TRE | FANGET
Da klokken ringede for at frigive os fra Mr. Hales klasse, stormede jeg ud. Igen. Ikke for at undgå Zane - i hvert fald ikke helt af den grund - men også fordi min næste periode var frokost. Jeg springer aldrig, aldrig morgenmad over nogensinde igen. Jeg sværger for mig selv, mens jeg nærmest løber mod bibliotekets ly for at finde ro, med en madfyldt skumplastbakke i hånden. Misforstå mig ikke, mennesker er fantastiske, og deres larm kan være en god distraktion, men hvis jeg skal være ærlig - jeg undgår Azurerne. Jep, store stygge Scarlett løber væk fra teenage Ulve. Men, hey, jeg gør det for en ædel sag. På en måde. At være omkring dem kunne føre til for mange spørgsmål. Det er for risikabelt. På flere måder.
En lille irriterende stemme i baghovedet hvisker et begreb, jeg ikke har tænkt på siden jeg var ti. Mage. Min ulv bliver rastløs ved bare tanken om Zane, og det ord hjælper ikke min benægtelse af den stigende tiltrækning, jeg har følt mod ham. På blot få timer, ikke mindre. Hvis jeg føler, at jeg har fået en knytnæve i maven hver gang jeg ser ham, hvor meget værre bliver det så om et par uger? Eller, hvis jeg er uheldig nok til faktisk ikke at komme i problemer, et par måneder?
Nej. Nej. Ikke derhen, Scarlett. Jeg skælder mig selv ud. Hvis venner er forbudt ifølge mors bog, så er kærester eller det m ord det helt sikkert også.
Jeg ruller med øjnene over det absurde i det hele og ryster let på hovedet, mens jeg sætter min bakke med mad ned på et bord i hjørnet af biblioteket. Det er stort set tomt, bibliotekaren er i sit kontor og kigger ikke engang op, mens jeg begynder at pille ved min mad.
Den nu velkendte duft af fyrretræ, pergament og vild natur fanger min opmærksomhed, da døren til biblioteket klikker i. Guderne hader mig. Jeg ved det bare. Jeg forbander stille min egen eksistens, da Zane pludselig runder hjørnet og går hen til bordet, hvor jeg sidder. Det må være guddommelig gengældelse. Måske har jeg gjort nogen uret i et tidligere liv eller påkaldt deres vrede på en frygtelig måde for at fortjene den kæmpe, dampende bunke karma, jeg bliver serveret lige nu.
"Så er det her den time, vi har sammen?" spørger jeg Zane og vender min opmærksomhed tilbage til min bakke, mens han sætter sig foran mig uden invitation.
"Frokost tæller ikke som en time." Han blinker til mig med det samme selvtilfredse smil igen. "Det her var bare en bonus." Forfølger han mig?
"Godt at vide." mumler jeg, mens jeg graver ned i burgeren på min bakke uden en bekymring. Jeg burde virkelig have spist morgenmad i morges. Burgeren er væk på et øjeblik, min mave er stadig langt fra mæt med den sølle menneskeportion, så jeg vender min opmærksomhed mod tilbehøret på min bakke.
"Du er klar over, at du skal trække vejret, ikke?" Zane afbryder pludselig min spisning, mens jeg begynder at proppe pommes frites i munden. Jeg er for sulten til at bekymre mig om manerer lige nu.
"Du er klar over, at du valgte at sidde her, ikke?" knurrer jeg tilbage til ham med en mundfuld halvt tygget kartoffel.
"Touché." mumler han og ser stadig på mig med det samme blik i øjnene. Jeg bliver hurtigt færdig med pommes fritterne og sluger den lille karton juice, før jeg åbner den lille kop med frugt, der er tilbage på bakken. Uden et sekunds tøven hælder jeg indholdet af plastikbeholderen i munden og tygger tankeløst, håbende at det vil lægge sig tungere i min mave, men ingen held. Min mave rumler efter mere efter et par sekunder, og jeg begynder at pille ved sesamfrøene, der er faldet af burgerbollen og ned på bakken. "Og der røg min appetit." annoncerer Zane pludselig, mens han tager min bakke, før jeg kan protestere, og skubber sin egen foran mig.
"Hey, jeg var ikke færdig med den-" Jeg mærker, hvordan mit ansigt bliver rødt. Jeg prøver at række over bordet for at få min bakke tilbage, men han er oppe på et sekund og smider skumbakken i den nærmeste skraldespand.
"Ups." Han sætter sig ned igen, trækker et æble fra sin bakke og tager en bid. "Du kan spise det der." Han gestikulerer mod resten af maden på sin bakke, få centimeter fra mine kløende fingre. Min mave rumler igen, og jeg må tøjle mig selv fra at kaste mig over bakken. "Jeg er ikke sulten, virkelig." Jeg tøver igen. Er det en fælde? Har han puttet noget i maden? "Spis." Denne gang er det en ordre. Fast og kommanderende. Som en ordre fra en Alfa. Selvom han ikke er min Alfa, har jeg ikke styrken til at kæmpe imod.
