Kapitel 2 Hun har ikke længere noget hjem
Isabella faldt tilbage i søvn, og da hun vågnede igen, var det lyden af firmaets busmotor, der vækkede hende. Heldigvis følte hun sig lidt bedre.
Hun trådte langsomt ud af teltet, og så snart hun gjorde det, så hun Sebastian stående ikke langt væk, med ryggen til hende.
Vanessa stod overfor ham, tilsyneladende i samtale.
Havde han ikke allerede taget hjem? Hvorfor var han stadig her? Havde han fundet ud af noget?
Isabellas hjerte sprang op i halsen.
Hun frøs som et forskrækket rådyr, skælvende ukontrolleret.
Hun prøvede at huske begivenhederne fra natten før, men de fragmenterede, kaotiske minder vældede op som en tidevandsbølge og overvældede hendes skrøbelige nerver.
Hun turde ikke tænke på det.
Alt hun ønskede var at flygte fra dette kvælende sted.
Sebastian vendte sig om, hans blik gennemborede Isabella.
Hendes krop rystede endnu mere voldsomt.
Hun følte sig som om hun var blottet, udsat for alles øjne, uden noget sted at skjule sig.
"Isabella," kaldte Sebastian, hans stemme lav og hæs.
Han så Isabella, så hendes blege ansigt og de skarpe røde mærker på hendes hals.
Var det... sugemærker?!
Sebastians pupiller trak sig skarpt sammen.
Kunne kvinden fra i går aftes have været Isabella?
Hvorfor gjorde hun så ikke krav på armbåndet?
Sebastians udtryk mørknede truende.
Han så på Isabella med et komplekst blik, som om han granskede hende, kæmpende internt.
Vanessa bemærkede også Isabella. Efter Sebastians blik, så hun også de røde mærker på Isabellas hals.
"Isabella, har du det bedre? Skal du på hospitalet?" spurgte Vanessa blidt, da hun nærmede sig.
"Ikke nødvendigt," Isabellas stemme var knap hørbar.
Hun turde ikke se op, meget mindre møde Sebastians øjne.
Sebastians lange fingre rørte let ved Isabellas pande, hans stemme kold og fast. "Tag på hospitalet, du har stadig feber."
Isabella ville nægte, men hun kunne ikke finde på en undskyldning.
"Jeg tager hende," sagde Vanessa. "Hr. Landon, du har meget at tage dig af."
Hun gav Sebastian et sigende blik.
Sebastian sagde ikke noget, han gav Isabella blot et dybt blik, før han gik.
Isabella følte, at Sebastians blik havde naglet hende fast.
"Lad os gå." Vanessa tog Isabellas kolde hånd.
Isabella lod lydigt Vanessa føre hende frem.
Hendes sind var tomt, hun havde ingen idé om, hvad hun lavede eller hvad hun skulle gøre.
På hospitalet undersøgte lægen Isabella og ordinerede noget medicin.
"Det er en bakteriel infektion, der forårsager den vedvarende feber. Sørg for at hvile godt," sagde lægen.
"Tak, doktor," Vanessa takkede ham og hjalp Isabella ud af undersøgelsesrummet.
"Jeg henter noget varmt vand, vent her," sagde Vanessa, og satte Isabella på en bænk i gangen, før hun gik.
Isabella sad der, følte sig svag og med en splittende hovedpine.
Da Vanessa kom tilbage, havde hun en kop varmt vand.
"Her, drik noget vand," hun rakte koppen til Isabella.
Isabella tog koppen og drak et par slurke.
"Hr. Landon bad mig om at tjekke dig," sagde Vanessa pludselig.
"Hvad?" Isabella blev forskrækket, hendes hånd rystede, næsten tabte koppen.
"Han mistænker, at i går aftes..." Vanessa afsluttede ikke sin sætning, men gav Isabella et blik.
Isabellas ansigt blev dødsens blegt.
Hun forstod. Sebastian vidste alt.
Hvad skulle hun gøre? Forklare? Kunne hun overhovedet forklare det klart?
"Men jeg fortalte ham, at jeg tjekkede dig," afbrød Vanessa hendes tanker, "og fandt intet usædvanligt."
Isabella var chokeret. Intet usædvanligt?
