4. Tomme-for-tomme
"Dakota Black, en høj præsterende, millionær i sine 20'ere og en hot shot ungkarl, som pigerne savler over... Er dit hjerte ved at overgive sig til at slå sig ned?"
Jeg kigger op på ham i kursiv og han stirrer tilbage på mig i fed.
Hans tykke, groft trimmede øjenbryn løfter sig i underholdning, og jeg tjekker straks igen, om jeg læste det rigtigt. Årh! Hvorfor skal de skrive så kiksede rødme-til-mit-nummer spørgsmål og ikke spørge direkte?
Jeg hører ham tage en dyb indånding af frustration og finder mig selv synke mere ned i hans dyre sofa. Han ser irriteret ud og mest af alt, tændt. "Har ikke mødt nogen iøjnefaldende kvinde endnu," siger han og ser direkte ind i mine øjne.
Det er svært.
Som at kæmpe mod seks fuldvoksne ildsprudende drager. Det er så svært at stirre ind i hans giftige grønne øjne, der trænger ind i mig uden undskyldning. Og som en amatørprinsesse kryber jeg mit blik til notesbogen og skriver hans svar med hans elegante pen.
Har-ikke-mødt-nogen-røv-fangende-kvinde-endn
"Hvad med dig?"
Mit hoved rykker op i overraskelse, da hans dødbringende stille stemme ekkoer i mine ører. "Hvad med mig?" spørger jeg ham med et forbløffet ansigt. Hvad med mig? spørger min angst også.
Dakota ser afslappet ud, hans ene hånd hviler på hans lår og den anden på sofaens armlæn. Hans lange finger strejfer det mørke skæg på hagen, mens han studerer mig med sit dybe blik, som om jeg er en lavbudget opstart, han burde investere i.
"Hvordan endte du her?" Min hud prikker, da lyden af hans dybe stemme når mig igen. Nysgerrighed tegner sig på hans fyldige læber, noget jeg ville kalde spiseligt.
"Jeg var på forlaget og snublede på en eller anden måde herhen." Jeg skubber en løs lok bag mit øre og prøver at trække mit selvsikre ansigt frem. Men jeg er ikke modig nok til at konkurrere med hans dyriske blik, og at overgå ham er et emne i en anden dimension.
"Er du inden for journalistik? Jeg troede, du var studerende i ingeniørvidenskab og datalogi." siger han uden nogen tonefald.
"Ja. Jeg mener nej." Noget flakser i mit hjerte, og mine kinder kilder med blodets hast, velvidende at han stadig husker mit hovedfag efter tre lange år. Hvorfor?
Hvorfor sådan en god hukommelse?
Jeg fugter mine læber. Hans øjne brænder ind i mig, og jeg føler mig tvunget til at fortælle ham sandheden. "Jeg ville have penge til mit afsluttende semesterprojekt, så jeg var på Pegasus Publications for at udgive min bog, som jeg har skrevet i et stykke tid. Men deres interviewer havde diarré, så redaktøren bad mig tage dette interview og senere skrive kontrakt med mig som forfatter, så jeg kan få min bog udgivet."
Varme slikker min hud på den måde, hans blik kigger ned på mig med en nysgerrighed, jeg aldrig har set før. "Du skriver bøger?" Hans øjne blusser øjeblikkeligt af overraskelse. "Hvilken slags?" spørger han med en interesse, som om han vil bestille den det næste sekund. Nej, nej, NEJ!
Mit hjerte flakser som tusind vinger, og jeg kigger straks ned på den lille notesbog på mit skød for at aflede opmærksomheden. Jeg er ikke sikker på, om han virkelig er interesseret eller bare stiller mig spørgsmål for at fordrive sin fritid. Hvilket jeg tror, han ikke har noget af.
"Det er ikke din kop te," siger jeg og bider mig i læben.
Mit hjerte banker unormalt hurtigt, da han læner sig ned mod mig, en smule intimiderende. Hans jordagtige duft rammer min næse igen, og jeg klemmer mine lår sammen som reaktion, da jeg føler hans varme blik slikke min hud.
"Og hvad fik dig til at tro det, Emara?"
Jeg lukker øjnene. Kuldegysninger løber gennem mig, da jeg hører mit navn for anden gang i hans dybe, truende stemme. "Uden engang at vide, hvad jeg drikker." hvisker han mørkt, og af en eller anden forvirret grund bliver mine kinder varme.
Jeg bider mig i læben, og da jeg samler mod til at se på ham, kigger han allerede på mig. Hans grønne øjne er fokuseret på rødmen i mine kinder og glider langsomt til området under min kæbe og mellem min hals, som forsvinder ind i min røde silkeskjorte.
Jeg synker højlydt. Det var den hårdeste synkning, jeg har gjort, og min angst sparker ind, og jeg spekulerer på, om jeg lød høj. Eller værre, opstemt.
