Kapitel 4
De store døre åbnede sig langsomt, en blød fløjtelyd ledsagede bevægelsen, mens den blide forårsluft skyndte sig ud gennem åbningen. En delikat krydret duft blandede sig med den lette blomsterduft og omsluttede Thalia som en kær ven, og lokkede hende frem på vaklende ben for at træde ind i rummet efter fru Thorton. Hendes hjerte bankede i brystet som en fanget fugl, hvilket fik hendes lunger til at gøre ondt.
Rummet lignede meget af det, Thalia havde set af ejendommen. Blegt vaniljesollys strømmede ind gennem flere høje, men smalle vinduer, mens marineblå gardiner bølgede i brisen, der kom gennem de åbne ruder. Det mønstrede marmorgulv reflekterede det dovne sollys blødt. Hovedfarven var en blød mælket kaffefarve med tynde sorte rektangler, der indrammede striber af fløde for at skabe et indviklet rosettemønster, der spredte sig fra væg til væg, hjørne til hjørne.
Rummet manglede ikke møbler eller dekoration. Cremefarvede vægge var indrammet af mønstrede lister ved loftet og gulvet, mens et tungt forgyldt guld-spejl hang over en marmorkamin stor nok til at rumme en lille familie. De små sofaer og lænestole omkring et ottekantet sofabord var lavet af marineblå fløjl og så bløde ud som skyer, der inviterede alle til at klatre op på dem og sove. Malerier af smukke landskaber og romantiske scener hang stolt på væggene, og flere krystalvaser var spredt rundt fyldt med rene hvide liljer.
Dog var det det fjerneste venstre hjørne, der fangede Thalias nervøse opmærksomhed.
Gulv-til-loft specialhylder holdt bøger af forskellige størrelser og tykkelser, placeret på hylder mellem tunge bogstøtter og buster af blide damer eller generaler og krigere på majestætiske heste.
Foran alt dette stod et gigantisk tungt egetræsskrivebord, som Thalia gættede på var mindst hundrede år gammelt og stort nok til at blive forvekslet med en seng. Og bag skrivebordet, dækket af papirarbejde, en lampe og en bærbar computer og telefon, sad en mand, som Thalia kun kunne beskrive som en Adonis.
"Som anmodet, sir, dette er Thalia Georgiou, den nye erhvervelse." Fru Thorton talte op, da hun kom til en brat standsning foran manden, der lænede sig tilbage i sin stol.
"Georgiou?" En rig dyb stemme slap ud af ham med interesse. "Græsk?"
Tavsheden strakte sig mellem de tre, før den strenge blonde rømmede sig og gestikulerede til Thalia om at tale.
"Øh. Ja." hviskede Thalia, hendes kinder blev varme under både denne fremmedes og fru Thortons blik.
"Desværre," fortsatte fru Thorton med en fejlfri professionel ynde, som de fleste personlige assistenter ville være misundelige på, mens hun åbnede mappen i sine arme og tastede på tabletten, hvis kolde blå skær oplyste hendes strenge træk. "Hun er ikke helt, hvad du bad om, men jeg er blevet forsikret om, at hun er intakt, og hun er fra en Alpha-blodlinje. Vi er i gang med at spore hendes flok for at bekræfte det.
"Indledende observationer er, at hun er underernæret og i øjeblikket har en række skader, der skal undersøges og muligvis behandles.
"Fuldblod er blevet anmodet om at bekræfte, at der ikke er nogen sygdomme, der kunne påvirke levedygtigheden. Vi skal også fastlægge hendes cyklus, men ellers ser frøken Georgiou ud til at være en egnet kandidat."
Manden rejste sig langsomt og tårnede sig op over begge kvinder, da han gik ud fra skrivebordet. Thalia vidste, at hun var omkring 1,63 meter, så hun gættede på, at denne mand var mindst 1,88 meter med en mørk, imponerende aura, der passede til den tårnhøje størrelse. Han var ikke en varulv, det kunne Thalia skelne, men Thalia kunne også fortælle, at han ikke var menneske. Hans himmelblå øjne stod i kontrast til hans gyldenbrune hud og mørkeblonde øjenbryn og perfekt stylet hår. Hans træk var skarpe, men smukke, som dem, der besiddes af modeller eller guder. Det var let at se, at under den skarpe hvide skjorte, skifergrå vest og bukser, der uden tvivl var skræddersyet i Italien eller Savile Row, lå en krop hård af muskler og alligevel slank som krigerne afbildet i så mange statuer.
