Hanks pige
-Caleb-
Spiseforstyrrelse?
"Hvad, som om du er anorektisk?" spurgte jeg, forfærdet.
Min stedsøster krøllede sig tæt sammen i sin dør. Hun ville ikke engang se på mig, og ikke af de sædvanlige grunde.
Jeg lod mine øjne glide over Jacey, prøvede at se, hvad der nogensinde kunne have givet hende idéen om, at hun skulle være anorektisk.
"Bulimisk. Og lad os bare droppe emnet nu," sagde min mor skarpt.
Ja, emnet skulle aldrig være blevet åbnet i første omgang, men Hank Collins havde al følsomheden af en pæl. Alt var sjovt. Intet var forbudt.
Mor fandt det charmerende, men det pissede mig normalt af. Især når han satte Jocelyn i ubehagelige situationer, som han gjorde nu.
Jeg var fuldt ud klar over, at min stedsøster havde et crush på mig. Da hun var femten og hældte sit hjerte ud til mig, ville jeg være den første til at indrømme, at jeg ikke håndterede det godt. Jeg var chokeret.
Lige siden da havde tanken om de frække grønne øjne og det tykke sorte hår, for ikke at nævne en krop, der kunne have været en pinup fra Anden Verdenskrig, fået min pik til at rykke. Det var blevet umuligt at tage hjem fra universitetet, efter jeg var begyndt at tænke på hende PÅ DEN måde.
Hank, nådigt, skiftede emne med mors vejledning, men skaden var sket. Jocelyn så fuldstændig elendig ud.
Måske hvis vi ikke var stedsøskende, vores forældre ikke var i bilen, og Jocelyn ikke var fire år yngre end mig, ville jeg have taget denne mulighed for at vise hende, hvor smuk hendes krop virkelig var. Som tingene stod, var det bedste, jeg kunne gøre, at række hende min telefon.
"Vil du spille sudoku?" spurgte jeg.
Vores nye interne joke fik hende til at grine lidt, og Jocelyn slappede af, fjernede sig fra døren og tog min telefon, så hun kunne stirre på den sorte skærm et stykke tid.
Jeg holdt vejret, da vores fingre strejfede hinanden, og bad den frække idiot i mine bukser om at falde til ro. Hver jul og påske, når jeg ikke havde nogen undskyldning for ikke at komme hjem, blev det kun mere ubehageligt. Jocelyn ville ikke se på mig, og Gud hjælpe mig, jeg KUNNE IKKE se på hende. Ikke på den måde, hun bare blev ved med at blive lækrere.
Da denne tur kom op, og Hank ikke ville tage et nej for et svar, truede han privat med at trække betalingen for det medicinstudie, han havde lovet, hvis jeg ikke "begyndte at komme bedre ud af det" med min "søster," vidste jeg, at jeg kunne have lavet en scene. Jeg kunne have gået til mor og klaget. Men det virkede så fjollet på det tidspunkt at skabe splid i deres ægteskab bare på grund af en campingtur.
Så så jeg Jocelyn, iført jeans, der var slidt de helt rigtige steder, og en løs T-shirt, som alligevel gjorde lidt for at skjule nogle af hendes bedste fortrin. Jeg vidste fra det øjeblik, Hank havde taget min vandtætte rygsæk og smidt den bagi Suburbanen, at jeg skulle have sparket og skreget, før jeg gik med til denne tur.
Fordi en dyb, mørk djævel i mig vidste, at om to dage ville Jocelyn være lovlig.
Det var en af de mange barrierer, jeg havde opstillet mellem mig selv og mine basale lyster. Hvis Jocelyn ikke var atten, ville jeg på ingen måde røre hende. Så var der den ekstra komplikation, at hun var min stedsøster. Og fire år yngre end mig.
Og... og... og...
Jeg havde stablet alle undskyldningerne omhyggeligt op, én efter én, for at få mig selv til at stoppe med at have frække tanker om Jocelyn. For det meste virkede det.
Men så, for det meste, havde jeg ikke en levende, åndende Jocelyn siddende lige ved siden af mig, holdende min telefon, stirrende ind i en fortabt afgrund.
Selvfølgelig ville jeg være hendes hvide ridder.
Det bedste jeg kunne gøre i den henseende, var dog at give hende en måde at zone ud af familiesamtalerne på, før min mor eller, Gud forbyde, Hank besluttede sig for at plage hende noget mere.
