Kapitel 7
Den musikalske lyd spredte sig øjeblikkeligt.
Fiona sænkede blikket, hendes fingerspidser bevægede sig med muskelhukommelse og frembragte en melodisk melodi.
Mange mennesker blev tiltrukket af musikken og samlede sig omkring hende. Den beroligende musik spillede bag ham, hvilket fik Harold Klein, som kedede sig ihjel ved at ledsage sin mor og gæsterne i forretningsdiskussioner, til instinktivt at dreje hovedet.
I det næste øjeblik lyste hans matte øjne straks op.
Blødt lys faldt på Fiona, hendes udtryk fokuseret og hengivent. Lyset fik hende til at se hellig og urørlig ud.
Samtidig stoppede William, som netop var kommet ind i banketsalen, i sine spor og gik hurtigt tilbage.
Han stirrede på hende i en trance, som om han så tilbage på den eftermiddag for fyrre år siden, da han først mødte sin elskede.
"Kan Fiona også det?" spurgte Wyatt og vendte sig mod Darwin.
Faktisk vidste Darwin heller ikke, at Fiona kunne spille harpe. Dette fik ham til at føle, at Fiona var en fremmed, utrolig fjern fra ham. Hun var slet ikke som den person, der havde ledsaget ham i fem år. Følelsen af at være blevet bedraget tilføjede til mørket i Darwins hjerte.
Stykket sluttede. Efter en kort stilhed brød applausen ud omkring dem.
Fiona sukkede lettet. Hun rejste sig yndefuldt og elegant og gengældte gesten.
Ud af øjenkrogen så hun William gå mod hende.
Men i det øjeblik nærmede to medarbejdere fra krydstogtet sig og spurgte: "Frøken, kan du vise din invitation?"
Fiona var målløs og tænkte: 'Tjekker de invitationer inde i banketsalen?'
Hun så Bella i mængden ikke langt væk, der så selvtilfreds ud.
Det var næsten skrevet i hendes ansigt, at hun stod bag dette.
Fiona var nedtrykt.
Hvis Bella var her, hvor ville Darwin så være?
"Frøken, vis venligst din invitation!" Da Fiona ikke reagerede, hævede medarbejderne deres stemmer og skældte hende ud.
Darwin og Wyatt var allerede hastet ned ad trappen og gik mod dem.
"Undskyld," sagde Fiona akavet og hjælpeløst.
En stemme lød bag fra mængden. "Hun behøver ikke en invitation."
Alle vendte sig for at se, hvor stemmen kom fra, inklusive Fiona.
Da hun så, hvem det var, blev hun lamslået.
Hvorfor var det ham?
"Hr. Klein?" De to medarbejdere blev chokerede, da de så, hvem det var.
"Hvad laver I?" spurgte Harold med en rynke i panden.
"En gæst rapporterede lige, at denne dame ikke havde en invitation, så vi lavede bare en rutinekontrol," svarede en af dem.
"Hun har faktisk ingen invitation, fordi jeg personligt inviterede hende," sagde Harold strengt, "Hvis I har spørgsmål, så spørg mig!"
"Vi tør ikke!" De to viftede hurtigt med hænderne. "Frøken, vi er kede af det. Vi prøvede at forstå situationen og mente ikke at forstyrre din nydelse af banketten!"
"Det er fint." Fiona rystede på hovedet.
"Gå tilbage til arbejdet." Harold viftede med hånden, stadig med et lidt utilfreds udtryk.
Medarbejderne bukkede hurtigt og gik.
Da situationen begyndte at vende sig imod hende, havde Bella allerede gemt sig i mængden, bange for at de to ansatte ville genkende hende og skabe problemer for hende offentligt.
Folkene omkring dem begyndte at sladre, da de så, hvordan Harold forsvarede hende. De gættede alle på, om Fiona var hans kæreste.
Bellas ansigt blev blegt, og hun bed hårdt i sin læbe.
Fiona havde været sammen med Darwin i fem år og var lige blevet dumpet. Det var umuligt for hende at finde sammen med arvtageren af en luksus smykkegruppe så hurtigt.
Fiona var også forvirret.
Den flotte fyr med blandet etnicitet viste sig at være dagens festens hovedperson, Harold, søn af Klein-familien. Og han havde endda hjulpet hende ud af en knibe.
'Vent! William!' Fiona kiggede hurtigt rundt, men den spredte mængde viste ingen tegn på William.
"Leder du efter noget? Har du tabt noget?" spurgte Harold uvidende, mens han fulgte Fionas blik og kiggede rundt.
"Fiona!" Bellas søde og forstillede stemme kaldte.
Fiona kunne bekræfte, at personalet tidligere var blevet kaldt af Bella, bedømt ud fra hendes provokerende blik.
Hendes øjne rystede let, da hun kiggede over.
Bella stod lige foran, og holdt Darwins arm.
"Mr. Solomon." Fiona nikkede let og hilste koldt og distanceret.
Wyatt vinkede med et smil. "Frøken Woods."
Fiona sendte ham et koldt blik og ignorerede ham.
Wyatt tav.
Darwin kiggede på Fiona og derefter på Harold. Han lo, "Frøken Woods, du er hurtig."
Fiona kiggede op på Darwin, hendes smil nåede ikke hendes øjne, "Mr. Solomon, du har lært mig godt."
Hun kæmpede desperat for at redde firmaets tab, mens han tog sin nye sekretær med for at ødelægge hendes indsats.
"Mr. Solomon, en fornøjelse," hilste Harold høfligt.
Darwin ignorerede Harold og gik ind i festsalen med Bella.
Wyatt var ved at bryde ud i latter over Fionas svar til Darwin.
Fiona, væk fra Darwin, var virkelig en behagelig overraskelse.
Med et smil på læberne fulgte Wyatt Darwin ind i festsalen.
I det øjeblik lød en klar stemme. "Fiona!"
Harolds lyseblå øjne var fyldt med glæde, og hans tone var munter.
Fionas irriterede humør faldt hurtigt til ro. Hun kunne ikke lade være med at smile. "Ja, mit navn er Fiona Woods."
"Det er et smukt navn!" sagde Harold oprigtigt, "Jeg er Harold Klein!"
Fiona sænkede sine øjne, smilende mens hun satte sit løse hår bag øret.
"Forresten, sneg du dig herop for noget vigtigt?" spurgte han.
Fionas tone var lidt beklagende. "Jeg kom for at diskutere noget med en ældre, og jeg var lige ved at nå ham før."
Festen var stadig lang, og hun ville få en ny chance, før William gik.
"Hvem leder du efter? Jeg vil hjælpe dig!" tilbød Harold.
I Fionas sind havde alt en pris. Hun rystede på hovedet og afslog, "Mr. Klein..."
"Kald mig Harold!"
Fiona var ved at tale, da Williams livvagt, den samme som lige havde stoppet hende, kom over. "Frøken, Mr. Newton vil gerne se Dem."