Kapitel 2
Sara
Jeg bladrede gennem billederne, hvert eneste som en dolk i mit hjerte. Matt og Victoria til en fest, hendes hånd på hans bryst. Matt hviskede i hendes øre, med et listigt smil på læben. Og det sidste billede... lad os bare sige, at hvis de havde været tættere på hinanden, ville de have haft brug for en graviditetstest.
"Hvornår... hvor længe har det stået på?" fik jeg kvalt frem.
"Fra hvad jeg har hørt, i nogle måneder i hvert fald," sagde Claire blidt. "Victoria er en gammel veninde fra gymnasiet. Tilsyneladende genoptog de kontakten ved en arbejdsbegivenhed. Jeg troede, du vidste det."
"Nej, jeg havde ingen anelse. Han har været... fjern på det sidste, men jeg troede aldrig..."
"Mænd," fnøs Claire. "De er alle ens. Giv dem en tomme, og de tager en mil. Eller, i dette tilfælde, giv dem en arbejdsbegivenhed, og de tager en Victoria."
På trods af alt kunne jeg ikke lade være med at fnise af det. "Tak, Claire. Det havde jeg brug for."
"Altid, skat. Så, hvad vil du gøre?"
"Jeg vil tale med Matt. Få sandheden direkte fra hestens røv—jeg mener, mund."
"Vær forsigtig, Sara," advarede Claire. "Mænd som ham kan være glatte talere, når de bliver taget med bukserne nede. Både bogstaveligt og billedligt."
"Rolig, jeg skal nok klare det. Jeg har mine store pige-trusser på." Jeg tøvede, kiggede ned på mit outfit. "Nå ja, metaforisk talt."
Claire grinede. "Det er min pige. Giv ham helvede, og husk – jeg er kun et opkald væk, hvis du har brug for backup. Eller et alibi."
Vi sagde farvel, og jeg lagde på, stirrende på min telefon. Det sidste billede af Matt og Victoria stirrede tilbage på mig, hånende med deres intimitet.
Jeg zoomede ind på Matts ansigt, søgende efter tegn på skyld eller tøven. Der var ingen. Han så... glad ud. Gladere end jeg havde set ham i måneder.
Jeg rejste mig, vaklede lidt, da blodet strømmede til mit hoved. Eller måske var det vreden. Under alle omstændigheder havde jeg brug for en drink. Og en plan.
Mens jeg gik mod køkkenet, tænkte jeg på alle de gange, Matt havde aflyst på det sidste. Alle de sene aftener på arbejde, de pludselige nødsituationer, de "regnchecks", der aldrig syntes at klare op.
"Regncheck, min bare," mumlede jeg, mens jeg rev køleskabet op. "Mere som en Victoria-udsigt med en chance for bullshit."
Jeg greb en flaske vin, uden at gide finde et glas. Da jeg tog en lang slurk, fangede jeg min refleksion i mikroovnsdøren. Min omhyggeligt påførte makeup var udtværet, og mit hår var rodet efter at have kørt hænderne gennem det i frustration.
"Se på dig," sagde jeg til min refleksion. "Helt pyntet op uden noget sted at tage hen. I mellemtiden spiller Matt tonsil-hockey med frøken Gymnasiegenforening."
Jeg tog endnu en slurk vin, følte den brænde ned gennem halsen. Vreden byggede sig op, erstattede det oprindelige chok og såret. Hvordan kunne han? Hvordan fanden kunne han?
Jeg stormede tilbage til stuen, vinflasken i hånden, og greb min telefon. Min tommelfinger svævede over Matts kontaktinfo. Skulle jeg ringe til ham? Sende en sms? Dukke op på pubben og tage ham på fersk gerning?
Mulighederne hvirvlede rundt i mit hoved, hver mere dramatisk end den sidste. Jeg forestillede mig selv storme ind på pubben, vinflasken hævet som et våben, råbende, "Aha! Fanget, din utro nar!"
Eller måske ville jeg tage den høje vej og sende ham en rolig, afbalanceret sms: "Hej Matt, håber du hygger dig med Victoria. For resten, dine ting ligger i en skraldepose på fortovet. XOXO."
Til sidst besluttede jeg mig for en simpel sms: "Hej skat, stadig fanget på arbejde?"
Jeg trykkede send og kastede min telefon på sofaen, så den hoppede af en pude. Vinflasken kaldte, og hvem var jeg til at nægte? Jeg tog endnu en generøs slurk, nød den bitre smag, der matchede mit humør.
Minutterne tikkede forbi. Intet svar.
"Sandsynligvis for travlt med hænderne fulde af Victoria til at tjekke sin telefon."
Jeg smed mig tilbage på sofaen, vinflasken dinglede fra mine fingre. Rummet snurrede lidt, og jeg indså, at jeg skulle tage det roligt. Eller i det mindste skifte til et glas som en civiliseret person.
"Skide være med det," mumlede jeg og tog endnu en slurk. "Civiliseret er alligevel overvurderet."
Lige da jeg placerede flasken på sofabordet med al ynde som en beruset elefant, ringede det på døren. Jeg frøs, vinen skvulpede faretruende tæt på kanten.
