Kapitel syv - Fuldmånen
Jeg havde været her for længe. Nu var der en anden Alfa på vej? Var én ikke nok? Nej, denne her var Alfa Kongen. Kongen af alle selvoptagede Alfaer. Gabe lod mig ikke tage af sted, ikke før fuldmånen, og jeg havde formået at skifte. Hvis jeg ikke skiftede, mens jeg var sammen med ham, hvad fik ham så til at tro, at fuldmånen ville gøre en forskel?
Jeg ønskede bare at tage hjem. Men jeg havde ikke noget hjem, så dette var mit næstbedste valg. Dog var der her en hun-ulv, der ønskede at rive hovedet af mig. For et par nætter siden, efter Gabe havde taget mig med til sit værelse og ladet mig overnatte der, kom Gingers ældre søster Kenzie ind i rummet.
"Hvem er der?" kaldte jeg ud i mørket.
Gabe var ikke kravlet i seng med mig den nat.
"Hvis du laver én forkert bevægelse, tøver jeg ikke med at rive hovedet af dig." Kenzies kolde stemme lød.
"Hvad?" Jeg trak benene op til brystet.
"Jeg ved, at du er en spion. Vi kan lugte din slags her."
"Du kan ikke bevise, at jeg er en spion!"
"Provokerer du mig?"
"Nej, jeg er bare—"
"Jeg beskytter det, der er mit. Husk, én forkert bevægelse, og du er død."
Ligesom hun kom, forsvandt hun ind i mørket. Min ene forkerte bevægelse kunne være min manglende evne til at skifte. Så jeg pakkede mine ting i det værelse, Lyle havde ladet mig blive i. Lyle og Dec havde holdt øje med mig konstant. Men da Alfa Kongen var på vej med en hær, blev de travle. Dette var min chance for at smutte væk og finde en anden by, helst uden ulve.
Den bedste tid til at stikke af var, før fuldmånen besluttede sig for at vise sig i aften. Jeg listede ud af min lille bur og ind i gården. Porten var i sigte. Markerne var åbne, og jeg var på vej til en glorværdig flugt, da min taske blev revet af min ryg, og min arm blev grebet som en kvist fra jorden.
"Hvor tror du, du skal hen, Lille Ulv?" Dec brølede af grin.
"Hjem?"
"Sagde du ikke, at du ikke kunne huske, hvor det var?" Lyle løftede et øjenbryn.
"Ugh, I kan ikke holde mig!"
"Lad os gå." Dec slæbte mig til huset.
Shiftere kom ind og ud, nogle i deres faktiske ulveformer.
Kenzie stoppede os ved døren. "Hvad fanden laver I her? Burde I ikke være ved Østskoven?"
"Gabe tager sig af det. Han har os på Lille Ulv-opgaver."
Kenzie rynkede panden af mig. "Hun er ikke en ulv."
"Selvfølgelig er hun det." Lyle slog mig på ryggen.
Jeg skar ansigt.
"Smid hende ind i hendes værelse. Vi har ting at gøre." sagde Kenzie.
"Jeg vil hellere hænge ud med Lille Ulv," sagde Dec.
Jeg ville hellere finde den næste bus væk herfra.
"Det her er alvorligt, Dec. Dean er her."
"Nå, det ændrer tingene." Lyle smed min taske i mine arme og ændrede min kurs.
"Hvem er Dean?"
"Alfa Kongen. Du behøver ikke bekymre dig om ham. Bekymr dig om at skifte om et par timer."
Døren smækkede i mit ansigt. Mission mislykket.
Det skarpe hvide månelys sivede ind i mit værelse. Det var tid. Jeg gjorde, hvad Gabe bad mig om med at kalde min ulv frem indefra, men intet af det virkede. Måske var jeg slet ikke en ulv. En banken lød på min dør. Mere som en hammer, der landede på den.
Jeg svingede den op og skærmede mine øjne. "Hvorfor er du nøgen, Lyle?"
"Hvorfor er du ikke?"
"Du er sindssyg!"
"Kom nu, Gabe venter på dig. Han er på kanten."
Han må hellere ikke være nøgen, tænkte jeg for mig selv. Jeg prøvede at holde mine øjne på månen over mig, så indså jeg, at jeg kunne ende med at snuble, så jeg stirrede på græsset og derefter træerne. Alt for at undgå at kigge på en muskuløs og meget nøgen Lyle. Fra det hurtige blik på ham indså jeg, at han havde flere tatoveringer på sin krop.
"Kom nu, Lille Ulv, lad være med at opføre dig som om, du aldrig har set en nøgen mand før." Han lo.
