Pakkehuset
Da jeg går op ad stien til flokhuset, ser jeg familier sidde på græsset og nyde solen. Fædre jagter deres unger, og jeg føler et stik af sorg, mens jeg ser på dem og tænker på min egen familie.
Jeg hører så hendes stemme, min anden halvdel. Bliv ikke ked af det, Selene, de ville være så stolte af dig.
Jeg ved det, Seleste, jeg ved det, men det stopper mig ikke fra at ønske at være sammen med dem.
Jeg ved det, jeg savner dem også. Lad os gå og få noget at spise, vi har gået i timevis.
Det lyder godt for mig, jeg håber, der er pizza i køkkenet, jeg har en trang.
Ja, ja, lad os gå, Selene.
Jeg fortsætter gåturen op til huset. Det er så smukt med sine gamle stenmure, store grunde og omgivet af skove mod nord, øst og vest, og landsbyen ligger mod syd, som igen er omgivet af skov. Der er en menneskeby længere mod syd, men det er sjældent, vi besøger den. Der er en skole på flokgrunden, hvor alle børnene går, og derefter kan man tage på college eller gå på flokfællesskabets college og lære, mens man træner. Det var den mulighed, jeg valgte for at blive hos mine søstre.
Jeg er fortabt i tanker, mens Seleste stadig taler om, hvor sulten hun er i baghovedet. Så hører jeg mit navn blive råbt, og jeg stopper og drejer rundt på hælen for at se min bedste ven Dot løbe hen imod mig.
"SELENE, SELENE, vent!"
"Hej Dot, hvad sker der?"
"Hvor har du været? Jeg har ledt efter dig hele morgenen. Jeg prøvede at linke til dig, men du svarede ikke?"
"Undskyld, Dot, jeg lukkede bare ned for det under gåturen. Jeg havde brug for lidt luft."
Dot har været min bedste ven siden vi var små. Vi har gjort alt sammen, vi har kæmpet os igennem mareridtet, der var skolen, vores første forelskelser, vores første hjertesorger. Vi har virkelig været igennem det hele.
"Hvad sker der, Dot?"
"Jeg har lige fået nyheder fra min fætter i Silver Moon-flokken. De har set fredløse i deres skov."
"Vi burde gå tilbage til huset, Dot. Jeg finder ud af, hvad der foregår fra Arti. Kom nu."
Jeg vinker hende hen til mig. Hun ser panikslagen ud. Dot er altid lidt bange, når vi hører om angreb fra fredløse, men Silver Moon-flokken er skræmmende. Deres alfa, Calder, er nådesløs. Det er ikke en god idé at gå imod dem; han tager ingen fanger, og han behandler ikke dem, der krydser hans grænse, venligt.
Silver Moon-flokken ligger nord for Pearl Moon-flokken. Heldigvis har vi aldrig rigtig haft problemer med dem. Vi er ikke allierede med dem, men vi er heller ikke fjender.
Da vi kommer ind i huset, stopper vi i køkkenet og tager et stykke pizza fra køleskabet. Dot tager et æble. Hun har altid været en sundere spiser end mig. Vi går derefter op ad trappen for at finde Arti og se, om hun ved noget om angrebene. Vi når Artis kontor, men hun er ingen steder at finde.
"Jeg går hen og ser, om jeg kan finde min far, Selene. Måske ved han noget. Link mig, hvis du finder ud af noget!"
Efter at have ledt i huset i hvad der føles som timer, kan jeg ikke finde Arti eller Selene, så jeg mindlinker dem.
"Arti, hvor er du og Cynth? Jeg har ledt efter jer."
"Vi er i Ryans kontor, Selene. Vent på dit værelse, og Cynthia og jeg finder dig, når vi er færdige."
"Okay, Arti. Ved du noget om angrebene? Dot var virkelig bekymret."
"Sel, jeg forklarer, når jeg kommer tilbage. Vent venligst på dit værelse."
Med det afbrød Arti linket.
Jeg ved, hun kan være stresset nogle gange, men for pokker.
Artemis' POV
Jeg afbrød linket med Selene. Jeg ved, hun bare er bekymret og vil have bekræftelse, men sandheden er, at det er fjerde gang, de fredløse har testet Silver Moon-flokkens grænse. Det er bare første gang, det er kommet ud til flokken.
