Djævelen
Althaia
"Hold hende udenfor det her." Min far sagde med et rasende udtryk i ansigtet.
"Hvorfor skulle jeg? Det er dig, der gemmer hende, Gaetano." Han udfordrede ham med et djævelsk smil på læben.
"Hun har intet med noget at gøre!" Min far råbte ad ham.
"Nu, nu." Han smålo lidt. "Det vil jeg være dommer over." Han trak mig foran sig, og jeg følte, at jeg stod ansigt til ansigt med Satan selv. Han lænede sig tættere på mig, hans ansigt var så tæt på mit, at hvis jeg bevægede mig, ville vi støde hovederne sammen. Jeg sank en klump, mens jeg så på ham med store øjne, bange for, hvad han kunne finde på at gøre.
"Vi skal nok få en lille snak sammen snart, okay?" Hans gyldenbrune øjne stirrede intenst ind i mine, mens han lod en tommelfinger glide langs min kæbe. Jeg kunne ikke tale. Jeg kunne ikke trække vejret. Jeg stirrede bare på ham med store øjne, mens mit hjerte bankede som en gal. Hvad skulle jeg overhovedet sige? Te eller kaffe? Jeg var ret sikker på, at han foretrak blod.
Og jeg kunne kun håbe, at det ikke var mit, han var ude efter.
Han lænede sig tilbage, blinkede til mig og vendte sig for at gå væk. Jeg åndede ud, og mine svage ben gav endelig efter under mig, hvilket fik mig til at snuble, før jeg ramte jorden. Selvom jeg aldrig rigtig nåede at ramme jorden, da nogen viklede deres arme omkring mig. Jeg vendte mig om og så, at Michael havde nået at gribe mig i tide.
"Er du okay? Er du kommet til skade et sted?" Han spurgte hektisk, mens han kiggede rundt på mit ansigt. I stedet for at svare ham, kiggede jeg forvirret rundt, over hvad der lige var sket. Lige der bemærkede jeg, hvordan både Damianos mænd og min fars mænd havde trukket deres pistoler, men langsomt gemte dem væk igen, da intet skete. Men de var stadig forsigtige, vurderede hinanden.
"Althaia!" Michael kaldte mit navn bestemt. Jeg vendte hurtigt hovedet mod ham igen, han så mig i øjnene og ventede på et svar. Han så så seriøs ud, at det fik mig til hurtigt at svare ham.
"Jeg er okay." Min stemme var knap hørbar. Fysisk var jeg stort set okay. Mentalt? Jeg havde nok brug for at tale med en terapeut og fortælle dem, at jeg lige havde mødt Djævelen selv, og hvordan jeg nok ville være traumatiseret for livet.
"Michael, tag Althaia til mit kontor." Michael tøvede ikke et øjeblik og trak mig tættere på sig og begyndte at gå tilbage til palæet. Jeg var langsomt ved at komme ud af min døs, da jeg indså, at Michael gik hurtigt og praktisk talt bar mig ind.
For pokker, han var også stærk. Flot.
"Du kan lade mig gå nu, jeg er okay." Jeg forsikrede ham, da vi kom ind i palæet. Han løsede sit greb om mig lidt, men han holdt mig stadig tæt og førte vejen til min fars kontor.
Da vi trådte ind på kontoret, blev jeg mødt af en klassisk mahogni stil. På venstre side af rummet var der et skrivebord med en stor brun læder kontorstol, og foran skrivebordet var der to små sofaer, der vendte mod hinanden med et rundt sort bord imellem. Gulv-til-loft vinduer dækkede hele højre side af kontoret med dobbeltdøre, der førte ud til en balkon.
Jeg smed mig ned i sofaen og begyndte at massere mine tindinger let, da jeg kunne mærke en hovedpine komme snigende. Mine tanker hjalp ikke spor, da det føltes som om tusind tanker kørte rundt i mit hoved. Hvad pokker var der lige sket udenfor? Den ene øjeblik gav vi hinanden hånden, og det næste forsøgte folk at skyde hinanden. Sikke et uheld.
Michael gik hen til minibaren, der var indbygget i væggen, og tog en flaske vand. Han satte sig på bordet foran mig og rakte mig flasken. Jeg mumlede et lille 'tak' og tog en stor slurk af vandet.
"Er du okay?" Han lænede sig lidt frem og hvilede sine underarme på lårene.
"Ja, jeg er okay. Jeg er bare så forvirret lige nu." Jeg stønnede og lænede mig tilbage i sofaen. Før Michael kunne sige noget, åbnede døren, og min far trådte ind. Både Michael og jeg rejste os op og så på ham, da han gik hen til sit skrivebord. Han lænede sig mod det og så på mig med et rasende udtryk i ansigtet.
"Har du nogen idé om, hvilken slags problemer du har rodet dig ud i ved at komme her?"
Min kæbe faldt ned.
"Hvordan i alverden har jeg skabt problemer ved at dukke op?" udbrød jeg.
"Pas på dit sprog." sagde han fast, og jeg skulede til ham.
"Desuden burde det være mig, der stiller spørgsmål, fordi den mand, Damiano, sagde nogle virkelig uhyggelige ting om mig derude." Jeg krydsede armene over brystet og så mistænksomt på ham. For selvom efternavnet var forkert, var alt andet korrekt. Og selvom jeg gerne ville tro, at det var tilfældigt, vidste jeg inderst inde, at det ikke var det.
Noget mistænkeligt foregik her.
"Hvorfor kaldte han mig Volante, hmm? Og hvorfor i alverden sagde han, at jeg døde for tre år siden?" Jeg kneb øjnene sammen og så mistænksomt på ham. Min far lukkede øjnene og klemte næseryggen.
"Jeg forsøgte at beskytte dig, figlia. Men jeg er bange for, at jeg har gjort mere skade end gavn." Han sukkede og åbnede øjnene og så på mig igen.
"Beskytte mig mod hvad?" Jeg krydsede armene op, mens jeg begyndte at blive bekymret. Skulle jeg være bange for mit liv? Flytte til et andet land og ændre mit navn til Fifo? Men jeg var ret sikker på, at jeg ikke lignede en Fifo.
"Jeg vil ikke have, at du bliver involveret i dette rod, men da han allerede ved, at du er i live, er der ingen grund til at skjule dette for dig." sagde han, mens han gik hen til minibaren, hældte sig en drink op og drak den i én slurk.
Stadig forvirret over, hvad i alverden der foregik, ventede jeg på, at han skulle uddybe. Han gjorde tegn til, at jeg skulle sætte mig på sofaen, og han satte sig på den anden sofa foran mig. Michael flyttede sig for at stå ved siden af sofaen med hænderne i lommerne og lyttede.
"Jeg vil kun fortælle dig, hvad du har brug for at vide. Jeg forfalskede din død, da vi startede forretning med Bellavia-familien. I begyndelsen gik alt glat, men så tog tingene en drejning og så skidt ud. En krig var ved at bryde ud, og det sidste, jeg ønskede, var, at de skulle finde dig. Så jeg forfalskede din død." Han trak på skuldrene, som om det var det mest naturlige i verden.
Mine øjne blev store, og min kæbe faldt ned.
Håber du nyder historien indtil videre! Følg min Facebook-side, Forfatter Mariam, for teasere, billeder og opdateringer! :D