Jeg stirrede vredt, "Det kan jeg forsikre dig om, at jeg ikke har."
Lyle stoppede, og denne gang måtte jeg kigge på hans ansigt.
"Fortsæt."
"Hvad?"
"Gabe venter på dig."
Han efterlod mig ved mundingen af en tæt skov. Hvor pokker ventede Gabe? I et træhus? Jeg tvivlede på, at der var noget jord, der ikke var optaget af et træ der. Alligevel vadede jeg gennem træerne, indtil jeg kom til en lysning, hvor der kun var græs. Det var som en mytisk baghave bag træerne. Jeg fandt endnu en nøgen mand.
Jeg sukkede. Gabe stod med ryggen til mig. Hans faste bagdel måtte fange en del vind herude.
"Kan du lide udsigten?" sagde Gabe.
Mine øjne blev store.
"Kom nu, Layla. Jeg har ikke hele natten." Gabe vendte sig endelig om.
Mine øjne blev som tekopper. Hjørnerne af Gabes mund trak sig i et smil. Han lukkede afstanden mellem os. Duften fra ham var overvældende, det gjorde mine trusser fugtige og mine brystvorter hårde. Gabe trak i min topstrop.
"Tag den af." hviskede han. "Når du skifter, mister du dit tøj."
Under enhver anden omstændighed ville jeg have kæmpet imod, men denne gang trak jeg alt af. Inklusive undertøjet. Jeg krammede min krop, følte mig alt for udsat. Gabe drak mig ind, skyggen i hans øjne gik fra mørk til krystalklar.
"Jeg kan ikke gøre det her, Gabe."
"Det kan du. Bare fald ind i måneskinnet. Kæmp ikke imod, Layla."
Han lukkede øjnene og skar en grimasse.
"Kæmper du imod?" spurgte jeg.
Han nikkede. "Jeg har ikke meget tid. Kom nu." Han gøede.
"Jeg siger dig, jeg kan ikke. Måske er jeg ikke en ulv."
"Det er du. Jeg kan lugte det. Jeg ved også, at du er i løbetid."
"Hey!"
Han lo. Men det varede ikke længe, før han knurrede. Jeg så hans tænder skærpe sig til en spids. Skulle jeg løbe?
"Jeg kan ikke." Jeg bakkede ind i et træ.
Gabe knurrede og greb sit hoved. "For fanden."
Han gik ned på knæ, og som en varm kniv gennem smør forvandlede han sig til et massivt sort bæst. Normale ulve var ikke så store. Gabes bæst nåede mig til armhulerne. Han viste tænderne mod mig, mens hans øjne gik fra blå til røde.
Jeg sank en klump. Han vidste ikke, hvem jeg var. Han knurrede og rykkede fremad. Havde jeg brugt min sidste chance? Da jeg troede, han ville springe, sprang han fremad og forsvandt ind i træerne. Jeg hørte grene knække og træer falde bag ham.
Jeg faldt sammen på græsset og holdt min ømme brystkasse. Alt jeg følte, var smerten i brystet og den ubehagelige følelse mellem mine ben fra at være liderlig. Forbandede Gabe for at gøre tingene så akavede.
"Layla..." kom en hvisken.
"Hvem er der?" Jeg sprang op.
"Kom, Layla..." sagde en feminin stemme.
Jeg var ikke dum nok til at følge ukendte stemmer i vinden.
"Følg mig, Layla."
"Nej, det tror jeg ikke, jeg vil." sagde jeg og samlede mit tøj op.
"Kom til mig, Layla."
Jeg tabte min skjorte. Mod min vilje begyndte mine ben at bevæge sig. En kontakt blev slukket i mit hoved. Jeg havde ingen kontrol over min krop. Jeg var i nåde af den åndelige stemme i mit hoved.
"Søen..." beordrede den, og jeg var nødt til at adlyde.
Kunne jeg ikke svømme! Søen selv var uhyggelig. Vandet var sortlilla med bobler, der dannede sig ud af det. Alt jeg kunne gøre, var at se med store øjne, mens jeg gik mod min undergang. Før jeg trådte i vandet, jog en knurren mig. Det var den mest kontrol, jeg havde over min krop.
En brunlig rød ulv viste tænderne mod mig fra min højre side. Fantastisk. Jeg skulle dø alligevel, uanset hvad jeg gjorde. Det kunne bare have været mig, men ulven virkede større end Gabe. Ulven knurrede og gøede ad mig, men der var intet, jeg kunne gøre for at stoppe mine ben.