Kapitel 07: En dårlig vittighed
ETHAN
Hun kunne knap nok skjule sit overraskede udtryk og blev helt bleg.
"Mr. Morgan, det er en fornøjelse," sagde hun og rakte hånden frem for at hilse på mig, efter hun havde genvundet fatningen.
Mine øjne gled ned ad hendes lange ben, før de nåede den sorte nederdel lige over knæene og den bare hud over hendes bryster, som de åbne knapper i hendes hvide skjorte afslørede.
Jeg rømmede mig og tog imod den tilbudte hånd, mens jeg ignorerede det faktum, at min pik lige var vågnet.
"Ethan Morgan, fornøjelse at møde Dem, frøken Brown," sagde jeg og undrede mig over, hvorfor hun ikke nævnte, at vi allerede kendte hinanden.
Min opmærksomhed dvælede ved den bløde hud på hendes fingre; hun havde et fast greb, der understregede hendes selvtillid. Så trak hun hånden tilbage, da fru Anderson begyndte at tale igen.
"Ellie, jeg forklarede lige Mr. Morgan, at du kan konsulteres for at afklare enhver information, han måtte have brug for vedrørende din afdeling."
"Selvfølgelig, du kan regne med mig til hvad som helst, Alice."
"Fint."
Pludselig var der et bank på døren bag os. Sekretæren åbnede den lige nok til at stikke hovedet ind og bede om fru Andersons tilstedeværelse for en levering.
"Undskyld mig, jeg er straks tilbage," sagde hun og smilede til os, før hun gik og lukkede døren bag sig, og efterlod os alene.
Automatisk blev luften tungere, og det var muligt at mærke spændingen. Jeg vendte min opmærksomhed mod hende, som fortsatte med at stirre på ingenting foran sig, mens hun tog en dyb indånding, med hænderne på hofterne.
Var hun ved at gå i panik? Det var jeg også.
"Nå, det her er en overraskelse," sagde jeg endelig og stirrede på hendes profil.
"Overraskelse? Det må være en dårlig joke," sagde hun gennem sammenbidte tænder, og mødte endelig mit blik, hendes øjne brændte af had.
Jeg holdt mig tilbage fra at sige noget, der kunne provokere hende yderligere. Det her er dit job, Ethan; bland ikke tingene sammen.
"Vi bliver nødt til at håndtere det."
"Da Alice fortalte mig, at de lukkede en aftale med et firma for at håndtere økonomien, havde jeg ikke forestillet mig, at det var din brors firma."
"For det første er det ikke min brors firma. Det er vores firma. Morgan og Harris er et partnerskab."
"Kunne de så ikke have sendt en anden partner? Ben eller Will, eller hvem som helst?"
"Tror du, jeg er her på grund af dig? Lad være med at få mig til at le."
"Så du vidste ikke, at Anna og jeg arbejder her?" spurgte hun med et anklagende blik.
"Hvorfor skulle jeg vide det?"
"Fordi hun er din partners kone?"
"Og hvad får dig til at tro, at jeg ville have jer to involveret i mit arbejde? Jeg er den, der er ansvarlig for at lukke denne aftale. Hverken Will eller min bror er klar over aftalen endnu."
"Jeg tror ikke på det."
"Det er dit problem. Bare lad være med at stå i vejen for mig."
"Stå i vejen for dig? Du er den, der er på min arbejdsplads."
"Du er en meget formastelig kvinde."
"Jeg kan ikke tro, at det her sker."
"Vær professionel. Det er ikke så svært." Hun så på mig, som om hun var ved at springe på mig.
"Du er en..."
Hun var ved at bande af mig, da fru Anderson kom tilbage. Jeg undertrykte et smil og forsøgte at holde min pik i ro.
Hvorfor fanden tændte det mig så meget at se hende vred? For fanden, det er dit job, kontrolér din pik.
"Undskyld for det, det var en hastesag," sagde fru Anderson, da hun vendte tilbage til sit skrivebord og satte sig. "Mr. Morgan, jeg tror, vi har dækket alt. Jeg venter på dit svar."
"Selvfølgelig. Jeg kontakter dig, så snart vi har truffet en beslutning. Jeg vil forsøge at mødes med mine partnere så hurtigt som muligt." Jeg rejste mig efter at have givet hende hånden.
Ellie stod stadig ved siden af stolen, med armene over kors over brysterne. Jeg prøvede ikke at se, hvordan hendes arme pressede dem sammen.
Alices telefon ringede pludselig. Hun svarede, bad om et øjeblik, og lagde så telefonen til side.
"Ellie, nu hvor du er her, kunne du gøre mig den tjeneste at vise Mr. Morgan ud?"
"Selvfølgelig," tvang hun et smil frem, før hun begyndte at gå.
Hun åbnede døren, holdt den åben og ventede på, at jeg skulle gå igennem. Da jeg gik forbi, ventede jeg på, at hun lukkede den.
"Jeg er sikker på, at du kender vejen," mumlede hun gennem sammenbidte tænder, efter hun vendte sig om.
"Og vil du ignorere en ordre fra din chef?"
"Hun er ikke min chef."