Hvad med de røde mærker på hendes hals?
Havde Vanessa ikke set dem?
"Hvorfor hjælper du mig?" spurgte Isabella.
"Fordi," smilede Vanessa, "jeg vil ikke have, at hr. Landon får en forkert idé om dig."
Hun lagde vægt på ordet "forkert."
Isabellas hjerte sank.
Vanessa advarede hende, advarede hende mod at have nogen illusioner, mod at forsøge at komme tæt på Sebastian.
"Kan du lide hr. Landon?" spurgte Isabella undersøgende.
Vanessa svarede ikke, hun smilede bare, "Du har en kæreste, ikke?"
Isabellas hjerte sprang et slag over.
Hun vidste, at Vanessa testede hende.
Hun kunne ikke fortælle sandheden, kunne ikke lade Vanessa vide, hvad der skete mellem hende og Sebastian i går aftes.
"Ja." Isabella nikkede.
"Det er godt." Vanessa smilede. "Du har en kæreste, så værdsæt ham. Vær ikke ustadig."
Næste dag lå Isabella på hospitalssengen, bleg, og fik intravenøs behandling. Hospitalet var fyldt med lugten af desinfektionsmiddel.
Vanessa sad ved sengen og skrællede en æble med dygtighed.
"Isabella, har du det bedre?" Vanessa rakte det skrællede æble til hende og lød bekymret.
"Meget bedre, tak, Vanessa." Isabella tog æblet og tog en lille bid. Det var sødt, men det kunne ikke fjerne bitterheden i hendes hjerte.
Hun havde ikke forventet, at efter at have vendt tilbage fra hospitalet og taget den ordinerede medicin, ville hun blive værre, besvime midt om natten og ende i akutmodtagelsen igen, kun for at finde ud af at medicinen ikke havde noget med hendes sygdom at gøre.
"Vær ikke så høflig overfor mig," smilede Vanessa, uden tegn på noget usædvanligt.
Døren til rummet sprang pludselig op, og Isabellas søster Nina og hendes svoger Charlie Wilson stormede ind, bærende poser med kosttilskud.
"Bella, hvordan har du det?" Nina skyndte sig hen til sengen og undersøgte Isabella nøje.
"Nina, jeg har det fint," sagde Isabella svagt.
"Din feber gik ned i går, men du besvimede pludselig; du skræmte livet af mig," begyndte Nina at snakke, hendes øjne røde.
"Nina, jeg har det virkelig fint. Lægen sagde, det er en bakteriel infektion. Jeg fik en sprøjte og tog noget medicin, jeg bliver snart bedre," Isabella holdt Ninas hånd og forsøgte at berolige hende.
"Hvem er dette?" Nina bemærkede endelig en anden i rummet og kiggede nysgerrigt på Vanessa.
"Dette er min kollega, Vanessa. Hun bragte mig til hospitalet i går og blev hos mig her til morgen," introducerede Isabella hurtigt.
"Hej, tusind tak!" Nina takkede hende oprigtigt.
"Det var så lidt, det er ingenting," smilede Vanessa yndefuldt.
Efter at have snakket lidt, tjekkede Vanessa tiden. "Isabella, du bør hvile dig. Jeg skal tilbage til kontoret, der er stadig arbejde at gøre. Nu hvor din søster er her, kan jeg overlade dig i gode hænder."
"Okay, tak, Vanessa," takkede Isabella hende igen.
"Jeg går nu. Farvel, Nina," sagde Vanessa farvel og gik.
Efter Vanessa gik, var det kun Isabella, Nina og Charlie tilbage i rummet.
"Bella, fortæl mig sandheden, hvad skete der? Hvordan fik du en bakteriel infektion?" Nina kiggede på Isabella, hendes blik undersøgende.
"Nina, det er ingenting, virkelig. Jeg har bare været overarbejdet, og mit immunsystem er nede." Isabella undgik hendes blik, turde ikke se Nina i øjnene.
"Alle dine ting er her. Siden du har fået et job, så ansøg om virksomhedens tilskud snart, så jeg ikke skal bruge så meget. Når du bliver udskrevet, find et sted at bo, flyt ikke tilbage," sagde Charlie utålmodigt.