Mor, milliardærfaren frier til dig!

Kapitel 5 Genforening efter seks år

Adeline kiggede ind i Laurens tårefyldte øjne og følte sit hjerte smelte. Hvordan kunne hun nogensinde bebrejde sit eget barn?

Lauren snøftede, trak i sin ærme og hviskede, "Bennett sagde, at jeg kunne hjælpe dig, så jeg kom. Gjorde jeg noget forkert, mor?"

Adeline kunne ikke modstå at kramme sin lille pige tæt. "Nej, skat, du gjorde ikke noget forkert. Men fra nu af skal du være lydig og være mors mest betænksomme baby, okay?"

Lauren nikkede ivrigt.

Adeline tilføjede, "Og husk, du må ikke kalde mig mor foran andre, forstået?"

"Okay!" Lauren gned sin kind mod Adelines. "Jeg vil altid lytte til dig, fortælle dig alt og aldrig gøre dig ked af det!"

De puttede sig sammen og mærkede varmen fra deres bånd. Imens, udenfor portene til Blå Bugt, steg Jasper, som normalt kom hjem til tiden, ud af sin bil tidligere end sædvanligt og gik ind med blandede følelser.

Problemerne på arbejdet var ikke helt løst, men da Ryan ringede og sagde, at Lauren havde valgt en tjenestepige, hun kunne lide, følte han en mærkelig bekymring.

Hvorfor følte han sådan? Var det fordi Lauren nævnte, at tjenestepiger kunne mobbe børn, når ejerne ikke var hjemme, hvilket gjorde ham urolig?

Siden Lauren dukkede op, syntes han at bekymre sig om de mest usandsynlige ting. Han prøvede at forklare det med, at Lauren var hans og Adelines datter, og Adeline var hans kone, der var kommet tilbage til livet. Dyrebare ting gjorde altid folk bekymrede, bange for at de let kunne blive såret.

Da han trådte ind i hallen, scannede hans øjne rummet, men han så ikke Laurens lille, bløde skikkelse. Jasper blev en smule irriteret og spurgte, "Hvor er Lauren?"

Tjenestepigen ved siden af ham sænkede straks hovedet. "Hun er på værelset med den tjenestepige, hun valgte."

Jasper nikkede og gik op ad trappen. Han ville se, hvilken slags tjenestepige der kunne tilfredsstille Lauren. Hvis hun virkede upålidelig, ville han ikke tøve med at finde en anden til hende.

Da han nåede døren, var den lukket. Jasper kunne ikke se, hvad de lavede derinde, så han bankede på. "Lauren. Det er far. Må jeg komme ind?"

Jasper mindedes Laurens opførsel i dag og tænkte, at hun var velplejet og havde lidt af sit eget lille temperament, så han brød ikke bare ind.

Inde i værelset kiggede mor og datter, der så tegnefilm sammen, op og udvekslede hurtigt blikke.

Adeline nikkede, og Lauren tog en dyb indånding, før hun svarede, "Okay, far, kom ind!"

Døren knirkede, og Jasper gik langsomt ind. Han løftede forsigtigt Lauren op, hendes lille krop var let som en fjer i hans arme. Han rynkede panden og satte sig ned med benene over kors.

Lauren puttede sig i hans varme omfavnelse og tænkte drømmende, 'Er det far? Varme og brede skuldre, der giver en følelse af sikkerhed. Hvis Blake og Bennett var her, ville det være endnu bedre.'

Hun gned forsigtigt mod ham. "Far, jeg ser tegnefilm!"

Jasper svarede let, hans blik gled tilfældigt over kvinden ved siden af ham, og så blev hans øjne dybere.

Denne vinkel, denne profil, denne lille gestus med at børste sit hår—alt var præcis som Adeline! Kunne det være hende?

"Se op," sagde Jasper pludselig, hans skarpe blik rettet mod Adeline ved siden af ham.

Adelines fingre på den anden side knyttede sig, indtil de blev hvide. Hun tog en indånding og løftede hovedet med et forvirret udtryk. "Er der noget, du har brug for?"

Men bare et blik, og Adeline følte det svært at trække vejret. Jasper foran hende syntes særligt begunstiget af tiden, ikke meget anderledes end for seks år siden, bare mere streng og mandig.

Når han så på hende med det kolde blik, var det som om de var tilbage for seks år siden, da hun stadig elskede ham dybt. Men det var ikke for seks år siden længere.

Adeline så sit spejlbillede i Jaspers øjne—dette ansigt, der måtte rekonstrueres efter en alvorlig infektion fra en bilulykke og fald i havet. Det var smukt og delikat, men meget anderledes end før.

Dengang, lige efter operationen, var hun ikke engang sikker på, om personen under denne hud var Adeline, og slet ikke Jasper, som aldrig elskede hende.

Selvfølgelig rynkede Jasper bare panden. "Jeg hørte, at min datter fandt sig en tjenestepige, er det dig?"

Adeline nikkede roligt. "Ja."

Jasper kneb næseryggen sammen, uden at vide hvorfor han havde lyst til at sukke. 'Anderledes, helt anderledes. Ikke hendes ansigt, ikke hendes stemme, ikke engang hendes personlighed!' tænkte Jasper.

Adeline var blid og lydig, hendes øjne fyldt med kærlighed, når hun så på ham, aldrig med et så mærkeligt blik, og hun talte aldrig sådan.

Lauren kiggede rundt og talte endelig alvorligt til Jasper, "Far, hun er en meget, meget god person. Du skal komme godt ud af det med hende og ikke mobbe hende, okay?"

Jasper kiggede ned på Lauren i sine arme og løftede et øjenbryn let. Hans datter havde lært at tale for andre så hurtigt. Denne kvinde virkede ikke simpel.