Men på trods af at han så ud som om han var velsignet af guderne, kunne Thalia ikke lade være med at føle sig urolig ved ham. Noget under det fine ydre var farligt og mørkt, langt mørkere end noget Thalia nogensinde havde oplevet eller været vidne til før, og hun mærkede sin ulv røre på sig ved antydningen af en mulig trussel.
"Det er en fornøjelse at møde dig, Thalia." Manden talte med en varm tone, mens han satte sig på skrivebordet, de lange ben strakt ud foran sig. "Mit navn er Dante Connaught."
"Det er også rart at møde dig, hr. Connaught." Hviskede den lille ulv og holdt blikket nede.
"Vær venlig, kald mig Dante." Dante smilede og viste perfekte hvide tænder og en lille smilehul i højre kind. "Ved du, hvorfor du er her?"
Thalia rystede på hovedet. Indtil videre havde hendes oplevelse været temmelig ejendommelig. Hun var blevet bedøvet og vågnede derefter i et smukt overdådigt værelse, fik lov til at bade og fik nye klæder. Nu snakkede frk. Thorton om hendes helbred og 'at være intakt', hvad det så end betød, og hendes nye herre talte til hende næsten som om de var ligemænd.
Nej, hun havde ingen idé om, hvorfor hun var her, og ærligt talt var det hele ret overvældende!
"Jeg vil gerne hjælpe dig, og til gengæld har jeg brug for din hjælp med noget." Forklarede Dante og skubbede sig væk fra skrivebordet og nærmede sig Thalia langsomt, hans bevægelser som en kat, der sniger sig ind på en mus. "Hvordan lyder det, Thalia?"
Thalia så med opspilede øjne, da denne kæmpe af en mand stoppede blot få centimeter fra hende, hvilket tvang hende til at bøje nakken for at se op på ham. De hypnotiske blå øjne glimtede legesygt, men noget meget mørkere gemte sig i de himmelske kugler.
"Du betalte for mig, hr. Conn... Dante. Jeg er til din tjeneste." Svarede hun til sidst og huskede, at hun var en ejendom her. Hun skulle sørge for, at det, hun sagde, behagede hendes nye herre.
Lars var så grusom, som man kunne være, hvis han ikke kunne lide noget. Hvor mange gange havde han fået Thalia tævet bare fordi hun ikke havde gjort eller sagt noget rigtigt? Mens Dante Connaught så ud som enhver gentleman, var der ingen måde at vide, hvordan han kunne være. Han kunne være meget værre end Lars og hans håndlangere.
"Jeg har måske betalt for dig, men jeg vil have, at du tænker på det som ikke mig, der ejer dig, men mig, der køber din frihed, og til gengæld har jeg bare brug for, at du gør noget for mig."
"Og hvad er det, du har brug for, at jeg gør?" Spurgte Thalia forsigtigt.
Dante smilede, noget rovdyragtigt gemte sig bag det perfekte ansigt. Med den korte afstand kunne Thalia se de spredte fregner over Dantes kinder og næseryggen samt den enkelte mørke fregne under hans venstre øje.
"Foreløbig, Thalia, har jeg brug for, at du hviler og heler. Du har tydeligvis været igennem meget i dit korte liv." Svarede Dante. "Frk. Thorton her vil tage dig med til vores læge, og så vil jeg meget gerne have, at du deltager i middagen i aften, så vi kan diskutere dit ophold her."
Det virkede simpelt nok, men Thalia kunne ikke ryste følelsen af, at der var noget mellem linjerne, som hun ikke kunne tyde. Hun tænkte på at nægte, men hun vidste udmærket, at hun ikke var i en position til det. Hun var svag, og hun havde ingen idé om, hvordan hun skulle komme ud herfra. Oven i det havde hun ingen idé om, hvor hun var, eller nogen måde at kontakte sin familie for at få hjælp. Mens noget ved Dante skræmte Thalia, behandlede han hende bestemt bedre end de andre.
