Kapitel 9 Stå op for hende
"Jeg sværger, jeg gjorde det ikke!" Isabella var på nippet til at græde.
"Hvis det er sandt, så lad os tjekke dig!" sagde Laura, mens hun trådte frem.
"Hold op!" En skarp stemme skar igennem spændingen.
Jack Brown, direktørens assistent, kom gående med hastige skridt, hans ansigt mørkt af vrede.
"Laura, Vanessa, hvad i alverden foregår der?" Jack krævede svar.
"Mr. Brown, vi fanger en tyv!" sagde Laura selvsikkert.
"En tyv?" Jack rynkede panden. "Hvem beskylder I?"
"Hende!" Laura pegede på Isabella. "Hun kom ud af Mr. Landons kontor og så mistænkelig ud. Hun må have stjålet noget!"
"Det gjorde jeg ikke." Isabellas stemme var kvalt af tårer.
"Mr. Brown, du må støtte os!" Vanessa blandede sig og hældte benzin på bålet.
"Isabella, har du stjålet noget?" spurgte Jack alvorligt.
"Det har jeg ikke." Isabella rystede på hovedet, mens tårerne strømmede ned ad hendes ansigt.
"Hvorfor græder du, hvis du er uskyldig?" hånede Laura. "Føler du dig skyldig, hva'?"
"Jeg..." Isabella var målløs.
Hun var bare en praktikant, magtesløs over for Laura og Vanessa.
"Mr. Brown, jeg synes, vi skal ringe til politiet." foreslog Vanessa.
"Nej!" Isabella gik i panik. "Jeg har virkelig ikke stjålet noget!"
"Ja, ring til politiet!" sagde Laura selvtilfreds.
"Nu er det nok!" råbte Jack. "Alle sammen, hold kæft!"
Han kiggede på Isabella, hans tone blev lidt blidere. "Isabella, jeg ved, du ikke ville stjæle noget. Men du kom ud af Mr. Landons kontor, så du skal forklare dig."
Isabella vidste ikke, hvordan hun skulle forklare det.
Hun kunne jo ikke lige sige, at hun var gået for at aflevere et tørklæde og derefter blev kaldt til at lave kaffe, og ved et uheld brændte sin hånd, kunne hun vel?
Hvem ville tro på det?
"Mr. Brown, jeg tror, hun ikke kan forklare det!" sagde Laura triumferende. "Jeg synes, vi skal fyre hende!"
"Ja, fyr hende!" Vanessa var enig.
"Fyre mig?" Isabellas øjne blev store af vantro.
Hun havde arbejdet så hårdt, håbet på at blive fastansat.
Hvis hun blev fyret, ville alle hendes anstrengelser være forgæves!
"Mr. Brown, vær venlig, fyr mig ikke." Isabella bad.
"Isabella, det er ikke fordi, jeg ikke vil hjælpe dig, men..." Jack så bekymret ud.
"Hvem sagde noget om at fyre hende?" En kold stemme afbrød.
Alle vendte sig om og så Sebastian stå i døren, hans ansigt mørkt og truende.
"Mr. Landon!" Alle gispede.
"Mr. Landon, hvad bringer Dem her?" Jack skyndte sig hen for at hilse på ham.
Sebastian ignorerede Jack og gik direkte hen til Isabella.
"Er du okay?" spurgte han, hans øjne fulde af bekymring.
"Jeg har det fint." Isabella nikkede, men tårerne fortsatte med at strømme ned ad hendes ansigt.
"Det er godt." Sebastians stemme var blød og mild.
Han vendte sig mod Laura og Vanessa, hans blik blev iskoldt. "Hvad sagde I lige?"
"Vi..." Laura og Vanessa var for bange til at tale.
"Tal op!" krævede Sebastian.
"Mr. Landon, vi mistænkte bare Isabella for at have stjålet noget." stammede Laura.
"Mistænkte?" Sebastian hånede. "Hvad giver jer ret til at mistænke hende?"
Laura og Vanessa var målløse.
