5. LARA: EN OVERRASKELSESINVITATION
Var han seriøs? Jeg blinkede op mod ham, mens hans spørgsmål fløj gennem mit sind. Jeg slikkede mine læber og gav ham et akavet smil.
"Jeg ville elske det, men jeg kan ikke," sukkede jeg. "Uanset hvor meget jeg gerne vil. Jeg er nødt til at blive, indtil arrangementet er ovre."
"Har du to jobs?" spurgte han.
Før jeg kunne svare, stoppede elevatoren, og dørene gled langsomt op. Med et sidste vedvarende blik på ham skyndte jeg mig ud af elevatoren og hen mod køkkenet. Da jeg kom ind, blev jeg vist i den rigtige retning. Jeg skulle servere drikkevarerne.
Ud fra snakken opfattede jeg, at den sidste pige var blevet fyret, fordi hun havde spildt noget vin på kjolen af en meget vigtig kvinde. Men hvordan kunne nogen her være vigtige i aften? Selvom jeg har boet her i et par måneder nu, har jeg knap nok minglet med nogle af byens folk. Jeg kendte ingen af dem på deres ansigter eller navne. De var fremmede for mig, og sådan kunne jeg bedst lide det.
"Server champagnen," beordrede en af de andre piger. "Når bakken er tom, er der flere glas. Hvis de også er færdige, så spørg Claire, hvad du skal servere."
"Fint," mumlede jeg med et nik.
To timer senere var jeg klar til at kalde det en aften. Flere mennesker ankom for hvert minut, der gik. Champagnen var færdig, så vi serverede whisky til herrerne og vin til de elegant klædte damer. Nogle kvinder gjorde mig faktisk jaloux. De var klædt i tætsiddende kjoler, der fremhævede deres slanke og solbrune kroppe.
Mens jeg serverede de 'vigtige' gæster, var jeg opmærksom på et særligt par øjne, der fulgte hver eneste af mine bevægelser. En spænding løb gennem mig hver gang vores øjne mødtes fra den anden side af rummet. Han så på mig, ikke på nogen af de andre smukke, elegante og slanke kvinder omkring ham. Hans opmærksomhed var fuldstændig fokuseret på mig, selv når mænd hilste på ham og krævede hans opmærksomhed.
Hvorfor virkede han så interesseret i mig? Hvorfor følte jeg mig tiltrukket af ham? Hvorfor var han den eneste mand, der havde magten til at gøre mig akavet og målløs?
"Mine damer og herrer, må jeg venligst få jeres opmærksomhed?" lød en stemme fra forsiden af rummet, hvor en scene var blevet sat op.
Stilheden fyldte rummet næsten øjeblikkeligt. Alle vendte sig mod den talende kvinde på scenen, hvilket gav mig den perfekte mulighed for at smutte væk. Jeg afleverede bakken i køkkenet. Claire var ingen steder at se, så jeg havde intet andet valg end at informere en af de andre piger om, hvor jeg var på vej hen.
Jeg brugte toilettet og vaskede mine hænder. Min refleksion i spejlet over vasken fangede min opmærksomhed. Nogle hårtotter var gledet ud af den stramme knold og indrammede mit ansigt. Mine kinder var røde, og mine øjne skinnede med nogle ukendte følelser. Jeg stirrede på mig selv i et par sekunder mere, før jeg sænkede blikket til mine hænder.
Jeg plaskede koldt vand på mine håndled, tørrede mine hænder i håndklædet og forlod derefter badeværelset. Min opmærksomhed var fokuseret på mine sko, så jeg så ikke personen, der nærmede sig, før det var for sent. Jeg stødte lige ind i en hård krop.
"Jeg er så und-skyld!" udbrød jeg, da jeg trådte tilbage. Mine øjne fløj op, og mine ord døde straks hen.
"Det er okay," sagde Silas blidt. "Jeg kiggede ikke, hvor jeg gik."
Jeg sank og tog endnu et skridt væk fra ham. "Rigtigt, jeg må hellere komme tilbage til arbejdet."
"Mit tilbud står stadig ved magt," mindede han mig om, mens jeg gik forbi ham.
