Kapitel 4 Du er ikke god nok til mig
"Jesse!" Zoey afbrød ham og vendte hovedet for at se på Henry. Fyren var bestemt flot, men han virkede ikke særlig klog.
Hun smilede og hældte en kop te op til Henry med en mærkelig rolig energi. "Du ved, selvom du er super irriterende, så får du i det mindste én ting rigtigt: du er langt uden for min liga. Vi passer ikke sammen. Du er bare ikke på mit niveau."
Henrys ansigt frøs, mens han stirrede på hende som om hun var skør. 'Er den her pige for real? Hun tror, jeg ikke er god nok til hende?!'
Hans normalt kølige og strenge ansigt så ud som om det var ved at krakelere. Efter et øjeblik bed han tænderne sammen, tog teen, hånede og satte sig ned.
Da Jesse så sit barnebarn blive så forvirret, blev han ikke vred. I stedet grinede han i hemmelighed. 'Den knægt, altid prøver han at se cool ud med det kolde ansigt, nu får han en smagsprøve på sin egen medicin med Zoey!'
Forsøgende at holde et lige ansigt blev Jesse alvorlig igen og rynkede panden. "Zoey, bebrejd mig ikke for at spille alderskortet her. Jeg reddede dig dengang, og du sagde, du ville betale mig tilbage. Nu har jeg kun ét ønske: at se Henry slå sig ned og starte en familie, så jeg kan få ro i sindet. Bare brug noget tid sammen med ham for min skyld. Hvis det ikke fungerer, vil jeg ikke presse på."
Zoey blev stille. Jesse havde formuleret det på den måde, og hvis hun nægtede igen, ville hun virke som en skurk.
Efter at have tænkt det igennem nikkede Zoey. "Giv det en måned. Hvis vi stadig ikke føler noget for hinanden, så pres ikke på, Jesse."
Henry rynkede panden, tydeligt utilfreds. "Jesse, jeg er ikke enig. Jeg har allerede..."
Men Jesses skarpe blik fik ham til at tie stille. "Henry, glem ikke hvorfor du kan lege med dine hobbyer hver dag. Det er fordi jeg har glattet tingene ud med dine forældre. Hvis du stadig ser mig som din bedstefar, så afvis ikke min ordning."
Det fik Henry til hurtigt at tie stille. Han knyttede næverne og indvilligede endelig: "Fint, kun en måned."
Jesses ansigt lyste op med et smil. "Det er mere som det! Jeg sætter dig ikke op med Zoey for at genere dig! Du vil se hendes gode egenskaber med tiden."
Da hovedemnet var afsluttet, rejste Zoey sig. "Jesse, det er ved at blive sent. Jeg må hellere tage hjem."
Jesse surmulede, "Den King-familie behandler dig så dårligt, hvorfor gå tilbage og gøre dig selv elendig? Hvorfor ikke blive her? Alligevel holder vi din forlovelsesfest om et par dage, så det betyder ikke noget, hvor du bor."
Henrys tindinger bankede, men før han kunne sige noget, sagde Zoey: "Glem det, jeg har nogle ting, jeg skal ordne derhjemme. Jeg kommer og besøger dig næste gang."
Vidende at han ikke kunne holde Zoey, nikkede Jesse modvilligt, og huskede at puffe til Henry for at følge hende ud.
Maybach'en susede gennem trafikken, mens Zoey lænede sig mod vinduet, stirrende på den mørkere himmel, fortabt i tanker.
Henry kiggede tilbage og kunne ikke se væk. Han måtte indrømme, Zoey var betagende. Hun var ikke bare smuk—hendes tykke, mørke øjenvipper, fortryllende øjne, hud som fin jade, og fyldige, kronbladslignende læber, der syntes naturligt farvet med en forførende rød.
Efter et øjeblik indså Henry, at han stirrede, og vendte sig væk, irriteret på sig selv.
Uanset hvor smuk hun var, var hun bare vulgær og kunne ikke sammenlignes med kvinden fra den aften. Han skulle bare vente på, at måneden var omme. Både han og hans bedstefar Jesse vidste, at han allerede havde nogen i sit hjerte. Hvad angår Zoey, ville de aldrig krydse veje igen!
Turen var stille. Da bilen endelig stoppede foran King-familiens palæ, sagde Henry køligt, "Vi er her."
Zoey nikkede som svar, takkede ham og steg ud af bilen.
Lige da hun vendte sig, skar Henrys kolde stemme gennem luften, "Denne måned, udover at spille skuespil foran Jesse, lad os lade som om vi ikke kender hinanden. Bare så du ved det, jeg har allerede nogen i mit hjerte. Der er ingen chance for os."
Zoey standsede, vendte sig om og gav ham et lusket smil. "Bare rolig, jeg er heller ikke interesseret i dig."
Med det vendte Zoey sig om og gik indenfor, efterladende Henry i bilen med et mørkt ansigtsudtryk, mens han stirrede vredt efter hende.
I det næste øjeblik ringede hans telefon. Henry svarede med et strengt ansigt, "Gør det kort!"
En doven stemme kom fra den anden ende, "Tsk tsk, hvorfor så vred? Hvem har gjort vores almægtige Mr. Phillips sur?"
"Benjamin, hvis du keder dig så meget, har jeg ikke noget imod at annullere et par aftaler for at holde dig beskæftiget," snøftede Henry koldt.
Benjamin White bad hurtigt, "Okay, okay, det var bare for sjov! Jeg har gode nyheder til dig i dag! Jeg har endelig fået kontakt med Skakmesteren, som du har ledt efter!"
"Virkelig?" Henrys ansigt lyste straks op. Han elskede skak, men fandt sjældent en værdig modstander, indtil han spillede uafgjort med Skakmesteren for tre år siden.
Hvis det ikke var for en ulykke, ville han ikke have søgt efter denne modstander i tre år!
Benjamins tone var selvtilfreds, "Men bliv ikke for begejstret. Jeg har kun kontaktet Skakmesterens assistent. Jeg har ikke haft æren af at møde hende personligt. Så jeg kan kun videregive invitationen, ingen garantier."
Henry tog det roligt. "Ingen problem, bare videregiv min invitation. Hun ved, hvem jeg er; hun vil ikke afslå."
Efter at have lagt på, forsvandt Henrys dystre humør, og han instruerede Terry om at køre væk.
Terry bemærkede dog noget og pegede på bagsædet, "Er det ikke frøken Kings taske? Hun glemte den."
Henrys ansigt mørknede. Denne skødesløse kvinde!
På den anden side havde Zoey lige åbnet døren og så tre personer på sofaen med forskellige ansigtsudtryk.
Luna var som altid, rødøjet og så ynkelig ud. Så snart hun så Zoey, begyndte hun at fake tårer. "Zoey, hvordan kunne du være så tåbelig! Selv om King-familien er lille, har vi aldrig nægtet dig noget. Hvorfor ville du gøre noget så tåbeligt for penge og skamme vores familie?"
Timothy og Hazel så skuffede ud. Zoey var forvirret, "Hvad taler I om?"
Da Hazel så Zoey benægte det, troede hun, at hun spillede dum og trådte vredt frem for at slå hende. "Utakkemmelige pige! Lader som om du ikke ved noget!"