Kapitel 8 Hans kompensation
Da hendes skjorte blev fjernet, faldt Sebastians øjne på Isabellas fejlfri ryg.
Han blev skuffet og vendte hovedet væk. Han undskyldte med en tung stemme, "Jeg er ked af det."
Isabella trak lagnet over sig. Der var ydmygelse i hendes øjne. "Har jeg bevist mit værd, hr. Landon?"
Sebastian åbnede munden, men han følte, at alt, hvad han sagde nu, ville være nytteløst.
Da han gik, kiggede han op mod anden sal. Der var stadig et svagt lys inde i vinduet. Han tænkte på Isabellas sarte udseende og spekulerede på, om hun dækkede sit ansigt og græd i dette øjeblik.
Sebastian tog telefonen og ringede til Jack. "Forbered en gave til mig, noget til en pige, og sørg for, at det er udsøgt."
Så snart Sebastian var gået, låste Isabella døren og tog sine rene pyjamas med til badeværelset.
Hun tog sit yderste tøj af. Selvom mærkerne på hendes bryst var falmet lidt, var de stadig meget synlige. Der var ikke mange mærker på hendes ryg, og de var hurtigt helet efter, at hun havde påført noget salve, så Sebastian ville ikke have bemærket dem lige før.
Men Isabella var stadig skræmt fra vid og sans. Hun vidste ikke, hvad konsekvenserne ville være, hvis Sebastian fandt ud af det. Hun vidste kun, at Landon Group strengt forbød forhold mellem kolleger.
Hun havde kæmpet hårdt for at få dette job, og hun kunne ikke bare miste det på denne måde. Så hun var nødt til at holde denne hemmelighed og absolut ikke lade Sebastian vide noget!
Efter hurtigt at have taget et bad, kravlede hun i seng og faldt i søvn.
Tidligt næste morgen købte Isabella to morgenmad, en til sig selv og en til Zoe. Mens hun hængte IV-dryppet op og lod som om hun legede med sin telefon, sprang døren til hospitalsstuen op. Hun troede, det var Sebastian, så hun lod som om hun holdt hovedet nede.
"Bedstemor," lød en velkendt stemme ved siden af hende.
Isabella blev forskrækket og kiggede op, og ganske rigtigt, det var Matthew.
Tilsyneladende opmærksom på hendes blik, vendte Matthew hovedet for at se på hende. Isabella nåede ikke at afværge sit blik. Deres øjne mødtes.
Zoe introducerede dem med et smil. "Dette er Isabella. Bella, dette er min anden barnebarn, Matthew."
Zoe var altid kortfattet, når hun introducerede folk. Isabella åndede lettet op. Hun havde været bekymret for, at Zoe ville nævne, at hun arbejdede for Landon Group, da hun havde fortalt Sebastian alt før.
"Hej, Isabella," sagde Matthew og så varmt på hende.
Isabella nikkede blot høfligt og sænkede hovedet for at fortsætte med at kigge på sin telefon.
Matthews blik blev særpræget, men han sagde ikke noget.
Et øjeblik senere kom det medicinske personale for at tage Zoe til en undersøgelse. Matthew blev tilbage, siddende i et hjørne af hospitalsstuen og sendte beskeder.
Isabella blev træt af at lege med sin telefon og slukkede skærmen, med intention om at hvile lidt. Men da hun kiggede op, mødte hun Matthews blik. I det øjeblik havde Isabella en fornemmelse af, at han havde stirret på hende i lang tid.
Da Isabella var ved at afværge sit blik, talte Matthew, "Skulle du ikke være på forretningsrejse? Hvorfor er du her på hospitalet?"
Isabella pressede læberne sammen og tog sin telefon igen. Men denne gang kiggede hun ikke på den længe, før den blev snuppet fra hendes hænder. Isabella kiggede op på Matthew, der stod ved hendes seng, og spurgte, "Har du noget at sige?"
Matthew så på hende og sagde, "Hvorfor svarer du ikke på mit spørgsmål?"
Isabella bed sig i læben og svarede, "Hvorfor skulle jeg svare på dit spørgsmål? Og må jeg spørge, hvem du er for mig lige nu?"
Matthew forblev tavs i et par sekunder og spurgte derefter, "Bebrejder du mig?"
"Du tænker for meget. Vi er allerede gået fra hinanden," sagde Isabella blidt.
"Vi er gået fra hinanden, men har jeg ikke ret til at forklare mig?" sagde Matthew.
Isabella forblev tavs.
Matthew fortsatte, "Det, der skete mellem Samantha og mig, var en ulykke."
