Kapitel 9 En dyrebar gave
Isabella skubbede døren op og så Samantha stå ved sin seng og holde det tørklæde, som Sebastian havde givet hende.
"Bella?" Samantha skyndte sig at lægge tingene tilbage i sin taske og gik hen for at tage Isabellas hånd. "Bella, hvornår flyttede du tilbage til kollegiet? Hvorfor fortalte du mig det ikke?"
Isabella trak sin hånd tilbage og gik forbi hende uden at sige et ord. "Flyttede du ikke ud?"
"Jo, jeg kom tilbage for at hente nogle ting," Samantha gik hen imod hende og pegede på tasken på knagen. "Bella, er det tørklæde dit?"
"Det er mit." Isabella så på hende med et fjernt blik i øjnene. "Er der et problem?"
"Nej." Samanthas smil var anstrengt. "Det er et limited edition tørklæde fra et kendt mærke, der blev udgivet sidste måned. Det er ikke kun dyrt, men også svært at få fat i. Jeg ville bare spørge, hvordan du fik fat i det? Jeg vil også gerne have et."
Isabella kastede et blik på tasken og så logoet fra det velkendte mærke. Sebastian havde givet det til hende, og hun havde ikke haft til hensigt at acceptere det, endsige tage et nærmere kig på det. Hun havde ikke forventet, at det var så værdifuldt.
"En ven gav det til mig," svarede Isabella afslappet. "Jeg er ikke helt sikker."
"Hvilken ven?" pressede Samantha, hendes øjne viste hendes mistro. Hun havde været Isabellas bedste veninde i mange år og kendte hende godt. Udover hende og Matthew havde Isabella ingen andre venner.
Isabella sagde ligegyldigt, "Ham kender du ikke."
Da Samantha skulle til at spørge mere, ringede hendes telefon. Hun kastede et blik på opkalds-ID'et og tøvede ikke med at besvare det foran Isabella. "Hej, Matthew... Ja, jeg er på kollegiet. Rigtigt. Jeg vil gerne have et stort måltid til frokost, det sted vi var sidst... Okay. Jeg kommer og ser dig senere."
Efter at have lagt på sagde Samantha, "Hvil dig nu, Bella. Jeg smutter."
Isabella gad ikke engang svare. Hun satte sig på sengen og åbnede sin bærbare computer.
Samantha trak bare på skuldrene og forlod kollegieværelset.
På restauranten bestilte Samantha nogle retter og rakte menuen til Matthew.
Matthew kastede et blik på den og strejede et par retter ud. "Tror du, du kan spise alt det her?"
"Det er lige meget, om jeg ikke kan spise det hele. Jeg vil bare smage lidt af det hele," sagde Samantha ubekymret og tilføjede dyr foie gras til bestillingen.
Matthew kiggede på hende. "Hvorfor lagde jeg ikke mærke til, at du var så spildsom før?"
Dengang han datede Isabella, tog han af og til Samantha med til måltider. På det tidspunkt var Samantha altid tilbageholdende og endda mere genert end Isabella. Senere fandt Matthew ud af, at det var fordi Samantha kom fra en fattig familie og havde lavt selvværd.
Han huskede en gang, hvor de tre havde spist færdig og forlod restauranten, og Samantha gik tilbage til det private rum for at få resterne pakket ind. Den Samantha dengang og den Samantha, der nu nød dette overdådige måltid, virkede som to forskellige personer.
Da hun bemærkede hans blik, lukkede Samantha menuen. "Bestilte jeg for meget? Siger du, at du ikke vil bruge pengene?"
"Det er ikke det," Matthews familie havde penge. Begge hans forældre var professorer. Han bekymrede sig ikke om disse udgifter. Siden han begyndte at date Samantha, tog han hende med til disse eksklusive steder, og han havde aldrig følt, at der var noget galt før.
Måske havde han indset, hvor meget både han og Samantha havde ændret sig, fordi han havde set Isabella på hospitalet i dag. Isabella syntes at være den samme som før.
"Matthew? Hvad er der galt med dig?" Samantha viftede med hånden foran hans øjne. "Har du noget på hjertet? Hvorfor er du så fraværende i aften?"
