret.
"Hallo?" siger en stemme.
"Sir, prinsessen er taget af sted," siger stemmen, der har overvåget sit mål. "Godt, følg hende og rapporter tilbage til os, hvis noget mærkeligt sker," beordrer stemmen.
"Ja, Sir," er alt, stemmen siger, før han begynder at følge sit mål. Hans sorte SUV holder en sikker afstand til hendes lille røde cabriolet.