Kapitel 2 - Hold pigerne
Han løftede mig som en fjer og kastede mig ind i bagagerummet på sin bil som en sæk og smækkede den tunge metal dør i.
"Hey!" Jeg skyndte mig hen til døren, men det var for sent. Jeg hamrede mine håndflader mod dørene, men det var nytteløst.
"Layla." En lille stemme hviskede.
Jeg vendte mig om netop som bilen begyndte at køre.
Jeg talte seks piger foran mig. Dækket i aske og klædt i blondekjoler som mig. Pigen, der kaldte på mig, hjalp mig med at bygge det bål, der brændte vores lejr ned. Tårerne fyldte mine øjne.
Hun løb hen til mig, og vi kolliderede i en omfavnelse.
"Alle er væk." Hun hviskede.
Jeg lod tårerne falde stille, selvom jeg havde lyst til at skrige ud i natten. De andre piger kravlede hen til os, og vi dannede en stor omfavnelse.
"Hvor tager de os hen?" Spurgte jeg efter en halv times kørsel.
Cora trak på skuldrene, "Det sagde de ikke."
"Hvad vil de gøre med os?" Spurgte jeg igen.
"Vi kan kun spekulere." Sagde Kate.
Jeg havde kendt alle disse piger siden jeg var barn, og nu var vi de sidste af vores lejr. Det var svært at leve med at vide, at alle, du elskede, var væk. Det var smertefuldt at være i live.
"Din mor var meget modig. Hun kæmpede til det sidste." Sagde Monica.
Jeg kiggede væk, så hun ikke ville se mine øjne fyldes med tårer.
"Din far forlod os heller ikke. Han kæmpede for alle de efterladte." Sagde Cora.
Min krop rystede, og mit hjerte bankede så hurtigt, at jeg troede, det ville eksplodere.
"Derfor kan vi ikke lade dem dø forgæves." Sagde jeg.
"Hvad siger du, Layla?" Spurgte Cora.
"Disse bøller dræbte alle i vores lejr. Nu tror de, at de kan gøre, hvad de vil med os? De kan lige så godt gøre det af med mig, for jeg vil ikke være nogens slave."
"Vær ikke dum. Vi kan ikke kæmpe mod dem. Du så, hvad de gjorde, og ikke en eneste af dem forvandlede sig til en ulv."
"De er ikke ulve. De er monstre!" Skreg jeg.
"Hybrid. Jeg så det i deres øjne. Ægte ulve kaster en refleksion af deres ulve i deres øjne, disse gjorde ikke. Deres sjæle er bundløse og mørke." Sagde Kate.
Bilen standsede brat, og vi blev alle kastet fremad.
"Vi må løbe." Sagde jeg.
"Det er dumt, vi vil alle dø ligesom de andre." Sagde Cora.
"Det er bedre end det, de vil gøre ved os."
"Stop Layla. Jeg ved, du vil have hævn for dine forældre og for vores lejr, men vi må overleve i dag, så vi kan kæmpe i morgen."
Metal dørene åbnede, og vi skælvede alle. Fyren, der dumpede mig herinde, åbnede dørene helt.
"Ud." Befalede han. "Ingen narrestreger, piger. Opfør jer ordentligt, og det bliver ikke så slemt for jer."
Vi kom ud én efter én. Pigerne holdt deres hoveder nede. Ild blussede i mig. I vores lejr blev vi fortalt aldrig at holde vores hoveder nede. Jeg var den sidste, der steg ud, og jeg kiggede min fjende direkte i øjnene, da jeg gik forbi ham.
Han greb fat i min talje, og det krævede alt i mig ikke at bide ham i armen.
"Det er ikke værd at kæmpe." Sagde han.
Han lod sin hånd falde, og jeg fortsatte med at gå med pigerne.
De låste os inde i et lille rum med et lille vindue. Jeg pressede mit øre mod døren for at høre noget nyttigt. Mit rastløse fidget gjorde pigerne irriterede.
"Hold op, Layla. Du bør hvile." Sagde Cora.
Den orange morgensol sivede gennem vinduet. Jeg havde ikke fået sovet hele natten. Jeg blev ved med at se dem i mørket af mit sind.
"Er Killian her?"
Jeg spidsede ører, da jeg hørte stemmer fra den anden side af døren.
"Ja." Lød svaret.
"Fik du det?" Sagde en mand med en hæs stemme.
"Nej, Alfaen ville selvfølgelig ikke give sig. Vi gennemsøgte hele den forbandede landsby. Ingen tegn på stenen."
"For pokker!" Manden spyttede. "Der er ingen måde, de ville opbevare sådan noget et andet sted. Det må være der."
"Hvad vil du have os til at gøre?" Det lød som manden, der greb mig på vejen.
"Gå tilbage og led efter det, selvfølgelig."
"Det bliver svært. Vi brændte hele lejren ned."
"Idioter!"
"Rolig. Vi fik nogle af pigerne."
"Hvorfor skulle jeg bekymre mig om det? Jeg vil ikke have gidsler. Jeg vil have månestenen." Han råbte.
"Hvad vil du have, vi skal gøre med dem så?"
"Tror du, jeg giver en skid? Find stenen. Fejl er ikke en mulighed."
De ville dræbe os. Min fars sidste ønske var, at jeg skulle beskytte månestenen. Jeg måtte finde en måde at få fat i den, før de gjorde. En af dem nærmede sig døren. Jeg rykkede bagud. En mand klædt i mørkt læder åbnede døren og grinede.
"Okay piger, op med jer."