Bog 1: Kapitel 5
Overraskende nok var weekenden gået ret drama-fri. Der var et problem lørdag med nogle teenage-ulve, der forsøgte at snige sig ind på baren med falske ID'er. De var godt lavet, bortset fra at de var klistermærker oven på deres rigtige kørekort. Det var komisk. Heldigvis behøvede jeg ikke at ringe til Silas for at hente dem. Beta Nate tog sig af problemet og kørte dem hjem i sin Jeep. Jeg krummede tæer ved tanken om, hvor tæt han kom på mig ved døren.
"Er alt okay derovre?"
Jeg kiggede op på Noah, der lå i sengen, kun iført boksershorts, med en bog i hånden. Han havde sine læsebriller på og kiggede på mig over kanten af dem. Jeg kiggede tilbage på pandekagen i panden og vendte den.
"Alt godt."
"Tror du, det er alt, vi vil se til Alfaen?"
Jeg hævede øjenbrynet men rystede på hovedet. "Nej. Han graver sikkert igennem vores papirer for at finde en fejl i dem. Eller måske forsøger han at kontakte Alfa-kongen for at udvide sit territorium til at inkludere vores lille bar."
Noah grinede og rystede på hovedet. "Hvis det er tilfældet, så går han forgæves."
"Det siger du ikke." Jeg stoppede et øjeblik for at kaste pandekagen på tallerkenen ved siden af mig og hælde en ny på panden, og sukkede. "Jeg så nogle papirer fra den gamle mand på mit skrivebord."
Noah satte sig hurtigt op i sengen, og Finn kom ud af badeværelset, mens han tørrede sit hår med et håndklæde. Mine øjne gled over hans nøgne krop, men udtrykket i hans ansigt var for alvorligt til, at jeg kunne blive begejstret for en tredje omgang.
"Hvad stod der? Talte du med ham?"
"Nej. Jeg tænkte, jeg ville lade det ligge til efter weekenden. Jeg læste det igennem, men der var ikke meget i det. Jeg bliver nødt til at ringe til ham."
De to udvekslede et blik, begge med en rynke i panden, mens jeg lagde den sidste pandekage på bunken.
"Morgenmaden er klar."
Noah tog en trøje på, og Finn hentede noget tøj fra skabet, før han satte sig ved vores lille køkkenbar. Jeg tog tallerkener fra skabene bagved og satte dem på disken. Finn kom rundt og tog en tallerken, men ikke før han havde lagt sin arm om min talje, givet mig et klem og kysset mig på hovedet. Min sædvanlige plads var mellem dem, mens vi spiste, og jeg tog min telefon frem og scrollede gennem mine emails.
Da jeg var færdig med min sidste pandekage, begyndte min telefon at vibrere, og jeg kiggede på opkalds-ID'et. Finn lænede sig over og smilede.
"50 kroner siger, han ringer for en date."
"Det er en aftale." råbte Noah fra vasken, mens han skyllede tallerkenerne af.
Jeg rullede med øjnene og svarede telefonen. "Sheriff Pierce, hvad kan jeg gøre for dig denne dejlige morgen?"
"Jeg beklager at forstyrre så tidligt, jeg ved, at du har sene arbejdstimer."
"Ingen problem. Vi var lige ved at afslutte morgenmaden."
Han tog en dyb indånding, og jeg pegede på Finn og gav tommelfingeren nedad. Han bandede og smed en 50'er på baren.
"Nogen har indgivet en klage om, at du serverede alkohol til mindreårige i weekenden."
Jeg sprang ned fra stolen og gik frem og tilbage i rummet. "Jeg behøver vel ikke at spørge, hvem der har indgivet klagen, vel?"
Han lo en enkelt gang, hvilket betød, at jeg havde ret. Alfa Silas havde åbenbart ikke fundet noget at sætte en finger på i vores papirer. Det fik mig til at smile lidt, at han sank så lavt.
"Vi fangede nogle unger, der forsøgte at komme ind med falske ID'er. Jeg har alle oplysningerne om det, og hans Beta tog dem hjem den aften. Udover det var der ikke en eneste mindreårig herinde. Jeg er glad for at kunne levere al dokumentation og optagelser fra weekenden, hvis du ønsker det."
