Kapitel 4
Athenas synsvinkel
‘Athena...’ kaldte en blid stemme, mens jeg langsomt begyndte at komme til mig selv, efter at have overgivet mig til mørket, da min onkel og fætter havde efterladt mig alene i kælderen i vores hus.
“Hvad?” mumler jeg, stadig døsig.
‘Athena? Er du okay?’ spørger stemmen, mens den langsomt bliver tydeligere, hvilket endelig giver mig mulighed for at finde ud af, hvem der prøvede at tale til mig lige nu.
“A-Artemis?” spørger jeg, usikker på, om jeg hørte rigtigt, for min ulv burde stadig have sovet takket være ulvebane, som min onkel havde injiceret i os lige før hans syge leg begyndte.
‘Ja, mit kære barn, det er mig, jeg er så ked af, at jeg ikke var stærk nok til at hjælpe dig,’ græder Artemis, mens hun begynder at klynke og hyle dybt inde i mit sind, bedrøvet over, at hun havde svigtet sin menneske.
“Men hvordan? Du burde stadig sove,” siger jeg til hende uden helt at forstå situationen, der var foran os. “Jeg troede, du ville sove til morgen, det er normalt sådan, det går, når de injicerer os med ulvebane.”
‘Athena... det er morgen, vi har været i kælderen hele natten. Jeg har langsomt plejet dine sår, efter at din families Omega kom ned for at vaske og bade dig fra alt blodet,’ svarer Artemis.
“Umuligt,” siger jeg til hende. “Jeg ville have mærket det, hvis nogen havde prøvet at røre ved mig.”
‘Ikke hvis du er bevidstløs, min kære, vi har været her hele natten, mens vi var lænket til den forbandede støttebjælke, efter at vores onkel og hans søn havde pint os,’ hvisker Artemis trist, som om hun ønskede, at det ikke var sandt.
Med en rynke i panden prøvede jeg at bevæge mine arme, kun for at indse, at mine arme faktisk var blevet følelsesløse fra at være holdt over mit hoved så længe, hvilket betød, at min familie havde efterladt mig her hele natten uden så meget som at befri os.
Vred over det begyndte jeg at vride mig og forsøge at bevæge mine arme, da en bølge af frustration ramte mig, og jeg pludselig hørte kælderdøren åbne og lyden af fødder, der begyndte at bevæge sig ned ad kældertrappen og hen til, hvor vi var lænket.
“Oh Athena” kaldte en stemme, jeg kendte alt for godt, og efter nattens begivenheder en, jeg for evigt ville frygte, indtil jeg var langt væk fra flokken.
“Tid til at vågne op, åh kære søde Athena” spinder stemmen, mens de langsomt nærmer sig mig, mine blå øjne langsomt stigende for at møde min onkels grønne. Ved lyden af hans stemme kan jeg ikke lade være med at krympe mig, ikke kunne lide, hvad der var ved at ske, hvis jeg ikke adlød som den gode lille pige, jeg skulle være.
“Godmorgen onkel,” mumler jeg, min mund øm fra mundproppen, som stadig havde været i min mund natten før og kun var blevet fjernet for nylig, mens jeg prøvede at holde min fatning, mens Artemis begyndte at knurre af ham, vred over, at han havde såret os, når han skulle være familie og vores beskytter.
“Det er min gode lille pige,” smiler Collin, mens hans øjne begynder at vandre over mig, hvilket sendte kuldegysninger gennem mig, da han betragtede mig op og ned som et stykke slik, før han talte igen. “Glem ikke, at du hjælper Diana og Brian med ballet i dag, så hvis jeg hører noget andet, er vi tilbage her, forstået?”
Jeg nikkede med hovedet og prøvede at holde mine tanker for mig selv. “Ord Athena,” knurrer Collin, som ikke kunne lide det, når jeg ikke brugte mine ord som en stor pige.
“Ja... onkel,” mumler jeg, mit hoved holdt lavt, mens jeg mærker ham bevæge sig for at løsne mine manchetter, der havde holdt mine arme over mit hoved hele natten. Når jeg var fri, sænkede jeg forsigtigt mine arme, mens jeg begyndte forsigtigt at gnide følelsen tilbage i dem, da mine sår nu næsten var helet, alt takket være Artemis.
“Godt, nu klæd dig på. Diana og Brian venter begge på dig i flokhuset, så skynd dig,” og med det vendte han hurtigt om og gik væk, hvilket tillod mig at klæde mig i stilhed, mens jeg bevægede mig for at se, at nyt tøj var lagt frem til mig, da mit gamle var helt revet i stykker takket være Brian og hans dumme kniv.
“Vores families Omega må have bragt disse,” hvisker jeg, mens jeg bevæger mig for at tage tøjet på, som bestod af sorte bomuldstrusser, en sort t-shirt bh, en lyseblå tanktop, sorte denimshorts og et par sorte canvas sko.
Efter at have klædt mig hurtigt, ordnede jeg mit hår, før jeg løb op og ud af kælderen, inden min onkel hurtigt kunne ændre mening, og løb hen til flokhuset, hvor parringsballet nu ville blive holdt om kun to dage.
-Flokhuset-
“Hvor er kællingen?” skriger Diana, som ikke ønskede at være der, da hun havde ønsket at tilbringe dagen med Jacob, men til hendes overraskelse tvang hendes forældre hende til at være der, ligesom Brian.