"Så, hvordan går det på Københavns Universitet?" spurgte Hank, og brød den bløde småskænderi, han havde haft med min mor, der var endt i flere kysse-lyde.
Nogle gange var de kvalmende, men jeg var glad for, at mor havde fundet lykken. "Stadig tredje i min klasse," svarede jeg. Det var mere, end jeg normalt gav ham, da jeg kunne lide at holde den del af mit liv privat, især fra Hank, men jeg tænkte, at hvis det holdt presset væk fra Jocelyn, kunne jeg ofre mig.
"Virkelig? Det er fantastisk!" sagde Hank. "Og du skal til Aarhus Universitet i år for din kandidat eller hvad det næste skridt for læger er?"
"Hank," mumlede mor, "vi har talt om det her. Caleb skal næste år. Han tager et år fri imellem."
"Ellers var mit semester startet for to uger siden," tilføjede jeg.
Hank rynkede panden let og nikkede så. "Åh, det er rigtigt. Så, arbejder du så?"
"Ja. Jeg skal være deltidsforskningsassistent for en af mine professorer i et år," svarede jeg. Hank var en gammeldags troende på arbejde. Jeg respekterede det ved ham, men det betød, at jeg vidste, hvad der kom næste gang.
"Deltid? Hvorfor kun deltid? Det er ikke, som om du laver noget," brummede Hank.
"Åh, giv drengen en pause, Hank. Han arbejder meget hårdt," blandede mor sig.
"Jeg sagde ikke, at han ikke arbejder hårdt. Jeg siger bare—"
"Vi er her!" afbrød Jocelyn og slukkede de vrede gløder, der var begyndt at simre i min mave.
Hank kiggede op på en række ubetydelige orange plastikbånd, der stak ud fra et fyrretræ, og drejede skarpt til venstre.
Vi bumpede af grusvejen og ind på skrånende, hårdpakket klippe og sand. Der var en lastbil parkeret til den ene side, en lille campingvogn til den anden, og to både bundet til siden af landgangen ved kanten af en bunke klippeblokke.
Shimmer Sø, vores destination, var kun godt fire meter fra os, glitrende, som navnet antydede, i sollyset.
Høje, tynde fyrretræer og nogle birketræer væltede ind over hinanden og skabte mørke, mystiske sammenfiltringer af træer rundt om søen. Ikke at hele søen kunne ses fra dette ene sted. Ifølge Hank kunne man bære kanoen gennem syv søer bare ved at få adgang til denne ene. De søer, vi skulle fiske i, var Shimmer Sø, Nord Shimmer og Lille Shimmer.
"Okay, alle ud! Vi skal læsse af, og så skal mændene have bådene i vandet," sagde Hank.
Vi hoppede alle ud i den friske canadiske luft. Den duftede jordagtig, men ren. Som våd sten og grønne blade.
"Jeg kan hjælpe," sagde Jocelyn og rakte mig min telefon.
Hank lo og klappede hende på hovedet. "Jeg ved det, skat, men det går hurtigere, hvis Caleb og jeg gør det."
Jocelyns skuldre sank, og hun gik hen for at hjælpe Jeanie med at læsse lastbilen af.
Jeg stoppede Hank, før vi gik med. "Hey," sagde jeg lavmælt, "jeg tror virkelig, hun ville hjælpe."
Som sædvanlig uforstående trak Hank bare på skuldrene. "Hun hjælper. Hun hjælper lige nu. Og hvert andet år, vi har været heroppe, har hun været den, der bakker båden i vandet. Det går bare hurtigere, hvis vi gør det."
Jeg kunne ikke se hvordan. Det var ikke som om, hvor hurtigt eller langsomt Suburbanen kørte, var afhængigt af kønnet på personen, der kørte den. "Men jeg tror, hun vil. Betyder det virkelig noget, hvor hurtigt vi kommer i vandet?"
Hank fnøs. "Selvfølgelig gør det det. Hvis vi slår lejr i aften, er der stadig godt fiskeri at få!"
Jeg besluttede, at det ikke var nogen nytte at diskutere videre. "Fint. Lad os bare få denne ting læsset af."
Hank og jeg gik tilbage til bådtraileren og løsnede kanoen, der lå vendt på hovedet oven på en simpel, metalfiskebåd nedenunder. Vi bar den ned til vandet, hvor Jocelyn hurtigt bandt et reb til en metalring foran og guidede den forbi stenene for at placere den til siden med de andre fiskeres både, så den var af vejen.
