Kapitel 4 Den uovervindelige første kærlighed
Jeg plejede at være helt vild med de der dårlige dramaserier, så jeg forstår godt, hvorfor nogle fyre hænger fast i deres første kærlighed, selvom deres koner derhjemme er dødlækre.
Sagen er den, at jo mere uopnåeligt noget er, jo mere vil man have det. Sådan er det bare.
Hvis Anne var Edwards første kærlighed, var det det faktum, at han aldrig kunne gifte sig med hende, der efterlod dette ar af fortrydelse. Det fik ham til at føle sig helt skæv, hver gang han så hende.
Familien Howard var en stor sag, super respektabel. På grund af samfundet og alt det der, var de bestemt til at være adskilt. De var ikke engang blodsbeslægtede, så teknisk set var der ikke noget galt i, at de blev gift. Men i en familie som den, kom forretningen og arven først. At gifte sig med en fra en anden social status? Ingen chance. Og romantiske følelser mellem søskende? Glem det.
Det er derfor, Anne blev den, som Edward følte, han skulle passe på for evigt.
Hvis tingene virkelig var, som jeg forestillede mig, hvordan kunne jeg nogensinde konkurrere med det?
Operationen gik fint. Jeg sad der alene og ventede, mens alle andre havde nogen med sig.
Gangene stank af desinfektionsmiddel, og det føltes som om det rensede min forelskede hjerne også. Efter et stykke tid følte jeg mig super klar i hovedet, så jeg sms'ede Edward: [Hvis du skulle vælge mellem mig og Anne, hvem ville du så vælge?]
Jeg var klar. Hvis han valgte Anne, ville jeg gå og ønske dem det bedste. Men jeg havde brug for at vide sandheden.
Jeg klemte min telefon og ventede, men min besked syntes at forsvinde i den blå luft. Jeg begyndte endda at tvivle på, om jeg havde sendt den.
Jeg tænkte over det igen. Måske var det impulsivt at sende den besked, men hvis jeg ikke handlede impulsivt, hvordan kunne jeg så overbevise mig selv om at give slip på den mand, jeg havde elsket så længe?
Uden svar, undrede jeg mig over, om de var i hospitalsstuen og planlagde noget. Besluttet på at finde ud af det, gik jeg igen til Annes stue.
Inde i stuen var Edward forsigtigt ved at give Anne et stykke æble på en frugtgafle, hans øjne viste en ømhed, jeg aldrig havde set før.
Jeg fortrød det lidt. Hvis jeg var kommet lidt senere, ville jeg så have fanget dem på fersk gerning? Selv et kys ville tælle som bevis, ikke? Så ville jeg ikke behøve at kæmpe med dette længere.
Jeg stod i døren og kaldte på Edward. Han lagde frugten ned og så irriteret ud. "Hvad er så vigtigt, at vi skal diskutere det på hospitalet?"
"Jeg ventede på dit svar," sagde jeg fast og udtalte hvert ord tydeligt.
Edward rakte ind i sin lomme efter sin telefon. Efter at have læst beskeden, dukkede et svagt smil op på hans ansigt, og han stirrede ind i mine øjne, spørgende, "Hvorfor skulle jeg vælge? Hvad er der galt med dig?" Hans stemme var lav men bestemt. Jeg tænkte, at hvis vi ikke var på et hospital, ville Edward have råbt de ord.
Edward viste ingen tegn på panik eller ubehag, efter jeg havde ramt et ømt punkt. Under Edwards rolige blik var det mig, der følte skyld. Edward tog endda afslappet en pakke cigaretter frem fra sin lomme, men lagde den tilbage, da han indså, at han var på et hospital.
Edward tog sit ur af og legede med det i hånden. Luften var stillestående, og gangens lys var skarpt. Jeg var forvirret. Hvorfor tabte jeg altid, når jeg konfronterede Edward? Selv min sikkerhed om, at Edward havde været følelsesmæssigt utro, blev sløret. Jeg begyndte endda at reflektere over, om jeg var for følsom. Hvordan kunne han altid have så ren samvittighed?
Jeg samlede mine tanker og spurgte igen, "Hvilken sygdom er Anne indlagt for?"
"Du har spurgt tre gange allerede. Det er Annes privatliv. Jeg råder dig til ikke at spørge igen," snappede Edward, tydeligt irriteret.
"Privatliv? Er du tættere på mig, din kone, eller på din falske søster?" svarede jeg igen.
"Absurd!"
Endnu en stilhed fulgte.
"Et sidste spørgsmål så. Bliver du hos hende i nat, eller tager du med mig hjem? Du bestemmer."
