♥ Kapitel 1 ♥
Yara Blake.
12:20 '' Yaras Hus. '' Eldoria.
Fredag.
Jeg står foran spejlet og kigger på min refleksion. Billedet af min brudekjole er stadig frisk i min hukommelse, en grusom påmindelse om den dag, mit liv ændrede sig for altid. Et øjeblik mister jeg mig selv i minderne om det ulykkelige bryllup, hvor jeg troede, at alting ville blive bedre med tiden. Jeg troede, at jeg til sidst ville blive forelsket i Ronan, og han i mig. Men det skete ikke.
Siden den dag, vi blev gift, har han aldrig rørt mig. Vi fuldbyrdede ikke vores ægteskab på vores bryllupsrejse. Hans ord runger stadig i mit sind: "Du er ikke god nok for mig." Siden da har mit liv handlet om at opfylde mine huslige pligter og være en god hustru, sådan som han mener, jeg skal være.
Han kaster det konstant i hovedet på mig, at jeg kun har ham i mit liv, og at jeg skal adlyde ham uden spørgsmål. Da jeg forsøgte at tale med min mor i håbet om at finde lidt trøst, tog hun hans parti. Hun sagde, at jeg altid skulle bøje hovedet for min mand, for det er, hvad en hustru skal gøre.
Jeg er træt af det. Jeg blev gift, da jeg var atten, og nu, som toogtyveårig, har de sidste fire år været et levende helvede. Desuden er jeg bange for at bede om skilsmisse og for, at han vil skade mig. Jeg kender hans sande personlighed godt, skjult bag en facade af respekt og høflighed.
I dag vågnede jeg tidligt for at forberede morgenmad til Ronan, som jeg gør hver dag. Men nu er jeg på badeværelset og gør mig færdig til interviewet. Mit sind er fokuseret på, hvad denne nye mulighed kan betyde for mig. Interviewet vil overraskende nok være hos hr. Magnus' firma, noget jeg fandt ud af fra avisen, jeg formåede at læse.
Det var svært, men jeg ringede til nummeret i annoncen fra vores fastnettelefon. Overraskende nok var kvinden, der svarede, meget venlig og gav mig alle de oplysninger, jeg havde brug for: adressen, tidspunktet for interviewet og sagde endda, at jeg ikke behøver et CV, kun mit ID, fordi jeg vil blive interviewet af hr. Magnus selv.
Jeg har hørt, at fru Darkmore har tre sønner: Magnus, Kael og Damien. Jeg kender kun deres navne, fordi jeg diskret slog dem op, men jeg kunne ikke finde nogen billeder eller oplysninger i aviserne. Min mand tillader mig ikke at have en mobiltelefon, og enhver kontakt med omverdenen er kontrolleret af ham.
Overraskende nok gav han mig tilladelse til at prøve dette interview. Jeg tror, at Darkmore-familiens status påvirkede hans beslutning. Hvis det havde været et mere ydmygt sted, ville han aldrig have tilladt det. Han tror, at ved at arbejde for en rig og magtfuld familie vil min loyalitet over for ham kun øges.
Her står jeg, foran spejlet, og justerer de sidste detaljer af mit udseende. Jeg tager et sidste kig på min refleksion og sikrer mig, at jeg ikke har nogen synlige mørke rande under øjnene, og at mit tøj er passende. I dag er jeg klædt i et simpelt, men anstændigt outfit: en hvid bomuldsbluse og en sort nederdel, der går til knæene. Blusen er enkel med en diskret V-udskæring og korte ærmer, mens nederdelen har et let, flydende stof, der falder glat. På trods af sin enkelhed er outfittet velkomponeret og giver mig en smule mere selvtillid.
Jeg lægger lidt makeup for at skjule min bleghed og sikre, at jeg ser præsentabel ud. Indsatsen er minimal, men det er det bedste, jeg kan gøre med det, jeg har. Jeg kigger i spejlet igen og føler en blanding af nervøsitet og håb.
Jeg forlader badeværelset, tager min taske med mine dokumenter og begynder at gå ned ad trappen. Heldigvis har Ronan lagt penge til taxaen, som kun vil dække tur-retur. Hvis jeg bliver sulten i løbet af dagen, vil jeg ikke kunne spise noget, fordi pengene præcis er nok til transporten.
Jeg når det sidste trin og tager en dyb indånding, før jeg forlader huset. I dag har jeg en chance for at ændre mit liv, og jeg kan ikke lade denne mulighed glide væk. Jeg putter pengene i lommen og går ud, fast besluttet på at gøre mit bedste til samtalen.
Heldigvis ser jeg en taxa nærme sig. Jeg vinker den hen, og den stopper hurtigt. Jeg stiger ind i køretøjet og giver chaufføren adressen på Darkmores' firma. Mens taxaen kører gennem gaderne, banker mit hjerte hurtigt.
Jeg er så ivrig efter at møde nye mennesker og interagere med nogen uden for min begrænsede cirkel. De eneste mennesker, jeg taler med, er mine forældre og min mand. Ronan begrænser mine bevægelser meget; han går endda med mig, når jeg handler. Hvorfor har han denne besættelse af at låse mig inde? Jeg kan ikke have venner, og jeg kan ikke tale med nogen udover ham og min familie.
Jeg er sikker på, at Ronan er utro. Det bliver mere og mere tydeligt. Han kommer hjem fra arbejde og lugter anderledes, og jeg har allerede fundet læbestiftmærker på hans tøj. En gang, da jeg konfronterede ham med det, bragte det mig kun mere smerte. Jeg spurgte ham om beviserne, jeg havde fundet, men i stedet for et svar fik jeg en lussing, der blev lilla i næsten en uge. Da min hud er lys, bliver enhver mærke synlig og varer længe.
Disse tegn på utroskab, sammen med volden og kontrollen, får mit liv til at føles endnu mere undertrykkende. Jeg føler mig fanget og uden muligheder. Men denne samtale kunne være min chance for at ændre alt det. Jeg kan komme mere ud, møde nye mennesker, og måske kan de hjælpe mig med at slippe væk fra dette ægteskab. Hvis jeg får jobbet, kan mit liv begynde at forvandle sig, og muligheden for at finde en vej ud kan endelig materialisere sig.
''Vi er her,'' siger chaufføren.
Jeg vågner op af min trance og kigger ud af vinduet. Byen virker så langt væk, og den enorme bygning foran mig skiller sig ud blandt de andre.
''Tak,'' siger jeg, tager min pung frem for at få pengene og betaler for turen.
Han giver mig byttepengene, og jeg stiger ud af bilen, og føler den kolde, friske luft mod mit ansigt. Jeg tager min taske og kigger på den enorme bygning foran mig. Bygningen er imponerende, med mørke vinduer, der reflekterer sollyset, og en elegant indgang, der næsten virker utilgængelig.
Jeg lukker øjnene et øjeblik og tæller mentalt til ti, mens jeg prøver at berolige den hvirvelvind af følelser inden i mig. Da jeg åbner øjnene igen, tager jeg en dyb indånding og hvisker til mig selv:
''Jeg er klar.''