Direktørens Frække Lille Brud

Kapitel 5 Første argument

Patrick rykkede let på øret og nikkede så, mens han kiggede op på præsten. Da præsten fangede Patricks blik, smilede han straks og spurgte igen: "Brud, accepterer du denne mand som din ægtemand og indgår ægteskab med ham? Vil du elske ham, tage dig af ham, respektere ham og acceptere ham i sygdom og i sundhed, og forblive trofast mod ham til enden af dit liv?"

"Ja, det gør jeg!" svarede Vera højt og nikkede denne gang.

Da de hørte hendes svar, åndede Shawn, Warren og Brianna lettet op.

Præsten vendte sig derefter mod Patrick og spurgte: "Brudgom, accepterer du denne kvinde som din hustru og indgår ægteskab med hende? Vil du elske hende, tage dig af hende, respektere hende og acceptere hende i sygdom og i sundhed, og forblive trofast mod hende til enden af dit liv?"

"Ja, det gør jeg," svarede Patrick.

Hans stemme var fast og stabil som en klippe i Veras ører. Vera kunne ikke lade være med at løfte hovedet igen for at granske manden ved siden af hende og tænkte: 'Uanset om det er en transaktion eller ej, vil denne mand være min ægtemand fra nu af!'

"Venligst udveksl ringene."

Lyden af applaus fyldte rummet.

Da hun hørte applausen, spurgte Vera for at lette akavetheden, "Skal vi også klappe efter at have udvekslet ringene?"

Patrick ignorerede hende og greb uhøfligt hendes hånd og skubbede ringen på hendes ringfinger.

Veras indtryk af ham blev værre, og hun tænkte: 'Han er virkelig en uhøflig mand!'

Denne gang var det Veras tur til at sætte en ring på ham. Hun satte med vilje ringen groft på hans venstre ringfinger.

Denne handling fik Patrick til at kigge på den nagende Vera.

Han tænkte, 'Ikke alene er hun ung, men hun holder også nag.'

Vera var lige ved at råbe af Patrick, da deres øjne pludselig mødtes. Hans blik var meget kryptisk, hvilket fik Vera til at føle sig lidt utilpas.

Hun tænkte, at denne smålige mand, Patrick, måtte have holdt et nag, fordi hun tidligere havde sat ringen groft på ham.

Vera tænkte, 'Han er også en nagende mand!'

Efter en dags tid var brylluppet endelig forbi.

Den aften tog Vera til Olteran Manor med Olteran-familien. Så snart hun indså, at det var deres bryllupsnat, lukkede Vera øjnene og bed nervøst i læben og tænkte: 'Hvad skal jeg gøre i aften?'

Lige da blev døren skubbet op. Nervøst åbnede hun øjnene og rejste sig hurtigt fra sengekanten.

Da hun så Patrick træde ind, sank hun nervøst.

Tanken om muligvis at ligge i sengen med Patrick gav hende gåsehud over hele kroppen.

Patrick gik ind i rummet og nærmede sig Vera.

Vera trådte tilbage i frygt. "Lad os først lære hinanden at kende. Jeg er Vera, tyve år gammel, og jeg bliver andenårsstuderende næste semester. Jeg..."

"Hvordan overbeviste du ham?" spurgte Patrick med et ondsindet blik i øjnene. I hastværk for at få information fra Shawn havde han ikke meget tid til at tænke og gik hurtigt med til ægteskabet.

Han tænkte ved sig selv, 'Der er så mange, der vil gifte sig ind i Olteran-familien. Hvordan lykkedes det denne gennemsnitlige pige foran mig at overbevise den stædige gamle mand om at gifte sig med mig?'

Vera blev overrasket. "Dine ord er mærkelige. Jeg forstår ikke, hvad du mener."

Patrick sagde direkte, "Vera, vær ikke grådig efter ting, der ikke tilhører dig. Tro ikke, at det at blive medlem af Olteran-familien garanterer dig et godt liv. Faktisk er det lige det modsatte."

Denne gang forstod Vera og tænkte, 'Han mistænker, at jeg brugte en slags plan for at overbevise hans far om at tvinge ham til at gifte sig med mig.'

For at rydde misforståelsen mellem dem forklarede Vera, "Patrick, blev du også tvunget? I virkeligheden blev jeg også det."

Patrick lo sarkastisk og sagde, "Linister-familien sikrede sig mindst femten projekter i dag. Men du fortæller mig, at du blev tvunget?"

Hans tone gjorde Vera meget vred.

Hun havde forklaret med gode intentioner, men blev ikke troet. "Patrick, håner du min far for at sælge sin datter for projekter? Lad mig fortælle dig, hvis det ikke var for din far, der tvang mig, ville min far ikke have ladet mig gifte mig med dig, selvom han sultede ihjel."