"Slap af, far har lige sendt mig en tanke og sagt, at han lige har sluppet hende fri fra kælderen, så hun burde være her snart," svarer Brian, som heller ikke havde lyst til at være der, men vidste, at de var nødt til det for at holde øje med Athena for deres far.
"Du ved, jeg forstår ikke, hvorfor mor og far bragte hende her til at begynde med. Det er ikke som om mor og Luna Selene var rigtige søstre fra starten af, Alfaen skulle bare have ladet de vilde dræbe hende," sukker Diana, som næsten ikke vidste noget om deres forhold til Athena.
"Fordi... Alfaen ikke kunne bære at se hende dø for de vilde, selvom Luna Selene og vores mor kun var halvsøstre, vidste Alfaen, at hvis noget skete med hende, ville Athena blive elsket af sin familie. Desværre for dem kan de ikke finde hendes onkler," smiler Brian, som også kendte til Athenas familie og det faktum, at hendes far var en trillinger, og hans to andre brødre var en del af forskellige flokke, men ingen vidste hvilke flokke, hvilket efterlod Athena i deres nåde.
"Forhåbentlig beslutter de sig for at blive væk for altid, for hvis der nogensinde kom ud, hvor dårligt vi har behandlet Athena, ville de onkler rive os i stykker," siger Diana uvidende om, at Athena lyttede til dem fra skyggernes sikkerhed.
Halvsøster, onkler... Hvem? Hvad? Hvor? Kommer mine spredte tanker. Jeg vidste ikke engang, at jeg havde andre slægtninge, men igen husker jeg virkelig ikke meget af min barndom eller den nat, hvor alt skete, det er som om en del af mig også forsvandt.
'Bare rolig, vi finder ud af det sammen,' svarer Artemis, som om hun kunne fornemme Athenas bekymring.
'Og hvis vi ikke kan? Er jeg virkelig fanget her med min såkaldte familie? Alfaen ved ikke engang, hvad der foregår med os, så hvordan skal jeg overleve dette, hvis vi ikke kan finde ud af det?' spørger jeg hende, mens mine tanker pludselig løber løbsk.
'Søde, du bekymrer dig for meget, lige nu skal vi bare fokusere på paringsballet, okay. For noget siger mig, at vi vil finde vores anden chance makker der,' spinder Artemis, som blev begejstret ved tanken om at finde vores nye makker.
'Makker?' Jeg blinker og prøver at huske, hvordan det føltes at have en makker, da det var over et år siden vores sidste, og alt, hvad vi fik, var hjertesorg.
'Ja, nu gå, før dine onde fætre får dig i mere problemer,' mumler Artemis, mens hun prøver at skubbe mig ud i balsalen, før Diana og Brian virkelig kunne gøre skade.
Tagende det som mit cue, bevæger jeg mig hurtigt ind i balsalen. "HER! Undskyld, jeg er forsinket," råber jeg, mens jeg langsomt nærmer mig parret.
"ENDENLIG! Vi har ventet på dig i over en time," rynker Diana panden, uvidende om, at Athena havde hørt hele deres samtale blot minutter tidligere.
"Undskyld, jeg var... tilbageholdt," hvisker jeg, idet jeg ved, at de begge vidste, at jeg var fanget nede i kælderen natten før og pludselig opførte sig som om, jeg var forsinket med vilje.
"Ja, ja, vi ved det. Nu sagde mor og far, at du skal hjælpe os, ellers vil der være konsekvenser," bemærker Brian, mens han ser mellem de to piger, velvidende at Diana let kunne flippe ud på Athena, når hun ville.
"Jeg ved det," siger jeg. "Hvad skal jeg gøre først?"
"HA! Du? Du skal hjælpe Omegaerne med mad og drikkevarer, men for nu skal du hjælpe med dekorationerne," fniser Diana, som nu pegede på kasser fyldt med alle slags dekorationer.
Grimasserende vender jeg mig for at se, hvor Diana pegede, og bliver bleg. 'Hvordan skal jeg gøre det?' siger jeg til Artemis, mens jeg bemærker alle slags lys og bannere og andre diverse ting, der enten krævede hjælp fra to personer eller en stige.
'Gå ikke i panik,' siger Artemis, som kendte til mit pludselige ubehag.
'Men -' prøver jeg.
'Nej,' og lige sådan lukkede Artemis sin side af forbindelsen og fik mig til at føle mig afvist.
Sukkende går jeg langsomt hen til kasserne for at se, hvad det hele var, taknemmelig for at det ikke så alt for slemt ud. Vendende mig ser jeg på mine fætre. "Vil I begge hjælpe mig?"
"Os? Nej, vi har vores egne opgaver at gøre, det her er din, og det skal være færdigt inden middag, ellers vil far blive underrettet," siger Diana med et smil, mens hun og Brian går væk og efterlader mig til at tackle balsalen alene.
"Nå, her går ingenting," mumler jeg, mens jeg går i gang med det, jeg er blevet bedt om, ikke ønskende at blive slået eller værre voldtaget, når jeg begyndte at føle mig lidt håbefuld med ballet som noget, Artemis havde sagt om at finde vores makker, gav mig håb.