"Du er urimelig." Med de ord gik Edward tilbage ind i rummet og smækkede døren.
Jeg blev helt stum. Jeg havde lyst til at smadre døren og trække Edward ud. "Fint, jeg går!" Beslutningen var taget, så jeg tog et par skridt tilbage, vendte mig om og løb. "Fra nu af kan du tilbringe så meget tid med Anne, som du vil."
Edward kom ikke efter mig. Jeg hørte døren til hospitalværelset åbne og lukke igen.
Da jeg kom hjem og åbnede døren, kom Melissa Morgan straks hen til mig, tog mine sko og greb min taske. "Åh fru Howard, er De kommet til skade? Skal jeg ringe efter en læge?"
Melissa bemærkede min forbundne hånd og spurgte bekymret. Denne uventede bekymring fra en udenforstående fik min næse til at prikke. Edward havde tilbragt en halv dag med mig og havde ikke bemærket min skadede hånd, eller hvis han havde, var det ham ligegyldigt.
Han kunne ikke engang måle sig med en ansat.
At sige, at kærlighed var den billigste ting i verden, var helt rigtigt.
"Melissa, jeg er lige kommet hjem fra hospitalet. Ingen grund til at lave mad i dag; du kan gå hjem."
Tjenestefolkene boede ikke hos os; de kom og gik efter skema. Udover den nødvendige rengøring og madlavning, kunne jeg ikke lide at have for mange mennesker omkring huset. Lige nu var jeg udmattet og havde brug for at være alene.
Melissa var bekymret. "Hvad med, at jeg rydder lidt op, før jeg går? Jeg kan ikke tage dine penge for ikke at lave noget."
Jeg kendte Melissas karakter; hun udnyttede aldrig andre, så jeg lod hende gøre, som hun ønskede.
Jeg stod der blankt, kiggede på Melissas travle skikkelse og tog et godt kig på det hjem, jeg havde boet i i fire år. Den rummelige stue, det mørke træmønstrede flisegulv, de gyldne marmorvægge. På solsiden var der et gulv-til-loft vindue, så højt som en væg. Udenfor duftede tropiske frugttræer ind i villaen. Hvert hjørne af rummet udstrålede en følelse af komfort.
Bunken af skrald, som Melissa havde fejet op, bragte mig tilbage til virkeligheden. Det var en bunke af ting, der ikke tilhørte mig—små dukker, farverige tegneseriehårspænder, søde figurer og mange tegneseriekort, jeg ikke kunne forstå.
"Melissa, lad bare de ting ligge."
Jeg indså sent, at jeg kunne lide varme farver, renlighed og sollys, der strømmede ind i hvert hjørne af huset, mens hvert hjørne havde spor af Anne.
Jeg kunne ikke lide, at andre invaderede mit private rum, men Anne havde boet i huset i fire år. Det var mig, der ikke passede ind her.
"Melissa, hent kufferten. Jeg skal pakke."
Hun kiggede forsigtigt på mig. "Fru Howard, har De skændtes med hr. Howard? Alle par skændes, men De kan ikke bare gå på grund af et skænderi. Hvis nogen skal gå, bør det være hr. Howard." Selvom det var en joke, varmede hendes ord mit hjerte.
Melissa var en, jeg havde hyret fra et husholdningsservicecenter, og hendes nærhed til mig var uanfægtet af afsløringen.
Jeg sagde, "Når jeg har slået mig ned, tager jeg dig med. Jeg er vant til din madlavning."
For at købe lidt tid hjalp Melissa langsomt med at pakke, og kiggede ud af vinduet fra tid til anden. Jeg vidste, hvad hun ventede på; hun havde i hemmelighed ringet til Edward bag min ryg.
Jeg tænkte, det vil ikke gøre noget; Edward kommer ikke tilbage.
Til sidst var kufferten pakket. Melissa måtte sidde på den med sine brede hofter for knap nok at lukke lynlåsen. Jeg rakte ud for at tage den, men hun holdt fast, ikke villig til at give slip. Til sidst vandt jeg, fordi jeg var yngre.
Jeg trøstede hende, "Melissa, bliv her. Gider ikke lave noget specielt. Sørg bare for at få hver en krone ud af Edward, få ham til at gå konkurs, hvis du kan."
Jeg gav Melissa en varm afsked, som var min måde at sige farvel på.
Melissa blinkede pludselig til mig. Pressede hun tårer frem?
Jeg vinkede med hånden og vendte mig om for at gå, vendte mig så hurtigt, at jeg stødte ind i væggen.