Kapitel 6
Sofias synsvinkel
Jeg sad bagerst i min engelsktime og tappede ubevidst med min pen på bordet.
Mr. Thompsons stemme summede videre om Shakespeare, men mine tanker var et helt andet sted. I aften ville være min første træningsaften på Intensity, og jeg kunne ikke ryste den nervøse spænding af mig - taknemmelig for endelig at have fået et job.
Hvordan mon det ville være? Ville Tito være tålmodig med mig eller en mareridtschef? Jeg havde aldrig arbejdet i en bar før, slet ikke en med det ry, som Intensity syntes at have. Han nævnte endda noget om, at jeg skulle arbejde ovenpå i VIP-loungen, hvad det så end betød...
Fortabt i mine tanker bemærkede jeg knap nok den summen af snak fra de andre elever, der hviskede omkring mig. Klasseværelset med dets falmede plakater og rækker af træborde virkede fjernt.
Jeg var så opslugt af at forestille mig, hvordan baren ville se ud i fuld gang, at jeg næsten overså det sammenkrøllede stykke papir, der landede direkte på mit bord med en hurtig bevægelse.
Forskrækket kiggede jeg rundt og så Vincent smile skælmsk til mig fra den anden ende af rummet. Han gestikulerede, at jeg skulle åbne sedlen, hans øjne glimtede af drilleri, mens jeg åbnede og lukkede munden, frygtende hvad der stod på den.
Mit hjerte sank. Det sidste, jeg ønskede, var mere opmærksomhed, især fra Vincent, som allerede syntes at nyde at gøre mig til centrum for uønskede jokes.
Jeg håbede, at han havde ment at give den til en anden, men ud fra hans begejstrede udtryk havde jeg gættet forkert...
Med nervøse fingre foldede jeg papiret ud, bevidst om de nysgerrige blikke fra de andre piger i klassen, nogle af dem så ikke særlig glade ud over interaktionen.
Mine kinder brændte af skam, mens jeg glattede det krøllede ark ud. Indeni fandt jeg en hurtig tegneserielignende skitse, som Vincent havde tegnet. Den første panel viste en pige, tydeligvis ment som mig, bærende en frokostbakke hen imod to drengefigurer.
Det andet panel viste en af drengene med en taleboble, der sagde "Meh", mens figuren så ud til at bedømme frokosten med et væmmeligt udtryk i ansigtet - åbenlyst repræsenterende Vincent igen.
Det sidste panel afbildede pigen snuble over en fod og falde fladt på ansigtet, et komisk skrig udstrømmende fra hendes åbne mund, der genopførte måden, hans ven havde snublet mig i går.
Mit ansigt blev endnu rødere, da jeg indså, at skitsen var en grusom parodi på min oplevelse under frokosten i går. Flov og såret krøllede jeg hurtigt papiret sammen igen og bøjede hovedet ned, håbende at skjule mine blussende kinder fra de mange blikke, jeg modtog.
Det var godt nok for Vincent, da jeg kort kiggede over på ham og så hans selvtilfredse, arrogante udtryk plastret over hans ansigt som et udslæt.
Hvorfor mig?
Rummet syntes at lukke sig om mig, og jeg kunne høre et par undertrykte fnis fra nærheden - tydeligvis havde de kigget på papiret, mens jeg undersøgte det.
Vincent smålo stille, tydeligvis tilfreds med sig selv, mens jeg tjekkede uret på væggen og bad om, at tiden ville gå hurtigere.
Jeg bed tænderne sammen, fast besluttet på ikke at lade ham se, hvor meget hans hån havde påvirket mig. Jeg tog en dyb indånding og forsøgte at fokusere på Mr. Thompsons forelæsning, men ordene syntes igen at flyde sammen - følende Vincents utrættelige blik hvile på mig.
Alt, hvad jeg kunne tænke på, var sedlen og hvor fjollet jeg måtte have set ud for alle, da jeg fumlede med at åbne den. Han havde tydeligvis brugt meget tid på den også med detaljerne, og det værste var, at han faktisk syntes at være ret god til at tegne...