Isabella sagde stadig ikke noget.
Matthew kiggede ned på hendes hoved og sagde, "Jeg ved, du må tro, jeg skubber skylden fra mig. Men uanset om du tror det eller ej, Isabella, det skete kun én gang. Jeg har ikke rørt Samantha siden da.
"Jeg fortryder, hvad der skete den nat, men det er sket. Det eneste, jeg kunne gøre, var at slå op med dig og tage ansvar med Samantha. Jeg prøvede også at være ansvarlig over for dig. Forstår du?"
Isabella følte sig knust af de ord. Hun havde sagt, at hun ikke bekymrede sig om det, at det var fortid, men inderst inde betød det stadig noget for hende.
Hun havde trods alt virkelig elsket Matthew. De havde datet med intentionen om at tilbringe resten af deres liv sammen. Hun havde planlagt at tale om ægteskab med Matthew, når hun officielt havde fundet sig til rette og havde et stabilt job, men hun havde ikke forventet, at noget som dette ville ske.
Tårerne vældede op i Isabellas øjne, og de faldt ned på sengen.
"Isabella, jeg er ked af det..." Matthew rakte hånden ud. Hans håndflade hvilede forsigtigt på toppen af hendes hoved.
Lige da åbnede døren til hospitalværelset, og Sebastian dukkede op i døren.
"Bror." Matthew trak hånden tilbage og tog to skridt baglæns, så der kom lidt afstand mellem ham og Isabella.
Sebastians blik gled over Isabella og landede på Matthews ansigt. "Hvad laver du her?"
"Jeg hørte, at Bedstemor var syg. Mor bad mig om at komme og se til hende," forklarede Matthew.
"Har du set Bedstemor?" Sebastians udtryk blev koldt og viste lidt entusiasme over for sin yngre bror.
"Ja."
Sebastian gik ind og lagde de ting, han havde med, fra sig. Da han så, at Matthew ikke var gået, viste der sig et spor af utålmodighed i hans ansigt. "Skal du ikke gå?"
Matthew rynkede panden. "Far har ikke været i Lakina for nylig. Mor sagde, at hvis du har for travlt, kan du sende Bedstemor tilbage, og hun kan tage sig af hende..."
"Ikke nødvendigt." Sebastian afbrød ham. "Vi behøver ikke, at nogen udenfor bekymrer sig om Bedstemors anliggender."
Atmosfæren i hospitalværelset blev anspændt.
Endelig vendte Matthew sig om og sagde let, "Jeg går nu så."
Efter Matthew var gået, kiggede Isabella op på Sebastian.
Han så ud til at være i dårligt humør, hans pande var rynket. Hans udtryk var endnu koldere, end det normalt var på kontoret.
Sebastian vendte hovedet for at se på hende og spurgte roligt, "Kender I hinanden?"
Isabella ville instinktivt benægte det, men hun følte, at Sebastian allerede havde gættet, at de kendte hinanden, så hun nikkede.
Han spurgte ikke yderligere og gik over og placerede posen, han holdt, foran hende. "Denne er til dig."
Han tøvede og tilføjede, "Som kompensation."
Kompensation for i går aftes.
Isabellas ansigt blev rødt, og hun rystede på hovedet og sagde, "Nej, tak."
Han havde kun set hendes ryg, hvilket var intet sammenlignet med at se hende i en badedragt på stranden.
Men Isabella blev let skræmt og følte sig skyldig, så hendes reaktion var intens.
Sebastian sagde blidt, "Nej, du skal tage imod det. Jeg kan ikke være rolig, hvis du ikke gør."
Isabella ville sige noget mere, men det medicinske personale skubbede Zoe tilbage ind i rummet.
Isabella blev på hospitalet i tre dage og blev udskrevet på den fjerde dag. Lægen gav hende noget medicin at tage med hjem og kom med et par påmindelser.
Da Isabelle sagde farvel til Zoe, holdt Zoe hendes hånd tæt, ikke villig til at give slip. Isabella følte også lidt sorg.
Da Sebastian så det, sagde han, "Hun er en medarbejder i mit firma. Hvis du vil se hende, kan du komme til firmaet for at møde hende."
"Virkelig?"
"Ja."
Ved Sebastians forsikring gav Zoe endelig slip på Isabellas hånd.
Isabella forlod hospitalet om eftermiddagen. Sebastian gav hende en ekstra halv fridag til at hvile og bad hende om at komme på arbejde i firmaet i morgen.
Så snart Isabella vendte tilbage til sit kollegieværelse, så hun Samantha.