Kapitel 4 Du er ikke god nok til mig
"Jesse!" Zoey afbrød ham og vendte hovedet for at se på Henry. Fyren var bestemt flot, men han virkede ikke særlig klog.
Hun smilede og hældte te op til Henry med en mærkelig rolig aura. "Du ved, selvom du er super irriterende, så har du i det mindste én ting ret: du er langt over min liga. Vi passer ikke sammen. Du er bare ikke på mit niveau."
Henrys ansigt stivnede, og han stirrede på hende, som om hun var skør. 'Er den her pige for real? Hun tror, jeg ikke er god nok til hende?' tænkte han.
Hans normalt kølige og alvorlige ansigt så ud til at krakelere. Efter et øjeblik knyttede han tænderne, tog teen, fnyste og satte sig ned.
Da Jesse så sit barnebarn blive så forfjamsket, blev han ikke vred. I stedet grinede han hemmeligt. 'Denne knægt, altid prøver at se sej ud med det kolde ansigt, nu får han en smag af sin egen medicin med Zoey!'
Forsøgende at holde et alvorligt ansigt blev Jesse igen seriøs, hans bryn rynkede. "Zoey, som din ældre, bebrejd mig ikke for at tale for meget. Jeg reddede dig dengang, og du sagde, du ville gengælde mig. Nu har jeg kun ét ønske: at se Henry slå sig ned og starte en familie, så jeg kan hvile mig. Tilbring bare lidt tid med ham for min skyld. Hvis det ikke fungerer, vil jeg ikke presse det."
Zoey blev stille. Jesse havde formuleret det sådan, og hvis hun nægtede igen, ville hun virke som en skurk.
Efter at have tænkt det igennem nikkede Zoey. "Giv det en måned. Hvis vi stadig ikke føler noget for hinanden, så pres det ikke, Jesse."
Henry rynkede panden, tydeligt utilfreds. "Jesse, jeg er ikke enig. Jeg har allerede..."
Men Jesses skarpe blik tav ham. "Henry, glem ikke hvorfor du får lov til at rode rundt med dine hobbyer hver dag. Det er fordi, jeg glatter tingene ud med dine forældre. Hvis du stadig ser mig som din bedstefar, så afvis ikke min ordning."
Det fik Henry til at tie hurtigt. Han knyttede næverne og gik endelig med til det. "Fint, kun en måned."
Jesses ansigt lyste op med et smil. "Det er mere som det! Jeg sætter dig ikke sammen med Zoey for at drille dig! Du vil se hendes gode kvaliteter med tiden."
Da hovedemnet var afsluttet, rejste Zoey sig. "Jesse, det bliver sent. Jeg må hellere tage hjem."
Jesse surmulede, "Den King-familie behandler dig så dårligt, hvorfor gå tilbage og gøre dig selv elendig? Hvorfor ikke blive her? Vi holder alligevel din forlovelsesfest om et par dage, så det betyder ikke noget, hvor du bor."
Henrys tinding bankede, men før han kunne sige noget, talte Zoey. "Glem det, jeg har nogle ting at ordne derhjemme. Jeg kommer og besøger dig næste gang."
Vidende at han ikke kunne holde Zoey, nikkede Jesse modvilligt, ikke glemte at skubbe til Henry for at følge hende ud.
Maybach'en susede gennem trafikken, Zoey lænede sig mod vinduet og stirrede på den mørknende himmel, fortabt i tanker.
Henry kiggede tilbage og kunne ikke lade være med at kigge. Han måtte indrømme, at Zoey var betagende. Hun var ikke bare smuk—hendes tykke, mørke vipper, fortryllende øjne, hud som fin jade, og fyldige, blomsterlignende læber, der syntes naturligt farvet med en forførende rød.
Efter et øjeblik indså Henry, at han stirrede og vendte sig væk, irriteret på sig selv.
Uanset hvor smuk hun var, var hun bare vulgær og kunne ikke sammenlignes med kvinden fra den nat. Han skulle bare vente til måneden var slut. Både han og hans bedstefar Jesse vidste, at han allerede havde én i sit hjerte. Hvad angår Zoey, ville deres veje aldrig krydses igen!
Turen var stille. Da bilen endelig stoppede foran King-familiens palæ, sagde Henry køligt, "Vi er her."
Zoey nikkede som svar, takkede ham og steg ud af bilen.
Lige da hun vendte sig om, skar Henrys kolde stemme gennem luften, "Denne måned, udover at spille skuespil foran Jesse, lad os lade som om vi ikke kender hinanden. Bare så du ved, jeg har allerede én i mit hjerte. Der er ingen chance for os."
Zoey stoppede op, vendte sig og gav ham et listigt smil. "Bare rolig, jeg er heller ikke interesseret i dig."
Med det vendte Zoey sig og gik ind, og efterlod Henry i bilen, hans ansigt mørkt af vrede, stirrende på hendes ryg.
I næste øjeblik ringede hans telefon. Henry svarede med et strengt ansigt, "Gør det hurtigt!"
En doven stemme kom fra den anden ende, "Tsk tsk, hvorfor så vred? Hvem har gjort dig sur, vores almægtige hr. Phillips?"
"Benjamin, hvis du keder dig så meget, har jeg ikke noget imod at annullere et par aftaler for at holde dig beskæftiget," snøftede Henry koldt.
Benjamin White bad hurtigt, "Okay, okay, bare for sjov! Jeg har gode nyheder til dig i dag! Jeg har endelig fået kontakt med den skakmester, du har ledt efter!"
"Virkelig?" Henrys ansigt lyste øjeblikkeligt op. Han elskede skak, men fandt sjældent en værdig modstander, indtil han spillede uafgjort med skakmesteren for tre år siden.
Hvis det ikke havde været for en ulykke, ville han ikke have ledt efter denne modstander i tre år!
Benjamins tone var selvtilfreds, "Men bliv ikke for begejstret. Jeg har kun kontaktet skakmesterens assistent. Jeg har ikke haft privilegiet at møde hende personligt. Så jeg kan kun viderebringe invitationen, ingen garantier."
Henry tog det roligt. "Ingen problem, bare viderebring min invitation. Hun ved, hvem jeg er; hun vil ikke afslå."
Efter at have lagt på, forsvandt Henrys dysterhed, og han instruerede Terry om at køre væk.
Terry bemærkede dog noget og pegede på bagsædet, "Er det ikke frøken Kings taske? Hun har glemt den."
Henrys ansigt mørknede. Denne skødesløse kvinde!
På den anden side havde Zoey lige åbnet døren og så tre personer på sofaen med forskellige udtryk.
Luna var som altid, røde øjne og så ynkelig ud. Så snart hun så Zoey, begyndte hun at fake tårer. "Zoey, hvordan kunne du være så dum! Selv om King-familien er lille, har vi aldrig frataget dig noget. Hvorfor ville du gøre noget så dumt for penge og skamme vores familie?"
Timothy og Hazel så skuffede ud. Zoey var forvirret, "Hvad taler I om?"
Da Zoey benægtede det, troede Hazel, at hun spillede dum og trådte vredt frem for at slå hende. "Utakkelige pige! Lader som om du ikke ved det!"