♥ Kapitel 3 ♥
Yara Blake.
Magnus ser direkte på mig, og efter en kort stilhed begynder han interviewet.
''Hvad er dit navn, og hvor gammel er du?"
Jeg kan mærke mit hjerte hamre, men jeg prøver at forblive rolig.
''M-Mit navn er Yara Blake,'' siger jeg, let stammende. ''Og jeg er toogtyve."
Magnus skriver noget ned i en notesbog foran sig, mens hans brødre fortsætter med at stirre intenst på mig. Rummet bliver stille et øjeblik, hvilket kun øger min ubehag. Jeg kører min hånd ned ad benet flere gange, en vane jeg har, når jeg er nervøs. Endelig spørger Magnus:
''Hvorfor er du interesseret i denne stilling? Du ved, at denne stilling er som vores kok eller rengøringsassistent."
Min hals føles tør, men jeg prøver at koncentrere mig. Jeg ved, at dette er en vigtig mulighed, og jeg skal give et overbevisende svar.
''Nå, jeg...'' begynder jeg, tøvende lidt, men finder snart min stemme. ''Jeg har altid kunnet lide at lave mad og holde tingene i orden. Lige siden jeg var lille, har jeg lært at værdsætte disse opgaver, og jeg har altid været meget dedikeret derhjemme. Da jeg så denne stilling, følte jeg, det var en mulighed for at anvende disse færdigheder i et anderledes og mere udfordrende miljø."
Jeg bemærker, at de alle tre fortsætter med at stirre på mig, og min ubehag vokser. Deres blikke er så intense, at det virker som om, de prøver at se noget i mig, som jeg ikke selv kan se. Damien krydser armene, stadig analyserende mig, mens Kael holder sit blik fast, som om han venter på noget mere.
Jeg lægger min hånd på mit ben igen og prøver at berolige mig selv, men gesten hjælper ikke meget. Jeg ved, at jeg skal fremstå selvsikker, selvom jeg indeni er en nervevrag. Dette er en mulighed, jeg ikke kan lade glide væk, og jeg skal minde mig selv om det hvert sekund.
Kael, som indtil nu har været tavs, lægger armene over kors og ser mig direkte i øjnene.
''Er du single?'' Hans tone er fast og direkte.
Spørgsmålet tager mig med overraskelse, og et øjeblik vender min mave sig. Jeg bider mig i læben, tøvende før jeg svarer.
''Nej,'' siger jeg, min stemme lavere end jeg gerne ville have. "Jeg er gift."
De tre brødre udveksler blikke, og noget ændrer sig i luften. Et anderledes glimt passerer gennem Magnus og Kaels øjne, mens Damien, som ser på mig og smiler svagt, ser endnu mere attraktiv ud. Et øjeblik er mine tanker tabt i beundring af det smil, men så irettesætter jeg mig selv mentalt. Dette er ikke tidspunktet for distraktioner.
Magnus tager igen ordet, med en tone der ikke efterlader nogen tvivl:
''Du ved, at hvis du bliver accepteret, skal du bo i herskabet. Du kan tage hjem fredag aften og vende tilbage søndag aften."
Jeg sluger, da jeg hører denne betingelse. Tanken om at bo væk, selv kun for ugen, virker umulig, når man tænker på, hvor kontrollerende Ronan er. Jeg ved, at han aldrig ville tillade det uden en god kamp. Alligevel tager jeg en dyb indånding og nikker let.
''Jeg forstår,'' svarer jeg, prøvende at forblive rolig.
Damien, som indtil nu har holdt sig mere på afstand, læner sig lidt frem, stadig med det gådefulde smil på læberne.
''Din mand vil ikke have noget imod, at du er væk?"
Spørgsmålet bliver stillet med en næsten uinteresseret tone, men jeg mærker vægten af det. Mine hænder begynder at svede, og jeg kører hånden ned ad benet igen for at skjule min nervøsitet.
''Han vil...'' begynder jeg, men retter hurtigt mig selv. ''Han vil selvfølgelig bekymre sig. Men jeg vil tale med ham. Hvis det er en god mulighed, er jeg sikker på, at han vil forstå.
Selvom jeg siger disse ord, ved jeg, at de lyder mere som et vagt håb end en sikkerhed. Indeni føler jeg en blanding af frygt og beslutsomhed, vel vidende at denne beslutning kunne ændre alt i mit liv, til det bedre eller værre.
Kael, som stadig stirrer på mig, stiller det næste spørgsmål, hvilket gør mig endnu mere utilpas:
''Har du børn?"
Jeg mærker straks, hvordan mit ansigt bliver varmt. Blot tanken om at have børn ville være surrealistisk for mig, da jeg aldrig er blevet rørt. Spørgsmålet rammer mig på en mærkelig måde, næsten som om jeg invaderer ukendt og intimt territorium. Jeg tager en dyb indånding og forsøger at bevare fatningen, før jeg svarer.
''Nej, jeg har ingen børn."
Så snart ordene kommer ud, bemærker jeg, hvordan de tre mænds blikke intensiveres. Magnus, Kael og Damien betragter mig på en måde, jeg aldrig har oplevet før. Det er som om, de analyserer hver detalje og hver udtryk, og det gør min ubehag endnu større.
Dette er første gang, jeg har oplevet mænd se på mig så intenst, og det er en overvældende fornemmelse. Hele situationen gør mig dybt flov, og jeg kan knap nok opretholde øjenkontakt. Mit hjerte banker hurtigt, og mine hænder sveder. Jeg prøver ikke at vise, hvor nervøs jeg er, men intensiteten af de blikke er noget, jeg aldrig havde forestillet mig, at jeg skulle stå overfor.
Magnus retter sig op i sin stol.
''Amelia, kom her.'' Han kalder på hende med en fast, autoritativ stemme.
Amelia træder ind på kontoret og nærmer sig med en professionel holdning. Hun hilser på ham.
''Ja, hr.?
Magnus ser på mig og giver mig et lille smil. Hans blik er intenst og gådefuldt.
''Vi har allerede fundet vores husholderske,'' siger han med en tone, der udstråler beslutsomhed. ''Afskedig de andre, interviewet er slut.
Amelia svarer straks.
''Ja, hr."
Magnus fortsætter med at betragte mig og siger:
''Gå med Amelia. Hun vil forklare tingene for dig og give dig adressen til vores hus. Vi vil have, at du kommer søndag aften."
''Ja, hr.'' svarer jeg hurtigt og forsøger at bevare fatningen.
Da jeg siger ”hr.”, bemærker jeg, at den intense glød i de tre mænds øjne synes at have ændret sig på en subtil måde, hvilket gør mig lidt urolig. Det er en reaktion, jeg ikke helt kan forstå, men det får mig til at føle en blanding af nervøsitet og nysgerrighed.
Følgende anvisningerne går jeg med Amelia. Da jeg er ved at forlade rummet, kigger jeg tilbage. De tre betragter mig stadig med det samme underlige, men anderledes blik. Det er et blik, der blander intensitet og noget andet, et mysterium, der fascinerer mig og gør mig endnu mere nervøs.