Kapitel 2 Hvorfor ryster du?
Isabella havde sovet et stykke tid og følte sig ekstremt tørstig. Hun slæbte sin tunge krop ud af teltet og bemærkede pludselig et par herresportssko foran sig. Hun kiggede op og så et par høje ben.
Da sollyset brød gennem tågen, kunne Isabella se Sebastians ansigt tydeligt. Hun var ved at besvime på stedet.
"Hr. Landon?"
Skulle han ikke være på bjergbestigning?
Sebastian satte sig på hug foran hende og kiggede alvorligt på hendes feberhede, røde ansigt. "Jeg har et spørgsmål til dig."
Isabella blev nervøs og fugtede sine tørre læber. Hendes hjerte bankede hurtigt. "Du... du må gerne spørge."
"Så du nogen gå ind i mit telt i nat?" spurgte Sebastian og stirrede Isabella i øjnene. Hans overvældende tilstedeværelse fik Isabellas hjerte til at slå hurtigere.
Isabellas blik flakkede, og hendes øjenvipper dirrede. "N...nej, jeg så ingen."
"Hvorfor ryster du?" Sebastian bemærkede, at hun opførte sig mærkeligt.
Hendes stemme rystede, og hendes krop skælvede voldsomt.
Isabella var tynd, og Sebastian var bekymret for hende.
Han havde dusinvis af assistenter på sit kontor, hver ansvarlig for forskellige områder. Isabella var en ny praktikant. Sebastian huskede hende, fordi hun var særlig genert. Under hendes første interview var Isabella så nervøs, at hun ikke kunne få øjenkontakt med ham og holdt hovedet nede hele tiden.
"J...jeg fryser," Isabella rystede endnu mere.
"Fryser?" Sebastian rynkede panden. "Men har du ikke feber? Hvordan kan du fryse?"
Mens han talte, rakte han ud og placerede sine iskolde fingre på Isabellas pande. Hurtigt rynkede han brynene. "Hvad sker der? Din pande er meget varm."
"Hr. Landon, jeg har det fint..." Isabella rystede ukontrollabelt og følte sig ekstremt dårlig. Hun ville rejse sig, men hun havde ingen kræfter tilbage og kunne kun krølle sig svagt sammen på græsset, mens hun mærkede sin bevidsthed glide væk.
"Isabella?" Sebastian følte, at noget var galt og forsøgte at vække hende.
Til at begynde med kunne Isabella svare døsigt, men så mistede hun fuldstændig bevidstheden.
Sebastian bøjede sig ned og løftede Isabella op fra jorden uden tøven. Hun var meget tynd. Han kunne mærke, hvor let hun var, mens han holdt hende. Sebastian sænkede hovedet for at se på hende og fangede tilfældigt et glimt af sugemærkerne på hendes hals. Han kneb øjnene sammen.
"Hr. Landon!" en stemme brød skovens stilhed.
Vanessa var løbet tilbage. Hendes hår var pjusket, og hun gispede efter vejret.
Sebastian sagde, "Hvorfor kom du tilbage?"
Vanessa kastede et blik på Isabella, som han holdt i sine arme, og tog en dyb indånding, før hun sagde, "Jeg var bekymret for Isabella og ville komme tilbage for at tage mig af hende. Hvad skete der med hende?"
"Hendes feber blev virkelig slem, og hun besvimede," sagde Sebastian, mens han lagde Isabella på bagsædet af bilen. "Jeg er nødt til at tage hende til hospitalet."
Da han var ved at sætte sig ind i bilen, rakte Vanessa hurtigt ud og greb fat i døren, bedende, "Hr. Landon... Må jeg tage med dig?"
Sebastian kiggede på hende, granskede hende med sit blik.
Vanessa forklarede, "Isabella og jeg er kolleger, og vi er begge kvinder. Lad mig tage med. Jeg kan måske hjælpe."
Sebastian syntes, hun havde en god pointe, så han gik med til det.
På hospitalet udfyldte de indlæggelsesprocedurerne for Isabella og startede hende på en drop.
Vanessa gik for at hente noget vand. Da hun kom tilbage, så hun Sebastian stå ved fodenden af sengen, hans blik fastlåst på den sovende Isabella, tabt i tanker.
