♥ Kapitel 2 ♥
Yara Blake.
13:00 ''Firma.'' Eldoria.
Fredag.
Jeg træder ind i bygningen og bliver straks omsluttet af stedets storhed. Hallen er enorm, med skinnende marmorgulve, der ser ud som om, de aldrig er blevet betrådt. Kæmpestore lysekroner hænger fra loftet og spreder et blødt lys, der reflekteres fra alle overflader og giver rummet en følelse af absolut forfinelse. Væggene er dekoreret med moderne kunstværker, og alt omkring mig udstråler luksus og sofistikering, noget jeg aldrig har set før.
Jeg føler mig utilpas. Jeg kigger ned på mit enkle tøj, som, selvom det er rent og velplejet, virker malplaceret midt i al denne luksus. Jeg tager en dyb indånding og prøver at ryste nervøsiteten af mig, der begynder at overmande mig. Jeg kan ikke lade det påvirke mig nu. Jeg skal forblive fokuseret.
Jeg går hen til receptionen, hvor en elegant kvinde sidder bag en glaskommode. Hun smiler professionelt, da hun ser mig nærme mig.
"Godmorgen. Hvad kan jeg gøre for dig?" spørger hun med en blød og høflig stemme.
"Godmorgen." svarer jeg, og prøver at lyde mere selvsikker, end jeg egentlig er. "Jeg... jeg er kommet til en samtale. Mit navn er Yara Blake." siger jeg og prøver at holde min stemme stabil.
Receptionisten taster mit navn ind på computeren, og efter et par sekunder nikker hun let.
"Selvfølgelig, fru Blake. Her er dit besøgsbadge." siger hun og rækker mig et lille kort med en snor, som jeg hænger om halsen. "Samtalen vil være på tyvende etage. Du kan tage elevatoren til højre."
Jeg takker hende igen, føler en blanding af lettelse og angst, og går i den angivne retning. Da jeg træder ind i elevatoren, trykker jeg på knappen til tyvende etage og tager en dyb indånding, mens jeg prøver at berolige mit hjerte, der ser ud til at ville springe ud af brystet på mig. Elevatorens opstigning får kun nervøsiteten til at stige.
Da dørene åbner på tyvende etage, står jeg over for en elegant, moderne lounge, hvor flere kvinder sidder eller står, alle klædt i luksuriøst og stilfuldt tøj. De snakker med hinanden og virker fuldstændig afslappede, mens jeg føler mig endnu mere malplaceret i mit enkle tøj.
Min mave snører sig sammen af angst. Jeg føler, at alle øjne er rettet mod mig, selvom ingen ser ud til rigtig at lægge mærke til mig. Jeg tager endnu en dyb indånding. Jeg skal koncentrere mig og gøre mit bedste.
Jeg ser en sofa med en ledig plads, og med stor ængstelse går jeg hen til den. Jeg sætter mig langsomt ned og prøver ikke at tiltrække opmærksomhed, men jeg bemærker hurtigt nogle nysgerrige blikke i min retning. Elegante kvinder, med deres dyre tøj og fejlfri makeup, betragter mig. Nogle hvisker til hinanden og fniser blidt, tydeligvis dømmende mig for min enkelhed.
Jeg sænker hovedet og føler mig fuldstændig malplaceret. Hvert grin og hvert blik får mig til at føle mig endnu mindre. Men jeg må være fast for at huske, hvorfor jeg er her. Denne mulighed kunne være min chance for at frigøre mig, i det mindste lidt, fra det fængsel, min mand har gjort mit liv til.
Jeg lukker øjnene et øjeblik og tager en dyb indånding. Det er lige meget, hvad disse kvinder tænker om mig. Jeg må tage denne chance, uanset hvad det kræver.
Mens jeg venter, prøver jeg at ignorere latteren og blikkene, som jeg stadig føler, da døren til interviewrummet åbner. En kvinde kommer ud, hendes ansigt blegt og hendes øjne våde, som om hun er ved at græde. Hun går hurtigt forbi mig, og kort efter dukker en elegant kvinde, som jeg antager er sekretæren, op i døren.
Hun ser sig omkring og undersøger alle kandidaterne med et kritisk blik. Da hendes øjne stopper på mine, mærker jeg mit hjerte slå hurtigere.
''Du er den næste, kom med.'' siger hun med en fast, men ikke fjendtlig stemme.
Jeg rejser mig hurtigt op, og føler de andre kvinders vrede og misundelige blikke på mig. Jeg prøver at ignorere dem og følger sekretæren til interviewrummet. Da vi når døren, stopper hun og åbner den for mig, gestikulerende for at jeg skal gå ind.
''Held og lykke.'' siger hun med et svagt smil, før hun efterlader mig alene.
Jeg tager en dyb indånding og træder frem, klar til at møde hvad end der kommer.
Så snart jeg træder ind i rummet, føler jeg mine ben ryste ved synet af de tre mænd, der sidder ved bordet. De er ikke kun elegante, men utroligt smukke. Mit hjerte slår hurtigere, og den usikkerhed, jeg følte før, føles nu som en lavine, der er ved at knuse mig.
''Velkommen. Sæt dig ned.'' siger en af mændene med en fast, men imødekommende stemme.
Jeg tager en dyb indånding og, med al den indsats jeg kan mønstre, går over til stolen overfor dem. Da jeg sætter mig, holder jeg mine hænder i skødet og forsøger at skjule min nervøsitet.
Manden, der talte til mig, sidder i midten og læner sig let frem.
''Mit navn er Magnus.'' præsenterer han sig med et svagt smil på læberne. ''Disse er mine brødre, Kael og Damien. De vil være til stede under interviewet.''
Magnus er imponerende, med velplejet sort hår og intense brune øjne, der ser ud til at observere hver detalje. Hans udtryk er alvorligt, men der er noget varmt i hans blik, som om han var i stand til at læse mine tanker.
Kael, der sidder til højre for Magnus, har en mere afslappet holdning. Hans hår er lidt længere og falder nonchalant over panden. Hans brune øjne har et drillende glimt, som om han morer sig over situationen, men der er også en underliggende alvor, der får mig til ikke at ville undervurdere ham.
Damien, til venstre, er den roligste af de tre. Hans træk er markante, med en stærk kæbe og gennemtrængende øjne. Han opretholder en stiv, næsten kold holdning, men det er umuligt ikke at bemærke den naturlige charme, der udstråler fra ham.
Jeg føler mig lille foran dem, men jeg ved, at jeg må bevare min fatning. Jeg prøver at kontrollere min vejrtrækning, mens jeg venter på, at interviewet skal begynde, og håber, at mine nerver ikke vil forråde mig.