Camillas POV fortsætter
Jeg løber ud, stadig gennemblødt og grædende. Tårerne slører min syn så meget, at jeg støder ind i et skab og stopper op. Jeg har brug for min telefon, jeg har brug for Ryan, men jeg kan ikke gå tilbage ind i klassen og se sådan her ud. Mine ører ringer stadig fra, at Raquel slog mit hoved mod væggen.
"Faldt hun i poolen eller havet?" hører jeg en mandlig stemme sige. Den kommer lige foran mig. Jeg kan ikke se dem gennem mit slørede syn, men jeg prøver at tørre øjnene for at få et bedre kig, da de går hen imod mig og stopper lige foran mig, og jeg mister al følelse i mine ben og falder til jorden.
Jeg ryster, ikke kun fordi jeg er gennemblødt, lyden af mit hjerte, der banker, kan høres på lang afstand. Mine tænder klaprer ukontrolleret, jeg vil skrige, men det virker som om jeg har mistet stemmen.
Foran mig står ingen andre end Alfa Adrian og Beta Santiago. Alfa Adrians blik er fast rettet mod mig, mens han tager kontrollerede vejrtrækninger. "Adrian, hvorfor stoppede du? Kom nu, lad os gå, vi er allerede her." Beta Santiago siger og ser skiftevis på Alfa Adrian og mig.
Alfa Adrian rækker mig sin hånd, og da jeg tager den, føler jeg en strøm af elektricitet og adrenalin pumpe ind i mig, men jeg føler mig stadig svag. Han må også kunne mærke det, for han trækker hånden til sig. "For fanden!" bander han.
Det er ham.
Det er virkelig ham!
Alfa Adrian er manden fra sidste uge. Jeg stod lige ansigt til ansigt med djævelen, og han er min mage.
Nej, han kan ikke være min mage. Nu er jeg sikker på, at jeg er forbandet. Hvad har jeg gjort dig, Månegudinde, hvorfor parre mig med Alfaen? Af alle mænd, hvorfor ham? Jeg kigger på ham og hans Beta, mens flere tårer strømmer ned ad mit ansigt.
Jeg ryster af kulde og også af frygt, der raser gennem mig. De går væk fra mig, og før de ser sig tilbage, løber jeg. Jeg løber til rektors kontor og banker ikke på, da jeg går ind.
"Frøken Burton, du kan ikke bare storme ind, dette er ikke en..." Hun stopper, da hun ser nærmere på det grædende rod, jeg er. "Hvad er der sket med dig?" Ude af stand til at tale, græder jeg endnu mere. Hun giver mig et medlidende blik, jeg hader det blik, men folk har givet mig det hele mit liv, det er ynkeligt, jeg afskyr det.
Hun nikker og gestikulerer til sædet, "Kom nu, tag plads derovre, jeg vil ringe til Alfa Ryan for at hente dig. Skolen er ikke færdig i en time endnu, men dette er en nødsituation." siger hun og tager sin telefon.
"Hvad er der sket, har nogen gjort dette mod dig?" spørger hun. Jeg taler ikke, jeg nikker og tørrer mine tårer. Hun sukker, "Mobning er uacceptabelt! Jeg vil tage mig af gerningsmændene, men vær venlig ikke at fortælle din bror om denne lille hændelse." beder hun.
Jeg nikker igen og tørrer tårerne. Jeg er ikke en sladrehank, især ikke over for Ryan, han ville rive hovedet af hende og Raquel for det, hun gjorde mod mig.
"Hvad er deres navne?" sukker hun. Jeg gjorde intet mod Raquel, og hun gjorde dette mod mig. Forestil dig, hvad hun ville gøre, hvis jeg faktisk gjorde noget mod hende, hun ville dræbe mig, og jeg ville lade hende, fordi jeg har aflagt et løfte. Jeg tørrer nogle tårer væk og trækker på skuldrene, "Jeg ved det ikke." Jeg løj.
Hun ville selvfølgelig tro det, jeg er lige mødt op her og kender ikke nogen endnu.
"Okay, kan du venligst stoppe med at græde." siger hun og tilbyder mig et lommetørklæde.
Nogen banker på døren, og rektoren ser fra mig til døren. "Det må være din bror, han sagde, han var tæt på. Kom ind." råber hun.
Da døren åbner, smiler hun. Jeg vipper hovedet for at tørre mine tårer, fordi Ryan vil rive stedet ned, hvis han ser mig græde her.
Jeg tager mig tid til at samle mig, mens hun rejser sig fra sin stol, "Alfa, Beta! Wow, hvilken ære at have jer her på Winter Bloom Akademiet." siger hun med en begejstret tone, som et barn. "Tag venligst plads."
Jeg hører fodtrin, og de stopper, da jeg gætter på, at personen sætter sig. Det er ikke Ryan. Den eneste anden Alfa, jeg har set, er...
Jeg løfter hovedet for at bekræfte min mistanke, og jeg havde ret, det er Alfa Adrian, der sidder ved siden af mig. Mine øjne bliver store, og jeg føler, at mine kontaktlinser er ved at falde ud. Jeg spænder i sædet, og han rejser sig hurtigt. "Adrian?" Beta kalder bekymret, men Alfa Adrian svarer ikke, han stirrer på mig med et tomt udtryk, men det er langt fra tomt, jeg kan bare ikke læse det endnu.
Beta kalder på ham igen, og denne gang svarer han, hans blik gennemborer min sjæl, mens jeg trækker mig væk fra det, bange for at det måske ser lige igennem mig, gennem hele denne facade. "Hvad er der galt?" spørger Beta, først da føler jeg hans blik løfte sig fra mig, efterladende en ny frygt.
