2. LARA: MIN FRELSER
Lara
Mine øjne fløj op til uret, mens jeg gik hen mod dørene. Den sidste kunde var lige gået, endelig. Klokken var næsten to lørdag morgen. I morgen skulle jeg være tilbage her igen klokken fem om eftermiddagen. Måske ville lørdag være bedre end i går. Måske ville der ikke være nogen forvekslinger med tidsplanerne. Måske ville jeg ikke skulle klare det hele alene. Måske ville jeg endda se Hr. Høj mørk og flot igen.
Et hånligt grin undslap mine læber. Ja, helt sikkert, hvad var chancerne for det?
"Lara."
Mine øjne vendte sig mod Kenzie, som stod lænet med albuerne mod baren. "Ja?"
"Jeg har brug for en tjeneste," sagde han blidt.
"Selvfølgelig." Det kunne umuligt være værre end dette. "Vil du have, at jeg låser?"
Han nikkede. Jeg fulgte hans blik, mens han kiggede rundt i baren. Det var selvfølgelig et rod, og jeg forventedes at rydde op, før jeg låste. Jeg bed mig i læben for at forhindre et suk i at undslippe. Hvorfor var der ingen, der havde besluttet at møde op på arbejde? Alt, hvad jeg ønskede, var at komme hjem og krybe i seng efter et dejligt varmt bad for at lindre mine ømme muskler.
"Jeg betaler dig overtid."
Jeg gav ham det lyseste smil, jeg kunne præstere. "Nu taler du. Dette sted vil skinne og stråle for dig i morgen."
"Det tvivler jeg ikke på." Han gik rundt om baren og tøvede. "Jeg er ked af rodet. Det vil ikke ske igen."
Og så forsvandt han ned ad gangen, der førte til bagdøren, og efterlod mig helt alene. Ensomheden sivede ind i mig, mens jeg begyndte at rydde op. Jeg længtes efter at have nogen at komme hjem til - nogen, der ville massere mine ømme muskler og lade mig fortælle alt om min dag. Jeg længtes efter nogen, der ville være der til at forstå, hvilken byrde jeg bar på mine skuldre.
Jeg ryddede bordene og bar opvasken ud bagved. Efter at have tørret bordene af, satte jeg stolene op på bordene og rengjorde gulvene, før jeg gik ud bagved for at vaske op. Da baren var skinnende ren, var klokken næsten fire. Jeg var træt og sulten, og jeg ville bare i seng.
I stedet for at bruge bagdøren til at gå ud, gik jeg gennem hoveddøren. Jeg sørgede for, at døren var låst, før jeg gik væk. Gaderne var tomme og oplyst af gadelygter, der blinkede tændt og slukket, hvilket var lidt skræmmende. Jeg rakte ind i min taske, mens jeg krydsede gaden. Mine fingre rørte ved den lille metaldåse med peberspray, jeg havde købt kort efter, jeg begyndte at arbejde i baren. En lyd fangede min opmærksomhed, men det var for sent at reagere.
En arm sneg sig rundt om min talje, og en hånd smækkede ned over min mund. Jeg skreg og sprællede, mens jeg blev løftet fra jorden. Min taske gled ud af mine fingre, da manden drejede mig rundt og smækkede mig mod muren. Smerte skød gennem mig, da min ryg ramte de kolde mursten. Lugten af alkohol fyldte mine næsebor, da manden lænede sig frem. Hans krop pressede mod min, hvilket fyldte mig med frygt. Nummenhed spredte sig gennem mig. Jeg var i problemer, jeg vidste det, men jeg kunne ikke gøre noget.
"Forbandede kælling," hvæsede han mod mit øre. "Jeg skal nok få dig til at betale."
Den stemme. Kuldegysninger løb ned ad min ryg. Adrenalinen ramte, og erstattede nummenheden. Jeg pressede mine hænder mod hans bryst og skubbede, men manden rykkede sig knap en tomme. Han flyttede sig lidt og greb mine håndled. Tårer brændte bag mine øjne. Jeg skulle have ringet efter en taxa.
"D-du kan tage alt, hvad du vil," hviskede jeg. "Jeg har fem dollars i min taske. De er dine, bare lad mig gå."
"Jeg vil ikke have dine penge," hvæsede han.
Han trådte tilbage, men holdt stadig fast i mit håndled. I det øjeblik mine fødder ramte jorden, sparkede jeg ud. Han stønnede, da min fod ramte hans skridt. Manden vaklede tilbage og slap mit håndled. Jeg blev ikke hængende for at finde ud af, hvor slemt jeg havde såret ham. Jeg løb, kun for at støde ind i et andet hårdt bryst få sekunder senere.
Et skrig undslap mine læber, da mandens arme viklede sig rundt om min talje. Jeg begyndte at sprælle og formåede at sparke manden på skinnebenet. Han stønnede, men hans arme løsnede sig ikke, som jeg havde forventet. Jeg rev min arm fri, og med en knyttet næve svingede jeg ud. Min næve ramte hård knogle og blød hud. Denne gang slap mandens arme, og jeg snublede baglæns.