"Det ville være nyttigt. Det ville rense tavlen og også vise, at du er villig til at samarbejde. Det er en lille by, og Silas kender mange mennesker. Gik i skole med mange her, så de kender hans karakter. At du er ny her, hjælper ikke på sagen."
Jeg tog en dyb indånding og nikkede for mig selv. "Jeg kan være nede om en time med alle optagelserne på en usb og al dokumentation fra weekenden."
"Okay. Det burde ikke tage for lang tid. Jeg ved, du lige har spist morgenmad, men vil du have noget frokost bagefter?"
Jeg forsøgte at skjule mit smil for drengene. "Jeg kan sikkert i det mindste få en drink afhængigt af, hvor lang tid det tager."
"Lyder godt. Vi ses." Han lagde på, og jeg brød ud i latter.
Finn løftede et øjenbryn af mig. "Hvad fanden?"
"Del puljen. Ringede om arbejde, men fik sneget en frokostaftale ind."
Noah lo og nikkede. "Hvad var arbejdet?"
"Alfa Silas indgav en klage om, at vi serverede alkohol til mindreårige teenagere. Så nu skal vi spille 'det gjorde vi ikke'." Jeg rullede med øjnene og rystede på hovedet. "Jeg kan lige så godt have dette klar hver weekend, hvis det skal blive det normale."
"For fanden… den Alfa bliver et problem."
Finn skar tænder, men jeg strøg mine fingre over hans brystkasse, mens jeg gik ud. "Bare rolig. Hvis vi skal sætte ham på plads, kan vi det. For nu er det bare en ulempe."
Noah råbte ned ad gangen, mens jeg åbnede døren til kontoret. "Hvad med den gamle mand?"
"Han kan vente!" råbte jeg tilbage, mens jeg satte mig ved mit skrivebord og begyndte at samle papirerne fra weekenden.
Da jeg fortalte Charles, at vi havde noget af den højeste sikkerhedsteknologi, var det ikke kun for at forhindre folk i at stjæle fra os. Vi havde også en scanner til hvert eneste ID, der kom gennem baren. Vi ansatte en sød college-fyr til at stå udenfor og scanne ID'er hver torsdag, fredag, lørdag og søndag. Han var sød og meget grundig. Ulveungerne troede, at de kunne vinde ham over, fordi han gik på college, men spøgen var på deres bekostning. Ryan gik på college for at studere kriminalret.
Jeg trak og printede listen over ID'er, der var blevet scannet hele weekenden, downloadede al optagelsen fra hver eneste vinkel af baren, hvilket tog 45 minutter og to USB-sticks. Derudover tilføjede jeg alle kreditkorttransaktioner, debetkort, MobilePay, Apple Pay, Google Pay og endda nogle få PayPal-overførsler.
Vi havde en kontantfri bar, men vi ville sikre, at alle havde mulighed for at betale på en eller anden måde. Penge var penge, uanset om de kom fra et AmEx eller MobilePay. Alligevel blev hver drink, vi serverede, også registreret, og hver transaktion havde et papirspor. Det var overdrevet, men det var sådan, jeg håndterede alle mine virksomheder, jeg havde oprettet gennem årene. Ekstremt grundig, så der ikke ville være nogen problemer fremadrettet.
Da jeg havde fået drevene lastet og papirarbejdet samlet, gik jeg tilbage ovenpå. Finn sad ved baren, og Noah var i gang med at tage et bad. Jeg greb min motorcykeljakke og hjelm og smuttede mine fødder i mine sorte kampstøvler. Finn grinede.
"Jeg er ikke sikker på, om du skal gå all-in på motorcykelpige-outfittet, når du skal til politistationen."
"Jeg er dækket af tatoveringer, Finn, de har set mig rundt i byen med min Harley. Jeg har ikke tænkt mig at tage en solkjole på og bringe dem blomster. Jeg kommer ind med fuld kraft for at bevise, at vi ikke har gjort noget, og vi ikke betyder nogen skade. Og hvis jeg kan trække Silas' navn gennem mudderet samtidig, bonuspoint."
