♥ Prolog ♥
Hej mine kære læsere! Jeg vil gerne undskylde, hvis der er nogle fejl i bogen. Jeg er fra Brasilien og er stadig ved at lære at tale engelsk og gør mit bedste.
Jeg håber, I nyder historien!
Yara Voss.
Jeg stod foran spejlet og justerede folderne på min brudekjole. Det bløde stof mod min hud var en ubehagelig kontrast til den kulde, jeg følte indeni. Kjolen, som skulle symbolisere lykke og løfter, føltes mere som en rustning—et uundgåeligt fængsel.
Lige siden jeg var lille, havde mine forældre besluttet min skæbne. Brudgommen, søn af deres venner, blev valgt, før jeg overhovedet forstod betydningen af "ægteskab". Jeg fik aldrig chancen for at beslutte eller drømme om ægte kærlighed; alt blev besluttet for mig. Nu skulle jeg til at gøre, som jeg fik besked på.
Min mor trådte ind i rummet, hendes ansigt oplyst af et tvunget smil. Selvom hun strålede, bar hendes øjne på en skjult bekymring.
''Skat, du ser smuk ud. Jeg er så stolt af dig,'' sagde hun med en blid, opmuntrende stemme. ''Alt skal nok gå. Vær ikke bekymret nu. Det kan virke svært i starten, men med tiden lærer du at elske din mand, ligesom jeg lærte at elske din far.''
Jeg kiggede på hende og forsøgte at finde trøst i hendes ord, men frygt og usikkerhed dominerede stadig mit hjerte. Hun kom tættere på og glattede forsigtigt en lok af mit hår.
''Alt skal nok gå. Husk, det er bare en fase,'' fortsatte hun og forsøgte at udstråle selvtillid.
Jeg tvang et smil frem, i et forsøg på at overbevise mig selv om, at med tiden ville alt blive bedre. Måske ville jeg komme til at føle noget for ham, måske ville jeg kunne finde en form for lykke på denne vej, der var blevet lagt ud for mig.
Da min mor gav mig et sidste godkendende blik og forlod rummet, fortsatte jeg med at kigge på min refleksion. Kjolen var smuk, men den var kun en del af den rolle, jeg skulle til at spille. Jeg lukkede øjnene og spekulerede på, om jeg nogensinde virkelig ville føle den glæde og kærlighed, der blev forventet af mig.
Jeg gik langsomt ned ad trappen, hvert skridt ekkoede i mit sind. I entréen mødte jeg min far, som havde en mørk dragt på og et stolt smil på læben.
''Du ser fantastisk ud,'' sagde han, hans stemme fuld af følelser. Hans øjne skinnede, og jeg følte en bølge af tristhed blandet med en følelse af præstation. ''Jeg er så glad for at se dig begynde på denne nye fase.''
Jeg tvang et smil frem, mens jeg forsøgte at skjule den smerte, jeg følte. Han tilbød mig sin arm, og sammen gik vi hen til ceremonistedet, en sal udsmykket med hvide blomster og bløde lys. Hver detalje syntes at være på plads, omhyggeligt forberedt til dette øjeblik. Stolene var opstillet i to rækker, og en hvid løber strakte sig hen til alteret.
Da jeg nåede alteret, fik jeg øje på Ronan Blake. Han stod foran, klædt i en mørk dragt, der fremhævede hans høje, slanke skikkelse. Som toogtyveårig udstrålede Ronan en aura af selvsikkerhed og autoritet. Hans øjne, dybtliggende og intense, betragtede brudens indgang med et neutralt, næsten fjernt udtryk. Manglen på følelser i hans ansigt stod i skarp kontrast til blomsternes varme og ceremonien højtidelighed.
Præsten begyndte ceremonien med en højtidelig og ærbødig tone. Hans stemme rungede gennem salen og fyldte atmosfæren med en vægt af tradition og formalitet.
"Kære brødre og søstre, vi er samlet her for at fejre foreningen mellem Yara Voss og Ronan Blake. Må dette øjeblik være velsignet, og må kærlighed og troskab lede jeres skridt herfra."
Han fortsatte med ægteskabets ritual, talte om forpligtelse, loyalitet og ægteskabets hellige formål. Ritualet var en bastion af tradition, og hvert ord syntes at resonere med en dyb og uigenkaldelig betydning.
Ronan og jeg udvekslede løfter midt i ceremonien, og mens han talte, bemærkede jeg manglen på følelser i hans ord. Hans forpligtelse syntes mere som en formalitet end et udtryk for dybe følelser. Men samtidig så min far på mig med stolthed og håb, som om denne forening var realiseringen af en drøm for ham.
Efter løfterne erklærede præsten os for ægtefolk, og den efterfølgende applaus var en blanding af lettelse og behersket begejstring. Ronan vendte sig mod mig med et svagt smil, stadig lige så fjern som før, men nu ledsaget af en ny vægt af ansvar.
Ceremonien sluttede, og salen blev omdannet til et rum for fejring. Gæsterne kom hen for at lykønske os, men glæden syntes overfladisk, som om alle bare spillede deres rolle.
Mens vi gik gennem salen, stadig holdende i hånd, begyndte vægten af, hvad der lige var sket, at sætte sig på mig. Brylluppet var fuldendt, og jeg var nu Ronan Blakes hustru, med alle de implikationer og konsekvenser, det medførte. Livet, der ventede mig, var ukendt, indhyllet i traditioner og forventninger, der syntes for tunge at bære.