Lige da jeg var ved at synke dybere ned i min stol, lænede Daryl, en fyr jeg kun kendte takket være klasseopråbet i begyndelsen, sig over og hviskede: "Ignorér ham, han er bare en idiot, der prøver at få en reaktion. Du er hans nye legetøj, ser det ud til." Han forklarede, tilsyneladende åbent komfortabel med at tale om Vincent, hvilket jeg fandt underligt.
Hvorfor var han ikke lige så forsigtig som de andre fyre i klassen?
"Jeg ville ønske, jeg ikke var... men tak." svarede jeg blidt og lod mig selv smelte i Daryls venlige, himmelblå øjne, mens han sendte mig et dovent smil.
Hans hår var blondt og rodet, men stilen passede ham godt. Han var en anden fyr på denne skole med en atletisk bygning og stor højde på sin side. Måske var det derfor, han ikke var så bange? Jeg tror, han kunne tage kampen op mod Vincent, hvis han virkelig prøvede, bare på grund af sin størrelse.
"Tag det roligt, han kan lide at lege med piger... på en fucked up måde betyder det grundlæggende, at han er fascineret af dig!" Daryl lo højt af sin egen udtalelse, hvilket fik en hård 'shhh' fra læreren, som fik ham til at rulle med øjnene.
Han så ikke ud til at være generet af noget, denne her...
"Du virker til at kende ham godt?" prøvede jeg, mens jeg mærkede Vincents varme blik lande på os begge med jævne mellemrum, hvilket fik mig til at vride mig og skifte stilling i min stol.
"Ja, det kan man vel sige, jeg bor jo med ham, skat!" Daryl afslørede pludselig, mens min kæbe nærmest ramte gulvet.
"Hvad?!" gispede jeg let, ude af stand til at tro, at Daryl boede under samme tag som fyren, der gjorde min tid her på skolen til et levende mareridt.
Daryl lænede sig afslappet tilbage i sin stol med et beskedent nik og et skuldertræk, tilsyneladende upåvirket af fakta, mens jeg blinkede voldsomt for at forstå informationen.
Var de venner? Måske fætre? Det gav ingen mening... Daryl virkede i det mindste nogenlunde anstændig sammenlignet med sin onde bofælle på den anden side af lokalet.
Som timen fortsatte, tvang jeg mig selv til at koncentrere mig om undervisningen, velvidende at det at dvæle ved Vincents narrestreger og hans forhold til Daryl kun ville gøre tingene værre.
Jeg kunne ikke vente på, at dagen skulle være forbi, så jeg kunne fokusere på mit nye job, da det var det eneste, der virkelig betød noget for mig lige nu. På trods af min nervøsitet var tanken om at tjene mine egne penge og opnå en vis uafhængighed spændende.
Måske kunne jeg endda komme væk fra min forfærdelige lejlighed!
Klokken ringede endelig, hvilket signalerede slutningen på timen, og jeg samlede hurtigt mine ting sammen, ivrig efter at slippe væk fra klasseværelset.
Jeg skyndte mig ud af min stol og forsøgte at undgå flere interaktioner med Vincent, men da jeg bevægede mig mod døren, hørte jeg hans hånende stemme kalde på mig bagfra.
"Hej, Sofia!" Vincents tone var dryppende af sarkasme, da jeg modvilligt vendte mig om for at kigge over skulderen.
"Du må hellere bringe mig noget bedre end i går til frokost i dag," spottede han, med et smil på læberne. "Vi vil jo ikke have en anden 'meh' præstation, vel?" Han afsluttede, hvilket fik nogle spydige fnis fra to nærliggende svævende piger.
Latteren fra hans følge rungede rundt, hvilket fik mine kinder til at blusse af en blanding af forlegenhed og vrede. Jeg knyttede mine næver og forsøgte at bevare fatningen, velvidende at det var nytteløst mod en som ham...
"Kom nu Vin, hvad får du ud af det her? Den stakkels pige ryster som et blad, hver gang du interagerer med hende!" Jeg vendte mig om og hørte Daryls kedsommelige tone, mens Vincent fnøs og viftede ham væk.
"Skrid og find din humor! Desuden kan hun lide det!" Vincent grinede ondsindet og viste sit perfekte smil, mens jeg sukkede over hans kommentar.
Jeg nyder det bestemt ikke... men hvad kunne jeg ellers gøre? Dette var Vincents skole... og jeg var kun en outsider.