Camillas POV fortsætter
Hun vinker mig op til sig med hånden, "Kom herop, skat, og introducer dig selv."
Jeg rejser mig fra min plads og vender mig mod alle. De stirrer alle på mig, halvdelen vurderer mig, den anden halvdel prøver at finde måder at dømme mig på.
Jeg tager en dyb indånding for at berolige mine nerver. "Hej, mit navn er Camilla Mia Burton. Jeg er sytt...."
"Ingen gider høre om din alder, bare sig dit navn og sæt dig ned." snerrer Raquel.
Alle griner igen, okay, jeg forstår det, jeg er den nye elev, der får den populære til at se godt ud og være sjov. Hvis jeg ikke underholder hende eller viser, at hun påvirker mig, vil hun finde en anden at mobbe. Jeg er sikker på, at den, hun mobbede før jeg kom, er ovenud lykkelig lige nu.
Matematiklæreren slår tavleviskeren mod bordet for at få opmærksomhed. "Stille! Og Raquel, hold op med at være så uhøflig overfor dine klassekammerater, ellers ryger du ud." advarer hun.
"Jeg hjalp hende bare, frøken Vanderbilt." piber hun.
Frøken Vanderbilt, som jeg har lært, lægger en hånd på min skulder, "Camilla, tag din plads, og vi er glade for, at du er med os. Og hvad I ikke ved, er, at Camilla har været medlem af denne klasse siden 10. klasse, og hun er en fremragende elev, jeg er sikker på, at I har set hendes navn på klasselisten eller på den akademiske leaderboard." Hun smiler og afviser mig.
Jeg går hen til min plads, men nogen spænder ben for mig, så jeg falder, for anden gang i dag. Alle griner, inklusive læreren, men hun beder dem hurtigt om at tie stille.
Jeg sætter mig og tørrer tårer væk, som jeg ikke havde bemærket faldt, er det ikke det, jeg ville? Jeg kan høre en hånende stemme i mit hoved råbe ad mig. Jeg ville komme i skole for at føle noget, opleve noget nyt, hvad som helst, men jeg hader det her, jeg vil skifte klasse.
"Okay, nu lægger I blyanter, matematik-sæt og kuglepenne på bordet og øhm... ja, Jessica samler taskerne og stiller dem foran, jeg vil ikke fange nogen i at snyde. Hvis jeg fanger jer i at snyde, dumper I automatisk min klasse." siger hun uden følelser.
Vi gør som hun beder, og hun begynder at dele spørgsmålspapirerne ud. Der er en banken på døren, og Jessica, pigen der samlede taskerne, åbner den. To piger træder ind. Dømt ud fra drengenes reaktioner er de også populære og klassens favoritter.
Jeg kan ikke lade være med at stirre på dem, de er begge smukke, men den ene mere end den anden, hasseløjne og ravnsort hår med en maroon farve, der falder ned ad ryggen, hendes hud stråler så meget, at det kunne oplyse et rum. Den anden pige har rødt hår, der komplimenterer hendes himmelblå øjne, men hendes rødder er sorte, hun har en ubekymret aura omkring sig, det har de begge.
"I kommer for sent." siger Jessica til dem og peger på, hvor taskerne er. Den rødhårede viser hende fingeren og ruller med øjnene, den anden pige ryster på hovedet af hende.
"Du er lige kommet i tide til vores matematikprøve. Denne tæller for halvtreds procent af din karakter ved slutningen af skoleåret. Så find en plads, hvor du kan, jeg giver jer snart en opgave," forklarer fru Vanderbilt.
De to piger ser på hinanden og hvisker, mens de sætter sig. Den ene sætter sig ved siden af mig, og den anden til venstre for hende.
Fru Vanderbilt kommer rundt og giver dem hver en opgave. Det tager yderligere fem til ti minutter at uddele svarark til alle. Hun giver os klarsignal, og vi begynder at skrive. Da jeg begynder at bladre igennem opgaven, indser jeg, at skolen er meget lettere end hjemmeundervisning. Jeg svarer på spørgsmålene i rekordtid og sidder nu og tygger på min penneklip.
"Der er tredive minutter tilbage," annoncerer fru Vanderbilt, hvilket får nogle til at mumle. Jeg kigger mig omkring, alle har travlt nu, og jeg bemærker, at pigen ved siden af mig hvisker til den, hun kom ind med.
