Eksens Fristelse: CEO's Bøn om Gensyn

Kapitel 1

Cecily greb fat i sin opsvulmede mave og kæmpede for at få fat i Darians bukseben. Hun så op på ham, hendes blege ansigt gennemblødt af sved.

"Darian! Du kan ikke gøre dette! Dette er vores barn, barnet er uskyldigt!" Hun bed hårdt i sin læbe, mens bølger af intens smerte skyllede over hende.

For få øjeblikke siden var hun blevet tvunget til at tage en abortpille, og hendes mand Darian havde stået ved siden af og set det hele.

"Cecily, du narrede mig til at gifte dig med dig og forårsagede Ophelias barns død. Du bør sone for dine synder!" Darian så koldt på hende.

"Jeg har fortalt dig utallige gange, jeg skadede ikke Ophelias barn! Hvorfor vil du ikke tro mig?" Cecily forsvarede sig desperat. "Red barnet, red ham."

"Hvorfor lyver du stadig? Den person, der blev fanget, tilstod, at du orkestrerede det hele! Ophelias barn var otte måneder gammelt, og du fik det til at dø i livmoderen! Hvordan kunne du være så grusom?" Darian skubbede hende væk og så ned på hende med foragt.

Cecilys blege læber skælvede; smerten i hendes hjerte var langt værre end den fysiske smerte.

Ophelia var den, Darian elskede, og for at hævne Ophelia havde han ikke tøvet med at skade Cecilys barn!

Cecily havde forklaret Darian utallige gange, at hun ikke havde skadet Ophelia, men uanset hvor meget hun forklarede, troede han hende stadig ikke.

Derefter kastede Darian en skilsmisseaftale i hendes ansigt og sagde nådesløst, "Skriv under."

Cecilys ansigt blev endnu blegere. Hun greb sin gravide mave, der var otte måneder henne, og rejste sig vaklende op, mens hun holdt fast i natbordet.

Hun greb skilsmisseaftalen tæt og hendes blodsprængte øjne stirrede på Darian. "Jeg vil skilles fra dig! Hvis du ikke tror på mig og vil hævne Ophelia, fint!

"Men dette barn er også Fitzgerald-familiens kød og blod! Darian, hvordan kunne du dræbe dit eget barn?"

Darians dybe øjne stirrede på hende. Luften omkring dem syntes at fryse lidt efter lidt.

Han kastede et blik på hendes opsvulmede mave og hånede, "Hvad hvis barnet, du bærer, ikke er mit?"

Cecily stivnede øjeblikkeligt og hånede derefter, "Hvilken slags joke er det?"

"Under farfar Owens fødselsdagsfest puttede Ophelia et afrodisiakum i din drink, og du endte i en anden mands værelse. Jeg var ikke den mand, der elskede med dig den nat."

Et glimt af panik krydsede Cecilys øjne. Hun kunne ikke tro det og greb fat i Darians krave.

"Umuligt, du lyver for mig! Det var tydeligvis dig den nat, og du har altid indrømmet, at dette barn var dit."

I løbet af deres tre års ægteskab havde Darian sjældent elsket med hende, men mandens fysik og duft den nat havde gjort hende sikker på, at det var Darian.

"Ophelia bedøvede dig, så jeg følte skyld og indrømmede, at barnet var mit."

Cecilys pupiller trak sig kraftigt sammen. Mens hun lyttede til Darians ord, dannede en tanke sig i hendes sind.

"Så du vidste fra starten, at hun bedøvede mig, men du hævdede, at barnet var dit foran alle for at beskytte hende?"

Darian rynkede panden. Han havde ikke vidst det til at begynde med; han havde først fundet ud af det efter at have undersøgt sagen. Han var rasende og havde irettesat Ophelia, som også indså sin fejl.

I virkeligheden havde han også været fuld den nat og havde begået en fejl ved at have sex med Ophelia, hvilket havde resulteret i hendes graviditet.

Darian så på Cecily, med et hint af skyld i øjnene, men gav ingen forklaring. "Ja."

En skarp og højlydt lussing genlød i hans ører. Darian var lamslået et øjeblik, og snart bredte en brændende smerte sig over hans ansigt.

Cecily udholdt den ulidelige smerte i maven og brugte al sin styrke til at give den lussing.

Han var hjerteløs! Hun var hans kone, men alligevel tillod han Ophelia at gøre dette mod hende!

"Darian, tror du på karma? At Ophelia mistede sit barn er hendes karma! Du vil også få din karma!" råbte Cecily.

"Dengang udnyttede du min bilulykke og koma og brugte tricks til at drive Ophelia væk og blive min kone! Selvfølgelig hader Ophelia dig." Darians øjne blev stadig mere dystre, mens han så på hende efter lussingen.

Hans ord var så absurde, at Cecily ikke vidste, om hun skulle grine eller græde.

Havde hun brugt tricks til at drive Ophelia væk og blive hans kone? Hvornår havde hun nogensinde gjort sådan noget?

Dengang havde hans bilulykke ført til nyresvigt, og hun havde doneret en nyre for at redde ham.

Som belønning havde Owen indvilget i at lade hende gifte sig med Darian, med den eneste betingelse, at hun ikke måtte fortælle Darian om nyredonationen.

På det tidspunkt havde Ophelia, som var forlovet med Darian, hørt om hans ulykke og muligheden for, at han ville ende i en vegetativ tilstand. Hun havde hurtigt brudt forlovelsen og flygtet ud af landet. Det var sandheden!

En kulde bredte sig gennem Cecilys øjne, da hun så på Darians kolde ansigt og talte gennem sammenbidte tænder, "Darian, jeg skylder dig aldrig noget!"

Darian rynkede panden og så på hende, mens hun langsomt bevægede sig udenfor.

Cecily var nu otte måneder gravid. Abortpillen havde ikke været nok til at dræbe hendes barn direkte, men hendes fostervand var gået, og smerten var uudholdelig, hvilket betød, at barnet var ved at blive født.

Hun havde brug for at komme til hospitalet med det samme!

Udenfor brølede et pludseligt tordenskrald fra foråret øredøvende, hvilket fik Cecilys hjerte til at ryste voldsomt endnu en gang.

"Cecily, husk, når du går ud af den dør, har vi intet med hinanden at gøre længere." Darian så på hendes forpjuskede og panikslagne skikkelse. "Vi vil blive skilt."

Cecilys øjne var fyldt med dyb fortvivlelse. Hun tog en dyb indånding og lukkede øjnene.

Hvor latterligt, han var så hjerteløs over for hende, og alligevel havde hun elsket ham dybt!

Uden at vente på, at han fortsatte, bed Cecily tænderne sammen og gik ud alene.

Darians øjne blev smalle.

Var hun ved at begå selvmord ved at løbe ud alene lige nu?