Kapitel 2 Hun er tilbage
Da Madison ankom til den gamle residens, blev hun mødt af butleren, "Velkommen tilbage, Madison, hr. Nelson er i haven."
"Tak, jeg kan selv finde vej," sagde Madison med et lille smil.
Nelson-familiens personale var alle glade for den ukomplicerede og tilgængelige dame.
I haven sad William i en stol med et glas vand ved siden af sig. Han blev overvældet af glæde, da han så Madison.
"Hej, Madison! Herovre! Kom Matthew ikke med dig?"
"Nej, bedstefar. Matthew har travlt med arbejde i dag, så jeg kom alene."
"Den dreng er altid begravet i arbejde."
"Nå, hans firma holder ham ret travlt beskæftiget, og som direktør er han nødt til at arbejde hårdere end andre."
"Du forsvarer ham altid. Hvordan med at du bliver og spiser middag med mig i aften."
"Det vil jeg gerne, bedstefar," svarede Madison med et strålende smil.
Kort efter middagen med William modtog Madison et opkald fra Patrick, en barndomsven af Matthew.
"Madison, vi er på Nightshade Bar. Matthew er fuld; kan du komme og hente ham?"
"Okay, jeg er på vej."
Madison undskyldte sig over for William og tog af sted.
På Nightshade Bar, inde i en eksklusiv privat bås, sad fem flotte mænd, hvoraf den midterste lå ned og så særligt slående ud.
De fem var vokset op i samme kvarter: den ældste, Matthew; den næstældste, Victor; den tredjeældste, Mitchell; den fjerde, Liam; og den yngste, Patrick.
De havde virkelig drukket for meget. Matthew, der ikke havde det godt med tømmermænd, ville ligge ned lidt og pressede sin hånd mod tindingen.
"Hvad sker der med Matthew i dag? Hvorfor drak han så meget?" Patrick bemærkede, at chefen ikke var i højt humør i dag.
"Brianna kommer tilbage i morgen," svarede den mand med det misundelsesværdige smukke ansigt.
"Hold da op, hvad kommer hun tilbage for?" bandede Patrick ligeud.
"Hvem ved."
"Victor, hvordan vidste du, at hun kommer tilbage?"
"Matthew fortalte mig det."
"Hmph, Matthew fortæller dig alt. Jeg er ikke længere Matthews yndlingsven."
"Hvornår var du nogensinde det?" svarede manden i den sorte skjorte.
"Mitchell!!!"
Latter brød ud blandt dem.
"Matthew er vel ikke stadig optaget af hende og håber på at genoplive den gamle flamme, er han? Hvad så med Madison?"
"Lad os ikke snage; stol på, at Matthew håndterer det. Jeg smutter," indskød Liam, da han havde en tidlig forretningsrejse i morgen med opgaver tildelt af Matthew.
"Vi smutter også. Patrick, du tager dig af Matthew og får ham sikkert hjem," sagde Victor og Mitchell i kor.
Med det forlod de tre bare sådan.
"Hej, hej, hej, hvad laver I, bare efterlader Matthew til mig?"
"Vi har alle travlt; du er den ledige, så naturligvis er du ansvarlig for at eskortere Matthew."
Uden nogen empati for Patricks følelser gik de tre venner virkelig bare væk. Patrick, der kiggede på Matthew, der var sunket sammen på sofaen, tænkte på den blide, smukke og forstående Madison. Så han tog sin telefon frem for at ringe til Madison for at komme og hente Matthew.
Madison ankom til Nightshade Bar og fandt kun Patrick sidde der og holde øje med Matthew.
"Undskyld, jeg er sent på den. Er det kun dig her?"
"Hej, Madison. Du kom. De andre havde ting at gøre og gik tidligt. Jeg har en kamp planlagt senere i aften, så jeg ringede til dig," sagde Patrick, mens han lagde sin telefon fra sig, efter lige at have været opslugt af et spændende videospil.
I baren var en flot fyr, der spillede videospil, mens han holdt øje med en endnu flottere, beruset mand, et ret usædvanligt syn, men da barens ejer var Mitchell, var Patrick ubekymret.