"Jack." Sebastian så på Jack.
"Ja!" Jack reagerede hurtigt.
"Fra i dag af er Isabella fastansat i firmaet." Sebastians stemme var fast og uomtvistelig.
"Hvad?" Alle var målløse.
"Mr. Landon, det er imod reglerne!" sagde Jack, og så bekymret ud. "Praktikanter skal bestå en evaluering for at blive fastansatte."
"Regler?" Sebastian hånede. "Jeg laver reglerne."
Han kiggede på Isabella, og hans tone blev blødere igen. "Fra nu af kan du komme til mit kontor når som helst."
Isabella var målløs.
Hun havde aldrig forventet, at Sebastian ville bryde firmaets regler for hende.
Laura og Vanessa var rasende, deres ansigter mørkede af vrede.
De havde planlagt så meget, kun for at ende med dette resultat.
Isabella sad ved sit skrivebord, Sebastians ord rungede i hendes sind.
Hvert ord ramte en streng i hendes hjerte.
Hun havde aldrig forestillet sig, at den kolde og fjerne Sebastian ville stå op for hende, en almindelig praktikant.
Noget begyndte at vokse i hendes hjerte, en blanding af sødme, varme og lidt forvirring.
Gråd afbrød Isabellas tanker.
Hun kiggede op og så Laura græde ved sit skrivebord, tårerne strømmede ned ad hendes ansigt.
Kollegaer hviskede omkring dem, deres stemmer lave men klare.
"Hvorfor er Isabella så heldig at blive fastansat?"
"Mr. Landon er så partisk!"
"Hvem ved, måske brugte hun nogle forførende tricks?"
"Stop med at snakke, hun kan høre dig."
Disse ord føltes som små insekter, der kravlede ind i Isabellas ører og bed smertefuldt.
Hvad havde hun gjort forkert for at fortjene sådan sladder?
Isabella bed sig i læben, og tvang sine tårer tilbage. Hun måtte være stærk og ikke lade disse rygter besejre hende.
"Isabella, Mr. Landon vil have dig på sit kontor."
Jacks stemme brød pludselig stilheden i kontoret.
Alle kiggede på Isabella, deres udtryk varierende.
"Mig?" Isabella pegede på sig selv, forvirret.
"Ja, dig," sagde Jack, hans ansigt udtryksløst. "Mr. Landon vil have dig til at gå nu."
"Åh, okay." Isabella rejste sig, rettede sin krave og skyndte sig til Sebastians kontor.
Inde i kontoret stod Sebastian ved gulv-til-loft vinduet, hans holdning rank.
Da han hørte døren åbne, vendte han sig, hans blik landede på Isabella.
"Mr. Landon, du ville se mig?" spurgte Isabella, hendes stemme blød.
"Ja." Sebastian gik hen til sit skrivebord og tog et dokument frem. "Der er et forretningsmøde i eftermiddag. Du skal med mig."
"Hvad?" Isabella var målløs. "Jeg ved ikke noget om forretningsmøder. Jeg vil bare ødelægge det hele."
"Hvem sagde, du ville ødelægge det hele?" Sebastian løftede et øjenbryn. "Du skal lære. Som fastansat skal du hurtigt blive fortrolig med forretningen."
"Men..." Isabella prøvede at argumentere.
"Ingen men." Sebastians tone var fast. "Det er en ordre."
"Okay," sagde Isabella modvilligt.
Hun forstod, at hun ikke havde noget valg.
"Vi tager afsted om ti minutter," sagde Sebastian og gik tilbage til sine dokumenter.
Isabella forlod stille kontoret.
Ti minutter senere sad Isabella i Sebastians bil.
Bilen var stille, næsten undertrykkende.
Isabella stjal et blik på Sebastian. Han havde øjnene lukkede, tilsyneladende hvilende.
Hun turde ikke lave en lyd, hendes hjerte hamrede.
Hvordan ville et forretningsmøde være?
Som nybegynder, hvis hun ødelagde noget, ville hun ikke bare gøre Sebastian flov?