Kapitel 6
Jasmine vendte sig i rædsel for at beskytte sin søn. "Daniel... hvad vil du... hvad har du tænkt dig at gøre?"
"Hvad laver du her?! Jasmine har allerede afsonet fem år – er fem år i fængsel ikke nok til at gøre bod?" Richard trådte frem foran Jasmine, og stirrede vredt på Daniel med øjne, der glødede af raseri.
"Bod?" Daniel lo. "Hvordan skulle hun nogensinde kunne betale tilbage, hvad hun skylder mig? Måske skal jeg bare tage mig af denne lille møgunge her?"
Jasmine stirrede på Daniel med rædsel; hun vidste, at han mente det alvorligt. Desperat faldt hun på knæ. "Daniel, jeg vil gøre alt, hvad du beder mig om; bare giv mig et par dage. Jeg bønfalder dig, vær sød."
Alt, hvad hun ønskede, var at komme tilbage og være sammen med sit barn. Var et par dage for meget at bede om?
"Jasmine, rejs dig! Han tør ikke skade os," sagde Richard blidt, selvom hans hjerte smertede ved synet af hende. Hun havde ikke altid været sådan. Fortidens Jasmine var som en ren hvid rose, men nu...
"Tror du, jeg ikke tør?" Daniel hånede. "Richard, ved du ingenting om verden?"
Med en afslappet bevægelse af Daniels hånd, stormede hans livvagt mod Richard og landede et solidt slag. Richard var høj og muskuløs, hærdet af mange års arbejde på byggepladser. Han var ikke en, der trak sig tilbage fra en kamp.
Men Daniels håndlangere var i overtal; fem livvagter sværmede over ham og satte ham hurtigt i en ulempe.
"Stop... vær sød, Daniel! Jeg bønfalder dig, stop!" Jasmine råbte, faldende på knæ foran Daniel og tryglede ham om at standse overfaldet. "Jeg vil gøre alt, hvad du vil, bare skån min bror. Jeg bønfalder dig."
"Lad være med at bede ham!" Richard råbte desperat, mens han forsøgte at komme sin søster til undsætning, men han kunne ikke bryde fri fra livvagternes greb. "Hvis du har modet, så slå mig ihjel."
"Du vil gøre alt, hvad jeg vil?" Daniel hånede og løftede Jasmines hage med sin hånd. "Du er virkelig noget, er du ikke?"
"Slip min mor!" Justin kastede sig frem og bed sig fast i Daniels hånd.
Daniels blik blev mørkere, da han kiggede ned på den trodsige dreng. Hans hånd løftede sig, klar til at slå.
"Smæk!" Slaget, der var ment til Justin, ramte i stedet Jasmines kind.
Jasmine trak hurtigt Justin tæt ind til sig; hendes øjne var fyldt med en blanding af årvågenhed og raseri, mens hun stod over for Daniel. "Rør ikke min søn."
Manden, der stod foran hende nu, væmmede hende dybt.
Hvad der væmmede hende endnu mere, var det faktum, at hun havde elsket denne mand i mange år.
Daniels raseri intensiveredes, da han så Jasmine beskyttende holde det, han kaldte en 'bastard'. "Jasmine, vil du stadig ikke fortælle mig, hvem den anden mand er? Hvem har faderet denne bastard, som du er så ivrig efter at beskytte?"
Daniel foragtede, at hun aldrig afslørede identiteten på Justins far.
Jasmine holdt Justin tæt, både mor og søn lignede vilde dyr, der var klar til at bide.
Da hun forblev tavs, blev Daniel endnu mere vred. "Tag dem begge. Nu!"
"Jasmine! Justin..."
Richard forsøgte at gribe ind, men blev slået bevidstløs af et slag fra en livvagts knippel.
"Richard!" Jasmines skrig blev afbrudt, da hun blev skubbet voldsomt ind i en bil.
Daniel havde ret; de havde ingen chance mod hans magt.
De syntes skæbnebestemt til at blive trampet under fode af folk som ham for livet.
Bilen standsede uden for et hus, og Jasmine holdt Justin tæt, mens hun betragtede Daniel mistroisk. "Hvad har du tænkt dig?"
"I den næste måned glemmer du alt om at gå nogen steder. Bliv her og få din styrke tilbage, for om en måned skal du donere en nyre til Serena." Daniel steg ud af bilen og rystede sin hånd, såret af Justins bid. "Slyngel!"
"Herre Daniel... har du lagt mærke til?" Chaufføren steg ud og hviskede til Daniel. "Drengen... han ligner lidt en Douglas, gør han ikke?"
Daniel tøvede, hans ansigtsudtryk ændrede sig, da han ubevidst kiggede tilbage på den stædige skikkelse i bilen.
Der var ingen tvivl; drengen havde det karakteristiske udseende af Douglas-klanen.
Men Daniels humør mørknede hurtigt igen, hans stemme en iskold irettesættelse. "Du snakker for meget!"
Han vidste uden tvivl, at han aldrig havde lagt en hånd på Jasmine. Da de datede, idoliserede han hende og svor, at han ikke ville have sex med hende, før de var gift. Alligevel var det Jasmine, der ikke kunne udholde ensomheden og søgte selskab hos en anden mand langt tidligere!
"Ud!" Barnepigens tålmodighed slap op, da hun kaldte på Justin for at forlade bilen, men drengen, som en ung ulvehvalp, der gemmer sig i sin hule, nægtede at røre sig.
Irriteret løftede barnepigen hånden for at slå Justin, men blev bidt af ham som gengæld.
"Din lille bæst; hvordan vover du at bide mig!" råbte hun og greb en kost for at slå ham.
Jasmine, næsten refleksivt, beskyttede barnet med sin egen krop og tog slaget på ryggen. Det var smertefuldt, men hun var blevet vant til det.
"Hvad er al den larm?"
Fra anden sal i Douglas-residensen lød en mands dybe stemme fra balkonen.
Barnepigen, forskrækket, vendte sig om og undskyldte gentagne gange. "Herre Ethan, jeg beklager min indtrængen og forstyrrelsen af din hvile."
Manden rynkede panden, da hans blik faldt på Daniel.
"Bro... hvorfor er du tilbage?" Daniels hjerte strammede sig. Det var usædvanligt for Ethan at vende tilbage til dette hus; hvad bragte ham tilbage i dag?
"Hvad, må jeg ikke komme tilbage?" Ethan svarede med en kølig forespørgsel.
Daniel sænkede hurtigt sit blik. "Det var ikke det, jeg mente."
Alle i Sølvlys By vidste, at Douglas-familien ikke var en at spøge med, og Ethan var familiens søjle.
Denne mand, med sine evner og familie baggrund, var urørlig for alle i Sølvlys By.
Inde i bilen strammede Jasmines fingre sig om hendes barn ved lyden af den stemme... Hvorfor lød den så bekendt?