Kapitel 5
Ophelia frøs.
Darian rynkede panden, hans blik blev mere alvorligt. Han skældte ud, "Rowan! Pas på dine ord!"
"Jeg siger bare sandheden! Hvis hun er syg, burde hun tage på hospitalet! At sidde på passagersædet helbreder hende ikke! Hun foregiver bare!"
Griffin var ikke en, der lod sig træde på. Siden Ophelia havde rullet med øjnene af ham, var han fast besluttet på at slå igen.
"Stig ud," sagde Darian strengt.
"Nej!" fnøs Griffin. "Er du min far eller hendes? Du kunne lige så godt være hendes, siden du forsvarer hende så meget."
Darian rynkede panden, følte at Rowan ikke var sig selv i dag.
"Du er kun 5 år gammel. Du kan ikke sidde på forsædet," forklarede Darian med den største tålmodighed. "Gå hen og sæt dig i sikkerhedssædet bagtil."
"Sikke et besvær." Griffin gik bagtil, mut.
Ophelia, der sad på forsædet, vendte sig om og smilede provokerende til Griffin.
Han rullede med øjnene.
Imens, da Cecily så Rowan løbe væk, spurgte han koldt, "Hvorfor løber vi?"
"Fordi de jagter os," sagde hun.
Rowan pressede læberne sammen, ville fortælle hende, at han var grunden til, at de blev jagtet.
Men da han ville vide, om hun var hans mor eller ej, forblev han tavs.
Cecily tænkte, 'Måske genkendte Darian mig, og han sendte nogen efter mig. Eller måske var det dem, der kidnappede Griffin. Under alle omstændigheder er det vigtigste at holde Griffin sikker. Det ser ud til, at Darian er blevet mistænksom. Jeg må holde mig under radaren i et stykke tid.'
Hun sagde til Rowan, "Griffin, jeg har noget at tage mig af, så jeg sætter dig af hos Blaise. Er det OK?"
"Nej," afviste Rowan bagtil i en kold tone.
Cecily kunne ikke lade være med at undre sig, da hun hørte hans stemme, 'Hvornår blev Griffin så kold og stille? Han er altid en snakkemaskine.'
"Hvorfor? Kan du ikke lide ham mere?" spurgte hun.
"Jeg kender ham ikke," udbrød Rowan. I næste sekund indså han, at han havde afsløret sig selv og omformulerede, "Jeg vil ikke forlade dig."
Cecily var forvirret et øjeblik. Da hun hørte ham sige det, sukkede hun, "Jeg er bange for, at jeg er kommet i problemer. Din sikkerhed er min største bekymring, ved du? Vær sød."
Rowan kiggede tilbage og så, at bilen ikke længere var bag dem. "Jeg er allerede sikker."
Han var så stædig i at nægte at forlade hende. Da hun indså det, sukkede hun igen, hjælpeløs, "OK så. Jeg tager dig tilbage."
For ikke at blive fulgt kørte Cecily rundt flere gange, før hun vendte hjem.
Så snart Rowan trådte ind i stuen, blev hans klare øjne draget til et foto, der hang på væggen.
En dreng, der lignede ham på en prik, lå lykkeligt i en kvindes arme på billedet.
Med sænket hoved, nedtrykt, tænkte Rowan, 'Er hun også min mor?
'Så længe jeg kan huske, har alle fortalt mig, at jeg ikke havde en mor, og at jeg ikke var fars rigtige søn. Hvis far ikke havde taget mig ind, ville jeg være en forældreløs.
'Hvis hun virkelig er min mor, hvorfor kom hun så ikke til mig? Hvorfor forlod hun mig?'
Han var overvældet af tvivl, og jo mere han tænkte, jo mere ked af det blev han. Stilfærdigt tog han rammen på bordet og undersøgte den nøje.
Cecily lagde mærke til det. Hun gik forsigtigt hen og lagde pludselig sin hånd på hans skulder, spurgte, "Hvad kigger du på?"
Hun ville drille ham, men til hendes overraskelse skælvede han voldsomt, rammen i hans hånd faldt til gulvet, glasset splintrede overalt.
Han vendte sig om og kiggede på hende i panik, som om han var blevet forskrækket af hende.