Men uanset hvordan hun malede det, var hun stadig en fange. Hendes bur var bare blevet opgraderet til noget vildt imponerende.
"Okay." Hun nikkede blidt og så, hvordan endnu et smil bredte sig over den høje mands ansigt.
"Så er det afgjort," annoncerede Dante og bevægede sig elegant tilbage til sit skrivebord. "Ms. Thorton, sørg venligst for, at vores gæst bliver tjekket af lægen, og bring hende derefter til spisestuen klokken otte. Jeg vil få kokken til at forberede noget i overensstemmelse med lægens instruktioner."
"Selvfølgelig, Mr. Connaught, det bliver en fornøjelse." Svarede Ms. Thorton med et diskret buk, før hun vendte sig mod Thalia. "Kom med denne vej, Thalia, vi har meget at gøre inden din middag, og vi vil ikke komme for sent."
Thalia mærkede, at Ms. Thorton greb fat i hendes arm blidt, men med nok fasthed til at minde hende om, hvem der bestemte. Selvom hun ønskede at stille flere spørgsmål, kunne Thalia kun følge Ms. Thorton, da den blonde kvinde førte hende mod dørene som en kvinde med en mission. Thalia kunne ikke lade være med at kigge tilbage på den mystiske mand bag hende og fangede et glimt af ham, der kiggede på hende, før dørene lukkede og blokerede udsigten.
Den kliniske skarphed i lægens kontor var næsten blændende for Thalias følsomme øjne, som stadig var vant til den dystre belysning i hendes tidligere fængsel. Det virkede som om, at naturligt lys var velkomment her med vinduer, der lod så meget lys som muligt komme ind. Thalia havde været i ærefrygt over det imponerende gotiske ovenlysvindue, der prydede atriumet, som syntes at være centrum for den gigantiske bygning.
Det var ikke gået Thalia forbi, at trods de mange korridorer og døre, de havde passeret for at komme til dette kontor, syntes ingen af dørene at føre til omverdenen; en tanke, der fik Thalias hud til at krybe som ål, der snoede sig ind i hinanden.
Nu sad hun på en stilfuld hvid plastikstol i et lige så hvidt rum med andre lige så stilfulde plastikstole. På trods af en rund receptionsskranke var der ingen andre i det rummelige venteværelse end Thalia og Ms. Thorton, der sad og tastede på sin telefon.
Efter hvad der føltes som en evighed, åbnede en af dørene sig, og en midaldrende mand i en hvid kittel trådte ud. Hans skaldede hoved skinnede i lyset, og hans bløde, buttede hænder holdt om en mappe, mens han gik hen til dem.
"Ah, doktor McKinley." Ms. Thortons stemme brød den sterile stilhed, da hun rejste sig. "Dette er den nye patient, Thalia Georgiou. Mr. Connaught har anmodet om et helbredstjek og de sædvanlige blodprøver."
"Rigtigt, selvfølgelig." Mumlede doktor McKinley, mens han nervøst kiggede på Ms. Thorton, før han vendte blikket mod Thalia. Hans hjerterytme stammede hurtigt, og Thalia kunne lugte hans stress, den bitre smag gjorde hendes mund sur. "Denne vej, tak."
Thalia fandt sig selv følelsesløs, mens hun fulgte lægens og Ms. Thortons ordrer, da hun blev ført ind i et undersøgelsesrum og fik besked på at skifte til en hvid hospitalskjole. Ms. Thorton satte sig pænt på en stol i hjørnet af rummet, mens lægen famlede for at finde handsker og andre redskaber til at hjælpe ham med hans mission. Det gik ikke Thalia forbi, at manden rystede en smule, men nok til at tabe sine handsker et par gange.
Denne mand var bange. Var det på grund af Thalia eller på grund af den blonde kvinde i hjørnet, der betragtede ham med samme kritiske blik som en vred kat.
"Normalt ville sygeplejersken tage dine blodprøver." Forklarede McKinley, da han satte sig på en skammel og rullede hen til siden af undersøgelseslejet, hvor den lille græske ulv lå. "Fortæl mig, hvornår havde du sidst menstruation."
