Read with BonusRead with Bonus

Kapitel 3 Slap af, Vær ikke bange!

Natalie slappede ikke af, før bilen stoppede foran Bygning 7. Hun steg ud, takkede Daniel og skyndte sig hen mod villaen.

Daniel betragtede hende, mens hun hastede afsted, med et smil på læben. Han overvejede at følge efter hende ind, men ombestemte sig og kørte væk.

"Natalie!" Renées stemme rungede, da Natalie gik forbi villaen. "Hvorfor er du så sent på den? Kom herind og begynd at vaske grøntsagerne!"

I Cullen-familien blev Natalie behandlet som en lavtstående tjener, kommanderet rundt af alle.

Natalie skiftede hurtigt tøj og gik ud i køkkenet. Renée betragtede hendes lyse ansigt og rynkede panden. "Hvor er din maske? Prøver du at genere Alice?"

Alice havde indført en regel i Cullen-familien: Natalie skulle bære en maske hele tiden. Hvis hun viste sit ansigt, kunne hvem som helst slå hende.

Natalie trak hurtigt en maske op af lommen, så kun hendes klare øjne var synlige. Renée sendte hende et skarpt blik, før hun forlod hende til hendes opgaver.

Netop da, kørte en luksusbil op foran huset. En mand i en elegant, askefarvet jakkesæt steg ud. Han var høj, flot og udstrålede selvtillid.

Renée, som netop var nået til døren, så ham og løb begejstret hen. "Hr. Howard, hvad bringer Dem her?"

Manden var Adrian, arving til Howard-familien, den mest magtfulde og rigeste familie i Vachilit, med en formue på flere hundrede milliarder.

Renée bukkede ærbødigt og førte Adrian indenfor, mens hun instruerede en tjener: "Hent hr. og fru Cullen og lav noget kaffe!"

I stuen satte Adrian sig afslappet i sofaen, men hans tilstedeværelse fyldte rummet med spænding.

Natalie kom ind med kaffen, hovedet bøjet. Hun satte bakken forsigtigt på bordet. "Velbekomme," sagde hun, og kiggede op, hvorefter hun frøs, da hun så Adrians ansigt.

Det var ham!

Scener fra aftenen før strømmede gennem hendes sind—hans hårde opførsel, den vedvarende smerte i hendes krop. Hun kunne næsten høre hans dybe, hæse stemme sige, "Slap af, vær ikke bange."

Natalie rystede, kaffekoppen i hendes hånd skælvede. Da hun så kaffen spilde, forsøgte hun instinktivt at gribe den med sin hånd, ignorerende smerten. Dog landede et par dråber stadig på Adrians bukser.

Han hævede et øjenbryn mod hende. Hun holdt hovedet nede, masken skjulte hendes ansigt, hendes krop skrøbelig og klædt enkelt. Trods det, at hun kun var en tjener, virkede hun mærkeligt bekendt for ham.

"Hvad laver du?" skældte Renée, hurtigt undskyldende over for Adrian. "Jeg er så ked af det, hr. Howard. Blev De forbrændt?"

Adrians intense blik hvilede på Natalie, og hun følte en brændende fornemmelse på hvert sted, han havde rørt og bidt natten før.

Hun holdt hovedet nede, stadig rystende, knap nok registrerende smerten i hendes hånd fra den varme kaffe.

Adrian betragtede hende tavst.

Renée råbte, "Natalie, skynd dig at undskylde!"

"Jeg er så ked af det, hr. Howard," mumlede Natalie, og greb en serviet for at tørre kaffen af hans bukser.

En velkendt duft af kirsebærblomster bredte sig, identisk med den fra den nat. Adrians øjne snævrede sig sammen.

Natalie blev færdig med at tørre af og gjorde sig klar til at gå.

"Stop," beordrede Adrian.

Previous ChapterNext Chapter