Jeg havde ikke engang set hende tage sine vadestøvler på. Hun var bare dukket op ud af ingenting.
"Jacey kender rutinen," lo Hank og klappede mig på skulderen. "Du lærer hurtigt."
Bunker af redningsveste, to telte, fire store kølebokse, flaskevand, soveposer, vores personlige tasker, regntøj, fiskeudstyr og hvad jeg antog måtte være en agerhøne i et pæretræ lå til siden af landingsstedet i det ujævne græs. Hank og jeg trak to motorer og fire fulde benzindunke ud af bagenden af Suburbanen.
Jacey havde allerede taget sin redningsvest på, mens mor fnisede og næsten faldt af en klippe, da hun forsøgte at få sine fødder i vadestøvlerne.
"Tager du ikke mor med herop meget?" observerede jeg, mens vi forsigtigt placerede den lille motor til kanoen og den store motor til båden til siden med benzindunkene.
Hank tog tæpperne, der havde polstret benzindunkene, og kastede dem tilbage i Suburbanen. "Nej. Normalt er det bare mig og Jacey."
"Tror du ikke, hun foretrækker det sådan?" vovede jeg.
Hanks øjne lynede, og han satte hænderne i siden. "Vil du virkelig tage den diskussion igen?"
Selvfølgelig ville jeg tage den diskussion igen. Jocelyn fyldte atten, og jeg havde på fornemmelsen, at Hank ikke engang havde spurgt hende, hvad hun ville. Men for husfredens skyld bed jeg tænderne sammen og rystede på hovedet. "Nej, sir."
"Det tænkte jeg nok. Nu, hop op bag rattet og bak båden lidt længere tilbage, så vi kan få den af landingspladsen," sagde Hank.
Jeg var næsten fast besluttet på at gøre dette til den værste bakning nogensinde. Men jeg gad ikke spilde mere tid på at diskutere med Hank. I det mindste kunne jeg gemme mig i mit telt, når vi nåede lejren, og undgå ham. Og Jocelyn. Forhåbentlig.
Bådtraileren bumpede over en ubelejligt placeret sten midt på den sandede skråning til landingspladsen, men ellers fik jeg båden derned uden problemer.
Hank var dog ikke der for at tage imod båden. Han stod og fnisede med mor, mens han hjalp hende i støvlerne.
Jeg parkerede Suburbanen og så, at Jocelyn allerede var i gang med at løsne rebene, der holdt båden til traileren.
"Hey, er det sikkert?" spurgte jeg og gik hen til hende.
Jocelyn kiggede på mig, som om jeg havde fået et ekstra hoved. "Hvordan havde du ellers tænkt dig at få den i vandet?"
"Ja, men, vil den ikke falde af?" insisterede jeg.
Jocelyn pegede på kranken foran på bådtraileren. "Den skal virkelig anstrenge sig for det."
"Ah, Jacey, godt. Viser din bror rebene," sagde Hank og grinede af sin lille far-joke.
Mor fnisede, også hun fandt det morsomt.
Jocelyn så irriteret ud. Jeg nåede at se det, før hun kunne skjule udtrykket med et smil. Jeg bebrejdede hende ikke. Nu trængte hendes stedmor og stedbror sig ind på den tid, hun normalt tilbragte alene med sin far.
Jeg skulle virkelig prøve at få Hank til at forstå dette, før han forsøgte det samme næste år.
"Så vi griber den bare og trækker den i, ikke?" sagde jeg, mens jeg gik til den anden side af båden og greb en af baghåndtagene.
"Det gør vi. Den er lettere foran. Hvorfor tager I to kvinder ikke fat deroppe? Jeg kan ikke få bådtraileren længere i vandet, desværre. Sten." Hank gik kort til forsiden af båden for at løsne rebet fra kranken.
Båden gled næsten med det samme bagud, og jeg gravede mine tennissko ned i jorden for at forhindre den i at falde ned.
Jocelyn holdt båden foroven, men mor var stort set ubrugelig og fnisede over hele processen.
Hank lavede bare kysseansigter til hende, mens han spurtede til bagsiden af båden og greb det andet håndtag. Han kiggede på mine fødder og rynkede panden. "Nå, søn, du skulle have taget dine støvler på."
"Hva'?" sagde jeg.
"Du er ved at blive våd." Hank gav et kraftigt træk.
Og jeg endte i vandet.