Kapitel 2
Den kølige morgenluft nappede igen i Thalias hud, mens hun trak sig ud af den varme komfort i den gamle SUV og pressede sig mod den lukkede dør, mens Marcus og den navnløse kravlede ud og stillede sig foran køretøjet. Marcus' utilfredshed med at være der strålede ud af ham i bølger, mens den anden mand virkede meget mere afslappet, næsten kedsom.
I næsten et minut skete der ingenting. Ingen trådte ud af den mørke sedan overfor dem. Ruderne var så tonede, at man ikke kunne se noget, og Thalia kunne fornemme, hvilken slags væsen der gemte sig i køretøjet. Hvem var disse mennesker? De så ud til at have penge, så hvorfor blandede de sig med typer, der tjente deres penge ved at kidnappe små piger og sælge dem videre til hvem som helst. Thalia kunne stadig tydeligt huske sin egen bortførelse, men af en eller anden grund havde Lars ikke solgt hende videre som de andre. Han havde holdt hende som en hund i et bur, kun ladet hende komme ud for at gøre rent og lave mad eller for at være nogens boksebold.
En af bilens døre åbnede og rev Thalia ud af sine tanker, og hun så en høj kvinde stige ud med ynde. Gennemborende blå øjne, farven af arktiske have, var sat mod flødefarvet hud. Hendes nordiske blonde hår var strammet tilbage mod hovedbunden i en stram knold, og postkasserøde læber var sat i en fast linje, der afslørede hendes åbenlyse afsky for mændene foran hende. Sorte stiletter gav vej til lange, formfuldendte ben, der forsvandt under en sort pencilnederdel, der startede lige over knæene og sluttede højt på taljen. En cremefarvet bluse med en sløjfe skjulte sig under en tætsiddende jakke i hundetandsmønster, afsluttet med messingknapper og sort kant.
Hun lignede en, der svømmede i penge, og samtidig hård som en katolsk skoleforstanderinde. Hendes energi fik straks Thalia til at krympe sig som et genert barn, der ville gemme sig for de hårde, granskende øjne.
Kvinden spildte ingen tid med at krydse den støvede rydning, de skarpe sten under hendes sko bremsede aldrig hendes sømløse gang.
"Ms Thorton, hvor rart at se Dem igen." Marcus talte op, men hans ord afslørede ikke hans sande følelser.
"Har De, hvad han bad om?" Ms Thortons tone var skarp og fast, og efterlod intet rum til tidsspilde.
"Ja." Den gamle ulv brummede og kiggede over skulderen. "Kom herhen, pige."
Thalia troede først, at hun havde hørt forkert. Der var ingen praktisk grund til, at hun skulle vise sig for denne skræmmende kvinde. Det var allerede bizart nok, at hun var blevet tvunget med på denne tur. Men da stilheden strakte sig, indså Thalia, at hun virkelig blev kaldt, og hun tog tøvende skridt fremad, indtil hun stod ved siden af Marcus, med blikket nedad og hænderne foldet foran sig.
"Hende?" Kvinden bjæffede, uimponeret. "Hun ligner en, der ikke har set indersiden af et badeværelse i årevis. Han vil ikke acceptere hende. Vi sagde, vi ville have en, der var i god stand. Denne pige ligner en, der er ved at falde død om hvert øjeblik."
"Ja, men hun er det bedste, vi kan skaffe på kort varsel." Den navnløse talte op, hans stemme tydeligt hånende Marcus' tidligere ord.
"Hold kæft, Mason." Marcus knurrede.
Thalia mærkede sin puls stige. Forvirringen havde for længst sat sig, men nu strømmede frygten ind i hendes årer som is, da det gik op for hende, at de talte om hende, som om hun var en genstand, der skulle handles med. Lars havde aldrig gjort nogen forsøg på at skille sig af med Thalia, selvom hun egentlig ikke var til nogen nytte for ham undtagen penge. Så hvorfor nu? Hvorfor skubbede han hende væk nu? Og til hvem?
"Vores fælles ven var meget klar i sine krav." Ms Thorton talte op, uden at afsløre noget med sit udtryk, men hendes øjne var skarpe, gravende ind i den gamle ulv. "Mænd med jeres erfaring burde ikke have haft problemer med at opfylde de forventninger."
"Ja, måske skulle din klient sænke sine forventninger lidt." Marcus hånede.
Stilheden føltes intens, og Thalia kunne praktisk talt smage fjendtligheden mellem manden og kvinden foran hende. Måske var dette en grusom joke, eller måske havde Lars begået en fejl.
"Desværre er handlen aflyst, herrer." Ms Thorton var den første til at tale. "Vi må tage vores forretning andetsteds."
"Hun er uberørt." Marcus modsagde.
"Måske, men det er ikke pointen..."
"Og hun har Alpha-blod." Marcus udbrød.