Jeg snørede mine støvler og trampede ned ad trappen. Jeg stak papirerne i min jakke, lynede den op, satte mig på min Harley og kørte ud af parkeringspladsen. Det tog omkring tyve minutter at nå byens centrum, hvor politistationen lå, og da jeg trak op, stod Charles udenfor og røg en cigaret med nogle af de andre betjente. Han slukkede den hurtigt, da han så mig stige af og tage min hjelm af.
"Frøken Ulrich! Jeg er glad for, at du kunne komme."
Jeg sendte ham et smil. "Undskyld, uploaden for weekenden tog længere tid end forventet. Jeg måtte bruge to USB'er."
Han vinkede mig ind, og jeg gik ind på stationen, meget bevidst om, at næsten hver eneste betjent åbenlyst stirrede på mig. Charles og en anden betjent gik ind i et rum på siden, der lignede en blanding mellem et venteværelse og et forhørsrum.
"Kaffe?"
Jeg rystede på hovedet. "Ikke herfra, tak. Jeg har det fint."
Jeg lynede min jakke op og trak min mappe frem med omkring halvtreds sider information samt de to USB'er. De to kiggede på informationen med store øjne.
"Det her er..."
"Overdrevet, jeg ved det. Men jeg er lidt af en excentriker, når det kommer til mine forretninger."
Charles kiggede op på mig. "Har du åbnet andre forretninger?"
Jeg nikkede. "Jeg hjælper..." Jeg kiggede på den menneskelige betjent ved siden af ham og tilpassede mit svar derefter. "...familier i nød med at få et stabilt liv og job. Jeg bygger virksomhederne op fra bunden og giver derefter nøglerne videre til familierne, så de kan styre dem. Jeg sørger for, at de er dækket ind for alt, hvad der kan ske."
"Hvor mange har du åbnet?" Den anden betjent var også interesseret nu.
"Åh, jeg vil sige omkring femogtyve. Jeg har gjort det i over seks år nu. Så jeg kender min vej rundt i papirarbejde og sådan."
Charles bladrede gennem den bagerste del af dokumentationen. "Alle barer?"
"Nej. Jeg har lavet telekommunikation, bagerier, barer, medier, sikkerhed, gallerier. Du nævner det, jeg har sandsynligvis bygget det."
Den anden betjent fløjtede. "Er det her mere papirarbejde?" Han holdt USB'erne op.
Jeg rystede på hovedet og krydsede armene over brystet. "Det er optagelser fra torsdag aften til søndag. Jeg har kameraer sat op foran, bagved og inde i baren. Enhver, der kommer ind eller ud samt alle inde. Det eneste område, du ikke kan se, er en trappe, der går op til vores private kvarterer og mit kontor."
"Så er denne forretning din?"
Jeg smilede trist. "Ikke alene. Mine to andre medejere... baren blev bygget til dem."
"Hvornår vil du gå videre?" Charles kiggede intenst på mig.
En klump satte sig i min hals. "Dette er den sidste forretning, jeg vil håndtere."
Hans øjne blev smalle, og jeg vidste, at han var fuldt klar over, at jeg ikke svarede på hans spørgsmål, men jeg ville ikke gå derhen i dette forbandede forhørslokale. Måske efter et par drinks, men ikke ædru.
"Vi vil få drengene til at kigge på optagelserne med det samme. Vi er kede af, at det her blev pålagt dig, frøken Ulrich. Normalt er vi ikke engang så grundige, og vi har brug for faktisk bevis for, at en mindreårig blev serveret, men..." Betjenten kiggede på Charles og spekulerede på, om han sagde for meget.
"Bekymr dig ikke om det. Hvis jeg kan bevise over for jer, at vi er pletfri, vil det hjælpe med eventuelle andre problemer i fremtiden. Og kald mig venligst Solaris eller Sol. Frøken Ulrich minder mig om min gamle far og det faktum, at jeg ikke har ringet til ham i weekenden." Mit smil var bredt, og han grinede og nikkede, da han forlod rummet.