Jeg stoppede og vendte mig for at se på ham med en rynke i panden. Det tog et par minutter, før jeg huskede hans spørgsmål fra tidligere om at få noget at spise. Jeg ville gerne, men jeg kunne ikke. At gå nu ville betyde ingen betaling. Jeg bed mig i læben og stirrede op på ham, mens jeg overvejede mit svar.
"Jeg ville elske det, men—"
"Fint!" afbrød Silas og smilede til mig. "Jeg kommer og henter dig om et par minutter."
Med det vendte han sig og fortsatte hen mod badeværelset. Jeg stirrede på den lukkede dør i et par sekunder, før jeg skyndte mig tilbage til køkkenet. Han ville seriøst tage mig ud at spise. Jeg smilede, mens en stærk følelse af lykke og tilfredshed voksede i mit hjerte. Smilet blev siddende, selv da Claire råbte ad mig for at være forsvundet.
Jeg var i gang med at samle de tomme glas, da Silas kom ind i rummet igen.
"Hej Claire, har du brug for Lara til noget andet?"
Mine øjne blev store, og overraskelsen skyllede igennem mig. Jeg skævede mellem dem, mens jeg ventede på hendes svar. Hun gav mig et misbilligende blik, før hun fokuserede på manden, der stod et par meter foran hende.
"Det tror jeg ikke," mumlede hun.
"Fint, så har du vel ikke noget imod, at jeg stjæler hende?"
Claire rystede på hovedet. Jeg lukkede munden, da hans øjne flakkede over til mig. Jeg troede faktisk, at han lavede sjov. Han ville vel ikke virkelig tage ud og spise med mig, ville han? Claire sagde noget til ham, hvilket fik hans øjne til at flakke over til hende. Hun vendte sig for at gå, men han greb fat i hendes arm. Han lænede sig ned og hviskede hårdt mod hendes øre. Hvad end han sagde, fik det farven til at forsvinde fra hendes ansigt.
Claires mund åbnede og lukkede et par gange, før den smækkede i. Hun nikkede til ham, hvilket fik hans hånd til at slippe hendes arm. Uden at se sig tilbage skyndte hun sig væk.
Jeg rynkede panden, mens forvirringen fyldte mig. Hvad havde han sagt til hende, der fik hende til at løbe væk?
Silas gik tættere på og stoppede foran mig. Hans læber trak sig op i et smil. "Lad os gå."
"Jeg er i-i-kke klædt på til middag," tøvede jeg.
Hans øjne gled langsomt ned over min krop og så tilbage op. Jeg bed mig i læben, mens varmen skyllede gennem min krop og satte sig mellem mine lår. Jeg havde aldrig følt sådan før. Jeg skiftede vægt fra fod til fod og kiggede rundt omkring os.
Ingen lagde rigtig mærke til os. Jeg var heller ikke rigtig i humør til at møde andre mennesker. Mine ben og fødder gjorde ondt. Jeg slikkede mine læber og vendte mig mod ham igen. Smilet var forsvundet fra hans ansigt. Jeg så smerten flakke gennem hans øjne, før han kiggede væk og skjulte sit udtryk.
"Jeg følger dig hjem så."
Af en eller anden grund påvirkede smerten i hans øjne mig meget. "Hvorfor laver jeg ikke noget mad til os?" tilbød jeg.
Hans øjne skød op til mine i overraskelse. Han rystede på hovedet, greb fat i min albue og styrede mig mod elevatoren. Vi var stille hele vejen ned, indtil vi nåede udgangen. Silas åbnede døren for mig og fulgte så efter mig udenfor. Jeg standsede og vendte mig mod ham med et spørgsmål i blikket.
"Du må være helt udkørt," sagde han blidt. "Det sidste du har brug for nu, er at lave mad."
"Er du ikke sulten?"
"Jeg er dødsulten," indrømmede han med et lille smil. "Hvad med at vi henter noget på vejen til din lejlighed?"
Jeg tøvede. Var det klogt at lade ham komme over til min lejlighed? Når han først vidste, hvor jeg boede, var der ingen vej tilbage. Tvivlen flakkede gennem mig. Til sidst nikkede jeg til ham.
"Okay."