Jeg kommer tilbage ind i rummet for at høre Ryan stadig tale. Gud, den mand kunne fortælle mig, at verden går under, og jeg ville være så fortabt i hans øjne og duften af hasselnødder og kaffe, at jeg ikke engang ville bemærke det.
"Vågn op, Arti, din mund står åben," hører jeg stemmen i mit hoved, og jeg ser mig omkring for at se min søster Cynthia stirre på mig fra den anden side af rummet med et skævt smil på læben.
"Jeg var bare fortabt i tankerne, Cynth!"
"Ja, okay, det er derfor, din mund begyndte at åbne sig, mens du stirrede på Ryan, som om han var en snack."
"Kom ud af min hjerne, Cynth," sender jeg til hende, mens jeg hæver øjenbrynene og griner stille. "Selene venter på os tilbage i hendes værelse efter dette."
"Okay, er hun okay? Er der noget galt?" Jeg ser bekymringen sprede sig over Cynths ansigt.
"Hun har det fint, Cynth. Hun hørte bare om angrebet i nat på sølvmånen." Jeg ser Cynth nikke til mine ord fra den anden side af rummet, og jeg prøver igen at fokusere på ordene, Ryan siger.
"Som I alle ved, har der i de seneste uger været rogues, der tester sølvmåneflokkens grænser. Selvom vi ikke har haft nogen trusler, ønsker Alpha Eric, at vi strammer sikkerheden, hvis rogues begynder at målrette os i stedet. Vi skal intensivere træningen. Mig og Arti vil sende nye træningstider ud til krigerne. Cynthia, vi har brug for, at du arrangerer nogle trainees til at lære grundlæggende helbredelse, hvis vi får brug for dem." Ryan kigger intenst rundt i rummet for at sikre sig, at alle tager ind, hvad han siger.
Ryan fortsætter med at forklare Alphas ordrer. Vi er der i yderligere 30 minutter, da han meddeler, at mødet er slut, og at alle skal gøre sig klar til middag. Da flokkens medlemmer begynder at forlade, går jeg over til Cynthia.
"Cynthia, vi skal forklare dette for Selene. Vi skal prøve at overbevise hende om at blive tæt på flokhuset fra nu af."
"Jeg er enig, men du kan fortælle hende det, for det bliver lidt af en kamp, da hun er en fri ånd. Jeg ville ikke ønske, jeg var dig lige nu, Arti." Cynthia ser på mig med vidende øjne. Vi ved begge, at Selene ikke vil tage dette godt.
"Åh, hvilken glæde det bliver. Jeg går, Arti. Jeg ser dig i værelset. Jeg vil bare hente noget fra kontoret, så mødes vi for at tale med Selene."
Med det forlader Cynth kontoret, og det er mig og den søde duft af hasselnødder og kaffe, der kommer tættere og tættere på mig. Jeg vender mig om og ser Ryan stå lige foran mig og stirre intenst. Han ved lige så godt som jeg, at disse angreb ikke bare er tilfældige; de må være starten på noget, og vi skal være klar, når det kommer.
"Er du okay? Du ser lidt fortabt ud i tankerne, Arti."
"Jeg har det fint, Ryan. Jeg ser bare ikke frem til de næste par ugers usikkerhed eller tanken om at skulle forklare de nye restriktioner for Selene."
"Du ved, at du er en forfærdelig løgner, ikke? Du glemmer, at jeg føler, hvad du føler, og jeg ved, det er mere end det. Siden disse angreb begyndte, har en del af dig været bekymret. Jeg vil ikke presse dig til at fortælle mig det, men bare vid, at jeg er her, når du har brug for det." Med det kysser han mig og går ud af rummet.
Jeg ved ikke, hvad jeg gjorde for at få månegudinden til at velsigne mig med sådan en vidunderlig mage, men jeg vil være evigt taknemmelig for hende. Jeg ved, at jeg til sidst må lukke ham ind i den hemmelighed, jeg har holdt, siden mine forældre døde, men det er for tidligt. For nu må jeg fortælle Selene, at hendes frie ånd måske skal holde sig lidt tættere på hjemmet.