"Jeg kender ikke dette emne, og der er fyrre point for det. Kun en engel kan redde os nu," hvisker hun panisk.
"Ingen mumlen, lille Carter og Rodriguez, byt pladser med Hannah," beordrer fru Vanderbilt.
Hun vender tilbage til at rette nogle opgaver. Jeg ser på pigen ved siden af mig, der svarer forkert på et spørgsmål. Jeg vil hjælpe hende, men jeg skal ikke komme i mere problemer på min første skoledag.
"Femten minutter," annoncerer fru Vee uden så meget som at kigge op på klassen.
I hvad der ligner panik, kigger pigen ved siden af mig på mig nu, og det går op for hende, at hun aldrig har set mig før. Jeg åbner midten af svarhæftet og holder det, så hun kan se.
Hun kigger forvirret på mig, og jeg nikker. Hun kopierer, og da hun er færdig, bladrer jeg om på næste side. Grunden til, at jeg åbnede midten først, er, at de svar, jeg har skrevet der, giver flest point. Hun formår på en eller anden måde at kopiere omkring syv spørgsmål, der giver femogfyrre point, og uden tvivl er korrekte.
"Fru Vanderbilt, nogen snyder!" hører jeg frøken Hvad-er-der-på-hendes-ansigt sige.
Jeg tager min blyant og peger på svarene, som om jeg bekræfter dem. Pigen ved siden af mig hælder hovedet og kigger tilbage på Raquel og mimer noget.
Fru Vanderbilt ignorerer hende. Hun rejser sig og ringer med en klokke, "Tid er gået. Aflever jeres papirer til fronten."
Vi gør, som hun siger. Og da hun er færdig med at samle svarhæfterne, går hun.
Alle henter deres tasker foran, og det gør jeg også. "Hej, jeg tror ikke, vi har mødt hinanden før, jeg er Mirabelle." Hun smiler, hun dufter bekendt, berusende, men det er ikke hendes parfume eller duft, det er ikke stærkt på hende, det hænger bare lidt ved hende, som om hun lige har rørt ved ejeren af duften.
Jeg ser på hende med ærefrygt. Ordene sidder fast i min hals, og jeg kan ikke svare hende. Hun er rolig, smiler meget, hun er det modsatte af Raquel, men jeg bliver stadig intimideret af folk som hende, der ikke hænger ud med folk som mig, de mobber dem for at udnytte deres usikkerheder.
Mirabelle ignorerer min manglende taleevne, “Tak fordi du lod mig kopiere fra dig. Det kunne være endt dårligt, hvis vi var blevet opdaget, og det var forkert, men du gjorde det for mig. Du kender mig ikke engang. Du er flink, og jeg taler for meget, undskyld.” Hun smiler, før hun går væk til bagenden af klassen.
De fleste øjne følger hende, og det gør jeg også. Hun nærmer sig Raquel, som smiler til hende, “Belle-” Hun bliver afbrudt af Mirabelles hånd, som hurtigt kolliderer med hendes ansigt, og jeg krymper mig på hendes vegne; det må have gjort ondt, for det slag kunne høres udenfor klasseværelset. “Belle!” udbryder Raquel og holder sig på sin nu rødflammede kind.
“Belle ingenting, du er så falsk, hvis jeg -”
Hun stopper, da den rødhårede kommer imellem dem og klapper. “Problemer i bedsteveninde-paradiset?” håner hun, tydeligvis med et tilbageholdt grin. Raquel ignorerer hende, og Mirabelle ryster på hovedet af hende.
Trædende væk fra dem griner hun, “Hvad gjorde jeg?”
Ingen af dem svarer hende, Mirabelle fæstner sit blik på Raquel, “Hvorfor sagde du det til fru Vanderbilt?”
Raquel trækker på skuldrene, lænende sig mod sit bord. “Hvad vi siger hver gang. Nej vent, hvorfor føler du dig skyldig, snød du?”
Hån, det er hvad det er, Raquel så tydeligvis os snyde, så hvorfor spiller hun dum nu? Klassen mumler, nogle ignorerer stadig denne skænderi, som om det er en normal dag med disse to. Mirabelle ryster på hovedet af Raquel, “Jeg vil ikke have, at du taler til mig eller besøger mig, ikke at du nogensinde kom for at hænge ud med mig.” Mirabelle fniser.
Raquel retter sig op, “Hvad skal det betyde?”