"Th-tak." siger jeg stille og kigger på indholdet af hans bakke. Han havde ikke rørt noget, bortset fra æblet. En bølge af skyld skyller over mig, og jeg ser op på ham og opdager, at han ser forventningsfuldt på mig.
"Tak mig ved at få den til at tie stille," han vifter med æblet i retning af min stadig knurrende mave. Jeg tager et øjeblik til at studere hans pludselig udtryksløse ansigt og spekulerer på, om han virkelig bare er venlig. Men det er som en maske - selv hans øjne afslører intet, mens han køligt betragter mig. Så jeg sluger min stolthed og tager hovedretten, tager en kæmpe bid, før min mave kan give lyd igen.
"Glemte at spise i morges." mumler jeg forklaringen med munden fuld af burger.
"Virkelig? Det ville jeg aldrig have gættet." svarer Zane tørt og skærer ansigt af mig. Jeg synker og rækker tunge ad ham som en femårig. Hvad er der galt med mig? Han griner, og det slår pusten ud af mig igen. Jeg er ved at kvæles i den næste bid burger, før mine lunger beslutter sig for at virke igen.
Vi falder i tavshed. Ikke en af de akavede tavsheder, der synes at plage mig som en usocial udstødt uden flok, men en ret behagelig en. Som om der ikke er noget, der behøver at blive sagt. Ingen forklaringer behøver at blive givet. Ingen ord om forsikring eller beroligelse af nogen art. Bare fred, som om vi har kendt hinanden i årevis. Da jeg er færdig med at fylde min mave og er mæt, har Zane taget en bog frem fra sin rygsæk og ser ud til at være opslugt af den. Det er en slidt paperback med bibliotekets stempel på ryggen. Jeg kigger eftertænksomt på den, omslaget er for slidt til at kunne læse eller endda skelne bogstaverne i titlen.
"Hale har en bogklub hver onsdag efter skole." mumler Zane over bogen, en let rødmen farver hans kinder, før han rømmer sig, og hans blege hud vender tilbage til sin normale bleghed. Ville ønske, jeg havde kontrol over mine følelser som det.
"Kender du ham godt?" Jeg beslutter mig for at spille dum. Det ville være for svært at forklare, at jeg ved, at Mr. Hale er en del af Zanes flok.
"Mhm. Han er, hvad vi kalder 'out-reach'. Som en bro eller forbindelsesled for andre flokke, mennesker og hekse." Han trækker på skuldrene, som om det er almindeligt at have en forbindelsesled. Vi havde ikke en sådan tilbage i Reinier-flokken. Faktisk vidste jeg ikke engang, at det var en stilling, og hvis bedstemor hørte om sådan noget, er jeg sikker på, at hun ville skamme den flok, der havde en.
"Hm." mumler jeg blødt, eftertænksomt. "Er den god?" spørger jeg og nikker mod bogen i hans hænder. Hans øjne bliver på siden intenst, mens han tager en anden bog fra sin rygsæk og rækker den til mig. Jeg kigger på omslaget og hæver et øjenbryn til ham i vantro. "Du tager gas på mig, ikke?"
"Du skal ikke dømme den, før du har læst den." mumler Zane over toppen af sin bog, hans øjne forlader aldrig siden, selvom han vender det slidte papir til næste del. Jeg føler min mund åbne i chok.
"Stolthed og fordom?" gentager jeg bogens titel til ham forbløffet, og han ser endelig op. Hans sølvgrå øjne er en smule ude af fokus, som om han virkelig var opslugt af historien. Han blinker et par gange og studerer mit ansigtsudtryk.
"Har du læst den?" spørger han og hæver et øjenbryn til mig.
"Mig? Nej. Er det ikke sådan en sukkersød romantisk roman?" Jeg rynker næsen af ham og føler en lille rødmen farve mine kinder, mens jeg siger det. Jeg har aldrig læst Stolthed og fordom, mest fordi jeg ville skifte skole før eller efter resten af klassen havde læst den. Hvis jeg skal være ærlig over for mig selv, var jeg lidt nysgerrig efter, hvad bogen egentlig handlede om.
"På en måde, men ikke helt." Zane lægger sin bog ned og læner sig over til sin rygsæk igen. Denne gang tager han en flyer frem og rækker den over bordet. "Hvorfor slutter du dig ikke til os og finder ud af det?"
"Mh." mumler jeg den uforpligtende lyd og kigger over den fine kalligrafi på den trykte flyer.
"Se, Rød," Mine øjne snapper op ved kælenavnet, men han fortsætter uden at miste rytmen. "Du er ny i byen, en enlig ulv, og du virker som en sød pige. Hvorfor ikke prøve at få et par venner? Bogklubben ville være en god mulighed for dig at møde lige så søde mennesker og måske et par ulve. Du bliver skør, hvis du bare prøver at holde dig for dig selv." Klokken ringer, før jeg kan åbne munden for at sige noget til det. "Tænk over det. Vi ses senere." Han er ude af døren, før jeg kan spørge mig selv, hvad der lige skete.