Kapitel 6 Benægtelse af operationen
Ralap, stadig smilende, førte Amelia hen til Frederick. Idet han skulle til at præsentere dem, talte den normalt godhjertede Amelia først: "Jeg nægter at operere hende."
Hendes erklæring overraskede både Ralap og Amber.
Amber sprang foran Ralap og spurgte hastigt: "Hvorfor?"
Ralap så også ivrigt på Amelia, lige så forvirret.
Amelias læber var blege, da hun vendte sig mod Frederick med et svagt smil. "Jeg har været fuldt booket med operationer for nylig. Jeg har simpelthen ikke tid. Der er mange mere dygtige læger i vores afdeling. Hr. Zepho er også et bemærkelsesværdigt talent. Han kunne udføre fru Roberts' operation og bestemt gøre det mere pålideligt end mig."
Ralap var ved at melde sig frivilligt, glad for Amelias ros, da Fredericks klare stemme skar igennem. "Aflys de andre operationer, find tid."
Frederick stod beslutsomt over for Amelia. Hans ansigt var udtryksløst, men hans tilstedeværelse udstrålede et ubestrideligt pres.
Han kastede et blik på Amelia og rettede derefter sin opmærksomhed mod Ralap, mens han spurgte: "Kan dette arrangeres?"
Ralap så på Amelia og derefter tilbage på Frederick. Han fornemmede noget galt mellem de to, men i betragtning af det større billede, svarede han hurtigt: "Selvfølgelig kan det det."
Efter at have talt, trak han i Amelias ærme og mumlede stille: "Den simple operation, du har i morgen, tager jeg mig af. Du skal bare fokusere på fru Roberts' operation. Hospitalets investering afhænger af dig."
Amelia rynkede panden, følte sig yderst uvillig, og hun så på Frederick med utilfredshed. "Jeg har ikke været i den bedste sindstilstand på det seneste. Hr. Hastings, er du virkelig tryg ved, at jeg opererer på din kæreste? Kirurgiske fejl er ikke ualmindelige. Overvej det venligst nøje."
Ralaps ansigtsudtryk blev til en blanding af chok og akavet fornøjelse. Han undskyldte hurtigt over for Frederick. "Frøken Davis er måske lidt for træt, derfor hendes mindre ideelle måde at udtrykke sig på. Hr. Hastings, tag det venligst ikke personligt."
Med et glimt af vrede vendte Amelia sig om og gik væk. Da hun løftede blikket, så hun Daniel vente på hende ikke langt væk.
Han smilede og vinkede til hende. Da han bemærkede hendes træthed, da han nærmede sig, rakte han hånden ud for blidt at rode i hendes hår og så på hende kærligt. "Du ser ud som om du er ved at besvime. Hvis du er så træt, burde vi nok aflyse vores date i aften."
Tanken om de ejendomsmagnater, Daniel havde sagt, han ville introducere hende for, fløj gennem Amelias sind. Hvis Davis-familiens stagnerede ejendom kunne sælges, kunne det måske give noget lettelse. "Nej, daten skal fortsætte. Jeg er slet ikke træt."
Med det samme kvikkede hun op og gik til sit kontor for at tage sin kittel af. Derefter gik hun med Daniel.
Mens hun så Amelias afgående skikkelse, talte Amber med et strejf af misundelse: "Frøken Davis har sådan en kærlig kæreste. Han afleverer hende om morgenen og henter hende om aftenen."
Langsomt løftede hun blikket og så på Frederick, der stod ved siden af hende. Han så dyster ud, med en utydelig irritation i sit udtryk og et dybt, iskoldt blik i sine øjne. "Jeg har fået Felix til at hjælpe dig med indlæggelsen. Jeg må gå nu."
Frederick gik med et urokkeligt udtryk, trådte ind i elevatoren uden et øjebliks tøven.
Amber stod stille, så elevatorens døre lukke og strammede pludselig grebet om hånden, der hang ved hendes side.
Daniel førte Amelia direkte til restauranten. I det private rum var der kun tre ledige pladser, mens de andre allerede var optaget.
Da Daniel trådte ind i rummet, trak han en stol ud til Amelia, før han undskyldte til alle med et smil. "Undskyld, vi blev forsinket i trafikken. Tak fordi I ventede."
Alle tilstedeværende var store navne i Kasfees erhvervsliv.