“Det betyder, at du ikke skal tro, jeg ikke har lagt mærke til, at du kun kan lide at komme over til mit hus, så du kan stirre på mine brødre.” afslører Mirabelle, mens hun går tilbage til sin plads.
Okay, plottwist, dette er klassens dronning B, og Raquel er vennen, der vil være som hende.
Resten af dagen gik virkelig hurtigt. Jeg spiste frokost med Mikel og hans venner. De var rare. Jeg ville ikke have noget imod at være i deres klasse.
Efter frokost havde vi to timer og en friperiode. Alle larmede, så jeg besluttede at finde biblioteket. Jeg lånte en roman derfra og gik på toilettet, før jeg gik tilbage til klassen. Jeg vaskede mine hænder, da døren åbnede, og jeg tog hurtigt mine briller på, Arielle kalder dem min forklædning, og hun kunne ikke have mere ret.
Efter at have registreret hvem det er, tager jeg min bog for at gå, men Raquel blokerer min vej. “Ikke så hurtigt, fire øjne, hvor tror du, du skal hen?”
Jeg peger på døren, "Øhm, jeg - jeg... jeg var..."
"Du, du hvad, stammer?"
"At gå." Jeg formår at sige det uden at stamme. Jeg er i undertal.
Hun ser over skulderen på sine venner og smiler skævt. "Vee, Nina. Hjælp mig med at lære stammeren en lektie. Jeg kan ikke lide, at folk træder på mine sko, gargoyle..." Hendes hoved vender sig tilbage mod mig, "Åh vent, troede du, jeg havde glemt det?" Hun griner og presser mig ind i et hjørne, mens hendes små blåblodede skiftervenner griner ad mig.
"Min Mikel råbte ad mig på grund af dig, og du ydmygede mig foran alle." Siger hun og tager mine briller af og træder på dem.
Hendes veninde trækker på skuldrene, "Hun fik dig til at se dum ud." Hun fniser, mens hun blæser på sine ny-malede pink negle. Pink er en overvurderet farve, hvis du spørger mig.
Raquel river min bog fra mig, mens hun holder øjenkontakt. "Og oven i købet er min bedste ven sur. Det er ikke din skyld, men du skal betale for det." Og der går min roman, hun smider den i toilettet. Forkælede møgunge. Tee ville have det sjovt med denne her, og det ville gamle Camilla også.
"Det er næsten tid til historie, lad os bare gøre hende færdig. Her er barberbladet, skal vi barbere hendes hoved?" Hendes anden veninde stråler.
"Nej!" råber jeg, hvilket får dem til at grine endnu højere.
Er det underholdende for dem? At få mig til at græde ved deres nåde bare fordi de kan.
Raquels hånd rammer mit ansigt hårdt, hårdere end Mirabelle slog hende tidligere, og jeg skriger højere.
"Hold kæft!" advarer hun, mens hun bringer sin finger til sine læber, og jeg nikker, mens jeg kvæler mine gråd.
Hun nikker også smilende. Hun trækker i mit hår og løsner den knold, det er i. Jeg føler mit hoved blive fyldt med varme efterfulgt af smerte, og jeg indser, at hun har banket mit hoved mod væggen.
Hendes venner griner, mine ører ringer, mit syn er sløret af tårer. Jeg kan høre hendes veninde skrige ad hende, mens den anden hælder en spand vand over mit hoved. Det næste, jeg hører, er lyden af stof, der rives i stykker, mit stof, min nederdel, og så er de væk.
Da rengøringsdamen åbner døren til badeværelset et par minutter senere, sidder jeg og ryster og græder, iskold i hjørnet af et gymnasiebadeværelse.
Det er ikke sådan, jeg ønskede, min første dag skulle gå. Hvad gjorde jeg mod Raquel? Hvorfor sker dette altid for mig? Hvorfor kan folk ikke lide mig? De tager et kig på mig og beslutter, lad os ikke fucke med hende, hun er grim, irriterende og skal mobbes? Er jeg virkelig så forbandet, at ingen vil have mig omkring dem, min blotte tilstedeværelse udløser vrede hos dem.
Rengøringsdamen kigger på mig og derefter på hele badeværelset. "Min gud, I børn roder altid badeværelset sådan til." Hun snerrer, "Vent, græder du? Åh, det er derfor, jeg ikke har børn... øh, gå til læreren eller rektors kontor, hun er barnepigen, ikke mig." Siger hun og skubber mig ud.