Jeg ryster på hovedet for at rydde tankerne om den røde farve og bringe mig selv tilbage til virkeligheden. "Jeg troede bare, det ikke var din stærke side. Du virker som en logisk mand, der er til tekniske ting og sandsynligvis læser motivations- og ledelsesbøger af berømte forfattere-"
"Kom til sagen." Han taler som en skarp ordre, en smule utålmodigt.
"Du vil ikke kunne lide min romantikroman." Jeg udbryder det. Og jeg vil ikke have, at du læser den. Please!
Dakota smalner øjnene og antyder et smil i mundvigene. Et smil, som kun en rovdyr laver, når han har fanget sit bytte.
"Hvad handler din roman om?" Han læner sig tilbage og spørger mig roligt, som om han interviewer mig. Hans lange pegefinger glider nu over hans læber, mens han venter på mit svar, denne gang ret tålmodigt.
"Det er ikke noget interessant." Jeg løfter mine øjenvipper og ser ham lytte opmærksomt til mig. Selv mens han bare sidder her og ikke laver noget, er der noget mørkt, der ulmer bag hans øjne, som gør mig endnu mere nervøs.
"Det er en fiktiv historie om en anden verden, som styres af varulve og deres leder." Jeg prøver at holde det kort og kedeligt. Men måden hans øjne lyser op, grønne og dybe. Jeg tror, jeg ramte en forkert nerve i hans hoved.
"Ulve?" Han hæver et øjenbryn og viser sin overraskelse.
Og pludselig viser mine erindringer mig billeder af den grusomme ulvetatovering på hans ryg, som dækker helt op til fronten af hans bryst og skulder, mens jeg så ham i buret. Den virkelige grund til, at folk kaldte ham The Alpha.
Jeg kigger straks ned på notesbogen og bladrer gennem siderne med ukontrollerede hjerteslag. "J-jeg tror, jeg har dækket alle spørgsmålene. Kun ét er tilbage." Jeg kigger ikke op på ham denne gang, mens jeg læser.
"Som et eksempel på fra klude til rigdom. Hvad savner du mest fra dit enkle liv?" Jeg holder papir og pen klar til hans svar, da han siger,
"Vold."
Jeg kigger op på ham. Chokeret. Som en dramatisk pause i en musik.
"Jeg savner de undergrundskampe, jeg deltog i. At brække andres knogler, se deres ego bryde med hvert slag, indtil der ikke er andet tilbage i dem end blod og knogler. Den magt over en anden persons liv, selvom det kun er for et minut eller to. Jeg savner den spænding. Ingen stof eller kvinde kunne give det."
Stykker af magt blinker i hans grønne øjne, og de lyser stærkere og grønnere. Som en flydende flod i vildmarken, ukontrolleret og ustyret af naturen.
Det krævede alt i mig at kigge væk fra hans intense passionerede blik og ned på det almindelige notesbogspapir, der ikke lokker mig. Jeg samler min hjerne, som er overalt på hans ansigt, jakkesæt, hænder, og skriver hans svar ned, ord for ord.
Jeg kigger op på ham en sidste gang. Måden han læser på sit Apple Watch og bare sidder der, han suger al ilten ud af rummet. Han udstråler klasse, luksus, sofistikering og ren magt.
Nogen jeg bør holde mig mindst en kilometer væk fra.
Jeg samler mine ting og med stor anstrengelse rejser jeg mig på mine fødder, mens han let glider ud af sin stol. Hans fingre lukker ubevidst hans jakkesæts knap, som om han har gjort det tusind gange før.
"Tak for din tid, Mr. Black. Det var rart at se dig." Jeg føler min højde synke til jorden, da han står ved siden af mig i sine 1,93 meter. Han nikker respektfuldt og gestikulerer mod døren. Udgangen.
Jeg kan endelig gå ud af hans kløer og hans næsten perfekte liv.
"Du ser anderledes ud nu."
Mine øjne snapper tilbage til ham, da jeg hører hans hæse stemme glide gennem min hud som silke. Adrenalin pumper gennem mine årer, og mit ansigt rødmer med det øjeblikkelige blodgennemstrømning.
"Ja. Jeg farver ikke mit hår nu." Jeg skubber en af de undslupne lokker af mit hår bag mit øre, mens jeg lader som om, jeg ikke bliver intimideret af ham. Jeg husker, at jeg havde blåt hår, da jeg mødte ham første gang. Det er mærkeligt, hvordan han husker unødvendige detaljer om mig.
"Ikke håret. Du har taget på." Han siger lavt og dybt, kaster et hurtigt blik på min krop, og pludselig stiger mine selvbevidste dæmoner op fra mørket.
"Ser jeg fed ud?" Jeg spørger ham chokeret. Min selvtillid synker ned i min mave, som jeg troede, jeg havde pænt gemt bag den sorte blyantnederdel, jeg har på.
"Du ser bedre ud." Et smil antydes i mundvigen, da han siger det uden at kigge på mig, som om han tydeligt husker mig, tomme for tomme, hvordan jeg så ud for år siden.
Åh, var det en kompliment?