Kapitel 02 Den længe ventede genforening
Charlie rettede sig op. Han havde aldrig været interesseret i mig til at begynde med. Den tvetydige drilleri før var kun for at ydmyge mig. Han vil ikke miste sin kontrol.
Jeg er en næsten trediveårig gift jomfru, der udstråler bitterhed snarere end en charmerende duft.
"Rosalie, jeg ved, at det er vores femte bryllupsdag i dag, men jeg har ingen interesse i alt dette. Hvis du prøver at blive skilt fra mig på grund af det her, foreslår jeg, at du stopper med at plage mig." Charlie stod foran mig, hans stemme blev kold.
"Jeg har ikke fejret jubilæet i årevis. Jeg begyndte ikke at plage dig for dette." Jeg rejste mig også og kiggede på Charlie. "Tænk over det, nu er min nytte næsten udtømt. Sammenlignet med mig har du endnu mere brug for denne frihed, ikke?"
Med det gik jeg op ad trappen til soveværelset uden at se tilbage, ikke ønskende at sige mere.
Der lød en hård lukning af døren nedenunder, efterfulgt af lyden af en bilmotor uden for vinduet. Jeg vidste, at Charlie var gået, men denne gang følte jeg mig rolig indeni.
Min telefon ringede. Det var min veninde Jane Donald, der ringede.
"Rose, kom ud og leg! Lad os tage til Sanghaven!" Janes høje stemme fjernede straks min dysterhed. Hun er på min alder, men har altid været single.
Efter ægteskabet gik jeg sjældent ud for at more mig. Jane inviterede mig ti gange, og jeg kunne afslå ni gange, men hun var stadig meget vedholdende.
"Selvfølgelig!" Jeg svarede straks. Der var en lang stilhed i den anden ende af telefonen.
"I dag er din bryllupsdag med Charlie. Er du sikker på, at du vil gå ud?" Janes tone var fuld af tvivl og forbløffelse.
Jeg havde brugt undskyldningen med bryllupsdag for at afslå Jane i fire år i træk.
"Nå, en bryllupsdag er ikke en mindeværdig dag. Jeg kommer lige om lidt." Jeg svarede Jane selvsikkert og lagde på.
Da jeg åbnede mit klædeskab, så jeg et hav af sort, hvidt og gråt. Selv blå var en sjælden farve. Bag hvert luksusmærke er der forskellige vidunderlige designs, og jeg brugte mange penge på at købe den kedeligste stil blandt dem.
Efter ti minutters overvejelse valgte jeg endelig en mindre kedelig stropløs sort kjole. Den havde en silkeagtig tekstur, en dyb V-udskæring, der næsten nåede min navle, og en elastisk talje, der fremhævede min slanke talje. Mine rene, hvide arme forblev uafdækkede.
Jeg husker, at jeg købte denne kjole specifikt for at forføre Charlie. Han kom ikke engang hjem i en måned.
Det eneste, der utilfredsstiller mig nu, er, at min brystkasse er for flad, hvilket føles en smule misforeneligt med kjolens tiltrækningskraft.
Jeg burde spise mere i fremtiden.
Jeg trøstede mig selv. Efter at have skiftet tøj og lagt makeup, gik jeg til garagen og kørte en rød Porsche direkte til Sanghaven.
I løbet af college var Jane, Tina Carter, Yolanda Davis og jeg kendt som de fire talentfulde kvinder i Musikafdelingen. Alle troede, at vi efter eksamen ville opnå store ting.
Men jeg blev gift tidligt, Jane blev en fast gæst på natklubber, og Tina fik en vicechef-stilling i sin families virksomhed. Kun Yolanda forblev tro mod sin musik. Hun deltog i musikkonkurrencer overalt og svor at blive sangerinde.
"Du kom endelig!" Jane antog en lederpositur, sprang hurtigt ned fra sin høje skammel for begejstret at ryste min hånd. De to andre nikkede i enighed, da jeg næsten var forsvundet fra det sociale liv efter at være blevet gift.
Efter et par drinks sukkede Tina, "Rose, hvis du ikke kom ud denne gang, ville jeg have troet, at den begivenhed, jeg deltog i for fem år siden, var din begravelse og ikke dit bryllup."
"Mærkeligt! Ingen middag med stearinlys derhjemme i aften?" Jane spurgte nysgerrigt og spilede øjnene op. "Kom nu, lad mig se, om den skiderik Charlie stadig ignorerer dig. Har du grædt?"
"Træk ikke mine falske øjenvipper af, okay?" Jeg slog Janes hånd væk.