Mor, milliardærfaren frier til dig!

Kapitel 4 Mor, Vær ikke sur på Lauren

Adeline stirrede på den lille pige foran sig, helt forbløffet. Sagde Bennett ikke, at Lauren sov i sit værelse? Hvordan er hun endt her?

Før Adeline overhovedet kunne blive vred, løb Lauren hen og greb hendes lillefinger. "Hej, jeg hedder Lauren."

Adeline kiggede ned på Lauren, der stirrede op på hende med store, forventningsfulde øjne, og følte en hovedpine komme snigende. Hun sænkede stemmen. "Hvad laver du her?"

Lauren blinkede. "Mor, jeg fortæller dig det senere!"

Så lod hun som om hun kiggede sig omkring, før hun nikkede. "Fra nu af er det dig, der passer på mig!"

Ryan var begejstret for at høre det. Efter blot et par timer med Lauren havde han gjort alt for at behage hende, men hun rykkede sig ikke en tomme. Nu hvor en tjenestepige, som Lauren kunne lide, var dukket op, kunne han endelig slappe af.

Ryan rømmede sig. "Du bør tage dig af Lauren først. Jeg opdaterer dig om kontrakten senere."

Adeline nikkede og lod Lauren føre hende op ad trappen.

Da de nåede børneværelset og lukkede døren, sænkede den tidligere stolte Lauren straks hovedet og så helt ynkelig ud.

"Mor, vær ikke vred. Jeg hjælper dig! Og jeg var ikke i problemer. Far er faktisk ret sød ved mig. Da Bennett slettede overvågningsoptagelserne, efterlod han en besked til ham, og Far blev ikke vred på mig for det."

Adeline var forbløffet. "Hvilken besked?"

Laurens store øjne strålede, og hun sagde stolt, "Skurk!"

Adeline følte hovedpinen intensivere. Hun sukkede, løftede Lauren op og bar hende ud på altanen. Da hun satte sig ned, holdt hun Lauren tæt ind til sig.

Lauren lænede sig ind til hende og mærkede hendes uro. "Mor, vær ikke vred."

'Hvorfor ser Mor så ked ud? Har jeg gjort noget forkert?' undrede Lauren sig.

Adeline nussede blot hendes lille hoved. "Mor skal lige foretage et opkald."

Lauren blev tæt på og så til, mens hun tog sin telefon frem og tastede et nummer.

"Bennett," sagde Adeline bestemt.

I den anden ende lød Bennetts stemme usædvanligt lille og nervøs. "Mor, så du Lauren?"

"Hvorfor har du og Lauren slået jer sammen om det her?" spurgte Adeline, hendes tone en blanding af irritation og nysgerrighed. Hun vidste altid, at Bennett var klog, langt ud over hans alder, men hun havde aldrig forventet, at han ville planlægge, at Lauren skulle finde Jasper!

"Ved du, hvor farligt det er for en seksårig at gå ud alene? Og at dukke op foran Jasper alene, hvordan kunne han ikke blive mistænksom?"

"Jeg ved det, Mor, men hvor længe tror du, vi kan skjule Lauren?" sagde Bennett trist. "Jeg ved, du vil finde ud af det før eller siden og blive vred, men jeg gjorde det alligevel. Mor, det er ikke kun fordi, du har brug for dette job. Vi er i Radiance Springs nu, og Lauren kan ikke blive indendørs for evigt. Tror du, folk ikke vil lægge mærke til, hvor meget Lauren ligner ham?"

Adeline kiggede ned på Lauren i sine arme. De store, uskyldige øjne stirrede tilbage på hende. Enhver, der kendte Jasper, ville aldrig tvivle på, at de var i familie.

Lauren var en tro kopi af Jasper blandt de tre børn. Så meget som Adeline hadede at indrømme det, havde Bennett ret. Lauren kunne ikke blive holdt hjemme for evigt; hun havde brug for et normalt liv og venner. Hvis Jasper fandt ud af det...

Adeline ville slet ikke tænke på det. Med Jaspers intelligens og ressourcer ville han finde ud af det på ingen tid. Hun greb sin telefon stramt, hendes stemme tør. "Jeg ved det."

Hun følte et stik af bitterhed. De børn, hun havde opdraget med så meget indsats, kunne blive taget væk af manden, der engang havde forsøgt at dræbe hende.

Bennett, som var så skarp, forstod hendes indre uro. Han var også bekymret for Lauren, men nogle ting måtte gøres, og kun de kunne gøre det. "Da vi alligevel vil blive opdaget, hvorfor så ikke tage det første skridt? Uanset hvem han mistænker, vil han i det mindste med Lauren omkring vide, at du ikke døde. Og med Lauren ved hans side, kan det måske forhindre ham i at gifte sig med den anden kvinde!"

Adeline var oprindeligt trist, men nu var hun endnu mere overrasket. "Jeg kan ikke huske, jeg har fortalt dig om de ting."

Bennett gav et bittert smil, hans unge ansigt fuld af melankoli, der viste en modenhed ud over hans år. "Mor, du har ofte mareridt. Vi ved det alle. Du har været igennem så meget. Hver gang du græder i søvne, knuser det vores hjerter!"

Adelines øjne blev røde. "Jeg er ked af det."

Hvis hun kunne, ville hun ikke konstant blive vækket af mareridt eller have sine børn bekymret for hende.

"Mor, vær ikke bekymret. Du har stadig os." Den seksårige klappede sig på brystet og lovede blidt, "Vi vil beskytte dig! Og hvis du nogensinde vil have Lauren tilbage, skal jeg sørge for, at hun kommer hjem!"

Adeline lagde bittert røret på og krammede Lauren tættere. Hun vidste, at børnene mente det godt, og at Bennetts ord var oprigtige, men de undervurderede Jasper.

Jasper, som engang havde forsøgt at dræbe hende for en anden, kunne gøre alt for at beholde Lauren i fremtiden. Tanken sendte en kuldegysning ned ad hendes ryg, og hun turde ikke tænke videre.

Lauren, der mærkede sin mors uro, krammede hende tæt tilbage. Hun kunne høre en svag hulken og mærkede tårernes fugt på sin kind. "Mor, græd ikke," hviskede hun. "Jeg skal nok være god fra nu af. Jeg lover, at jeg ikke vil skjule noget for dig igen."