Denne gang var stilheden, der strakte sig mellem de fire, fyldt med desperation og endda overraskelse. Thalia følte øjne bore sig ind i hende og kiggede diskret til siden for at se manden kaldet Mason stirre nysgerrigt på hende, som om han nu så noget, han ikke havde bemærket før. Thalia var ikke sikker på, hvorfor det var så overraskende og så vigtigt, at hun kom fra en Alfa-baggrund. Det var ikke som om, det kunne hjælpe hende på nogen måde. Det var så længe siden, hun sidst havde fået lov til at skifte eller blive trænet som andre unge ulve. Kombiner det med udmattelse og vægttab fra den dårlige kost, hun blev udsat for, det var et under, at Thalia havde styrken til at løfte hovedet, endsige forsvare sig selv.
"Vent her." Ms Thortons skarpe stemme advarede, før hun vendte om på hælen og gik tilbage til bilen.
"En Alfas datter?" Mason rettede sit spørgsmål mod Marcus, der havde tændt en ny cigaret. "Lars holdt det hemmeligt."
"Han holdt hende, bare i tilfælde af at en situation som denne opstod," svarede Marcus og skiftede fra fod til fod.
Ms Thorton var tilbage kun få minutter senere, men denne gang var hun ikke alene, da en kæmpestor mand fulgte efter hende, alvorlige mørke øjne stirrede på Marcus og Mason, og en sort jakkesæt strakte sig over tykke muskler.
I baghovedet på Thalia rørte Maeve, hendes ulv, sig. Hun følte næsten ikke ulvens tilstedeværelse længere, men fornemmelsen af overhængende fare fik Maeve til at skubbe frem, klar til at kæmpe, hvis det blev nødvendigt.
"I dag er jeres heldige dag, herrer," sagde Ms Thorton. "Rafi, tag pigen til bilen, mens jeg betaler herrerne."
Frygt spredte sig i Thalias årer som varm lava, hendes mørke øjne udvidede sig i rædsel, da den gigantiske mand nærmede sig hende. Hun forsøgte at dukke sig væk, men på trods af mandens størrelse var han overraskende smidig og greb fat i hendes arm let. Et skrækslagent skrig brød ud fra Thalias læber, da tykke muskuløse arme viklede sig om hendes arme og pressede dem mod hendes talje, mens hun blev trukket mod den ventende sedan. Hendes kamp var forgæves som en killing, der kæmper mod en løve, og hun fandt sig selv praktisk talt kastet ind på bagsædet af bilen, hendes ansigt ramte det kølige sorte lædersæde, da døren blev smækket i. Thalias naturlige instinkt var at forsøge at åbne døren, hvilket hun gjorde, kun for at finde den låst.
"Lad mig ud!" skreg hun, mens hun bankede på vinduet, hendes krop rystede.
Hun var klar over, at det næppe var ideelt at blive hos de lovløse, men i det mindste vidste hun, hvor hun stod. Den truende følelse af terror, hun fik fra denne situation, var en million gange værre, og hun kunne ikke lade være med at føle, at uanset hvor hun nu skulle hen, var det bare endnu et niveau af frygt og hårdhed.
Bildøren åbnede sig på den modsatte side af hende, og Thalia sprang op og vendte sig hurtigt rundt for at se med tårer på kinderne, da den blonde kvinde elegant steg ind, som om hun var fuldstændig uvidende om, at hun kidnappede nogen.
"Du er nødt til at lade mig gå," bad Thalia.
"Jeg behøver ikke gøre noget som helst," svarede Ms Thorton med en hård tone. "Bortset fra at levere dig til min arbejdsgiver. Nu kan du sidde der og være god, eller vi kan gøre det på den hårde måde, men uanset hvad, så kommer du med mig."
"Du kan ikke gøre det her!" råbte Thalia og kastede sig mod den ældre kvinde, kun for at finde sig selv stoppet af en hånd omkring hendes hals, manicurerede negle gravede sig ind i hendes hud.
"Så bliver det på den hårde måde," sukkede Ms Thorton og rakte ind i brystlommen på sin jakke med sin frie hånd.
Thalia ville skrige, men hun kunne ikke få luft ind, langt mindre få nogen luft ud. Det skarpe stik på hendes lår fik hende til at kigge ned og se i rædsel, da Ms Thorton med klinisk præcision trykkede stemplet ned på sprøjten. Med sprøjten tom slap Thorton sit greb om Thalias hals, anbragte den brugte nål i en lille plastikpose mærket 'medicinsk affald' og puttede den ned i sin taske. Thalia så hele scenen med hjertet hamrende og espresso-øjne vidt åbne.
"Hvad injicerede du mig med?" Thalias stemme rystede.
"En beroligende," svarede Ms Thorton, hendes iskolde øjne nu scannede hendes telefon, som om det var en helt almindelig dag på kontoret. "Den burde virke lige om lidt."
Som på cue begyndte Thalia at føle sine lemmer blive tunge, og hendes syn blev sløret. Hendes hastige hjerterytme havde uden tvivl pumpet beroligelsen rundt i hendes system hurtigt, og nu begyndte hun at føle medicinen trække hende ned i det dybe mørke. Klynkende forsøgte hun at bevæge sig i et forgæves forsøg på at prøve bildøren igen, men hendes fingre kunne ikke gribe håndtaget eller holde styrken til at trække det.
Lige da bilens motor startede, faldt Thalia sammen i sædet, hendes sidste minde var Ms Thorton, der lænede sig over for at trække sikkerhedsselen over Thalias krop, før mørket overmandede hende.