Kapitel 5- Afvis ham eller ellers
Salaras synsvinkel
Nerverne ryster min krop, mens vi tager den lange tur til det sted, hvor Derricks flok bor i de skjulte skove i Kansas. Turen tager fire timer, og hvert sekund i bilen med Henry føles som tusind pinsler.
Henry mindede mig gentagne gange om, at den eneste grund til, at jeg er med på denne tur, er for at fortælle Derrick, at jeg ikke er interesseret i at være hans mage. At jeg elsker min mand og ikke vil forlade ham for en anden mand.
Mit hjerte brister ved tanken om at sige nogen af disse ting til Derrick. Selvom jeg knap nok kender ham, føles det som om, jeg har kendt ham hele mit liv. Min sjæl har kaldt på hans, siden han trådte ind gennem min køkkendør.
Kan dette være den mageforbindelse, jeg har læst så meget om i mine bøger?
Uanset hvad det er, er det ikke noget, jeg vil give op på. Men jeg har intet valg end at gå med på det, Henry kræver af mig, for hvis jeg ikke gør det, vil han advare medierne om varulve og vise dem, hvor Derricks flok bor.
Jeg kan ikke lade det ske! Især når den eneste grund til, at Derrick afslørede sig selv foran Henry, er på grund af mig. Jeg kan ikke lade hans flok lide på grund af mig.
Efter yderligere ti minutters kørsel passerer vi endelig vores afkørsel og bliver mødt af to mænd stående ved siden af en jeep. Henry trækker op ved siden af dem og ruller vinduet ned.
"Er I vores eskorte ind til flokken?" spørger Henry og blinker med et strålende smil til de to mænd. Mændene ignorerer hans charme og nikker samstemmende. Smilets langsomme forsvinden fra Henrys ansigt, mens han studerer de to muskuløse mænd, der står tavse uden for bilvinduet, er tydelig.
"Følg os." Siger en af mændene, før de begge vender sig om og går tilbage til deres jeep.
Henry rynker panden, men siger intet. Vi følger de to mænd i tavshed i omkring ti minutter, før træerne omkring os begynder at blive færre, og en stor by afsløres for enden af stien. Mine øjne udvider sig i forundring, mens vi kører forbi huse og forretninger, meget lig en lille by.
"Bliv ikke for knyttet." Snerrer Henry til mig. "Du bliver ikke, hvis du ved, hvad der er godt for alle."
Jeg kigger ned for at undgå at se på de mennesker og bygninger, vi passerer. Efter et par anspændte øjeblikke føler jeg, at bilen begynder at sænke farten, og jeg tør kigge op for at se, hvor vi er endt.
En herregård står foran mig, smuk i sin gamle kolonistil. Hvide søjler pryder forsiden af bygningen og bærer et tag, der dækker verandaen samt de mange balkoner, der kan ses forfra.
Vinduer dækker hele forsiden af herregården og lader naturligt lys komme ind i alle de rum, der kan ses udefra. Bygningen var betagende at se på og må have kostet en formue at bygge.
Mit hjerte begynder at banke højt i mit bryst, og jeg undrer mig over, om Henry kan høre det dunk dunk dunk fra sin plads i førersædet. Mine øjne flakker hurtigt til hans for at se, om han har opdaget min nervøsitet.
En rynke dukker op på Henrys ansigt, mens han stirrer, ikke på mig, men på den store herregård, jeg netop beundrede. Da jeg vender blikket tilbage mod den smukke bygning, bliver mine øjne velsignet med synet af den smukke varulv, der har invaderet alle mine tanker siden i går.
Mit hjerte begynder at hamre inde i mit bryst, højere end før, og denne gang er jeg sikker på, at Henry kan høre det ved siden af mig. Derrick ser lige så fantastisk ud, som jeg huskede ham. Hans mørke krøller er stylet på en måde, der ser tilfældig ud.
Hans tøj i dag ser ud, som om han omhyggeligt har valgt det for at imponere nogen. Mit hjerte flakser i brystet ved tanken. Kunne han have klædt sig på for at imponere mig? Hans sorte bukser sidder perfekt på hans krop, mens hans lyseblå skjorte fremhæver den solbrune farve på hans hud fejlfrit.
De øverste to knapper på hans silkeskjorte er åbne, hvilket afslører pletter af mørkt brysthår, der gemmer sig nedenunder. Mine fingre klør efter at køre gennem håret, før de bevæger sig langs hans krop for at mærke den styrke, jeg ved, ligger under overfladen.
Varme samler sig mellem mine lår, gennembløder mine trusser og får mig til at være taknemmelig for, at Henry ikke også er en varulv, så han ikke kan lugte det.
Mine øjne bliver store.
Men Derrick ER en varulv, og han VIL kunne lugte min ophidselse. Det ville kun gøre tingene ti gange sværere, når jeg ikke har andet valg end at afvise ham for at beskytte ham og hans flok. Noget jeg desperat ikke ønsker at gøre, mens jeg sidder her tryllebundet af synet af ham.
"Luk munden, Salara. Du er sådan en pinlighed." Henry snerrer ved siden af mig, åbner bildøren og smækker den i sin vrede.
Min mund smækker i med et højt klik, hvilket sender smerte igennem min kæbe fra sammenstødet. Med øjnene sænket løsner jeg langsomt min sikkerhedssele og følger Henry ud af bilen. Jeg går om til bagsædet og åbner døren for at få min datter Hayden ud af hendes sæde.
"Har du brug for hjælp?" siger en lille stemme bag mig. Jeg vender mig om for at se på Miguel og giver ham et varmt smil for tilbuddet.
"Jeg får hende ud om et øjeblik, men tak. Du er for sød." siger jeg, før jeg vender mig tilbage for at løsne bilsædets stropper fra omkring min datter. Hayden skynder sig straks ud af sit sæde og skubber mig til side for at komme ud.
Hun udsender et spændt hvin, før hun præsenterer sig selv. "Hej. Jeg er Hayden." siger hun og giver Miguel et tandet grin.
Et stort smil breder sig over Miguels ansigt. "Jeg er Miguel." siger han og rækker en hånd ud, som Hayden griber fat i uden tøven. Uden tøven lægger Hayden sin hånd i hans og lader ham føre hende mod den smukke herregård.
"Flot." siger Hayden, hendes øjne bliver store, mens hun ser op på det enorme hus. "Bor du der?" spørger hun, stopper op for at stirre, hendes finger peger foran hende, mens hun kigger over på Miguel.
Miguel slipper en latter. "Dette er vores flokhus." forklarer Miguel. "Mange mennesker bor her." Med det begynder han at gå igen og leder vejen i Haydens tempo.
Han ville være en fantastisk storebror. Jeg ville ønske, jeg var heldig nok til at have ham som søn.
Den tanke stopper mig i mine spor. Jeg kan ikke tillade mig selv at tænke sådan. Jeg er her for at fortælle hans far, at jeg ikke kan acceptere at være hans mage, og at han bør gå videre med en anden. Selvom tanken om, at han er sammen med en anden end mig, dræber mig indeni.
Med skuldrene rettet går jeg mod verandaen, hvor Henry og Derrick står og taler med beslutsomhed.
Det er tid til at få denne afvisning overstået og vende tilbage til min elendige tilværelse.