Matthew kom tilbage til virkeligheden med et ryk. "Det er ingenting."
Samantha skar nonchalant i foie gras'en og sagde, "Bella er flyttet tilbage til skolens kollegium."
Matthews bestik stoppede, og han sagde roligt, "Er det rigtigt?"
Om eftermiddagen var Matthew vendt tilbage til sit kollegium for at hente noget, da han stødte på hende. Hun holdt en stor mærkevarepose, og indeni var det tørklæde, han havde ønsket sig. Bella sagde, at det var en gave fra en ven, så han spurgte hende, hvilken ven det var, men hun havde ikke givet ham et klart svar. Samantha, der talte til Matthew, kiggede på ham.
Matthew rynkede panden. "Virkelig?"
Samantha løftede hagen med et uskyldigt ansigt og sagde, "Jeg troede måske, du hemmeligt havde købt det til hende."
"Mig?" Matthew rystede på hovedet. "Nej, det var ikke mig."
"Jeg vidste, det ikke var dig. Selv hvis det var fra dig, ville jeg ikke blive sur. Vi har gjort noget for at såre hende. Hvis et tørklæde kan lette Bellas vrede, er jeg villig til at give hende det. Men... Bella har ingen andre venner end os. Desuden, selv hvis det bare var en almindelig ven, ville de nok ikke give hende sådan en værdifuld gave, vel? Jeg spekulerer på, om Bella har fået en ny kæreste?"
Matthew lagde bestikket fra sig. "Jeg går på toilettet."
Samanthas ord havde gjort ham utilpas. Matthew gik på toilettet og røg en cigaret for at falde til ro.
Efter at have røget cigaretten huskede han noget og rakte ind i lommen, kun for at indse, at hans telefon stadig lå på spisebordet.
Samantha tog hurtigt telefonen, låste skærmen op og kiggede igennem flere udenlandske shopping-apps. For at være ærlig kunne hun stadig ikke tro, at nogen ville give Isabella sådan en dyr gave, undtagen Matthew.
Men efter at have søgt fandt hun kun ordren på tørklædet, som Matthew havde lagt tidligere.
Da hun klikkede på det, ændrede Samanthas ansigtsudtryk sig. Hun havde virkelig ønsket sig det tørklæde og var blevet forelsket i det ved første øjekast, da det lige var blevet udgivet. Hun havde bedt Matthew om det i lang tid, før han gik med til at købe det til hende. Hun havde spændt ventet på at få tørklædet for at vise det frem, men Matthew havde fortalt hende, at han ikke havde formået at få fat i det.
Og nu så hun, at han ikke havde mislykkedes med at få tørklædet; i stedet havde han annulleret ordren.
Hvorfor havde han annulleret ordren? Svaret var simpelt. Matthew ville ikke give det til hende!
To minutter senere vendte Matthew tilbage til spisebordet. Han kiggede på sin telefon. Telefonen lå stadig på sin oprindelige plads, som om den ikke var blevet rørt.
Samantha rakte ham foie gras'en med et behageligt udtryk. "Jeg har skåret foie gras'en til dig, Matthew. Smag den."
"Tak."
Næste morgen tog Isabella metroen til firmaet.
Hun udnyttede, at hendes kolleger fra afdelingen endnu ikke var ankommet, og gik stille ind på direktørens kontor, mens hun holdt gaven, Sebastian havde givet hende.
Kontorets gardiner var tæt trukket for, og der var stille. Isabella gik direkte hen til Sebastians skrivebord uden at bemærke manden, der sad på sofaen til venstre for hende.
Hun lagde posen ned og var ved at gå med det samme, da hun drejede hovedet og fik øjenkontakt med manden på sofaen.
"Hr. Landon!"
Hvordan føles det at blive taget på fersk gerning som en tyv?
Hun følte sig akavet. Sebastian sad tilbage på den sorte sofa med sin skjortekrave løsnet og benene let bøjede, hvilket gav ham et ekstremt træt udseende. Men han så ret tilfreds ud. Han stirrede på Isabella med interesse. "Firmaet har stram sikkerhed, så hvordan kunne en tyv være kommet ind? Men da jeg kiggede nærmere, viste det sig at være dig, Isabella."