Tør meget?
CAMILLA
Det var min måde at få en følelse af kontrol, hvis der overhovedet stadig eksisterede noget. Få styr på min vrede eller i det mindste dæmpe den. Under alle omstændigheder vil jeg dræbe ham med mine bare hænder, jeg vil klemme hans dumme hals, indtil den knækker. Jeg vil kvæle ham, indtil han gisper efter luft, han vil ikke kunne trække vejret, og selv da vil jeg ikke føle nogen medlidenhed eller stoppe for noget som helst. Han skal betale for at have gjort dette. Jeg vil tidoble den smerte, jeg føler, og servere den på hans tallerken.
Jeg gjorde ingenting. Ikke mod ham i hvert fald. Jo, jeg har gjort mange andre mennesker fortræd, bare ikke ham. Hvorfor har han til hensigt at ødelægge mit liv?
For fanden. Jeg er så vred. Nok snak, det er tid til handling. Han er død. Dylan er død.
Jeg vidste, hvor han var. Den skide fodboldbane. Det er der, jeg er på vej hen. Jeg er ligeglad med, hvem der overhører det, eller hvordan de tager nyheden. Hele skolen kan finde ud af, at vi bor sammen, det rager mig ikke. Han lavede de regler og brød dem, så det gør mig ikke noget, hvis jeg også gør det. Han er ikke den eneste, der bestemmer, hvilke, hvornår og hvor mange regler der skal følges.
Fodboldholdet tilbringer deres frikvarter på banen med at træne, før de går mod omklædningsrummet. Det var velkendt.
Spiller. Jeg mente det både bogstaveligt og i overført betydning.
Han var fandeme god til det også, hvis bare hans attitude kunne dæmpes lidt. Ugh.
Som stjernespiller vidste jeg, at han ville være der, selvom jeg ikke var sikker på, om han trænede eller ej. Jeg var parat til at vente, for jeg er rasende. Hvis vreden får overtaget, og jeg ikke kan holde den tilbage, vil jeg storme derind og give ham en skideballe, og så vil jeg gentage, hvad hans dumme kæreste for dagen eller ugen, hvis hun er heldig, gjorde.
Jeg vil slå ham til han bliver helt rundtosset. Jeg sværger til himlen, at jeg vil.
Mit ansigt sved fra det slag, den pige gav mig, og Dylan skulle være på den modtagende ende af min vrede. Jeg vidste, at jeg havde skreget ad ham i morges, men det var før "dette" skete.
Jeg satte tempoet op og nåede omklædningsrummet på ingen tid. Gæt hvad? De havde alle afsluttet træningen for få minutter siden og var gået i bad. Også gæt... jeg vil vente. Jeg kan vente. Ingen undslipper i dag. Han vil møde min vrede på den ene eller anden måde.
Mens jeg ventede, begyndte mit tunge hjerte langsomt at falde til ro. Jeg var stadig rasende på ham, bare ikke længere så rabiat.
Det er sandt, at folk tænker bedre med et klart hoved. Før længe gik det op for mig, at mens jeg var opslugt af min vrede over at ville dræbe Dylan, slå ham og få ham til at betale for alt, hvad han havde gjort, havde jeg undladt at erkende noget andet.
Jeg var faktisk dum. Det gik mig forbi, at han ikke ville være den eneste, der kom ind. Fodboldholdet bestod af over tyve unge gymnasieelever.
Jeg havde ikke tænkt dette igennem. Stadig tid til at redde det, før det bliver til et værre mareridt.
Jeg forsøgte at rejse mig. Forsøgte. Det er nøgleordet.
Før jeg kunne rette den forfærdelige beslutning, jeg lige havde truffet, sprang døren op, og de stormede ind. Taler om dårlig timing. Dette kan ikke ske.
Jeg vendte mig og skjulte mit ansigt. Dumt. Men hvad kunne jeg gøre?
Jeg er blevet fanget. Meget pinligt. Åh, jorden, slug mig nu.
Jeg kiggede frem, samtidig med at en af dem bemærkede mig og dermed advarede et par andre. Jeg sank en klump. For fanden.
"Hvis pige er det her?" spurgte han med et stort smil på læben. Jeg rejste mig og trådte tilbage, mens resten af dem lod deres øjne glide over min krop.
"Dylan." stammede jeg og havde brug for at blive reddet. Mærkeligt nok var hans navn det første, der poppede op i mit hoved. Jeg vælger ham over et dusin fodboldspillere.
Jeg troede, han ikke hørte mig, og jeg var dømt, indtil han kom frem fra resten af dem. Han stillede sig foran mig uden trøje, ansigt til ansigt med sine holdkammerater. Jeg sank en klump i beundring over hans bare ryg, perfekt skulptureret af den almægtige. Han var virkelig betagende.
"Hold jer væk." Han skar tænderne sammen hårdt, som en løvinde, der beskytter sine unger.
De trak sig straks tilbage. Et par af dem løftede spøgefuldt deres arme i overgivelse.