"Hvorfor drak han så meget? Hans mave har drillet de sidste par dage, og den var lige blevet lidt bedre."
"Uh... måske blev han lidt for glad for vores selskab og drak mere, end han burde. Næste gang skal jeg nok holde øje med ham for dig," tilbød Patrick med en undskyldning.
Madison kendte udmærket Matthew og hans barndomsvenner. Sammen havde de grundlagt JK Group, som voksede sig større og større og overtog halvdelen af forretningerne i Horizon City, endda med udvidelse til udenlandske markeder. Af og til kom de forbi til middag eller stødte på hinanden i det gamle hjem.
"Hey, Madison, du kørte ikke herhen, vel? Her er Matthews bilnøgle. Du kan bare tage hans bil," tilbød Patrick Madison nøglerne.
"Jeg tog en taxa herhen, så jeg kan godt køre hjem."
"Okay. Så lad mig hjælpe dig med at få Matthew ind i bilen."
"Selvfølgelig." Uden Patrick ville hun virkelig ikke have klaret at få Matthew ind i bilen alene.
De to hjalp en ret ustabil Matthew ind på bagsædet af bilen, og Madison satte sig bag rattet.
"Madison, er du sikker på, at du kan håndtere bilen? Skal jeg ringe efter en chauffør?" spurgte Patrick bekymret over, om Matthews bil måske var for stor til Madison.
"Det går nok; jeg tager det roligt."
"Okay, vær forsigtig på vejen, og farvel."
"Jeg har forstået, jeg kører nu." Med det gled bilen langsomt ind i trafikken.
Madison kørte forsigtigt, nervøst fokuseret på vejen foran i et roligt tempo, hvilket udløste horn fra bilerne bag hende.
Uden hendes viden åbnede manden, der havde sovet tungt på bagsædet, øjnene. Faktisk var Matthew vågnet lidt, da Madison ankom til baren for at tale med Patrick, men han havde holdt øjnene lukkede og forblev tavs. Nu, mens han betragtede hendes lille silhuet, der så spændt greb rattet og kørte i sneglefart, følte han en uventet ro.
Tidligere på aftenen havde han modtaget et uventet opkald fra Brianna, som informerede ham om hendes hjemkomst og bad ham hente hende i lufthavnen. Han afslog, idet han sagde, at det ikke ville være passende, da han nu var gift, før han lagde på og smed sin ring tilbage i kontorskuffen i frustration. Det opkald havde taget ham på sengen og efterladt ham urolig. For at berolige sine nerver havde han sluttet sig til Patrick og de andre på Mitchell’s bar og endte med at drikke lidt mere end sædvanligt.
For tre år siden havde han forberedt et storslået frieri, men hovedpersonen, Brianna, dukkede ikke op, og han blev efterladt med en forlovelsesring blandt et hav af blomster, og blev til grin i Horizon City, da hun valgte at jage sine balletdrømme i Paris.
Den halve time lange tur hjem tog Madison næsten en time, men heldigvis bemærkede hun mod slutningen af turen, at Matthew begyndte at vågne op.
"Er du vågen? Kan du gå?" spurgte hun. Matthew svarede ikke.
Madison bøjede sig ned for at hjælpe ham, og lænende sig op ad Madison gik de to sammen indenfor. Madison lagde Matthew på sofaen og gik derefter i køkkenet for at lave et glas vand. Da hun kom tilbage med vandet, så hun Matthew sidde op på sofaen med en rynke i panden og tabt i tanker.
"Er du okay? Drik det her," sagde hun.
"Ja, bare sæt det ned. Det er sent; du burde gå i seng. Jeg skal nok rydde op om lidt."
Madison blev stående i stuen.
"Var der noget, du ville tale om?" spurgte Matthew, da han bemærkede, at hun ikke var gået til sit værelse.
"Øh, nej. Jeg var hos bedstefar i dag. Han sagde, at når du har tid, skulle du komme forbi til et måltid, og at du ikke skal overarbejde dig selv."
"Okay, det har jeg forstået. Jeg tager med dig derover i morgen for at spise."
"Fint."
Madison havde stadig ikke nævnt sin graviditet. Der var kun tre måneder tilbage, indtil deres treårsaftale ville udløbe...