"Ingenting, rektor Jones, jeg vil bare tale med dig om en overførsel for mine søstre." siger han og ser skiftevis på mig og rektoren. Jeg kigger ikke længere på ham, men jeg kan mærke hans øjne på mig.
"Åh," udbryder hun, "Pigerne kan ikke skifte, andre skoler har allerede registreret deres elever til eksamener, så det vil ikke være muligt for tolvte klasses elever." Han svarer ikke, rummet er stille, og jeg kigger op på ham, mine øjne finder hans med det samme. Han knurrer, hans blik er iskoldt, mens han stirrer med ren foragt. "Hav en god dag, fru Jones," mumler han og går ud med sin Beta bag sig.
"Jeg kan se, at vores Alpha har rystet dig," smiler hun, mens hun rækker mig en flaske vand. Jeg drikker det med lukkede øjne, men billedet af Alpha Adrian og hans dødsensfarlige blik får mig til at kvæles.
Jeg giver mig selv en mental rystetur, tager flasken væk og hoster lidt. Fru Jones går hen til døren, og jeg tager en tår mere af min vandflaske, kun for at kvæles endnu mere. Pludselig mærker jeg nogen børste min ryg, det er min bror.
"Prinsesse, træk vejret. Lad være med at stresse over det," siger Michael og børster min ryg. "Godt, sådan," smiler han, da jeg endelig stopper med at hoste.
Hans hånd kærtegner mit våde hår. "Hvad skete der med dig?"
Åh, du ved ikke, at jeg blev terroriseret og næsten udryddet af det blik, min mage gav mig, men det siger jeg ikke. I stedet ryster jeg på hovedet og snøfter over min hånd. "Jeg havde en ulykke."
Han ser tilbage på fru Jones. "Kan jeg tage hende med hjem?"
Da vi kommer hjem, går jeg direkte op på mit værelse og falder ned på min seng for at fortsætte med at græde. Jeg vil ikke i skole mere. Alle er onde, de mobber og griner af mig.
Jeg kan simpelthen ikke tage tilbage, og hvad værre er, jeg mødte djævelen. Nu ser jeg hans ansigt hver gang, jeg lukker øjnene, stirrende ind i min sjæl med afsky (had).
Billedet blinker for mine øjne så mange gange, at jeg føler, jeg skal tisse i bukserne. Han indgød mig frygt, ægte frygt og ikke den frygt, jeg er vant til.
Hans duft hænger stadig i alle rum, jeg går ind i, og den pige Belle, hun lugtede som ham. Selvfølgelig gør hun det, hun må være hans lillesøster. Hvordan jeg kunne overse det før, forstår jeg ikke, kun hun kan være så smuk.
"Milla, skat," sukker Arielle og sætter sig på kanten af min seng. Jeg rejser mig for at kramme hende, lægger mit hoved i hendes skød og græder endnu højere.
"Mi amour, hvad er der galt?"
"Jeg vil ikke i skole mere."
"Jeg kan ikke lide det der, Ryan, du havde ret, det er ikke godt. Jeg vil aldrig tilbage igen."
"Prinsessa," hører jeg Ryan sukke fra døren.
"Please, lad være med at tvinge mig til at tage tilbage. De kan ikke lide mig, de mobber og griner af mig. Hun... hun vil dræbe mig, Ryan. Please, jeg vil ikke i skole igen!"
"Okay, du skal ikke tage tilbage mere. Jeg vil ikke tvinge dig."
"Ryan!" snapper Arielle.
Han sender hende et blik. "Hvad?"
"Hun skal i skole."
"Hun kan lære herfra. Jeg vil ikke tvinge Milla, hvis hun ikke vil, det er bedst, hun bliver her. Jeg mener, se på hende, hun ryster," siger han og peger på mine aktuelle reaktioner.
"Hvad så? Hun ryster, når hun er bange. Camilla er ikke et lille barn mere, og du kan ikke bringe dig selv til at nægte hende noget, men det kan jeg. For hendes eget bedste vil jeg, og derfor siger jeg, hun skal i skole," kræver hun.
"Ari, please," snøfter jeg, min stemme kommer ud skinger og brudt.
"Se på hende, min elskede, hun græder endnu mere! Ved du hvad, bare rolig prinsesse, du skal ikke tage af sted," forsikrer han mig.
Arielle sukker, hendes blik fast på mig. "Skat, vent venligst udenfor."
"Hvorfor?"
"Fordi jeg vil betale dig i venlighed." Hun lyder, som om hun stiller ham et spørgsmål, men hun fortæller ham det, og han ved det, så han vender sig om og lukker døren. Arielle venter på, at hans fodtrin dør ud, før hun begynder at overtale mig, men jeg vil ikke overtales. Jeg hader det der.
"Jeg vil ikke, Arielle, please, lad være med at tvinge mig," siger jeg og tørrer mine tårer væk.
"Se skat, det er gymnasiet. Du kan ikke give op, fordi dit hår ser dårligt ud, eller du ikke får en promdate, ikke engang hvis de mobber dig. Camilla, folk er sådan, de vil såre dig, fordi du er bedre end dem. De føler sig truet, og desuden... hvis du giver op hver gang noget går galt, vil folk kalde dig en kujon, og far vil ikke være stolt. Er det, hvad du vil?"
Smart, at bringe far-kortet frem.
"Nej, det vil jeg ikke," snøfter jeg.
"Nå, vil du så i skole eller give op?"
"Jeg vil tilbage i skole, Ari."
"Godt, og du vil vise dem, der mobbede dig, at du ikke er bange. Du vil skubbe tilbage, når du bliver skubbet, og hvis de ikke lader dig være i fred, vil jeg selv tage mig af dem. Nu kom, tag et bad, og jeg vil tage dig med for at få is," siger hun og kilder mig.