"Vær venlig at tage noget vand, hr. Landon." Vanessa hældte et glas vand op til ham.
"Tak," sagde Sebastian og tog glasset med vand og stillede det til side. "Hvad er dit navn?"
Vanessa blev overrasket, men så indså hun, at han havde dusinvis af assistenter, og Jack var den eneste, der normalt var ved hans side. Selvfølgelig ville Sebastian ikke kende hende.
"Vanessa. Jeg hedder Vanessa Field..."
"Der er noget, jeg har brug for, at du bekræfter for mig, Vanessa."
Vanessas øjne viste et hint af skuffelse, men hun bevarede stadig sit smil. "Vær så god."
Sebastian gav hende nogle instruktioner og forlod derefter stuen.
Vanessa bed sig i læben og gik hen til sengen, hvor Isabella stadig lå bevidstløs. Hendes øjne afslørede en kompleks blanding af følelser. Tænkte på Sebastians instruktioner, pressede hun læberne sammen og begyndte langsomt at knappe Isabellas skjorte op.
Hun knappede langsomt hver eneste knap op...
Da alle knapperne var åbnet, så Vanessa mærkerne på Isabellas krop og dækkede straks sin mund i chok.
"Hvor tog du hen, hr. Landon?" Efter Jack og hans kolleger vendte tilbage til lejren, opdagede de, at Sebastian var væk og ringede hurtigt til ham for at spørge, hvor han var.
"Isabella besvimede, så jeg tog hende til hospitalet," svarede Sebastian.
"Isabella, praktikanten?" Jack var en smule overrasket, ikke fordi Sebastian personligt havde taget Isabella til hospitalet, men fordi han var forbløffet over, at Sebastian kunne huske en praktikants navn.
Sebastian havde dusinvis af assistenter, men han huskede ikke nogen undtagen Jack.
Dog huskede han Isabellas navn. Det var ret ekstraordinært.
"Ja." Sebastian løftede sit håndled og kiggede på sit ur. Han sagde, "Hav det sjovt, alle sammen. Jeg giver bonusserne ud efter campingturen."
Efter at have givet et par enkle instruktioner, lagde han på.
I det øjeblik åbnede døren til stuen, og Vanessa kom ud.
Sebastian kiggede på hende. "Hvordan har hun det?"
Vanessa mødte roligt hans blik. "Jeg har undersøgt hende. Der er intet på Isabellas krop. Mærket på hendes hals, som du nævnte, må være lavet af hendes kæreste."
"Kæreste?" Sebastian rynkede let panden, men sagde ikke mere.
Vanessa sagde, "Vil du ind og se hende? Hun vågner nok snart."
"Ikke nu," Sebastians udtryk blev normalt igen. "Jeg har noget at gøre, så jeg går. Husk at kontakte hendes familie, når hun vågner."
"Okay, hr. Landon, bare rolig."
Vanessa så Sebastian gå, før hun vendte sig om og gik ind i stuen.
Isabella var allerede vågnet. Hendes øjne var åbne, men hun følte sig stadig svag.
Vanessa gik hen og satte sig ved sengen. "Isabella, er du vågen? Hvordan har du det? Har du det bedre?"
Isabella nikkede. "Er vi på hospitalet?"
"Ja." Vanessa hældte et glas vand op til hende og smilede. Hun sagde, "Hr. Landon bragte dig her. Han bar dig endda."
Vandet i Isabellas mund gik den forkerte vej, og hun begyndte at hoste. "Hr. Landon?"
"Ja," drillede Vanessa. "Er hr. Landon blevet interesseret i dig, Isabella? Jeg har været i firmaet i over et år, og det er første gang, jeg har set ham bære en kvinde."
Isabellas ansigt blev rødt. "Nej, det kan ikke passe."
"Hvorfor ikke? Du er køn, ung og i god form. Mange chefer kan lide kvinder som dig. Isabella, hvis du ikke har en kæreste, burde du måske overveje hr. Landon seriøst. Hr. Landon har mange gode kvaliteter..."
"Jeg har en kæreste," afbrød Isabella hende.
Vanessa stoppede med at tale. "Virkelig?"
Isabella bed sig i læben. "Ja."