"Hun er godt nok lækker." hørte jeg en af dem kommentere, de gik hen mod skabene for at klæde om. Jeg flyttede mine øjne væk og besluttede at fokusere på Dylan, det var meget værre, mine øjne var klistret til hans mavemuskler, og jeg sank igen, ude af stand til at se væk.
"Vil du sige noget, eller vil du bare stirre hele dagen?" Hans bemærkning fik mig ud af min trance. Jeg løftede blikket opad, indtil jeg så ham i øjnene.
Hans ansigt var glinsende af vand, som løb ned ad hans hals og hele hans krop, og jeg glemte næsten, hvorfor jeg var her. Næsten.
Jeg satte det koldeste ansigtsudtryk op, jeg kunne mønstre.
"Fortæl din kæreste, at du og jeg ikke er noget, for næste gang hun overhovedet tør at røre mig, vil jeg gengælde." Jeg spyttede ordene ud, min stemme hård og befalende.
"Hvilken kæreste?" Han svarede. Dylan lod som om, han ikke vidste noget, hvilket gjorde mig endnu mere rasende.
"På grund af dit lille stunt har Kyle og jeg problemer, og din syge kæreste turde at slå mig." Min tone viste tydeligt, hvor irriteret jeg var i dette øjeblik. Han gjorde det ikke. Først så han oprigtigt forvirret ud, så lettere forvirret, men i det øjeblik de ord var ude af min mund, ændrede hans ansigtsudtryk sig.
Hans ansigt viste begejstring, og så smilte han skævt.
"Her er sagen, Camilla, jeg vil sige dette på den mest relaterbare måde muligt, den første del altså, mens jeg er meget ærlig, om Kyle, jeg kan ikke sige, at jeg har det dårligt, jeg vil ikke have, at du dater nogen."
Hans ord rungede i mine ører, jeg blev rasende. Jeg hørte ham ikke. Hvem var han? Min far? Selv han forbyder mig ikke at date. Var han faldet? Slået hovedet måske?
"Du har mistet forstanden, har du ikke?" Jeg spurgte og kvalte et let grin. Det måtte være.
"Nej." Han svarede og poppede "P'et".
"Og om den anden del, som jeg sagde, jeg har ikke en, en kæreste altså. Hvem der end hævdede at være eller introducerede sig som sådan, er blot fanget i Dylan's fantastiskhed, men jeg har ikke en kæreste. Det er min faste overbevisning, at forhold er for tabere, du ligner ikke en, en taber altså, og derfor burde du være glad for, at dit er ved at ende. Jeg forventer en tak for at hjælpe med at fremskynde processen, det eneste jeg gjorde, var at bringe fremtiden her. Jeg vil tage den tak nu."
Den frække nerve!
"For det første, jeg tror, du er skør. For det andet, mit forhold til Kyle ender ikke foreløbigt, fordi vi vil ordne det. For det tredje, hvis hun ikke er din kæreste, hvorfor skulle hun og hendes håndlangere så fortælle mig at holde mig væk fra dig, når der ikke er noget på færde, og hun ikke ville være mistænksom, hvis du ikke havde lavet dit dumme stunt." Jeg afsluttede og krydsede armene over brystet.
Det er sjovt, hvordan hans holdkammerater kiggede frem fra hjørnet.
"Vent, pige og hendes håndlangere? Det indsnævrer søgningen ret godt, men lad mig gætte, blondt hår, for meget makeup, bitchy?" Han spurgte, og jeg nikkede, fordi hun beskrev hende perfekt. Han begyndte at grine, mens jeg så irriteret på.
"Betal ingen opmærksomhed til Paula, hun er ingen."
Han viftede hende væk og sænkede hovedet en smule for at møde mit blik. Let for dig at sige.
"Lad mig gætte, du har haft noget kørende med hende utallige gange, og hun har erklæret sig selv som din kæreste." Han smilte skævt, og jeg vidste, jeg havde ret.
"Idiot." Jeg forbandede.
"Fortæl hende, at hun kan have dig helt for sig selv, jeg er ligeglad. Jeg vil ikke have dig, jeg skal tale med Kyle, og jeg er ude herfra. Du er ligeglad, det er tydeligt, men mens du er i dit fantastiskhedshumør, så gør det klart for din ikke-kæreste, at vi ikke har nogen form for forhold. Tak."
Jeg vendte mig om for at gå, da han trak mig tilbage.
Overrasket kunne jeg ikke gøre andet end at lade et lille gisp undslippe fra min hals og se Dylan Emerton fastholde mine hænder mod væggen. Han stod direkte foran mig, næsten så tæt, at jeg kunne se hans øjne tydeligt. Hvorfor brugte den Almægtige så meget tid på at perfektionere ham, bare for at han kunne manifestere dumme holdninger? Vi kan ikke få det hele, det ved jeg, men hvis bare han ikke var så selvfed og irriterende. Hvis bare...
"Dette kommer til at være direkte, men jeg er ærligt talt ligeglad. Jeg vil have dig."
Han hviskede hæst, hans ånde kærtegnede min nakke, fast og limet til den position. Jeg kunne ikke lade være med at skælve. Han var tæt på. For tæt.
Hvad synes du om bogen indtil videre? Skriv en kommentar.