Vanderbilt-familien, et gammelt og anset navn i Kasfee, havde brugt år på at udvikle deres ventures i udlandet, men havde altid opretholdt deres forbindelser derhjemme.
Daniel, nu ved roret af Vanderbilt-arven, udstrålede naturligt respekt, og folk var villige til at give ham ansigt.
"Det er i orden, vi er lige selv ankommet," bemærkede en.
"Men da du kom for sent, skal du drikke tre glas," krævede de legende.
Daniel accepterede med et grin.
Da samlingen begyndte, var Daniel opmærksom på Amelia. Deres særlige forbindelse blev ikke overset, hvilket gjorde mængden mere modtagelig over for udsigten til at gøre forretninger med Davis Group.
Når Amelia diskuterede Davis Groups projekter, kunne hun gå i detaljer, og med Daniels støtte begyndte nogle at overveje at købe den jord, hun talte om.
"Byens udviklingsfokus skifter mod vestlige forstæder og nordbyen. Det ser ud til, at Davis Groups jord i de sydlige forstæder ikke vil se udvikling i endnu et årti, hvilket gør det til en mindre attraktiv investering," påpegede en.
"Hr. Vanderbilt, du er lige vendt tilbage fra udlandet, du skal stadig vænne dig til Kasfees marked og vækst," sagde Frederick, da han trådte ind, hans tone var ligegyldig, men med et strejf af hån.
Så snart han ankom, rejste alle sig fra deres pladser.
"Hr. Hastings, sagde du ikke, at du var optaget og ikke kunne komme?" spurgte de.
"Vi begyndte at spise uden dig. Det var en forglemmelse."
Arrangøren rejste sig hurtigt for at hilse på Frederick og var klar til at tilbyde ham den bedste plads.
"Hr. Hastings, vær så venlig, tag denne plads..."
Frederick, uden at skænke værten et blik, trak stolen ved siden af Amelia ud og satte sig graciøst.
Amelia følte, at trykket i rummet pludselig faldt, og hun rettede straks ryggen, velvidende at Frederick ikke ville gøre det let for hende. Hun havde ikke forventet, at han ikke kun ville undlade at støtte Davis Group, men aktivt forstyrre deres forretningsforhandlinger.
Atmosfæren blev anspændt. Amelia, let irriteret, kastede et sideblik på Frederick.
Han så roligt tilbage på hende, hans rolige opførsel antydede, at han ikke var den, der lige havde skabt problemer.
Bemærkede spændingen, tog alle deres pladser i et forsøg på at slappe af atmosfæren.
Amelia kontrollerede sin frustration og skulle til at tale, da Daniel, der sad ved siden af hende, afbrød, "Det er måske ikke tilfældet.
"Hr. Hastings, måske har du glemt den tusind år gamle kirke i de sydlige forstæder."
Frederick kneb øjnene sammen, hans blik dvælende ved Amelia og Daniel i et par sekunder.
Amelia fangede et hint af hån i dybden af hans gennemborende blik. Frederick var ved at svare Daniel, da hun hurtigt strakte sin hånd under bordet og lagde den på hans ben.
Hvis han fortsatte med at snakke vrøvl, ville det stykke jord sandsynligvis forblive usolgt!
Den pludselige berøring af Amelias delikate hånd på hans ben fik Frederick til at smile subtilt og kastede et meningsfuldt blik på hendes slanke, lyse hånd.
Huden, hvor hun rørte, syntes at antænde en lille flamme inden i ham.
Alligevel virkede hun rolig og fattet. Hun kastede et sideblik på ham og tvang et smil frem, så falsk at det ikke kunne forveksles med ægte.
"Hr. Hastings, selvom de sydlige forstæder måske ikke er inden for byens plan, hvis Millennium Kirken blev omdannet til et kommercielt distrikt med attraktioner for at tiltrække turister, ville det så ikke også have kommerciel værdi?"
Frederick betragtede hende med et let skævt blik, som om han vejede sine tanker.
Amelia spændte. Hun var meget bevidst om, at Davis-familiens evne til at sælge denne jord afhængede af Fredericks svar.
Hendes øjne, smukke og tiltrækkende, flakkede let. Hun stirrede på ham, bange for at han ville afvise hendes forslag.
"Hmm," svarede Frederick, hans tone kølig og let hæs.
"En sådan plan kunne faktisk være værdifuld."
Amelia åndede lettet ud og trak langsomt sin hånd tilbage. Men i det næste øjeblik greb han fast i den.