"Hvem fanden...?" mumlede jeg, mens jeg vaklede op at stå.
Jeg flåede døren op, klar til at give den ubudne gæst en skideballe. Og der stod han. Matt. Han så irriterende godt ud i sin arbejdstøj, ikke et hår sad forkert.
"Hej, smukke," grinede han og trådte ind, som om han ejede stedet. Før jeg kunne reagere, plantede han et kys på mine læber. Jeg stod der, stiv som et bræt, mine læber presset sammen som en musling med kæbespændinger.
Matt trak sig tilbage, hans pande rynket. "Er alt okay, skat?"
"Åh, bare perfekt," sludrede jeg og lukkede døren med måske lidt mere kraft, end nødvendigt. "Hvordan var arbejdet?"
"Travlt som altid," sukkede han og løsede sit slips. "Du ved, hvordan det er. Deadlines, møder, det sædvanlige lort."
"Mhmm," nikkede jeg, svajende let. "Masser af... arbejdsrelaterede ting, ikke?"
Matts øjne kneb sig sammen, da han tog min uordnede fremtoning og den halvfulde vinflaske på bordet ind. "Sara, er du fuld?"
"Pfft, nej," viftede jeg afvisende, næsten ramte ham. "Bare lidt... vin."
"Okay, lad os få dig noget vand."
"Åh nej," sagde jeg, min stemme dryppende af falsk sødme. "Det, jeg har brug for, er en forklaring."
Matt stivnede halvvejs mod køkkenet. "Forklaring? På hvad?"
Jeg greb min telefon fra sofaen, næsten tabte den i min vinbedøvede tilstand. "På det her," sagde jeg og skubbede skærmen op i Matts ansigt.
Hans øjne blev store, da han så billederne. Jeg så hans udtryk skifte fra chok til skyld til det irriterende 'fanget' blik.
"Åh, det," sagde han, som om jeg lige havde vist ham et billede af sidste uges indkøbsliste. "Det er Victoria. Hun er bare en ven fra gymnasiet."
"En ven? Virkelig?"
"Sara, det er ikke, hvad det ser ud til-"
"Åh, hold kæft," afbrød jeg, mine ord slørede let. "Det ser præcis ud, som det er."
"Skat, vær sød at lade mig forklare-"
"Forklare hvad?" spyttede jeg, følte min vrede stige som galde i halsen. "Forklare, hvordan du har været for travlt til at se mig, fordi du har haft ansigtet begravet i Victorias skød? Eller måske vil du forklare, hvorfor du har løjet for mig i månedsvis?"
Matt rakte ud, prøvede at tage min hånd. Jeg rykkede væk, næsten mistede balancen i processen. "Rør mig ikke," hvæsede jeg.
"Sara, jeg er ked af det. Det skete bare. Jeg mente aldrig at såre dig."
Jeg lo. "Skal vi poppe champagne og fejre din utilsigtede utroskab?"
Matts ansigt blev hårdt. "Se, jeg sagde, jeg var ked af det. Hvad mere vil du have fra mig?"
"Jeg vil have, at du skrider ud af min lejlighed."
"Kom nu, vær ikke sådan," bad Matt. "Vi kan ordne det her. Det var bare en fejl."
Jeg greb vinflasken, svingede den som et våben. "En fejl er at købe skummetmælk i stedet for sødmælk. En fejl er at glemme at sætte vækkeuret. At kneppe en anden kvinde i månedsvis? Det er et valg. Et lortet, egoistisk valg."
"Vi skal bare falde til ro og tale om det her som voksne."
"Åh, nu vil du være voksen?" Jeg tog en tår mere af flasken. "Hvor var denne modenhed, da du legede skjul med salami med Victoria?"
"Sara, vær sød," prøvede Matt igen, hans stemme blød og bedende. "Jeg elsker dig. Vi kan komme igennem det her."
Et øjeblik vaklede jeg. En lille del af mig ønskede at tro på ham, at falde i hans arme og lade som om det hele var en dårlig drøm. Men så huskede jeg billederne, måden han så på Victoria, og min beslutsomhed blev hårdere.
"Nej, Matt. Det kan vi ikke." Jeg satte vinflasken ned, følte mig pludselig meget ædru. "Det er slut. Jeg vil have dig ud af min lejlighed og mit liv."
"Men-"
"Ingen men'er," afbrød jeg. "Medmindre det er din røv, der går ud af den dør. Nu."
Matt stirrede på mig, hans mund åbnede og lukkede som en fisk på land. Et øjeblik troede jeg, han måske ville argumentere. Men så faldt hans skuldre, og han vendte sig mod døren.
"Fint," mumlede han. "Jeg går. Men det her er ikke slut."
"Åh, det er slut, helt sikkert."
Matts ansigt forvred sig i en grimasse, men han argumenterede ikke. Han vendte bare om på hælen og trampede ud, smækkede døren bag sig hårdt nok til at ryste mine vinglas.
"Nå, det gik da godt," mumlede jeg til den tomme lejlighed.