Han så ret underlig ud. Da hun så det, tøvede hun og spurgte nervøst, "Griffin, hvad er der galt?"
Rowan rynkede panden og bøjede sig ned for at samle glasskåret op. "Undskyld. Det var ikke meningen."
Hun stoppede ham straks og sagde, "Stop. Jeg vil ikke have, at du skærer dig i hånden. Sæt dig derovre, mens jeg rydder op."
Rowan stod til siden og så på, mens Cecily hurtigt ryddede op.
Så pressede han læberne sammen og mumlede, "Jeg er ked af det."
"Det er fint. Jeg har sagt det mange gange. Hold dig væk fra glasskårene, når du smadrer noget, ellers kan du komme til skade. Kan du huske det?" instruerede hun bekymret.
"Ja," nikkede Rowan og svarede, hans stemme stadig kold.
Imens stod Larkin og skælvede foran skrivebordet i Darians arbejdsværelse.
Han tænkte, 'Det er utroligt! Jeg fandt faktisk ud af, at Astrid ligner Mr. Fitzgeralds afdøde ekskone på en prik.
'Vent. Jeg retter mig selv. Jeg tror faktisk, hun er den afdøde frøken Watson.'
Darian knugede fotoet og stirrede fast på kvinden på billedet, hans øjne blev røde af vrede.
"Er du sikker på, at det er hende?" spurgte han koldt.
"Ja."
Larkin havde dobbelttjekket, og han var ret sikker.
Darians udtryk blev endnu koldere, mens han tænkte, 'Cecily, du dræbte Ophelias baby og forsvandt så.
'Da jeg så de to dødsattester og Rowan, troede jeg på din død og følte endda lidt skyld over dig.
'Så jeg satte gravsten på dig og din baby, der ikke klarede den, og jeg behandlede Rowan som min egen.
'Det faldt mig aldrig ind, at du ikke var død. I stedet blev du læge i Dorde.
'Du narrede mig. Godt gået, Cecily! Du forfalskede din død, løj for mig, stak af og forlod dit eget barn!'
Jo mere han tænkte over det, jo mere vred blev han. Han sprang op. "Til hospitalet."
Ophelia var lige nået til døren til arbejdsværelset og skulle til at smile, da hun så Darian. I det næste øjeblik gik han forbi hende med et koldt udtryk og forlod uden et ord.
"Darian?"
Darian svarede ikke.
Ophelia rynkede panden og undrede sig over, hvad der havde gjort Darian så vred, så hun gik ind i arbejdsværelset og samlede dokumentet op fra skrivebordet.
Det var en lægeprofil. Da hun kiggede ned, stivnede hendes krop, og hun var lige ved at udbryde, da hun så billedet.
Hun tænkte, mens hun dækkede sin mund i chok, 'For fanden! Det er Cecily!
'Er hun ikke død? Hvordan kan hun være i live og endda være læge nu?'
Hun knugede dokumentet tæt, hendes knoer blev hvide, og hun tænkte, 'For pokker! Den kælling! Hvordan kan hun være så heldig?
'Rowan er allerede en pestilens. Hvad skal jeg gøre, hvis hun prøver at komme tilbage til Darian med usle midler?
'Ikke tale om! Over mit lig kunne det ske!
'Jeg besejrede hende for fem år siden, og resultatet bliver det samme denne gang.'
Hun bed sammen i læberne og gik beslutsomt ud.
Efter at have spist gik Griffin rundt i villaen og udforskede landskabet grundigt. Da han kom tilbage, så han Darian, hans dårlige far, og Ophelia, kvinden han hadede, forlade en efter en. De så begge utilfredse ud.
Følte at noget var galt, åbnede han døren til arbejdsværelset og gik ind, efter de var gået. Arbejdsværelset var storslået, med en mørkegrå indretning, der virkede lidt trykkende, men som var meget i tråd med Darians smag.
Da han gik ind, så han et krøllet stykke papir på gulvet. Han bøjede sig ned for at samle det op og så, at det var information om Cecily.
Han rynkede panden og tænkte, 'Så de så så vrede ud, fordi de så Mommys fil?'