Kapitel fem - Alfaens inspektion
Gabe brød ud i latter. "Det var det sidste, jeg forventede, du ville sige."
Han gik rundt om mig. "Hvad skjuler du? Har du en optager på dig?"
"Smut ad helvede til." Hvor jeg fandt styrken til at fortsætte med at fornærme en Alfa, jeg ikke kendte, ved jeg ikke. Jeg ville ønske, jeg ville stoppe, for han var nødt til at blive vred.
"Det er bare dig og mig nu. Tvinger de dig til at gøre dette?"
Jeg lukkede øjnene. "Ingen tvinger mig til noget. Jeg vågnede i din flok for et par uger siden. Jeg husker ingenting. Jordan fandt mig og hjalp mig med at finde et sted at bo."
Gabe landede på sin seng. "Jordan? Hvorfor fortalte hun mig det ikke?"
Jeg trak på skuldrene, "Jeg er ikke en spion."
"Så længe du ikke husker, hvem du er, eller hvordan du endte på vej til min flok, kan jeg ikke udelukke det."
"Hvad?"
Han rejste sig, denne gang kom han ansigt til ansigt med mig. Hans tætte nærhed fik mig til at ryste.
"Dine øjne har en interessant farve, synes du ikke?"
Jeg nikkede.
"Hvorfor?"
"Jeg ved det ikke." Jeg prøvede at komme væk fra ham, men han greb fat i min arm og trak mig ind til sig.
"Vil du tage dit tøj af?"
"NEJ!"
"Vil du miste det, når du skifter?"
"Vil du have, at jeg skifter? Jeg ved ikke hvordan?"
"Selvfølgelig gør du det. Du er en ulv."
"Jeg kan ikke huske det." Jeg frigjorde mig og gik hen mod døren.
Gabe nåede derhen før mig og blokerede min udgang. Han måtte være fem år ældre end mig.
"Rolig nu, skat, det er ikke noget seksuelt. Jeg vil bestemme, hvilken type ulv du er."
Jeg gik tilbage til sengen. Ethvert sted langt fra Gabe var godt nok.
"Du vil ikke lade mig gå uden at gøre det, vel?"
Han trak på skuldrene.
"Alt?"
"Du kan beholde dit undertøj, men du får det ikke tilbage."
Det kunne jeg leve med. Jeg trak min trøje over hovedet. Jeg holdt øjnene på Gabe. Han sagde, det ikke var noget seksuelt. Jeg holdt øje med hans reaktion. Min top ramte gulvet. Jeg knappede mine bukser op og trak dem ned. Hans vejrtrækning var rolig. Hans øjne blev ikke engang store. Jeg sparkede mine sko af og modstod trangen til at kramme mig selv.
"Okay." Gabe rettede sin ryg. "Lad os se, hvad du har."
"Jeg forstår stadig ikke, hvad du vil."
Hjørnerne af hans mund løftede sig. "Skift, Layla."
"Jeg ved ikke... hvad det betyder."
Han udstødte et blødt suk. "Du skal kalde på din ulv indefra. Den anden side af dig."
Jeg kaldte, men der kom intet svar. Jeg kiggede på Gabe. Jeg må have set håbløs ud for ham.
"Tag dit tøj på."
Minutter senere gik vi ud af hans værelse. Jeg følte mig utilpas, fordi han havde set mig ned til kun mit undertøj.
"Mine Betaer vil tage dig hjem."
"Kan de få mig ind?"
"Hvad mener du?" Han stoppede for at spørge.
"Jeg bor på et herberg for hjemløse piger. Dørene lukker klokken syv."
"Du behøver ikke blive der," sagde Gabe.
"Jeg har ikke noget andet sted at gå hen." Ordene trak i mit hjerte og mindede mig om, at jeg var alene.
"Bliv her," sagde Gabe.
"Nej! Hun bliver ikke her. Du inviterer fjenden til at bo i dit hus? Centrum for vores forsvar, er du skør?" råbte ældre Ginger, mens hun marcherede hen imod os.
"Lige nu kan vi ikke bevise, at hun er en spion. Hun har hukommelsestab. Noget disse overaktive hvalpe ville have vidst, hvis de havde lavet ordentlig efterforskning." Gabe sendte de tre ulve et skarpt blik.
Hvad hvis jeg virkelig var slangen i græsset?
"Nå, her er det så." sagde Lyle om en faldefærdig trædør, der førte til et rum bag huset.
Jeg hævede øjenbrynene ad ham. Lyle var den med en ærme af tatoveringer på sin arm.
"Slaverne bruger normalt dette rum."
"Selvfølgelig." sukkede jeg.
Lyle trak på skuldrene, "Du kan lige så godt vænne dig til det. Du ender måske med at blive en af dem."
"Hvorfor i alverden ville du sige det."
Lyle grinede. "Alle slaverne her har ingen ulve."
"Jeg har en ulv." I det mindste troede jeg, at jeg havde.
"Du ville have skiftet, hvis du havde." Han klappede mig på ryggen og gik væk.
Efterlod mig til at stå over for hvad end modbydelige ting, der lå bag den røde trædør.
Jeg greb tæppet omkring mig til brystet. Sved klistrede til min skjorte. Store røde ildkugler fløj mod mig, før mine øjne åbnede sig, og jeg sprang op i sengen. Madrassens fjedre truede med at kaste mig over.
Jeg kiggede på tiden på mit armbåndsur. Otte-treogtredive, stod der.
"For pokker."
Jeg havde ikke lyst til at vide, hvor bruseren var i dette sted. Det var nok ikke meget af en bruser alligevel. Takket være Ginger og hendes oprørske bande mistede jeg min taske.
"Jeg vil bare væk herfra."
Jeg løb lige ind i Lyle, før jeg kunne forlade ejendommen. Han greb min arm og førte mig tilbage til hovedhuset.
"Jeg skal i skole!"
"Du er allerede forsinket. Desuden er der kommet en advarselsopkald." Hans grønne øjne så en skygge blegere ud i solen.
"Hvad er det?"
"Vi gør det bare i tilfælde af invasioner. For at forhindre masseskader."
"Ingen skole?"
"Niks. Dine venner er her."
Jeg rullede med øjnene. "De er ikke mine venner."
"Virkelig? De har taget dine ting med."
Lyle efterlod mig i stuen og forsvandt. Fantastisk. De tre musketerer dukkede op. Sam havde min taske foran sig. Gingers næse var rynket, og hendes arme var krydsede over brystet.
"Det her er noget vrøvl, vi burde være derude." sagde Ginger.
"Tag det roligt, Ginger. Dare Pack er ikke en almindelig flok. De har udslettet flokke for mindre." skældte Ash.
Ginger rullede med øjnene. Sam rakte min taske frem, som så en smule tungere ud end da jeg mistede den i går.
"Vi smuttede forbi herberget for at hente dine ting." sagde Sam.
Ginger fnøs, "Praktisk talt ingenting."
Ash rystede på hovedet ad hende.
"Tak... Jeg har ikke meget."
Råb og fødder, der trampede ind i huset, stjal den næste bemærkning fra Gingers mund. Gabes hævede stemme sammen med hans betas stemmer fyldte huset. Hvad fanden?
"HVOR I ALVERDEN ER HUN?"