"Nej?"
"Jeg er ikke hendes sekretær eller receptionist her; jeg er leder af forskningsafdelingen. Alice er bare en kollega, ikke min chef, så jeg viser dig ikke ud. Jeg vil ikke bruge mere tid sammen med dig end nødvendigt."
"Jeg beundrer din evne til at holde en professionel facade."
"Rend mig," bandede hun, hvilket overraskede mig og vækkede andre ting i mine bukser.
"Er det sådan, det skal være?"
Hader hun mig virkelig så meget, at hun ikke kunne holde ud at være i nærheden af mig?
"Gør mig en tjeneste og hold dig ude af syne, når du kommer tilbage her."
"Du ved... jeg tror, jeg får brug for din hjælp med nogle spørgsmål om forskningsafdelingen," drillede jeg.
Hun vendte ryggen til mig og stormede væk i sine høje hæle, mens hun gav mig fingeren, hvilket fik mig til at smile.
Havde hun virkelig en laboratoriekittel på? Billedet af hende iført de hæle, en hvid laboratoriekittel og intet andet blev hængende i mit sind resten af eftermiddagen.
ELLIE
Vrede var alt, jeg følte, da jeg vendte tilbage til mit kontor. Det kunne ikke passe. På mit arbejde? Det kunne ikke bare være en tilfældighed. Han kunne plage mig hvor som helst, men ikke på mit arbejde.
Jeg kunne håndtere hans provokationer, men jeg ville ikke lade ham gå så langt. Den skiderik. Hvordan kunne han ikke vide, at Anna og jeg arbejder her? Kunne det være sandt? Og hvor var Anna?
Det måtte være frokosttid nu. Ville hun være ude hele dagen? Jeg havde brug for at tale med hende. Måske kunne hun hjælpe mig med at forstå. Hvorfor havde Will ikke nævnt dette? Det måtte være en løgn fra den nar Morgan.
Anna dukkede først op sent på eftermiddagen. Hun stoppede ved min dør og havde en kaffe med. Hun styrede en anden afdeling og underviste også nogle gange på universitetet.
"Hvor har du været?" spurgte jeg, da hun satte sig ned overfor mig og placerede kaffekoppen på mit skrivebord.
"Jeg måtte ordne nogle ting på Københavns Universitet. Jeg bragte dig en kaffe, stærk som du kan lide den. Hvad er der sket?"
"Du har ingen idé om, hvem der dukkede op her. Eller rettere, du burde have en idé."
"Forklar."
"Hvorfor fortalte du mig ikke, at din mands firma skulle arbejde sammen med os?"
"Hvad? Det vidste jeg ikke."
"Will nævnte ikke noget om det?"
"Nej. Var Will her?"
"Nej. Den nar Bennetts bror."
"Ethan? Hvorfor?"
"De er ved at lukke en aftale med laboratoriet."
"Åh! Jeg husker nu, at Alice nævnte noget om at hyre en finansiel konsulent."
"Så din mands firma er ved at lukke en aftale med firmaet, vi arbejder for, og du vidste intet om det?"
"Jeg har allerede sagt, at Will ikke sagde noget."
"Så han løj ikke," reflekterede jeg.
"Hvad?"
"Jeg troede, at naren kom her bare for at irritere mig."
"Du troede, han gjorde det med vilje? Det lyder alvorligt. Bennett og Will ville aldrig gå med til det, og ud fra hvad jeg har hørt om Ethan, tager han arbejdet meget seriøst."
"Det ændrer ikke på, at det her er en joke."
"I to skal få det afklaret. Måske i sengen," sagde hun med et smil.
"Lad være med at få mig til at kaste denne kaffe på dig."
"Indrøm, at du er tiltrukket af ham."
"Hvad betyder det?"
"Det ville være lettere, hvis du prøvede at se ham anderledes."
"Han er en nar; hvorfor prøver du at skubbe mig mod en mand som ham efter alt, hvad jeg har været igennem?"
"Jeg er ked af det, men jeg tror, du prøver at benægte din tiltrækning til ham ved at dyrke dette had."
"Hvad vil du have? Hvad jeg føler, er trangen til at kvæle ham med mine bare hænder hver gang, jeg ser ham."
"Jeg er din bedste ven, og jeg vil være her, når du beslutter dig for at fortælle mig, hvad du virkelig føler."
"Gør os en tjeneste og bed Will om at tage Ethans plads i denne aftale."
"Jeg vil ikke blande mig i det," nægtede hun, hvilket fik mig til at sukke frustreret.
Hvad Anna ønskede, var, at jeg skulle indrømme, hvad jeg prøvede at benægte med al min magt. At se Ethan Morgan klædt i jakkesæt med det arrogante smil, som om han ejede verden, påvirkede mig på en måde, jeg ville benægte til min død.
At han på det seneste konstant stjal mine tanker, selv når jeg sov, og den måde, han tiltrak mig på, var næsten uudholdelig.
Han fik mig til at ville gribe fat i det blonde hår, rive hans tøj af og lade ham besidde mig fra neden, oven og bagfra. Men det ville aldrig ske. Aldrig.