Kapitel 8 Vil ikke altid huske smerte
Isabella sprang forskrækket op og dukkede hurtigt ned under skrivebordet.
Sebastian trådte ind, stadig med en svag duft af sved fra sin træning.
Han nærmede sig skrivebordet og bemærkede straks tørklædet, der lå på toppen.
Han tog det op og rynkede panden en smule.
Netop da hørte han en svag lyd fra under skrivebordet.
Han bøjede sig ned og blev overrasket over at finde Isabella sammenkrøbet som en forskræmt killing.
"Isabella?" Sebastian var forbløffet. "Hvad laver du her?"
Isabella kravlede akavet ud fra under skrivebordet, hendes kinder røde som modne æbler. "Jeg... Jeg kom for at returnere tørklædet."
Sebastian kiggede på Isabella, hans udtryk komplekst.
"Hvorfor?" spurgte han.
"Jeg..." Isabella stammede, "Jeg kan ikke tage imod sådan en dyr gave. Det er for meget."
"Dette er min måde at gøre det godt igen," sagde Sebastian fast. "Du skal acceptere det."
"Men..." Isabella forsøgte at sige noget, men Sebastian afbrød hende.
"Intet men."
Sebastians tone blev lidt blødere, da han kiggede på Isabella. "Isabella, jeg ved, hvad du tænker. Bare rolig, jeg vil ikke gøre noget mod dig igen. Dette tørklæde er bare en simpel kompensation, intet mere."
Isabella kiggede på Sebastian, hans øjne oprigtige, ikke som om han løj.
Hun tøvede et øjeblik, og nikkede så endelig. "Okay, tak, hr. Landon."
Sebastians smil blev en smule dybere, men forsvandt hurtigt tilbage til hans sædvanlige strenge udtryk.
"Velbekomme," sagde han. "Nu hvor du har accepteret det, så bær det med stil."
Isabella sagde ikke mere, hun nikkede bare stille.
Hun vendte sig for at gå, men stoppede så og kiggede tilbage på Sebastian.
"Hr. Landon." Hun tøvede.
"Er der noget mere?" Sebastian løftede et øjenbryn.
Isabella tog en dyb indånding og samlede mod. "Faktisk håber jeg, at du kan tage tørklædet tilbage."
Sebastians ansigt mørkede straks, hans blik skarpt. "Hvorfor?"
"Jeg vil ikke blive mindet om den dag, hver gang jeg ser dette tørklæde." Isabellas stemme blev blødere, næsten uhørlig.
Sebastian blev tavs.
Han forstod, hvad Isabella mente.
Hændelsen med tøjet den dag var sandsynligvis et mareridt for Isabella.
Og dette tørklæde var en konstant påmindelse om det mareridt.
Han kiggede på Isabella, hans øjne fyldt med skyld, smerte og ubeskrivelige følelser.
Efter en lang pause talte han. "Okay, jeg respekterer dit valg."
Han tog tørklædet fra skrivebordet og lagde det i en skuffe.
"Tak." Isabella følte en vægt løfte sig fra hendes skuldre og forlod kontoret.
Sebastian så hende gå, hans blik dybt og eftertænksomt.
Han åndede langsomt ud, som om han forsøgte at slippe al frustration fra sit bryst.
"Lav mig en kop kaffe," sagde han pludselig til Isabella, som var ved at træde ud af kontoret.
Isabella frøs, vendte tilbage med en smule tøven. "Hr. Landon, jeg..."
"Hvad, har du ikke lyst?" Sebastians stemme var kold.
"Nej." Isabella rystede hurtigt på hovedet. "Jeg ved bare ikke rigtig, hvordan man laver kaffe."
"Så lær det." Sebastians tone var befalende. "Nu, straks."
Isabella havde intet valg og gik modvilligt hen til kaffemaskinen.
Hun fumlede med maskinen, hendes hjerte hamrede.
Sebastian betragtede hende intenst, som om han beundrede et kunstværk.
Han observerede hendes fine fingre fumle med kaffemaskinen, hendes øjenvipper dirrede let af nervøsitet, hendes læber skød frem i koncentration...
Pludselig ramte en bølge af træthed ham.
Han gned sine tindinger, prøvede at holde sig vågen.
Men trætheden var ubarmhjertig, skyllede over ham i bølger.
Et pludseligt skrig rev Sebastian ud af hans døs.
Han åbnede øjnene og så Isabella holde sin hånd i smerte.
Varm kaffe var spildt overalt, sprøjtet på Isabellas hånd.
"Hvad skete der?" Sebastians ansigt ændrede sig, og han gik hurtigt over til Isabella.
Han tog hendes hånd, så den røde, hævede hud og nogle blærer.
"Undskyld, hr. Landon, det var ikke med vilje," sagde Isabella, tårer vældede op af smerte.
"Sig ikke noget!" Sebastian råbte, en antydning af panik i hans stemme.
Han førte Isabella til vasken og lod koldt vand løbe over hendes hånd.
Det kølige vand gav midlertidig lindring fra Isabellas smerte.
Sebastians bevægelser var blide, forsigtige med ikke at gøre hende mere ondt.
Han fokuserede intenst på hendes hånd, hans pande var rynket.
Isabella betragtede Sebastian, hendes følelser i oprør.
Hvorfor var Sebastian pludselig blevet så blid?
"Gør det stadig ondt?" spurgte Sebastian, hans stemme lav.
"Det er meget bedre," hviskede Isabella.
Sebastian sagde ikke mere, fortsatte med at skylle hendes hånd under det kolde vand.
Tiden syntes at stå stille.
Alt omkring dem blev sløret, efterlod kun de to og lyden af rindende vand.
Isabella stjal et blik på Sebastian, fanget af hans fokuserede udtryk. Hendes hjerte begyndte at slå hurtigere.
Hun kiggede hurtigt ned, turde ikke se på Sebastian igen.
"Sådan." Sebastian slukkede for vandhanen og tørrede forsigtigt Isabellas hånd med et håndklæde.
"Tak, hr. Landon," sagde Isabella stille.
"Selv tak," svarede Sebastian, hans stemme blid.
Han kiggede op på Isabella, hans blik dybt.
Isabella følte sig utilpas under hans blik og kiggede hurtigt ned.
"Du kan gå nu," sagde Sebastian.
Isabella følte sig lettet og vendte sig for at gå.
"Vent." Sebastian kaldte pludselig.
Isabella stoppede, kiggede på ham i forvirring.
Sebastian gik over til hende og tog en lille salve fra sin lomme, rakte den til hende.
"Her, brug denne," sagde han.
"Tak, hr. Landon." Isabella tog salven og forlod kontoret.
Så snart hun trådte ud, så hun Laura Jones og Vanessa stå ved døren, kigge på hende med ondskabsfuld hensigt.
"Er det ikke Isabella?" sagde Laura sarkastisk. "Hvad lavede du i hr. Landons kontor?"
"Jeg..." Isabella stammede, usikker på hvordan hun skulle forklare.
Laura pressede på. "Hvilken ret har en praktikant som dig til at være i hr. Landons kontor?"
"Jeg..." Isabella stammede, kunne ikke finde ordene.
"Stjal du noget?" Vanessa tilføjede brændstof til bålet.
"Det gjorde jeg ikke!" protesterede Isabella højt.
Laura hånede. "Så hvorfor er du så forvirret? Jeg tror, du bare føler dig skyldig!"