KAPITEL 3: MØD DJÆVELEN
Sophies synsvinkel
Så snart klokken ringede for at signalere afslutningen, tog jeg straks min rygsæk og var ved at forlade klasseværelset, da min professor pludselig kaldte på mig, "Frøken Laurens."
"J-Ja, frøken?"
"Kan du bede hr. Jacobs om at møde mig på mit kontor?" sagde hun, mens hun rettede sine briller. Hun er en smuk kvinde i 20'erne, vores professor i litteratur, mit yndlingsfag. Jeg nikkede hurtigt, mens jeg klemte mine bøger mod brystet. "Ja, frøken."
"Tak."
Hr. Jacobs var vores skolelæge her på universitetet. Han er flot med sit blonde hår, der er glattet tilbage, og sine dybe smaragdfarvede øjne, som kan smelte enhver, der tør stirre på ham. Han har også en krop som en græsk gud, hvilket får alle pigerne her til at savle over ham. Og hvis du spørger mig, om jeg kan lide ham, er det så ikke åbenlyst?
Jeg mødte ham første gang på min første dag her på universitetet; han henvendte sig til mig, fordi jeg var faret vild og ikke vidste, hvor min bygning var, så han fortalte mig det og fulgte mig endda, indtil jeg endelig fandt den. Jeg troede, han også var min klassekammerat, fordi han ser så ung ud, så jeg blev overrasket, da jeg fandt ud af, at han arbejder som den officielle universitetslæge her.
Mit hjerte begyndte at banke så højt, da jeg så hr. Jacobs sidde i sin sædvanlige drejestol og skrive noget på papir. Han havde briller på, som han plejer at bruge, hvilket fik ham til at se intelligent og attraktiv ud for mig. Hvordan kan han bare sidde der, skrive og se utrolig flot ud? Jeg spekulerer på, om han allerede har en kæreste, jeg håber, han er single. "Øh... Doktor Kristan..."
Han stoppede med at skrive og kiggede i min retning, et smil dukkede straks op på hans ansigt, så snart han så mig. "Sophie!"
"G-Godmorgen, doktor Kristan." Jeg smilede sødt, et smil som jeg aldrig vil vise til nogen andre end ham. Han rejste sig og gik hen mod mig, hans smil forsvandt ikke. "Hvordan har du det? Er der noget, jeg kan hjælpe dig med?"
Åh Gud, der går den mest flotte mand, jeg nogensinde har set i mit liv. Kan jeg bare fortælle ham, at jeg ikke har det godt, fordi mit hjerte virker som om, det er ved at hoppe ud af brystet lige nu? "N-Nej, doktor. Frøken Perry vil gerne se dig på sit kontor."
"Åh, mange tak fordi du kom her. Jeg går derhen med det samme."
"Tak, hr. Jacobs. Jeg går nu." sagde jeg og undgik hans blik. Han klappede mig så på hovedet og smilede, "Tak, Sophie."
Jeg blev rørt af en engel! Hvilken ære!
"Velbekomme, hr. Jacobs... hehehe... v-vi ses i morgen..."
"Vi ses, Sophie."
Så begyndte jeg endelig at gå mod døren, stadig vinkende til ham. Jeg kunne bogstaveligt talt bare sidde der og se ham trække vejret resten af mit liv. Lød det creepy?
Jeg sukkede dybt, da jeg lukkede døren, stadig med et smil på læben. Åh, hr. Jacobs, kan du ikke bare være min?
Hvis bare jeg kunne få ham, men det er umuligt. Jeg er bare en studerende, jeg har ikke noget at prale af udover mine karakterer. Men jeg lovede mig selv, at en dag, når jeg endelig har mit eget job og har nok penge, vil jeg vende tilbage hertil og bekende min kærlighed til ham. Jeg håber, jeg har en chance.
"Lærer Sophiee!!!" Laila, en af mine elever, kom løbende hen til mig, så snart hun så mig træde ind i børnehaven. Hun er altid så ivrig efter at se mig, og derfor glæder jeg mig altid til at komme her og se hende også, jeg elsker virkelig børn. "Laila!!!"
Lige da hun var ved at løbe hen til mig, gik en mand pludselig forbi hende, og hun faldt til jorden efter at have stødt ind i mandens ben. "Laila!"
Jeg løb hurtigt hen til Laila for at se, om hun var okay, "Laila, jeg er så ked af det, er du okay?"
"Lærer... S-Sophiee... waaaaa..." begyndte hun så at græde. "Ssssh... stop med at græde Laila, det er okay. Græd ikke nu, jeg køber en is til dig, okay?" Jeg førte hende hen til en nærliggende bænk og fik hende til at sidde der, mens jeg kiggede på manden, hun var stødt ind i. Han gik bare roligt videre med hænderne i lommerne, som om intet var sket. Sikke en uhøflig mand, ikke engang undskylde over for et barn?! Er han overhovedet et menneske?!
Med blodet kogende og næverne rystende af vrede, gik jeg hen til manden og greb fat i hans arm for at stoppe ham, "H-Hey Hr.!"
Han stoppede med at gå, da han hørte min stemme, han kiggede på min hånd, der holdt hans arm, og vendte sig endelig mod mig. Mine øjne blev automatisk store, så snart jeg så hans ansigt og indså, hvor høj han var, han ragede allerede op over mig. Hans kolde grå øjne stirrede intenst på mig, jeg kunne ikke engang se nogen følelser i hans ansigt, e-er han en robot?
"Hvad vil du have fra mig?" spurgte han, og så indså jeg, at jeg stadig holdt hans arm, så jeg slap den straks og stirrede tilbage på ham, mens jeg sank en klump. Hvad sker der med mig? Hvorfor føles hans aura så intimiderende? Han er bestemt ikke grim, for HAN ER SÅ UALMINDELIG HÅNDSOM, men jeg ved ikke, hvorfor han ser så frygtindgydende ud, selvom jeg ikke rigtig kender ham endnu. "L-Laila... barnet, der stødte ind i dig for lidt siden..."
"Hvad med hende?" hans bryn var nu rynkede, som om han var ved at miste tålmodigheden.
"Hvorfor stoppede du ikke og spurgte, om hun var okay? Hun er et barn, du burde i det mindste have sagt undskyld."
Han kiggede på mig, som om jeg var skør, og så dukkede et smil op på hans ansigt, "Hey kvinde, ved du overhovedet, hvem du taler til lige nu?"