Ms. Thortons latter var som et gøen, der forskrækkede både læge og patient. "Hun er en varulv, doktor. De har løbetider. Har du ikke læst de noter, jeg sendte dig? Ærligt talt. Hvorfor Mr. Connaught holder dig omkring, er mig en gåde. Frøken Georgiou, hvornår gik du sidst i løbetid?"
"Øh..." Thalia mærkede sin kind blive rød af ubehag, hendes brune øjne flakkede mellem sin ledsager og lægen. "Det er måske et år siden..."
McKinley rynkede panden og noterede noget på sin clipboard. "Jeg kan se, at du før dette blev holdt under standard levevilkår med meget lidt ernæring. Jeg vil sige, at den manglende cyklus skyldes stress og dårlig kost. Varulve har brug for at skifte regelmæssigt og få masser af motion samt en god kost. Har jeg ret i at tro, at det også er længe siden, du har skiftet?"
Thalia nikkede genert. Det var faktisk alt for længe siden. I starten havde det været en pine at holde sin ulv i skak, men som årene gik, blev Maeve mindre responsiv, indtil hun ikke var mere end en svag tilstedeværelse bagerst i Thalias sind.
Det medfølende blik i lægens øjne fangede den unge hunulv uforberedt, og hun rykkede sig, da hans hånd blidt klappede hendes egen.
"Ikke at bekymre sig, Thalia." McKinley smilede venligt. "Jeg er her for at sikre, at du kommer tilbage til fuld styrke. Nu, hvis det er okay med dig, vil jeg tage noget blod, og så skal jeg tjekke din vægt, højde, ører og øjne."
Thalia nikkede blot og lukkede mentalt ned, så hun kunne udholde hele den intime proces. Hun var klar over, at hun var undervægtig, men hun følte sig urolig over, hvordan Ms. Thorton fortsatte med at lægge vægt på hendes reproduktive system. En underlivsundersøgelse bekræftede hendes jomfruelighed og at hun ikke led af nogen lidelser, mens doktor McKinley forklarede sine observationer og hvad han skulle gøre næste, som om han talte til et barn. Til sidst følte Thalia sig udmattet og skiftede taknemmeligt tilbage til det tøj, Ms. Thorton havde fået hende til at tage på, da dagen startede.
"Jeg vil skrive mine noter og sørge for, at du, Mr. Connaught, får en kopi." annoncerede doktor McKinley, mens han gik hen til sit skrivebord og fjernede sine handsker undervejs. "For nu, vitaminer, masser af rødt kød og mørke grøntsager. Komplekse kulhydrater, og for at være ærlig, ville et par fede desserter ikke skade. Testene vil bekræfte, hvad jeg allerede ved, nemlig at Thalias kortisolniveauer er for høje, så hun vil have brug for masser af hvile og måske overveje noget meditation. Endelig skal hun skifte og komme udenfor. Jo mere hun skifter, jo hurtigere vil hendes krop genopbygge og hele sig selv."
Thalia mærkede sit hjerte flagre ved omtalen af, at hun måtte komme udenfor og skifte. Hun havde ikke fået lov til at lade Maeve løbe frit gennem græsset og lege. Hun vidste ikke, om ulven overhovedet ville vide, hvad den skulle gøre. Ville hun overhovedet komme frem?
"Tak, doktor McKinley. Jeg skal nok lade vores arbejdsgiver vide det." Ms. Thorton nikkede, før hun kiggede på Thalia. "Kom, vi skal have dig gjort klar til middag med Mr. Connaught. Vi vil ikke have, at du kommer for sent, vel?"
"Tak, doktor McKinley." Thalia kiggede genert på manden.
"Ingen årsag, Thalia." McKinley smilede. "Jeg ser dig om en uge til et opfølgende besøg. Sørg for at få dessert i aften. Kokken laver en lækker saltkaramel og chokolade ganache pudding."
Thalia kunne ikke lade være med at smile lidt ved det frække blink, lægen gav hende, før hun vendte sig om og fulgte efter Ms. Thorton til deres næste destination.