Et kort øjeblik kiggede jeg på ham, før jeg vendte mig om for at løbe, men noget stoppede mig. Jeg vendte mig om lige da han rettede sig op. Han var stadig let foroverbøjet med den ene hånd presset mod ansigtet, hvor jeg havde ramt ham, og den anden mod sit lår. Mumlende noget under sin ånde rettede han sig op og sænkede hånden. Overraskelsen skyllede igennem mig, da jeg genkendte ham.
Og så kom skylden. "Jeg er så, så ked af det."
Med hænderne foran kroppen skyndte jeg mig hen mod ham, stadig mumlende undskyldninger.
"Hvorfor løb du?" spurgte han og ignorerede fuldstændig mine undskyldninger.
Jeg sank en klump og kiggede over skulderen. Min taske lå på jorden, hvor jeg havde tabt den, da jeg blev grebet, men manden var ingen steder at se. Hvor var han forsvundet hen? Ventede han på en ny mulighed for at gribe mig?
"Jeg... øh," begyndte jeg, før jeg vendte mig mod ham igen. "Nogen greb mig."
Han trådte tættere på. "Er du okay? Blev du såret?"
"Jeg har det fint."
Jeg stirrede på ham, mens han gik hen for at samle min taske og de ting, der var faldet ud. Han kiggede sig omkring, før han gik tilbage til mig. Da jeg rakte ud for at tage min taske fra ham, gik det op for mig, hvor meget jeg rystede. Adrenalinen var begyndt at aftage. Jeg indså, hvor slemt det kunne være gået, hvis han ikke var dukket op.
"Tak," hviskede jeg.
"Jeg følger dig hjem," sagde han blidt.
Jeg nikkede. Til min overraskelse rakte han pludselig ud og trak mig ind mod sit bryst. Jeg spændte, da hans læber strejfede min kind. Måske var det på grund af det, der var sket, eller måske havde det noget at gøre med at blive beroliget efter angrebet, men jeg lod tårerne falde. Jeg lagde armene om hans talje og klamrede mig til ham.
"Jeg har dig," hviskede han i mit øre.
Et par sekunder senere trak jeg mig væk fra ham og tørrede mine kinder. Jeg kunne ikke se på ham efter mit pinlige sammenbrud. Jeg plejede at holde tårerne tilbage, indtil jeg var alene. Tårer var en svaghed, jeg ikke kunne tillade nogen at se. Jeg var stærk. En enkelt hændelse skulle ikke gøre mig svag.
"Lad os få dig hjem," sagde han blidt.
Jeg nikkede og begyndte at gå i retning af min lejlighed. Stilheden mellem os var lidt ubehagelig. Jeg fugtede mine læber og kiggede op på ham under mine øjenvipper. Hans øjne var fokuseret på hans fødder.
"Hvad er dit navn?"
"Silas, og dit?"
"Lara. Besøger du familie?" spurgte jeg blidt.
Han kiggede over på mig. "Nej, jeg er her for forretning. Hvor længe har du boet her?"
Jeg fugtede mine læber. "Jeg flyttede hertil for omkring fem måneder siden."
"Hvor flyttede du fra?"
Jeg tøvede. Der var ingen hurtig løgn at fortælle. Normalt var jeg forberedt på den slags spørgsmål, men ikke i aften, ikke efter næsten at være blevet grebet og sandsynligvis overfaldet. En kuldegysning løb ned ad min ryg. Lettelsen skyllede ind over mig, da jeg fik øje på min lejlighedsbygning.
"Tak fordi du fulgte mig hjem."
Han rømmede sig og gav mig et lille smil. "Det var så lidt." Han vendte sig om og stoppede så. "Næste gang, tag en taxa."
Smilede forsvandt fra mit ansigt, da jeg gik ind i bygningen. Jeg tog trappen to ad gangen og skyndte mig ned ad gangen mod min lejlighed. Det tog et par forsøg, før jeg fik nøglen i låsen. Jeg låste døren op, gled indenfor og lukkede og låste døren bag mig. Jeg smed min taske på køkkenbordet og skyndte mig ind i soveværelset.
Efter et varmt bad og lidt toast gled jeg endelig i seng. Jeg var udmattet, men søvnen kom ikke. Jeg stirrede op i loftet, mens mine tanker flakkede. Jeg greb fat i lagnet og trak det tættere om min krop. Det hjalp ikke på den kulde, der pludselig fyldte min krop. Noget føltes forkert.
"Skøre," mumlede jeg til mig selv. "Det er bare dagens begivenheder. Manden skræmte dig, det er alt. Han ved ikke, hvor du bor."
Jeg vendte mig om på siden og lukkede øjnene. Silas. Han gav mig ikke noget efternavn, så jeg kunne ikke slå ham op. Han sagde, at han var her på forretning, men han uddybbede ikke. Han ville sandsynligvis snart tage af sted igen. Desuden søgte jeg ikke et forhold.
Der ville alligevel ikke komme noget ud af det. Om et par måneder ville jeg blive tvunget til at flytte igen. Hun lod mig aldrig blive et sted længe. Uanset hvor meget jeg ønskede at starte noget med Silas, ville det aldrig vare.